Vinterdigte januar
2009
en beskeden idé udvikler sig til
Gud
En tanke hvor en afdød bekendt viser
sig
en gang sad jeg og skrev en lille fortælling
om en pige i skovens landsby i Nepal
et gyldent skær skinnede imellem bøgerne på reolen
der var engang
en rød mursten under solen
inden foråret kom
jeg så Pedro slå på en tamburin ved gadehjørnet
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
ingenting er sket for længe siden, og jeg gentager
det er en lyd der bærer en betydning
som jeg har skrevet og bliver ved at skrive ned
det hedder ingenting på dansk
og wuyou på kinesisk
en bleg hudfarve
et stykke smør
et daggammelt spædbarn
er bange, og det ender netop med det
det er ikke en ting jeg har opfundet
men det har hele tiden været der siden urgammel tid
og før den urgamle tid
ingenting har været der hele tiden
et menneske møder et andet
gennem dets lugt
menneskets respiration svømmer af og til over et sådant landskab
en stærk farve slutter også med det
det er en lyd fra en tid før tiden fandtes
jeg skriver den ned i mine kedsommelige eller opmuntrende timer
jeg har den hos mig
ingenting er hos mig
et menneske har øjne og mund
og en krop med arme og ben
håret vokser
vandfaldet styrter ned
jeg har ingenting
men jeg har ikke opfundet ingenting
jeg gentager det og gentager det igen
jeg gentager ingenting, som er fra en urgammel tid
en urgammel tid hvor ingenting fandtes
og ingenting kan ikke undgå det
jeg skriver nu ingenting ned
blot som en banal gentagelse
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
ham eller
to personer
tre
fire
en begivenhed
et lille træ
en uforudsigelig begivenhed midt i den kommende skumring
et lille træ vokser
en halvgammel mand samler sine minder op
de efterladte fragmenter af en for længst svunden tid
nogle glødende stykker kul
et eller andet sted for godt tredive år siden
en lille dreng løb op og ned af et bjerg
og tændte et bål inden for i en hule i en skov på skrænten
en halvgammel mand kom forbi og slukkede ilden
et lille træ, som voksede uden for hulen
måske er det blevet stort nu og står dér stadigvæk
måske er det dér ikke længere
en halvgammel mand samler noget op
noget som er fra den tid, da han var en lille dreng
han holder om sig selv og drømmer
et lille træ
et andet lille træ
et landskab af forandringen
fra et til et andet sted
fra et til et andet tidspunkt
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
?
da han kom ned til dalen, talte han et sprog fra bjergene
så lærte han at tale det sprog der blev talt i dalen
han snorkede midt iblandt de fremmede drømme
men nu ser han hverken dalen eller bjergene
engang var der et vandløb der styrtede lukt ned igennem stenene
engang løb vejen i præriens kant gennem skoven
han har allerede glemt ethvert spor af fortiden
nu er der kun nogle fornemmelser tilbage i sandstormen
en fornemmelse af livets endegyldige udslettelse
en eviglang søvnløs nat
hvor han savner sit tidligere selv
der tit drømte om de forskellige slags smag af en bestemt frugt
han begynder at tvivle på sin egen eksistens
om han blot er et ansigt
om hans ord nu også er en del af ham selv
han søger forgæves efter sin vej hjem til sig selv
der står en figur med hvidt hår i spejlet
ingen logik kan hjælpe ham til at deducere et selv derfra
de væsentlige ord, som står til hans rådighed
ligger alle sammen uden for formuleringens essens
han bliver ved at tænke som han plejer
men han lever videre
og udtrykker sig videre ud fra sin uvidenhed om hvem han er
eller hvem han skal blive
den samme lyd gentager sig
mens en del af historien er gået tabt
derefter får han formentlig et kys af en fremmed
til en mørk fest en nat
han forsøger at bryde ind ad døren til drømmen
hvor en vagt stopper ham og siger
”du skal betale, fordi det koster penge at komme ind”
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
du ser en lille myretue på jorden
foran den bænk
hvor du sidder
guderne i eksil må vende tilbage til verden
i den moderne tid
forsytierne blomstrer på begge sider af vejen
du ser det
men ingen andre ser det
en længsel i en kvindes livmoder
en gravhøj bringer os en stemning af noget historisk
hyggelig, men dog lidt uhyggelig
fantasiens gab bliver dybere og dybere
i spalten mellem dine to fingre
guderne i eksil må vende tilbage
så en krage flyver ind scenen
en søndag i en lille by
en krage sidder i et æbletræ
ved siden af et gult hus
med stråtag
ikke nogen mennesker på gaden
endnu en lille myretue på jorden
ved siden af den er et par ænder på vej ned til søen
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
nu ser jeg kun et mørke
i stilheden
med en anelse om den kommende time
du ligger der og sover
og drømmer måske om fossiler i mudderet
uden for vores verden
eller om to fårekyllinger
der slås
således sejler vi i hver vores egen ørenlyd
indtil vi rører himlen i bevidstheden
under denne tavse nats slør
da hvisker humaniteten i begge vores hjerter
nyhederne har fortalt om
at missilerne slog ca. tohundrede ihjel
i morgen skal livet leves videre
og atter videre
jeg tænder fjernsynet for at bekræfte det jeg hørte fra gaden
du ligger der og sover
uforstyrret af lyden fra TV
jeg glor på skærmen og tænker på at
du sagde at du var meget rørt af at høre om
at en digters kone havde sagt et eller andet
da han døde pludseligt
fordi du har det samme med din far
at han kan dø pludseligt
jeg tager fjernebetjeningen og slukker
i stilheden ser jeg stadigvæk
kun det samme mørke
mens du trækker vejret dybt
og gør natten endnu mere stille
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
vejen viser til det hemmelige hul hvor den sidste gud gemmer
glemslen overskyller efterhånden dit grin og latter
i dag bliver dine drømme begravet i mudder
og det er det du skal se i forhold til rejsens endemål
den sidste gud gemmer sig nede i hullet
den usynlige stemme har slettet enhver sikker destination i fremtiden
vi tænker på en skov som en del af denne destination
vi tænker på støvregn
vi tager et par brille på
ser nærmere ind på den utrættelige gentagelse af dag og nat
vi ser vores egne skygger danse under beskyttelse af drømmen
de danser
gulvet knirker
uden for drømmen
bygger tidens befolkning et landskab af natten
med mursten af dagslys
det har regnet i morges
måske sover du stadig
mens jeg skriver vores rejse ned
på bagsiden af dette levende landskab
og der står ikke noget i historien
der behøver at være anderledes
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
endnu en etage op
et jeg
et deja-vu inderst inde i et minde
du ser en pandeskal
vis-a-vis
en beskeden idé udvikler sig til Gud
du ser op ad
og igennem glaspladen på loftet ser du også dig selv
et andet selv
du ser at du som den seende er noget fiktivt
fordi du føler
oplyst inde i dig
at det du ser, er det virkelige
og det er dig
oppe eller nede
dig
alle veje står åbne for dig
du må fiske et frisk liv frem af glemslens flod
hvor illusorisk det end er
hvor virkeligt det end er
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Martyren
du er på rejse sammen med nogle hyggelige kvinder
øl, vin, sodavand, ost og chips
de fleste stemmer, du hører omkring dig
minder dig om den lune luft
en aften i den sidste sommer
og om en tvetydig støj fra en middagslur som du havde engang
i din barndom
eller
du rejser alene
og sejler på en sø
hen mod en tilfældig ø
men din båd kommer til at synke
du fortryder lidt
at have sagt nej til tilbuddet om en skiferie
hvad enten dit eller dat
så bliver der endelig et tidspunkt for at forsvinde
engang når alt er forbi
(du behøver ikke at tale sort
blot fordi du stadig vandrer omkring i drømmens dunkelhed)
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
du kigger forgæves tilbage
et drømmebillede af den bestandige vandring
den evige tilbagespoling af landskabet på det samme gadebillede
fortidens nærvær rører dit ansigt
du kan mærke det
og det lugter af regn
der kom et virkeligt menneske ud af drømmen
alt relevant spor samles og gemmes ind i krystal
gadehjørnet dækket af det gule lys fra flere sider
glemslen slettes
erindringen bliver synlig og efterhånden tydelig på et blankt lærred
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
ved solnedgangen kommer du til at tænke over
tiden er snart gået
måske er du allerede gammel
og ser desperat på umuligheden for
at blive et barn igen
verden tager dig under armen
verden er under forandring
du også
med fuld smag af livstrætheden
alt for umenneskelig
alting viser sig i et sådant rystende billede
sokker
tallerkener
fjernsyn
dyne
du kan endda klar se detaljer
tiden vil endda udmaje tingene og give dem skrappere farver
men når du strækker din hånd ud
kan du ikke røre dem
og de forsvinder efterhånden igen
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
drømmen sejler i stilhedens hav
nuet indhentes
du ligger i græsplanen og stirrer op i himlen
og forestiller dig et ansigt
nu taler du om jeg’et
som var det et stykke ost
dog er det en ting
som man skal tage med hjem
din identitet er en ting
et vindue
en bygning
din pandeskal
en orm
en genklang af ”jeg falder snart i søvn”
du kan overtale nogen til at give dig et kys
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
genfærdenes stemme synger
på bagside af dit øre
din spørgelyst bliver ved med at vokse
du gennemskuer de forskellige verdener bag sløret af
den sunde fornuft
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
i nattens mørke danser de visnede planter violet
jeg drømmer med
jeg vågner på et værelse
som dufter af mørke
der hænger en plastikvindrueklase på væggen
jeg løber ud
jeg er inde i en stue hvor der er mennesker
jeg er sulten
og spiser gerne dumplings med kød
da kommer munkene med de vegetariske
jeg bliver flov
så kommer et par lama’er
og vi hilser på hinanden
jeg spørger den provokerende unge mand fra nabolaget
om han kan hoppe op på taget i et spring
det kan jeg faktisk ikke engang selv
jeg hilser igen på lama’er
med en stolthed
han spørger mig om en fælles bekendt i Danmark
jeg vågner i et værelse
som dufter af mørke
jeg regner bestandig på antallet af år
hvor langt det er nået
natten kommer
ørerne lytter til råb og snak på gågaden uden for bygningen
i nærheden
engang imellem et kys i en sidegade
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
da jeg igen bliver født
samler de gyldne skyer sig i en glødende himmel
de ellers ukendte ord på et eller andet fremmed sprog
bliver en dag pludselig mine lydige slaver
og hejser min fane i retorikkens hovedstad
så jeg ved, at jeg endelig har besejret ideologierne
ved hjælp af en glemsel og dens erindring
med en udsøgt effekt
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
jeg ser på min krop igennem en sprække
på den anden side ligger der et drivvådt menneske
jeg føler mig kold
mens jeg læser digtet op
jeg mærker min huds ømhed
til venstre og højre
jeg lukker øjnene for at forestille mig
hvordan man frygter noget konkret
mens man leger med dødens begreb
nu er lyset spredt ud
det gryr som det skal
mine dage har dog opnået en dybde i mørket
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
jeg spadserer en midvinteraften
uden for Assistents Kirkegård
jeg stikker hænderne i lommerne
hvor mine nøgler og mønter klirrer
jeg læser bøger uden at kunne koncentrere mig
jeg glor på mønstrene på tapeterne på væggen
de grå og sorte pletter
undertiden farer et fragment af erindringen forbi øjelågene
jeg tænker på en afdød
på en kærlig fortid hvor hun levede
hvor vækkeuret ringede og fik mig op om morgenen
og jeg skyndte mig på vej til arbejdet
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
jeg er lidt svimmel
og tumler ind et ukendt sted
jeg overbeviser mig selv om
at jeg havde været her før
det var simpelthen mit hjem
en stille stue
et mørkt soveværelse
et kedsommeligt askepotliv
jeg skriver et eller andet ned
og tegner et violet træ
som jeg kalder nattens plante
med mørkets torne
her er splittelsen lige så væsentlig som enheden
en morgen dufter solen og haven i luften
der kan anes en hemmelig forelskelse
lykken varer ved
indtil en dag uden dato
hvor langt mit liv vil være
ved jeg ikke
jeg lader min krop sejle i badekarret
i det øjeblik når mørkets fylde kommer
vil jeg se på mit eget grimme fjæs
genspejle på det lille bitte vands overflade
min identitet smugles fra en anden
ingen har fundet mig
jeg ser så mit eget ansigt igen
men på den forkerte side af et spejl
jeg siger ikke at det et en maske
eller et intet
jeg kan ikke fortsætte en samtale
mens jeg gerne vil falde i søvn
jeg drømmer gerne, at skraldemændene fjerner hundelort
på de københavnske gader
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Digterklub
bag væggen spilles stadig den samme musik
på et klaver som jeg kan forestille
det larmer også fra værtshuset
med latter og råb
dog ordene om livet og døden
melankoli
tavshed
ensomhed
stilhed
osv.
og intetsigenhed
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
1.
jeg er skide ligeglad med hvad det vil sige
at bryde grænserne for sproget
og min sproglige grænse er allerede overskredet
da jeg nu skriver et digt
som jeg i min ungdom havde skrevet engang
på et andet sprog
så jeg er igen skide ligeglad med de nyere pointer inden for sproget
jeg tryller med talløse stemninger også på et nyt sprog
men de er bare mine gamle tricks
2.
ellers kan jeg heller ikke andet
end at gøre det
efter min egen kliché
således kan man sige om man vil
fordi det kun ville hedde en nydanskers grammatiske fejl
hvis jeg dannede mine egne nytord på dansk
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
først er du ridderen
selvom de sultne har fundet på at slagte din hest
for at redde deres egne verden
du rider gerne på din nabos
og drager jordens grænse
hvor man prøver at hoppe på månen
og dog springer ind i et felt af ukrudt
med sten og pigtråd fra det tidlige liv
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
hermed inviterer jeg alle til en hyggelig kop
eftermiddagskaffe og
hermed vil jeg vise
jer
en moderne røg
et emfatisk
pulsslag
et hundrede måde at udtale ordet ”cigar”
på
og en simpel, enkelt lyd af
snorken
hvor er det
spændende
men
den aggressive økologi rager ud af metaforikkens fornuft
mens en kunstner udstiller et stykke oksekød
da han tror, at det var hans egen hest
han havde slagtet
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
der bliver skrevet en note på begge sider af grænsen
så kommer der en anden og gengiver hans stemme
men formulerer det han siger om
og giver det en anden betydning
forholdet kan selvfølgelig have været anderledes
der er endnu sollyset
halvt drømmende står han op
bladrer i de ulæselige bøger
han får et indfald i det øjeblik
han er ved at droppe sin idé
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
lever mennesket videre?
flere fortrolige fortællinger
en bekendt som en erindring fra et tidligere livsforløb
dog har ingen set eller læst om det
folk har solbriller, og vi har månebriller
folk viser deres tænder, men vi viser vores læber
og når vi bliver gamle har vi gebisser
en dag sagde man at tiden for blodtørst var forbi
men vi vil ikke gøre tingene anderledes
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
når digteren en dag endelig ikke kan finde på mere
hvilken som helst nat
kan være hellig
som skal overvælde os
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
de studerende laver en afhandling om hvad lykken er
at man lever i en stemning
fyldt med glæde, sollys, månelys, brise og rosenduft
nymånen er fremme
himlen splittes
alle stjerner, flere sole og måner rider rundt på ryggen af hinanden
en gang i horisonten
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
foråret gennemsyrer et hemmeligt hjerte
de dødes skygge strømmer ind i lyset
alt imens folk sidder på hans fiktive rige
de fleste med et velkendt ansigt
af og til også en fremmed politiker
eller nogle fangevogtere uden noget klart udseende
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
en gængs retorik
vi lærer noget tilfældigt
at være moderat
at være rabiat
at være fremmed
at være
udenforstående
at være
kontaktsøgende
at være indbildsk
at være
integreret
simpelthen at være
dansk
vilkårligheden har sit dumme udseende
så den ene verden bliver flere
mørkere eller idylliske
men vi ser ofte vores verden endnu mere klart
på grund af det lys
den har bragt os
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
værelset er tomt
uden for vinduet består endnu en anden verden
af flere hypoteser
dagen og natten genspejler hinanden
mens de farer igennem forskellige verdener
i mandens krop
men han er selv sjældent udenfor på vejen
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Juvelérkunst
jadens ånd der har skabt både fornuft
og vanvid
lærer os til at dyrke livet
kurserne på prisen for jadesten
stiger
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
et år eller titusind år
hans tilværelse bliver skåret i stykke
hans livsrum bliver knust
men han vandrer videre i det vilde
destinationen ligger i et meteor
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
et levende menneske elsker ikke døden
men han vil formentlig påstå at han gør det
for at spille en dybsindig figur
eller for at være
digter
til sidst bliver hans knogler helt gennemsigtige
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
?
et jeg kommer ud af
mig
et andet jeg kommer ud af
mig
et tredje
et fjerde
et jeg som ikke er
mig
et jeg som er mig
et jeg som både er og ikke er
mig
et jeg som en mangfoldighed ud af
mig
en mangfoldighed af
jeg’er
vi var selv den myte
som vi har fortalt generation for generation
vi skabte gud åndeligt
for at gud kunne skabe os kødeligt
nu er vi enten døde eller det er gud
der er død
vores indbyrdes forhold er ikke længere hemmeligt
en fristelse til erkendelse vokser
således er gud kommet til verden
og fuldbragt
således dør profetien ud
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
?
myten fortæller, at han sejlede ind i en skærgård
derefter hørte man plasken
en kulde suser igennem
under nattens mørkeblå himmel
myten fortæller
at han sejlede ind i et liv
som var en gentagelse
der var engang noget, der fandtes
igen og igen noget
en ø
en bro
en sti
den evige ubønhørlige strøm af tid
skyller sporene efter ham væk
igen og igen
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Perlekæden og det daglige
landskab
den morgenfriske avis fortsætter med en varm diskussion om kultursammenstød
som jeg i min tvangsforestilling om en perle har placeret mig selv midt imellem
og integration
som jeg selv som en perle tvangfri men alligevel obligatorisk skal placere mig selv i
ved at engagere mig dybere i det aktuelle
forøger jeg min forståelse for den kulturelle identitet
nogle stikord gentages atter og atter i radioen og på tv
ud fra en stikprøve er dagens ekko ”værdiforskellen”
en ung dansk pige kommer ud af supermarkedet med en
kunstig anstrengelse
så kommer der en ældre etnisk kvinde ud
derfra
med to tunge
poser
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
han plejede at filosofere
ved solens op- og nedgang
at søge visdom i det tusindårigt gamle tempel
at praktisere forskellige former for meditation
at samle trolddoms ord
og at se dybt ind i sine erindringer fra tidligere tilværelser
nu undersøger han aktiernes op- og nedgang
mens solen og månen holder vagt uden for vinduet
han arbejder som konsulent
rådgiver sine kunder til at nedlægge deres forretningsmodstand
han køber elektroniske apparater billigt på internettet
og scorer opmærksomhed på bodegaerne
da må han have set noget oplysende
formentlig en lotusblomst
i midten af en dam
dér sidder en ånd i visionen af livet
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
identitet er blot en ting
som vi lader hænge på væggen
tilværelsens kildevand er selve kildevandet
og livets morgen begynder med en morgen
og derefter stiger vi op på en anden etage
eller vender os bare om
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Hjemve
jeg ringer fra min lejlighed på tredje etage
mens jeg kigger ud ad køkkenvinduet
og glor ned på den cykelhandler der ligger på den anden side af gaden
jeg beskriver dem for dig i telefonrøret
hvordan et sådant gadehjørnelandskab i byen ser ud
solen skinner på et gadehjørne på den anden side af kloden
måske også i en fugtig dal
eller i en mørk skov ved siden af en å
der har aldrig været nogen
vind
hos en fed
bjergbo
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
din nabo vinker farvel til sine gæster
et par børn løber hen til bilen
der blomstrer både roser og tulipaner i blomsterbedet
ved siden af gangstien står et træ
din bolig er grænsen mellem dag og nat
inden for et vindue er vi sammen med månen
og udenfor solskinnet overalt
i kosmos
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
hun mister sin identitet
han skriver sin livshistorie på ny
og lader sin verden vende tilbage til det tvetydige lys
integration
integration
integration
integration
…
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
kærligheden leger med håbet
han tror ikke på håbet men håber dog
at planten i vindueskarmen blomstrer
han vil kun kigge på hende
så vinduet åbnes
og lyset falder på jorden som en død orm
det er ikke nødvendigt at vende hjem
da barndommens spor er helt forsvundet
da det gamle hjem allerede er et nyt fremmed land
stemningen er et morgengry på en ukendt lufthavn
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
når man hører stemmen komme frem
fornemmer man et tungt mørke
men solen er ikke væk i virkeligheden
så jeg ikke må gå i seng endnu
og jeg skal ud på en lang tur for at købe ind
du sidder under solen
skriver denne ubevægelige time ned
erindringen har krævet for meget
på morgenhimlen hænger der ikke altid den røde sol
for slet ikke at nævne de onde magthavere
som både du og jeg også kunne være
de bliver ved med at sætte krig i gang overalt
men efter en hundredtusindårsaftale møder mennesket stadig måneskinnet
i nattens baghave
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
jeg cyklede på vejen til en mark
på en jordvej ved siden af en gammel mur
det blæser
jeg ser en lille pige ride langs volden
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
du er efterladt med et umuligt minde
i en drøm
du begynder at græde
jeg siger at du ser grim ud når du græder
så du skubber mig omkuld
jeg håber bare alle kan ha’ det godt
uden behov for at vide
hvordan de får det
de levende må have det godt for at leve
og hilse på solen om morgen
de afdøde må nyde sin fred
i deres stille tomhed
eller i den hinsidige munterhed
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
jorden er gudernes sårflade
poesien lugtede af havet
krigen mellem guderne smittes også til jordboerne
skyerne falder ned
vi ser en lille sårflade i et digt
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
tavsheden kravler langsomt frem
vi erkender efterhånden vores ubetydelighed
fiktionen om en udødelig menneskehed
skæres i stykker
vi er alt for skrøbelige
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
udenfor er en verden lydløs fyldt med sne
du ser ikke lys
men en anelse hvidhed
og loftet synker
loftet vender opad
loftet kaster sig ud af en streg
den lyse verden engang tilbageholdte
og ind i fjerene
som dit hoved hviler på
loftet i mørket
er ikke til at se
gennemhullet af en dyb ængstelse
loftet deroppe
synker ikke
loftet vender nedad
og ser dig
som ligger i en mørk stilhed
du ligger i en mørk stilhed
oppe i luften
du ser loftet i den her nat
flere gange
synke i flere galakser
dit ansigt drejer til venstre
og højre
eller til højre
også en anelse af nogle grå eller sorte pletter
loftet ses ikke
og bliver hvor det er
i din bevidsthed og i mørket
det er klar
til at forsvinde
i en lydløs verden og
med en lydløs verden
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
?
jeg ringer
linjen er optaget
jeg skærer i mit pas med et knivsblad
jeg kører ikke bil
da jeg ikke har kørekort
jeg mærker en ømhed i skulderleddene
jeg elsker dig som en mus elsker ris
siger en kineser
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
hej du, hør mig
saml din strøtanke op
læn dig tilbage og skrid baglæns
forestil dig en jordklode
en verden rejser med sine bjerge og floder ind i en anden
hvor havet altid rykker sig tilbage
hvor himlen består af glas
og luften skæres i to dele som et stykke ost
og en fisk springer på af en stor flod
som man også ser i vores åer eller søer
hej du, hør mig
jeg elsker dig som en mus elsker ris
siger en kineser
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
huset på hjørnet er bygget om til en ny forretning
der bryder panik ud i den bekvemme hjemlighed
det er formentlig første gang
og måske på et ukendt sted
folk sømmer den falske profet fast på en sten
(men lader dog det løse tøj dække den afrevne hud til)
og det bliver endnu et landskab i den samme historie
men den ægte findes ikke
så ingen medfølelse kan være forbilledlig
en virkelighed ytrer sig løs
på overfladen af en anden
et øjeblik
igen et øjeblik
så falder tyrannens statue sammen
billedet af de dystre anelser og minder
tomhedens ekko
månen spejler silhuetten af et fjerntliggende bjerg
under en befrielseskrig
har nogle brækket arme eller ben
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
kan jeg egentlig holde mine egne ord ud?
det er et nyt år
også i ord
en ørn flyver omkring
og falder så ned
ind i sprogets landskab
det begynder at sne ved midnatstid
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
det larmer hele natten i det område hvor jeg bor
jeg kigger ned på gaden gennem mit vindue
jeg ser en eller anden bekendte løbe hen mod det næste gadehjørne
jeg ved ikke hvad der er sket
synet af byen bliver pludselig klumpet sammen
i mine pupiller
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
?
ingen har set dit ansigt
at kradse i fornuften
at tegne et spøgelse
en Gud eller en person
som ingen nogensinde virkelig har set
vandet forvandles til is
men katten kommer ikke ud af verden
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
?
bag hver dør en skikkelse
der pirrer mine øjenvipper
på den anden side af bjerget taler man et andet sprog
på en gang mere selvsikker
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
”den forbigangne ungdomstid er en død fisk”
jeg samler et gammelt vers op
mens den kommende eksistens findes ikke rigtigt
en sang fra badeværelset
en hvælving af lyset og skyerne
en scene af kærlighed
ikke for evigt
jeg ser den gamle spanske ridder
afløse mig flere gange
som den smukkeste
også i mit pyntesyge CV
der gror stadig nogle enkelte grønne pletter
på jordens overflade
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
tiden løber løbsk i dine fortællinger
nogle dage, hundrede dage, trehundrede dage
eller en mere sammenhængende klynge af æraer
retorikken revner
og en videregående fremmedgørelse
opløses i endnu flere af kulturens scener
i et selvoptaget dannelsesmønster
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
tre år senere
falder et løvblad tilfældigt
ind ad dit vindue
den sidste sol forsvinder også fra horisonten
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
utallige løvblade vokser frem i fantasiens lille have
oven over skyerne sidder de afslappede guder til morgenens tebord
og iagttager et mylder af aggressive smådyr der kryber over grænsen
på et mørkt stykke bly
der er formiddag i menneskenes verden
i en mørk skov
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
ordene konstituerer nye billeder
mens de gamle fatamorganaer falder
en nedsunket himmel
en eller anden gud på månen
sidder i en stol og iagttager
en orm
en snegl, der bevæger sig på væggen
et optog på gaden uden for vinduet
et lys
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
agterstavnen i moderniteten
det er en frustration
håbet er til
håbet er fra
håbet er til igen
håbet er fra igen
bevægelsen er en tomhed
tiden er spildt
også livet
vores stemme bliver svagere
tusindvis genspejlinger af selvet
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
ventetiden er rimelig lang
en grim mand går forbi
med en avis under armen
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
nogen har lyst til det ene
og nogen har lyst til det andet
smagløst eller ej
forfærdeligt eller elegant
og det kommer også til dig
et anderledes rum i et spejl
hallucinationerne i mørket eller i lyset
du bemærker din angst
nøjagtig som dengang
i din egen verden beskyttet af uvidenheden
det er
når du ved du drømmer men ikke vil forlade drømmen
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
svampene vokser frem i sin buttede form
i lys og i mørke
falskhedens uudholdelige tunghed
krydser sit spor med kulturens ophøjethed
så dødsens stille
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
?
et skævt billede af selvet på vandfladen
en flygtig tank i luften foran øjnene
en gang imellem et brudstykke af
roser og en kat
børn, der leger
han havde forestillet sig at blive en
dugdråbe
for at fordampe højt i vejret
og kondensere i hendes
stemning
så han så sig
selv
blive til en
dugdråbe
men blive skyllet væk af
muddervand
et kildevand eller mudder
spejlbillede eller skygge
som ifører sig mit ansigt
i et endnu fjernere land
fjernere end fantasien
første gang han så hende, tænkte
han
bare et kys af
hende
så fik han et kys af
hende
han hørte verdens indre røst juble
efterhånden bliver et kys en daglig
hilsen
druer, bananer, appelsiner, æbler og pistacier på
bordet
et landskab i
dagligstuen
og hendes bare
fødder
en smule musik strømmer ud fra min halvsøvnige tænkning
på et værtshus, måske i bussen
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
bag det glødende lys af guld
vrimler det med hjemløse spøgelser
således
er din jadesten tabt
et sted og således
falder der endnu et mørke hen over dit hoved
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
du må lytte til onklerne og tanterne
eller høre efter hvad fætrene sige
ja alle de larmende dage kommer fra et hus på den næste gade
en øl, et par ord
en sporadisk anelse af tjære i lungen
en konklusion draget deraf
fornemmelsen af en forstoppet mave bliver optaget i en stemning
så et gys
vældigt og tungsindigt
et gys
det er med i hans vilkårlige ytring
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
roserne i haven spreder sin dejlige duft
for at forhekse en kedelig virkelighed
til utallige kroneblade
og den voksende ensomhed i mennesket er en ekstra bonus
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
det ventede kommer ikke frem
og aftalen bliver skrevet ind i historiebogen
solen og månen glider stadig i deres gamle bane
dog vender du dit blik
for at se det som du har set et tusind gange før
og det er stadig det
det ventede
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
fæstning under månen
nattevågen tomhed
paradisets roser blomstrer i en evig intethed
det regner
og det utænkelige er dog menneskelig
stien der fører hen til skoven
over bjerget kommer vi til et andet rige
vi står i regnen
et lille landskab har vi selv været
blikket stivner i din bevidsthed
som et stykke mørkt jern
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
han drømmer om et spejl
og han fjerner så spejlet på sit toilet
han drømmer igen om spejlet
og ser sig selv i det
hvor svampene vokser i skumringen
han vender tilbage
bygger et hjem med glemsel
i den lyse verden
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
han husker stadig det snavsede lys
et firben krøb rundt på loftet
måske er det i et tempel
eller i en fængselscelle
(mon ikke at han er træt af den samme gentagelse
af fravær?)
han venter evigtgyldigt på det
for det er en fast aftale
han har indgået med sig selv
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
han får en pakke
han undrer sig over hvem det er der har sendt pakken
han visker sit navn ud på den
med sit blanke blik
han er et blødt menneske
han står i en kølig brise
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
hun kommer ikke med ind i din fortælling
men hendes sti buer sig under broen
langs åen
et par dryssende ænder
hun kommer ikke
med de farvestrålende skyer over dit hjemlige areal
som kaster skygger på dine daglige stemninger
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
kager og kaffe
rygeforbud
motion og fitness
et meningsfuldt liv
de intellektuelles jargon og kulturlighedens overdosis
tomheden gentager sig i talrige former
i al sin trivialitet
dog kan man også være heldig
en sorgløs ekspedition
med en elskelig rejsefælle af modsat køn
og destinationen netop det samme sted
igen og igen
og hvis et sådant sted fandtes
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
men vi kan stadigvæk sidde på en eller anden tilfældig klippe
og se på havet
det savner ikke nogen nyhed
en måge
et lys i det fjerne
en frihedsgudinde (eller bare nepotisme i demokratiet)
det kan også være noget dekorativt
en ubetydelig klippe på et landskabsbillede
om morgenen eller om eftermiddagen
igen en lugt af
lakrids
og et genskær på
vandoverfladen
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
drømmesyn står så klart
en sø foran og en skov bagved
vi har intet rum at være i
vi går rundt barfodet i vores egen dunkelhed
indtil det kommende sted viser sig, indtil
vi også har fundet det tabte forbigangne sted
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
håbet var der altid
uden at dets frugter nogensinde er vokset frem
vi har tid tilbage
og vi tygger bare på nogle korianderblade
eller et stykke lakridsrod
din sindsforvirring
(eller er det dig selv)
springer ned i en sø
solens opgang smelter overfladen i vandet
når du vender dit blik om, er alt synlig
også din egen skikkelse står klar frem
det er den samme skikkelse i drømmen
mørket fanger eller kommer til at fange
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
du ser ham så tydeligt
han findes ikke
for ellers kunne han jo sige undskyld
for sit fravær
du ser ham så klart i denne glemslens nat
en stemme bag væggen
indvier dig i et lyst rum
et billede i dit sind
en scene, som ingen ellers ville have set
og ingen ville kunne se
det er hans stemme
det er den måde du lærer ham at kende på
du glor på ham, der ser på dig
imellem dynerne og puderne
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
du ser mig eller jeg ser dig
sidde i et æbletræ og kaste æbler
ned på det som vi ser på
en stor eksplosion på skærmen
et par øjne fulde af tåre
et ur på væggen
en sten
det er nu eller…
det var en dag for længe side
jeg så dig eller du så mig
vi så et æbletræ
vi blev ramt af stilhed
ikke engang nogen sten
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
jeg henter en kop te til dig
du hører mit hjerte banke en kinesisk rytme
og grønne teblade der synker til bunds
der er dage og nætter, nej
måneder og år i mit blik
som glor på dig
nogle jadesten og et par digte
det lugter af fuldmånens sølvskær
på en vinternat efter julen
du sidder ved bordet
solen skinner ind ad vinduet
du løfter kruset og drikker
nogle ord til dig
nogle ord til mig, meget sødt
kærligt
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
en lille grå orm i hans sko
en lille grå orm i mudderet
det han gør begynder at kede ham
en fest hos Torben Slot
et sort vindue bag de
hvide persienner
en gammel Jimbut og et
nyt måneskin
en lidt usikker nabo
med et par generte øjne
hele det univers, han har oplevet i ti, tyve, tredje, fyrre år
en bolig, som aldrig har skiftet lejer
den samme kildende begejstring der rører sig i hans indre
når han kigger på stjernehimlen
og det samme måneskin,
han væver endnu flere visionsbilleder ud fra
der blev talt om mange ting
mens en lille edderkop
gyngende synker ned og lander på dit bord
i dit sind tænker du på en fisk, og i dine øjne
ser du en eller anden som
har travlt
han er bare en
dreng
der skal sige farvel og give knus til en masse piger
mere ved du
ikke
du husker ikke, hvornår
det var
at du lærte at stave til
ordet knus
men det er ikke svært for
dig at nævne nogle kontraster
blandt andet barndommens
sprog versus den fremmede accent du taler nu
dit skaldede
hoved versus et langt lyst hår
og
temperaturskift
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
under en himmel med en flok skyer i hundrede farver
en ræv, som jeg næppe genkender
ikke sådan som jeg før har forestillet mig det
med al den dovenskab og lidt selvklogskab der findes
lille bizart, men det kan jeg godt lide
ingen behøver i virkeligheden at gå ud på gulvet for at danse
bare lad min hånd blive ved med at holde sammen
om en lille smule stemning
en anelse klavermusik
eller piletræer midt i skoven
med håret flagrende i vinden, hvis ikke helt skaldet
al abstrakt tænkning skåret itu
det kan jeg godt lide
din lille grimme dreng
du laver støj med din vens guitar
din sjæl nynner
mens din glæde hvirvler omkring
som en hundehvalp
eller bare dig selv
der sidder i en mudderpøl og hygger dig
for tyve år siden var jeg netop sådan
kiggede på skyer i den blå himmel
begejstret for at rejse med en uklar destination
at forvente at alt er sort og mørkt omkring sig
med et uafprøvet heltemod…
nu har jeg fumlet længe i det
med mudder på hænderne og i ansigtet
både inden og uden for et sted, som hedder det Dunkle
nu har jeg gennemskuet det forbigangne
og befriet drengen med
erfaringens illusoriske desillusion
døren er
dér
døren har altid været
dér
men jeg kommer hverken
ind eller ud
det har jeg ikke prøvet
og vil heller ikke gøre
jeg dvæler i vinden og
føler mig lidt kold
min fornuft siger ikke
noget
min forestilling om
lykken siger ikke noget
min sørgelige eller ømme
erindring siger ikke noget
farverne i himlen er for
længst forsvundet
månen er
oppe
fuld og
klar
det kan jeg godt
lide
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
som det plejer
er luften kold i drømmen om vinteren
jeg hører nogen slå på en tromme
på den måde finder jeg vejen ud
og døren til den drøm, jeg havde forleden
jeg hører jeg noget vand løbe og risle
et hoved der hænger
et sløjt øjeblik
sådan er det på den side af døren
jeg skriver stadigvæk om en fisk
mens jeg hører naturen fløjte
jeg har gemt mit ansigt i mørket
dér på det iskolde sted
dér ser jeg fisken
og den hedder snusfornuft
og det drypper af vand fra et træ i drømmen
…nå, min ven, nu må jeg af sted
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
til søen
vores fælles fortælling
siden jeg forsvandt fra min hjemby
til vores enemærker
hvor fremtidens sti dukkede op
hvor vores ånde mødtes
helt igennem tidens end og igen til begyndelsen
det inderste punkt af glemslen
hvor lidenskaben krydser logikkens bane
således er vi iagttagere på vores egen scene
og publikum til et vidunderligt skuespil
en interaktiv forestilling om glemsel og erindring
i tusmørket eller i et dybt hul under jorden
vi beskriver og tegner
og trækker tiden baglæns
indtil den falder ind i fortællingens dunkle gab
til søen
eller nede i tavshedens bundløse kløft
et billede af rummets tilstrømning i tiden
eller tidens overflod ud af rummet
med en ræv, som taler skæbnens sprog
og flere blommeblomster
vores fælles sejl i et fremmed farvand
hvorfra en bleg måne stiger op
således forsvinder vores stemmer ind i spejlet
og de, som igen kommer ud, er de andres stemmer
du har allerede været dig
engang i alle retninger
også i søens månebillede
vi bliver ved at beskrive og tegne
indtil vi ikke længere genkender os selv
og lade tiden kvæstes i rummets spids
til søen
med vindens susen
og med en stilhed i vores fælles indre
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Kærlighedens dovne
sang
vi laver ikke noget i
morgenrøden
og vi ved at en doven dag
er en hyggelig dag
tegner du et hjerte på
min pande
får jeg støv på
næsen
maler du mine kinder
røde
får jeg maling på
ørene
strejfer du mig på
øjenlågene
får jeg to bjerge ved
mine øjenbryn
kysser du mig på
munden
lugter jeg til din ånde,
nattens essens
men vi ligger bare
sammen
og ser op på det hvide
loft
vi laver ikke
noget
det støvregner under
solen
vi ser kærligt på
hinanden
vi ser syrligt på
hinanden
vi ser rastløst på
hinanden
eller
hvad?
der regner kraftigt og
bliver mørkt
du siger ikke noget og
det gør jeg heller ikke
regndråberne vasker mine
vinduesruder
gadelygterne lyser
gulligt
luften mudres til af
nogle lyde fra tv eller radioen
vi laver ikke noget
uanset hvad
enten det er en lys dag
eller et dunkelt vejr
i regnbygen bliver et par
lerfigurer vasket
og til slut er de opløst
og blevet til mudder
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
?
når folk er uvenlige over hinanden
er der intet der behøver at blive sagt
det begynder at sne
alle ord kan være hvide
og så blive gennemsigtige når det tøer
når måneskinnet begynder at lugte surt
er der ikke noget der kan ses
der bliver udtænkt en Gud eller flere
i rastløshed
en flue i en flaske dyrker en opadgående bevægelse
mennesker har ofte travlt
men vi vasker vores jadesten
regndråberne falder
så kommer regnbuerne
vi dyrker skønheden som et oldtidsfolk
vi gør rent æstetisk det med en gennemhullet etik
ord begraves levende i kultur og værdier
eller
ord anvendes livløst i kultur og værdier
ord uden mening
således ikke et ord
ikke et eneste billede står tilbage
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
jeg var en humørforladt og bidende mand
når jeg viste et positivt udseende
og jeg efterladte mit ord, når det begyndte at give genklang
fordi jeg mente det, jeg ikke mente
og ikke mente at gøre nogen ked af det
jeg dyrkede dog en gudindes skikkelse
som ikke er min lykke
men lykkelig
jeg tegnede den, udhuggede den
og gjorde den tydeligere og tydeligere i mit sind
da jeg vidste
at den ellers ikke ville findes
jeg beskrev det i ord
min stemme gav ekko i alle retninger
så jeg ikke kunne begive mig på vej
og stagnerede i min egen tavshed
forståelsen fik ingen mening
og gav ligeledes ingen
jeg var så vågn i min søvn
jeg pegede på mit ansigt
midt iblandt skydeskiven
det var et udvalgt ansigt
men så tragisk
at jeg besluttede mig for at droppe det
hvem troede, at jeg drømte
at jeg oplevede en ekstase i det sprog
som jeg lige nu skriver på
hvem troede
at jeg havde besluttet mig for
at se en humørforladt og bidende mand
i mig selv
papir, blyant, kuglepen
eller tastatur
skulle bruges til at skrive med
at jeg var en humørforladt og bidende mand
som med en synsvinkel
gloede på himlen
og drak en øl
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
jeg kommer endelig ikke hjem
og forbliver en fremmed i denne verden
natten er nu et vandrehjem, jeg bor på
dagen er en sti der bugter sig imellem bjergene
flere souvenirs fra en skoledag
dengang jeg var femten
er nu blevet til støvkorn
som rejser sig og danner en sky
i din kælder
mens du pakker de gamle ting ind
blandt andet et billede fra dengang
du var femten
efterhånden forsvinder også min forestilling
i en eftermiddag eller en aften
i en baggård i en gammel bygning
som jeg formentlig havde forestillet mig den
da jeg var femten
eller endnu tidligere
man gjorde rent skiftevis på sit
klasselokale
hvis man var elev på en folkeskole i Shanghai i
1980
sådan er det formentlig også i
dag
mit hjem var dengang i
Shanghai
sådan er det ikke nu
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
hun har et navn, jeg ikke husker
den drøm, hvor jeg mødte hende, er urgammel
den er en hjemve under min fødsel
i mit indre ser jeg stadig en grimasse
som glemslens dunkelhed vinker til mig med
spurvene og kragerne flyver omkring og larmer
tyder en hjemvenden
så jeg kommer til at savne hende
nymfen danser
og det er et hverv hos guddommen
den drøm, hvor jeg traf hende, er urgammel
hun har et navn, som jeg ikke husker
jeg mærker bestandigt, at hun kalder på mig
et eller andet sted
som jeg ikke ser
jeg genkender en fremmed verden i regnevejr
hendes hånd er på min skulder
hvad hedder du? spørger jeg
jimbut
siger hun
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Det var helt tilfældigt
jeg mødte Gud på et værtshus
jeg hilste ham med et goddag
han sagde ”hej”
”Jeg hedder gud og du hedder menneske”
så gik jeg på toilettet og tissede
da jeg kom tilbage, så jeg Gud sidde ved baren
jeg gik hen til ham og sagde ”hej igen”
”Jeg hedder Menneske og du hedder Gud”
han så mig dybt i øjnene og sagde
”sikke noget vrøvl!”
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Skype-vækkeur
klokken er snart tre efter midnat
du sover på dit soveværelse i københavn
jeg sidder foran mit computer i odense
jeg klikker på S for at ringe og vække dig
så kommer der en gammel gemt tekst
uforventet
frem på skærmen
en skype-chat til kæresten sidste sommer:
du må sove godt
jeg snorker snart
højt
snorken skræmmer myggerne
væk
så de flyver langt væk til vandpølen
og danser deres
mavedans
og så du må sove meget
godt
kys fra J…
jeg har vækket dig
du siger hej
din stemme er meget søvnig
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
jeg elsker dig
jeg elsker flere dig’er i din mangfoldighed
og flere jeg’er elsker også flere dig’er
jeg har næsten tabt orienteringen prærien
hvor jeg har min hest og mit telt
men er dog løbet bort
blot for at fare vild i en urskov
af millionvis af mig’er
og dig’er
nogle lyspletter bevæger sig på en brun jord og et grønt græs
igennem de store gamle lindetræers tætte løvgrene
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
du tilføjer en million blomster i dit livs billedramme
du placer et par flere figurer i dit landskab
en fortælling eller en tilværelse
du vil finde behag i en grøn himmelhvælving
og nogle violette skyer
og en blå røg
der rejser sig i horisonten
spåkonen og politikerne planlægger et eller andet for
fremtiden
økonomien falder
sammen
staten laver vittigheder i fuldt
alvor
festen er slut og begynder
forfra
de voksne drikker
pigerne og drengene går igennem byens
midnat
hen til dunkelhedens skov i
forstaden
din skæbne
en andens skæbne slår lejr uden for dit vindue
du ser et lys
to lys, tre lys
og en ugle sidder på en gren
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
jeg ser en nøgen mand gøre
morgengymnastik
jeg ser
at vi sidder på gulvet
og laver et logisk gyldigt bevis for udødeligheden
som ikke er vores
stjernerne funkler
ulvene hyler
jeg ser, at en regnbue
sætter hegn omkring min drøm
en fælles karma snurrer
jeg ser en mand stå ved siden af søen
visne blomster og ødelagte plakater
på strandens sti
og han er ked af det
dog vokser solen ud af vandfladen
på intethedens hav
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
igen en dør
bag den en ekstaseverden
som også er en lille by hvor alle kender hinanden
jeg vender om
og træder tilbage ind i min drøm
gudernes overraskende mange ansigter flimrer
da jeg kommer tilbage i verden
undrer jeg mig over synet af døgnets skift
og et hjem under et gyldent støv
falmede gamle fotos
af den samme verden i en anden tid
nogle ansigter, jeg næppe husker
en morgen våger jeg i en lejlighed i københavn
jeg havde altid villet
være enkel og simpel
på et sorthvid billede
imellem en lys himmel og et mørkt hav
dog et vagt minde om det, som kommer til at ske
jeg tegner en figur af dig
på et blankt stykke papir
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
kulturen er stille i en lille lur
for at putte
sine ulykkelige børn
jeg er rådvild
min fejhed
strejfer omkring på den fremmede jord
hvor man taler et andet sprog
jeg tør aldrig direkte at kigge én anden i øjnene
og gennem de fordrejede billeder gennem vandspejlet
ser jeg en solidaritet i kulturen
folk synes at tale med hinanden
og hilser på deres venner
her indgår gud selv et ægteskab med sine fjender
med en fredelig gestus
inden for den lukkede dør
endelig kommer der et tidspunkt
hvor jeg selv også er inde i kulturens varme
efter jeg har betalt entréen
folk hilser også på mig med deres elegante høflige smil
det sker i en fart
og inden jeg når at se dem ind i deres øjne
hylder de mig farvel
med en venlig velkomst
så er jeg uden for døren igen
kulturen trøster altid sine ulykkelige børn
kulturen er igen stille
i sin lille lur
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
daggryet flyder
ud af min fingerspids
lidt efter lidt
landsbyboerne ligger og sover
på en kalkeret hvid væg
et barns version af en verden før det forbigangne
og efter det tilkommende
en oldings fortælling om hver opvågnen efter regnen
en rastløs drøm om sin egen fødsel
hvirvler op i skyerne
mit hellige vand
sidder på et græsstrå, en morgendug
og blinker
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
fremmede spøgelser danser omkring dig og mig
det kilder
lige siden vores fødsel
spøgelser
som er usynlige iblandt os
vi har hele tiden været i deres favntag
en baby suger på sin mors
bryst
uden for døren venter et fuldt
sollys
et egern løber i
græsset
vinden sukker
i sin tavse visdom
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
sløvt
i min middagslur
forlader jeg lysets spillerum
en afsked med det hele
hinsides synet
flammer søvnens scene op
dagslyset aftager gradvis
indtil det bliver helt mørkt
guderne sejler i vores indre
med sine grønne øjne
fosforescerende i forestillingens dunkle dyb
tiden standser og slår an på et keyboard
som spiller goa-tekno
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
roserne på bordet dufter
en fjern melodi af et klaver kommer ind i stuen
ad vinduet i aftenrøden
jeg tænker på
at jeg glamouriserede og guddommeliggjorde døden
dengang jeg var ung og uerfaren
døden
at dø
at ville dø
at være død
at jeg griber dødens
hale
at jeg slipper
døden
at jeg vrøvler med
døden
ikke
på den anden side af min stues væg bor en mand omkring de tredive
som engang imellem får besøg af en astrolog
han sagde at han aldrig havde ro og
simpelthen levede i et helvede
astrologen mener
at min nabos kat nok skal løbe igennem hans øre
ind i ham
vinteren kommer
jeg tænker ikke på døden
vinteren går igen