Af
Jimbut
© Jimbut
Figurer:
Jun
Zheng er mand, fader. Han er kinesisk indvandrer, ejer af ”Double Happiness” - en kinesisk
restaurant i Danmark. Han er uddannet farmaceut fra et universitet i
Kina.
Mei
Zheng er datter (mere ”dansk” end ”andengenerations-”), ikke klart bevidst om
det kinesiske og det danske rent identitetsmæssigt. Gymnasieelev.
Sandholmlejr-demonstrant. Festelsker. Fægteelev.
Ying
Li, Juns kone (kærlig husmor).
Mei´s aktionskammerater Vega og Pil
osv.
(Feng Zheng, søn. Kommer aldrig med på scenen som andet
end en stemme.)
(Petrine, Mei´s skolekammerat og veninde. Kommer aldrig
med på scenen.)
Indhold
Indledning En dansk version af et kinesisk
ordsprog.
Scene 1
Jun får en bestilling på en
festlagkage til Kongehuset.
Scene 2
Jun fægtetræner med datteren
Mei.
Scene 3
Jun får et telefonopkald fra sin
søn Feng i Kina, der er færdig med sit akupunkturstudie og snart kommer hjem
igen til Danmark.
Scene 4
Familien ser OL. TV-signalet går
pludselig ud.
Mellemspil Jun Zhengs ytringer og
kommentarer.
Scene 5
Mei forbereder
Sandholm-aktionen.
Scene 6
Jun venter på Mei. Mei kommer
hjem.
Scene 7
Familien får at vide, at Feng ikke
kommer hjem alligevel, da han istedet vil etablere sit eget firma i Kina. Mei er
i Politiken og udtaler sig mod Sandholmlejren på vegne af
Amnesty.
Scene 8
Kagen er færdig. Det viser sig, at
Fengs firma er et bordel og Mei skal til
retten.
Scene 8a En happy ending begynder. Kagen er
færdig.
Scene 9a En happy ending slutter med en audiens. Men
det duer bare ikke for en nydansker.
Scene 8b Juns egen løsning på
krisen.
Slutning
En anden dansk version af det selv
samme kinesiske ordsprog.
(Den projicerede tekst kommer frem:
庄周《庄子•秋水》:“且子独不闻夫寿陵余子之学行于邯郸与?未得国能,又失其故行矣,直匍匐而归耳。”
Der var engang en mand, der hed Yu fra Shouling.
Han rejste til Handan for at lære at gå, men fik det ikke lært og mistede tilmed
sin egen gamle gangart. Så han var nødt til at kravle hjem. )
----------------------------------------------------------------
De tre skuespillere på
scenen
(De tre skuespillere
småsnakker):
- Hvad
betyder det, er det på kinesisk?
- Nej,
det behøver da ikke være kinesisk.
- Det
kan da også være dansk.
(En skuespiller læser
op):
Imellem
Fyn og Sjælland ligger der en lille ø, der hedder Sprogø. Hvis man ser den på et
kort, så kan man se, at den ligner en lille perle midt i Storebælt. Det er øen,
der er forbindelsespunktet til broen, efter at Storebæltsbroen mellem Fyn og
Sjælland er blevet bygget.
Hvis vi
forestiller os, at der bor én enkelt person på øen, som ikke behøver være
dansker, selvom han er en sprogø´er.
Ok, lad
os fortælle et kinesisk ordsprog på dansk.
(En anden skuespiller læser
op):
Der var
engang en sprogø´er i tiden før, Storebæltsbroen blev bygget. Han havde været på
øen, siden han kom til denne verden. Han gik hver dag sin sprogø´iske gang, i
sin sprogø´iske stil og med sin sprogø´iske gestus. Han så fjernsyn, og i
fjernsynet så han, at folk i København havde en meget flottere gang end hans
egen. Den så både elegant, selvsikker, humoristisk, DANSK, og amourøs ud. Derfor
tændte han et bål, og da der var en båd, der så ilden og røgen, og sejlede forbi
øen, bad han om lov til at komme med til Sjælland. Det fik han lov til. På
Sjælland gik han hele vejen til København og slog sig ned for at lære
Københavnernes gang, - den DANSKE gangart.
(En tredje skuespiller læser
op):
Tiden
gik. Det var hårdt at lære Københavnernes gang. Han kunne simpelthen ikke få sin
egen gangart blandet ind i den rigtigt flotte, danske, selv om han arbejdede
meget hårdt på det. Tiden gik, og da han en dag vågnede om morgen på sit lejede
værelse i en andelslejlighed på Nørrebro, fandt han pludselig ud af, at han
havde glemt sin oprindelige, sprogø´iske gang. Det var sket, imens han brugt al sin
energi og koncentration på at lære den danske gang. Nu havde han mistet det
sprogø´iske vel og mærke uden at han havde vundet noget fra det københavnske.
Han tabte sin perlehed, og nogen danskhed fik han ikke. Han kunne slet ikke gå
mere.
(En anden skuespiller læser
op):
Det gik
ikke at blive i København, så måtte han vende tilbage til Sprogø. Men da han
ikke kunne gå, måtte han kravle. Så han kravlede hele vejen hjem. Da han endelig
kom til Korsør, så han en bro. Han kom ikke over, fordi man gerne måtte køre på
broen, men ikke kravle på broen. Han hørte ikke hjemme nogen
steder.
(En
skuespiller):
Det var
hårdt, hva’?! Lad os se en historie om vores helte-familie.
(Tre i
kor):
Familien
Zheng.
(Scenetæppet er ikke gået op endnu. Jun
kommer frem foran scenetæppet med et brev i hånden. Begejstret.)
JUN: (vender sig om, taler til
publikum)
Jeg
havde ikke forestillet mig, at det ville gå os sådan. Jeg har kæmpet for at få
min familie rigtigt etableret i det danske samfund. Ja, jeg har satset gennem
min opdragelse på, at vores børn kunne blive en del af i den mere respektable
del af samfundet. Men nu går det simpelthen, Bang! Alt er på plads! Ikke kun for
børnene men også for mig selv. Alt er en lykke. Nej, jeg havde ikke drømt om, at
selve Kongehuset ville ringe til mig.
(Scenetæppet trækkes op. Hos familien Zheng.
En stor, men ufærdig kinesisk festlagkage i flere etager står på et sølvfad i
den ene ende af stuen. Kagens dekoration er holdt i rød-hvide farver. Jun er i
gang med at arbejde på kagen. Ying Li kommer ind med en pose i
hånden.)
JUN (til Ying
Li):
Har du
købt ind?
YING
LI:
Ja,
elpæren på restaurantens toilet var gået. Jeg købte et par nye. Hvorfor er der
en kage herhjemme?
JUN:
Jeg har
gode nyheder! Nu skal jeg først takke postbuddet, selv om han ikke kan høre,
hvad jeg siger. Her er et bestillingsbrev fra Kongehuset. De har hørt om vores
madlavning og vores kagekunst. De har bestilt en kæmpe kinesisk festlagkage til
dronningeparret i næste måned.
YING LI:
Virkelig? Men det er jo først i næste måned… (griner og mumler lidt) det er bare en
bestilling…
JUN:
Ja, men
jeg skal gøre mit bedste. Jeg skal afprøve den gamle opskrift, jeg fik af
farfar. Jeg er i gang med at eksperimentere med det. Ellers kan det ikke blive
den bedste… (vender tilbage til sit
arbejde på kagen).
YING LI:
Jeg
kører til restauranten nu. Vi ses senere.
(Ying Li afsted.)
JUN (monolog):
(Vender sig om, taler til
publikum.)
Jeg har
to nøgler til den kinesiske kulturskat: En opskrift fra den kinesiske kagekunst
og inden for kinesisk akupunktur og urtemedicin et slags syn for den mulige
tryllekraft, der ligger i det. Min dagligdag er på vores restaurant, men det er
i mit eget firma ”Double Happiness”, at vi laver de fine kinesiske cremekager.
Det er dér, at min drøm skal blive til virkelighed. Det er den højeste, fineste
kagekunst, vi taler om. Jeg har nu sendt min søn Feng til Kina, fordi han skal
finde ud af noget mere omkring kinesisk akupunktur. Jeg mener, om hemmeligheden
bag og hemmeligheden i den kinesiske akupunktur. Jeg kommer til at vide meget
mere om det, når han kommer hjem.
(Vender tilbage til sit arbejde på
kagen.)
Jeg har
nogle forbilleder i mit liv fx ham den dér afdøde Daloon-mand, der hentede nogle
hemmelige, særlige madopskrifter hertil fra Kina. Bare jeg kunne blive ligesom
ham og hente endnu flere opskrifter til Danmark. Indtil videre ejer jeg en
enkelt hemmelig opskrift på fine kinesiske cremekager, og jeg vil gerne blive
til en helt ligesom Daloon-manden i det danske samfund. Ja, en dag kommer jeg
til at lave den ypperligste af alle cremekager til det danske Kongehus og mødes
med dem og bliver fotograferet med den danske Dronning og hele
Kongefamilien.
(Pause. Kigger på den ufærdige kage på lidt
afstand.)
Ja, det
kommer til at blive en god kage…
(Vender sig om, taler til publikum.)
Jeg har
i lang tid haft min egen virksomhed som selvstændig. Jeg bliver ved med at
anstrenge mig og arbejde flittigt. I dag har jeg en lille bil og en stor
lejlighed, i morgen kommer jeg til at få en stor bil og et hus. Men vejen til
samfundets fornemme selskab er ikke ligetil. Jeg vil blive ved med at gå på
vejen opad, og mine børn vil fortsætte af den vej efter mig. ”Dit land, dit
valg”. Det tror jeg på. Der er et kinesisk ordsprog om at flytte bjerge, og det
tror jeg også på.
(Mørke.
Sceneskift.)
----------------------------------------------------------------
De tre skuespillere på
scenen
(Tre skuespillere læser op i kor):
Hr. Dum i de nordlige
bjerge var en 90-årig gammel mand. Der lå to store bjerge foran hans hus og
blokerede for hans vej, så derfor besluttede han sammen med sine sønner at grave
dem op og fjerne dem. En anden gammel mand ved navn Hr. Klog grinede af ham og
sagde, at det var umuligt, når man var så få mennesker, at flytte to sådanne
store bjerge. Hr. Dum svarede:
”Hvis jeg dør, bliver mine sønner ved, hvis mine sønner dør, bliver mine
sønnesønner ved og sådan
bliver generationer efter generationer i en endeløs række ved. Ja, disse bjerge
er høje, men det kan de ikke blive ved med at være, og da vi fortsætter med at
grave, vil de efterhånden blive
lavere og lavere. Hvorfor skulle vi
så ikke kunne fjerne dem til sidst?” Med stor iver begyndte Hr. Dum at grave omkring bjergene. Det rørte den
store Gud, der straks sendte to tjensteguder dertil for at flytte
bjergene.
(I fægteklubbens træningssal. Jun fægter med
Mei. De sveder begge to. Jun ser meget mere forpustet ud end Mei).
JUN:
Sikke du
har gjort fremskridt, Mei. Jeg tror snart, vi kan begynde at tilmelde dig til en
konkurrence.
MEI:
Synes du
stadigvæk, at den her form for motionstræning, også passer til
dig?
JUN: Det
skærper éns reaktionsevne, hva´? Det er det samme princip som i akupunktur, der
går … (bliver
afbrudt)
MEI:
Jeg tror
ikke, jeg kan tage med i kirke på søndag. Jeg skal forberede noget fra skolen
sammen med Petrine.
JUN: (Kort pause)
Du er
ikke med i koret længere.
MEI:
Far...
JUN:
Du
træffer dine valg! Og jeg støtter dig så meget som jeg
kan.
MEI:
Jeg vil
bare have det lidt sjovt.
JUN:
Man
passer sine ting først, så bagefter…
MEI:
Jeg
synes bare ikke, at alting - hele tiden - sådan som du siger det, skal give
mening.
JUN:
Nej, det
er heller ikke det, jeg siger. Jeg siger bare, at dét, man laver til daglig
giver en retning i ens tilværelse. (Kort
pause) Det er også derfor, at din mor og jeg i dag kan leve et liv, som vi
giver videre til jer også, som vi både er glade for og stolte af. Av…(han laver en fejl, støder sig på Mei’s
kårde, vrikker om på foden og falder om på gulvet)… for
fanden!
MEI:
Er du
OK?
JUN:
Ja, det
gør ikke noget, det var bare.. av! (Kort
pause)
Vi har
stadigvæk et liv, som vi kan være stolte af. Det er det, jeg mener med mening,
når vi taler om, hvad der giver mening.
MEI: (griner)
Nu igen,
far, mening ….
(De sætter sig begge to ned. Jun begynder at
tale. Han står op, mens hans monolog er i gang. Mei skifter til normalt tøj,
begynder at sende en sms. Det kan også være, at hun sidder med sin mobil i
hånden, mens Jun har sin monolog. De to har en ukommunikerende kommunikation
imellem.)
JUN (monolog):
(står op og går frem mod publikum; taler til
publikum.)
Jeg
husker, at lille Feng engang stjal noget legetøj fra en butik, lige da han var
kommet til Danmark. Jeg tog ham med hen til butikken med det samme og afleverede
det tilbage. Butiksejeren sagde tak og viste sin respekt for mig. Jeg slog ikke
Feng bagefter, men forklarede ham, hvad der var rigtigt, og hvad der var
forkert. Det er den måde, jeg opdrager mine børn på.
(Jun vender sig om og klapper Mei på
skulderen, mens han taler. Hun er i gang med sine egne ting. Fx at sende
sms.)
Det er
på en måde det samme, der gør sig gældende hvad angår valg af socialt miljø for
børnene. Når der er tale om et miljø, fyldt med forbilleder og gode eksempler på
at leve et lykkeligt liv, vil det, jeg skal foretage mig kun være at blive
indtaget i dette miljø. Ja, bare være assimileret i et miljø med nogle gode
normer.
(Mei er i gang med at tage sin jakke på. Jun
hjælper til.)
(Jun vender sit hovedet om og taler til
publikum, mens Mei er i gang med sine egne ting fx at holde mobiltelefonen op
til øret.)
Jeg har
fundet ud af, at det er ikke så godt at lade mine børn vokse op i et
mini-samfund i de små danske byer, fordi der er folk ikke altid så tolerante
over for det, der er fremmed og anderledes. Så kunne det være, at mine børn blev
drillet og mobbet pga. deres kinesiske oprindelse.
(Jun går et par skridt frem for at tale til
publikum mere tydeligt.)
Det er
godt at leve i en storby, hvor folk har et udsyn og et blik på verden ud fra en
større forståelse. Men mine børn skal heller ikke vokse op i et ghetto-miljø her
i storbyen, for ghetto-miljøet i storbyen kan nogle gange være meget værre end
miljøet i de små danske byer. De skal ikke risikere at blive overfaldet af
forskellige bander, når de går i skole. Det skal slet ikke risikere at være
nogle af dem, der er med i banderne og overfalder andre.
(Mei tager sin rygsæk på. Jun går hen til Mei
og klapper på tasken.)
(Jun vender sit hovedet om og taler direkte
til publikum.)
Det er
derfor, at vi er flyttet til Frederiksbergs
kommune.
(Mei går ud af scenen. Jun vinker, vender sig
så om og taler til publikum.)
Her er
vi næsten kun omgivet af forbilleder, ja, her er der folk, som har forstået,
hvordan man skaffer sig lykke og rigdom i livet, og hvordan en god familie
fungere. Det er altid en fornøjelse at gå i kirke sammen med dem, gå til
forældremøde sammen med dem eller gå i en eller anden ungdomsklub sammen med dem
og vores børn. Ja, Frederiksberg er en god bydel. Vi skal ikke bo på Nørrebro,
og Jagtvej er simpelthen for farlig. De unge anarkister er nogle dårlige
eksempler for børnene, og dem skal vi undgå, hvis vi kan, selv om de tit kæmper
for os indvandrere og flygtninge.
Et
kinesisk ordsprog siger, at en god mor vil flytte omkring, indtil hun finder et
godt miljø til sin søn. Det tror jeg på.
(Mørke.
Sceneskift.)
----------------------------------------------------------------
De tre skuespillere på
scenen
(Tre skuespillere læser op i kor):
Da
Mencius var lille, boede familien tæt på et gravsted. Når Lille Mencius legede,
var det begravelseslege. Mencius’ mor sagde: ”Det er ikke noget godt sted for
min søn at være.” Så hun flyttede til en anden bolig, der lå tæt på et marked.
Nu gik Lille Mencius´ lege ud på at sælge varer og at han havde sin egen
købmandsbod. Så sagde Mencius’ mor: ”Det er ikke noget godt sted for min søn at
være.” Så flyttede hun igen til en anden bolig, nær en skole. Nu legede Lille Mencius
høflighedsritualer. Mencius’ mor sagde: ”Det er et godt sted for min søn at
være.” Så blev familien boende fast der på
stedet.
…
(Hos familien Zheng. En stor, men ufærdig
kinesisk festlagkage i flere afdelinger står på et sølvfad på den ene side af
stuen. Man kan se, at kagen er blevet større, så nu er scenen opdelt i to rum;
det ene er bevægelsesrummet for mennesker, og det andet rum er kagens.
Bevægelsesrummet for mennesker er større end kagerummet. Jun er i gang med at
arbejde på kagen. Ying Li sætter nogle rundstykker frem på bordet.)
YING
LI:
Et
rundstykke?
Nå…
Kagen er nu blevet til dit livs studieobjekt, hva’? Du arbejder på den dag ind
og dag ud.
JUN:
Du ved
jo, at jeg er en sådan type.
YING LI
(smører
rundstykker):
Jeg
mødte forresten Mette i morges, da jeg var nede hos bageren. Vi hilste på
hinanden. Jeg synes stadigvæk, at hun er sådan en sød
pige…
JUN (koncentreret om kagelavningen):
Her skal
man piske ekstra hårdt med det lille ris…
YING
LI:
Jeg kan
godt forestille mig, at de stadigvæk var kærester
…
JUN:
… så, nu
står æggehviden op, som skal…
YING
LI:
Selv om
du sagde, at du ikke havde noget imod hende
dengang…
JUN:
(afbryder). Nej, hverken dengang eller
nu, ikke imod hende, selv om jeg stadigvæk ikke synes, at de var modne nok til
at være kærester, men jeg blandede mig ikke. Jeg lod jo Feng selv træffe et
valg.
YING
LI:
Jeg
tror, det var dengang, du begyndte at få en masse grå hår. Jeg prøvede at få dig
til at lytte igen og igen, men du ville ikke høre efter, hvad jeg sagde. Jeg
syntes, det var helt ok, hvis Feng og Mette flyttede sammen. Jeg synes det
stadigvæk den i dag. Men du var bange for, at Feng ville flytte
hjemmefra…
JUN:
Det var
hans egen beslutning, at han ikke flyttede. Så slog de op, og det var også deres
beslutning.
YING
LI:
(begynder at lave kaffe) Du gav ham to
valgmuligheder: Enten blev han boende hjemme, så kunne han få tre tusinde kroner
om måneden af os i lommepenge – eller han flyttede hjemmefra og så måtte han
klare sig selv og leve af SU uden hjælp fra os.
JUN:
Vi bor i
Danmark - ikke i Kina, man kan sagtens leve her af SU, hvis det er det, man vil…
Nej, vi taler ikke mere om det. Jeg tror, det bliver en flot
kage.
YING
LI:
Når du
kun gav ham de to valgmuligheder, var det jo rent faktisk fordi at du
ikke ville have, at han flyttede sammen med
Mette.
JUN:
(vender sig om, taler til publikum)
Selvfølgelig var jeg ikke så vild med, at Feng flyttede sammen med en kæreste i
så ung en alder. Og jeg var også glad for, at han traf det rigtige valg. (Vender sig om til Ying Li igen) Ja, det
viser sig allerede. En rigtig flot
cremekage!
YING
LI:
Atten år
var ikke så ung en alder. Vi lærte da også hinanden at kende, da vi var
atten…
JUN:
Men vi
blev først kærester senere. Og jeg var treogtyve og du toogtyve, da vi blev
gift.
YING
LI:
Men hvad
nu hvis Feng og Mette var glade for hinanden.. jeg mener... (Åbner køleskabet og tager mælk frem. Der er
ikke så meget mælk tilbage.) Der er ikke så meget mælk
tilbage.
JUN:
Jeg
synes, det var godt, at Feng tog den beslutning, som han tog. Det var også
derfor, han havde overskud, da det var overstået, og tog på den rejse til
Kina…
YING
LI:
Du kan
tage den sidste mælk. Jeg skal ud og købe ind igen. Vi
ses.
(Ying Li forlader
scenen.)
(Jun spiser rundstykker og drikker kaffe. Går
så lidt omkring og arbejder på kagen igen. Nu sker der det, at bevægelsesrummet
for menneskene bliver mindre og mindre, mens rummet til kagen
vokser.)
(Telefonen ringer i værelset ved siden af.
Jun går ud af scenen. Men vi hører lyden fra telefonsamtalen. Kagen vokser
støt.)
Hallo,
det er Jun Zheng…
Hej,
Feng…
Ringer
du fra din PC?
Hvordan
går det i Shanghai?
Vi har
det godt, din mor og jeg ser lidt OL hver dag, inden vi tager til restauranten
…
Mei er
henne på skolen, og mor er ude at handle…
Var det
et godt kursus om akupunktur?
Har du
fundet ud af noget?
Er
læreren stadig glad for dig?
… flot …
godt og det er meget sødt af ham…
Har du
gjort det?
Jeg vil
gerne se billederne…
Nå…
Nå…
Nå…
ja, det
er godt, godt…
ja, du
sender bare en mail til mig med flynummer og
flyveplan
jeg skal
nok hente dig i lufthavnen…
OK, pas
godt på dig selv…
Hej.
(afslutter
samtalen.)
(kommer ud
igen.)
Ja, min
dreng kommer snart hjem igen til Danmark. Med en akupunkturuddannelse fra
Kina.
(går omkring og arbejder på kagen. Ser på
kagen, der er blevet større og ser tilfreds ud. Fortæller
imens):
Da jeg
var barn, havde jeg en nabo. Han var en gammel mand. Når det blev sommer, kunne
jeg se en tatovering, der var på hans arme. Engang lærte han mig, hvor de
forskellige akupunkturpunkter sad, på hele kroppen. Hvis man trykkede på nogle
punkter, kunne det fx hjælpe en til at sove, andre punkter kunne hjælpe en til
at blive frisk og nogle kunne få en til at være helt som lammet. Da jeg gik i
ottende klasse i folkeskolen i Shanghai, lå skolen et stykke væk fra mit hjem.
Jeg kørte med bus til og fra skole hver eneste dag. Bussen kørte hver tiende
minut. Jeg havde en klassekammerat, som boede i nabolaget ved skolen. Han kunne
lide at drille andre, og jeg syntes, det var irriterende. En dag, da jeg skulle
hjem efter skole, og stod og ventede på bussen, kom han hen helt tæt ved siden
af mig ved busstoppestedet. (Jun går et
par skridt frem for at tale til publikum tydeligt.) Jeg vidste ikke, hvad
han var ude efter, og han sagde ikke noget. Så kom bussen, og da jeg ville stige
op i bussen, holdt han mig pludselig fast, så jeg ikke kunne komme fri. Da
bussen kørte, slap han mig og løb væk. (Vender tilbage til sit arbejde på
kagen.) Jeg var nødt til at vente på den næste bus. Så kom den, og så han
kom igen og holdt mig fast. Jeg mistede bussen for anden gang, og han løb væk
igen. Det lykkedes ham derefter også en tredje gang at holde mig fast og så løbe
væk. Jeg stod der og var virkelig helt magtesløs, også fordi han løb hurtigt
væk, efter at bussen var kørt. (Vender
sig om, taler til publikum.) Så var det den fjerde gang, at bussen kom. Han
sprang frem og holdt mig fast, men så brugte jeg min finger til at trykke ham
her. (Peger med fingeren på et sted
mellem sin hals og skulder.) Han faldt omkuld med det samme. Hans ansigt var
blegt, og han havde ikke nogen kraft til at holde mig fast. Jeg kiggede ham i
øjnene. Han sad på jorden og prøvede at spytte på mig, men ramte mig ikke. Jeg
steg ind i bussen og kørte hjem. Sådan var det. (vender tilbage til sit arbejde på
kagen.) Det var dér, at den storslåede tryllekraft ved den kinesiske
akupunktur, kom mig til undsætning!
(Kigger på sit arbejde. Kort
pause.)
(Henvender sig direkte til
publikum.)
Nu er
Feng i Shanghai for at studere akupunktur.
(Går omkring og arbejder på kagen igen. Han
kommer ind i Kagens rum. Han taler ligesom i
søvne.)
Shanghai, Shanghai.
Sikke
stor en forandring, der er sket.
Da vi
var derovre sidst under det kinesiske nytår, var mormors gamle bolig revet ned.
Det så
meget trist ud der, hvor hun havde boet, især fordi det var et voldsomt snevejr.
Det var
fugtigt og mørkt, og man kunne ikke rigtig se sneens hvide
farve.
Der var
gråt overalt.
Ruinerne
af de nedrevne bygninger var dækket af snefnug.
(Ying Li kommer tilbage under Juns monolog,
og hun befinder sig i bevægelsesrummet for
menneskene.)
Ellers
var det meningen, at vi skulle tage nogle billeder af mit barndomshjem, men det
lå der jo ikke længere.
Det
fandt vi først ud af, da det var for sent.
Hende,
vores gamle nabo, kom forbi.
Da jeg
hilste på hende, genkendte hun også mig.
YING LI
(ligesom
ubevidst):
Hun
boede i en lejlighed i nærheden.
Hun
fortalte, at boligblokken blev revet ned, fordi der skulle bygges en
metrostation på stedet.
Det var
trist.
JUN (ligesom ubevidst om Ying Lis
tilstedsværelse):
Det var
trist.
Det var
som om, at hele ens barndom var en opdigtet historie, fordi nu kunne man kan
ikke længere se et eneste spor, der var tilbage af den.
Det
dejlige sollys, der blev kastet over muren på gangene imellem bygningerne, kunne
aldrig mere ses igen.
Hele
området var blevet beskidt, hvorimod dengang i min barndomstid var det helt
rent.
Folk
dengang hilste smilende på hinanden og børnene legede med sollyset i det gyldne
støv.
YING LI
(stadig ligesom
ubevidst):
Beboerne
fra dengang var nu flyttet væk.
Nu var
der kun de gamle, forfaldne steder i boligblokken tilbage, der skulle rives ned
inden længe. De blev lejet ud til gæstearbejdere fra provinserne.
JUN (ligesom ubevidst om Ying Lis
tilstedsværelse):
De
vedligeholdt ikke boligerne, fordi de for længst havde fået at vide, at hele
området skulle rives ned, så der kunne blive opført nybyggeri.
Overalt
lå der gammelt ragelse, gamle borde og stole gamle cykler, gamle trehjulede
cykler …
(ser Ying Li) Du er tilbage…
Feng har
lige ringet, han kommer hjem næste lørdag.
YING LI
(ligger tingene fra poserne):
Det er
godt at høre. Går alting ok med ham derovre?
JUN:
Han har
lige været rundt på campus på vores gamle universitet. Det var det, vi ikke fik
set sidst, fordi der var snevejr.
YING
LI:
Det er
rigtigt, vi nåede ikke at se det.
JUN:
Han
prøvede at tage et billede både af den internatbygning, hvor jeg boede, og den,
hvor du boede, dengang vi læste der. Han kunne ikke rigtig komme tæt på der,
hvor du boede, fordi drengene stadig ikke må komme ind i pigernes områder.
Ligesom dengang.
YING
LI:
Nå, jeg
troede, at det var anderledes nu, hvor man gerne må have en kæreste, mens man
studerer.
JUN:
Jo, nu
må piger og drenge gerne gå hånd i hånd på campus. De behøver ikke skjule
tingene, som vi var nødt til at gøre det dengang. Dengang hvor vi kun kunne
mødes hemmeligt i de frie klasselokaler…
YING
LI:
De sagde
også sidst, hvor vi var der, at de fleste gymnasieelever er begyndt at have en
kæreste nu, selvom det officielt er forbudt. Nu er det næsten, som det er i
Danmark. Mei er endnu ikke kommet hjem?
JUN:
(ryster på hovedet)
Jeg
tænker en del på, hvordan det var dengang. I vores studietid. Kan du huske, da
vi kyssede hinanden for første gang? Det var under en studenterdemonstration i
1986. Det var sjovt. Dengang gik vi sammen på gaden, blot fordi alle andre også
gjorde det. Vi sang kommunistiske revolutionære sange, som vi havde lært i
skolens propagandatimer. Alle råbte alle op om demokrati, selv om ingen rigtigt
vidste, hvad det egentlig betød.
YING
LI:
Jeg
fandt først ud af, hvad det var, da jeg gik på sprogskole i
København.
JUN: (vender sig om og taler direkte til
publikum)
Ja, alle
de ord som ”demokrati”, ”menneskerettigheder”, ”ytringsfrihed” brugte vi jo hele
tiden dengang, men der var sjældent nogen, der tænkte over disse ords
betydninger. Jeg blev også først rigtigt klar over disse ord, efter at jeg var
kommet til Danmark. Men det var i hvert fald sjovt dengang. Vi fik endelig mulighed for at feste og
at gøre det, som vi havde lyst til, når vi gik med til en
demonstration.
YING LI:
(vender sig også mod publikum og taler
til det)
Ja, det
siger Jun hele tiden, at det var en fest, og vi dansede hele natten efter den
store demonstration.
JUN:
Ying Li
kan også lide at tale om det, vores smukkeste ungdomstid! Det var også den
aften, at vi blev kærester. Det var mørkt i danselokalet, men det var det mest
lysende øjeblik i mit liv.
YING LI:
(begynder at lægge nogle ting ind i
køleskab)
Det
skete også pludseligt. Jeg husker, vi havde ikke engang holdt hinanden i hånden
før den aften, selvom du havde skrevet hundredvis af kærlighedsbreve til mig…
”Tilværelsen vil få en uendelig stor mening, når jeg ser dig på min fremtids vej
som min rejsekammerat i livet”, husker jeg det fra et af Juns
breve.
JUN:
Ja, det
var den smukkeste ungdomstid. Selv om det dengang var strengt forbudt, at man
som studerende kom sammen, synes jeg alligevel ikke, at der findes nogen mere
inderlig følelse end den, vi havde over for hinanden dengang. Det var så smukt,
selvom det var platonisk. Vores ideologiske vejleder kaldte os til samtale, da
han fandt ud af, at vi skrev breve til hinanden. Han rådede os til at lade være
med det og koncentrere os om vores studie i stedet. ”I kan jo blive kærester,
når I er færdige med studiet.” Ja, vi holdt op med synligt at være tætte sammen
og lod som om, at vi kun var venner.
YING LI:
(taler til
publikum)
Jun
nævnte det over for vores danske venner med et skævt smil: ”Vi kyssede hinanden,
når der var demonstration, hvor myndighederne ikke havde overskud til at holde
øje med de studerendes kærlighedsliv.”
(taler til
Jun)
Nu
tænker jeg igen på, at du var for hård ved Feng dengang, han ville være sammen
med Mette.
JUN: (taler til Ying
Li)
Nej, det
var jeg ikke. Det var for hans egen skyld, og jeg lod ham jo også vælge selv.
Hvis han valgte at flytte sammen med Mette, måtte han også indse, at han var et
voksent menneske. Hvis han valgte at få støtte hjemmefra, da måtte han blive
hjemme i stedet for at flytte ud. Han slog op med Mette, inden han rejste til
Kina, og jeg synes, han traf det rigtige valg. Han er jo ung, og behøver ikke
satse hele livet på sin første kærlighed. Det mellem ham og Mette var jo ikke
det samme som det, vi havde sammen, - vi kyssede hinanden for første gang, efter
at der var gået tre år. Men de blev bare kærester, fordi de havde drukket nogle
øl til fest. Det er ikke det samme.
YING
LI:
Jeg har
hele tiden syntes, at du var for fordomsfuld over for deres kærlighed.
JUN:
Synes du
ikke, at Feng har det meget bedre nu? Han var jo ved at blive til en af de der
råbende unge, der drak sig fuld og gik skæv rundt på gaden hver eneste weekend?
Han er nu på rette vej til at få et godt
liv.
YING LI
(henvender sig igen direkte til publikum,
griner lidt, halvt drillende):
Nu siger
Jun igen, ”Et godt liv”. Det er
nøjagtigt hvad vores sognepræst sagde: Familien er forbilledet for en
velfungerende integration…
JUN: (henvender sig også direkte til
publikum)
Det er
den nemlig, et forbillede for en velfungerende integration. Selvom vi ikke er
lige som Wang, der spiller violin for Kongehuset, er jeg glad for, at andre
kinesere med stolthed vil identificere sig med vores familie som en god, nydansk
familie. Ja, måske ikke os selv, men jeg tror stadig, at vores børn en dag kan
opnå den ære, at blive modtaget af dronningen og komme i audiens. Jeg bliver
virkelig sur, når jeg hører i nyhederne om en eller anden kriminel kineser. De
ødelægger vores image. Ellers har medierne hele tiden givet indtryk af, at
kineserne er næsten usynlige i Danmark, men udelukkende bidrager med gode ting
og til en positiv udvikling i samfundet …
YING
LI:
I det
mindste vil jeg give Jun ret i, at vi gør alt for at få et godt liv og for at
vores børn også kan have et godt liv. Jun siger nu tit, at han ikke længere er
så bekymret om Feng, og nu er det mere Mei. Jeg synes, han ikke behøver være så
bekymret. Vi har en vidunderlig datter…
JUN:
Ja, ja.
Mei er vidunderlig. Men hendes interesser ændrer sig bare alt for hurtigt. Hun
begyndte at spille klaver i skolen og kunne lide det, så jeg købte et klaver til
hende, men så ville hun ikke gøre mere ved det. Hun kunne lide at svømme, så jeg
meldte hende ind i en svømmeklub, men hun stoppede efter, at hun havde vundet et
par medaljer. Ellers var det også godt, at hun gik til korsang i
kirken.
YING
LI:
Jun
sagde dengang, at det passer til vores kristne
tro.
JUN:
Jeg
havde sådan glædet mig til at holde en rigtig kristen konfirmationsfest for
hende, men så ville hun pludselig ikke i kirke sammen med os længere, sådan som
vi plejede… Nu for tiden kan hun lide at gå til fægtning, så jeg går også til
fægtning for at støtte hende. Jeg har aldrig været imod det, som hun vil, men
jeg vil bare gerne lede hende til at vælge en optimal
livsvej.
YING LI:
Jeg har
også set, hvordan Jun anstrenger sig med
fægtningen.
(henvender sig til
Jun)
Det
behøver du faktisk ikke. Du skal jo ikke leve hendes liv. Det skal hun selv
gøre…
JUN: (henvender sig til Ying
Li)
Jeg kan
også godt selv lide fægtning… det er på den måde, jeg får lidt ekstra
motion…
YING
LI:
Ok, du
har også gjort dit bedste. Men nu skal vi til at gøre os klar til dagens
arbejde. Jeg kører til restauranten. Vi ses dér om et par
timer.
JUN:
Ja, vi
ses dér. Jeg læser lige lidt i avisen…
(har ikke set, Ying Li er
gået)
… som
vores danske venner siger: Man skal ikke kun se tv, men også læse
aviser.
(Man kan se, at bevægelsesrummet for
menneskene er blevet meget mindre, og kagens rum er
vokset.)
(Telefonen ringer i værelset ved siden af.
Jun går ud af scenen. Men vi hører lyden fra telefonsamtalen på kinesisk og
afsluttes opkaldet.)
(Kagen vokser og
vokser.)
(Mørke. Jun befinder sig i rummet for kagen.
Ying Li er alene i bevægelsesrummet for
menneskene.)
YING LI
(monolog. Udfører en eller anden form for
husarbejde imens):
Han er
for hård over for sig selv, men det synes han ikke selv. Han er for hård mod
børnene, men det synes han heller ikke selv.
Jeg vil
kun en ting, og det er, at min familie skal være glad og leve lykkeligt. Han
tænker på at blive en helt, jeg er ligeglad med det. Men når han kan lide det,
så håber jeg for ham, at han bliver det. Ja, hvis man får mulighed for at blive
fotograferet med dronningen, er det også dejligt. Da jeg var på en restaurant i
Shanghai, så jeg, at der hang en masse fotos på væggen. Det var nogle fotos af
restaurantens ejer, hvor han stod sammen med forskellige kendte folk,
filmstjerner. Det er på en måde meget sjovt, hvis man kan prale med det, at man
er blevet fotograferet sammen med nogen.
(Ying Li holder en pause. På anden side af
scenen bliver lyset tændt. Jun sidder og læser
avisen).
YING LI
(fortsætter monolog. Taler til
publikum):
Da Jun
tog afsted for at prøve sin lykke i Canada, var jeg gravid med Feng. Så fik jeg
Juns brev om, at han søgte asyl i Danmark i stedet for at rejse til Canada. Jeg
krydsede fingre for, at han ikke skulle blive sendt tilbage. Da han fik en
humanistisk opholdstilladelse, var Feng fire år. Da Jun fik lov til at få mig og
Feng til Danmark ved hjælp af familiesammenføring, var jeg så lykkelig, at jeg
græd. Jeg er glad for at være i Danmark, og jeg synes, danskerne er meget
venlige. Jun sagde dengang, at vi skulle være flittige og arbejde hårdt for at
vinde respekt i det nye land, som vi kom til, og at vi skulle skabe et positivt
image af os selv, så vi kunne være stolte. Det gjorde han dengang, og det gør
han stadigvæk. Jeg synes bare, at danskerne er meget flinke og rare. Især
dengang jeg ikke forstod dansk, syntes jeg, at danskerne var utrolige søde mod
os. Nu kan jeg også dansk, og jeg ser i tv, at der er nogle danskere, der ikke
kan lide udlændinge. Men alligevel har jeg ikke mødt nogen danskere, som er
uvenlige. Prøv at tænke på, hvordan de shanghai´ske folk behandlede folk, der
talte shanghaisk med accent, det var meget
værre.
(Kagen er blevet større. Ying Li står nu i
rummet for kagen og drejer på det sølvfad, som den står på, og spørger) Er
det ikke rigtigt, skat?
JUN (begynder sit arbejde med kagen igen, mens
bevægelsesrummet for menneskene bliver ved med at blive mindre, imens at kagens
rum vokser):
Jo, det
er det.
(Kagen bliver
større.)
YING LI
(vender sig til publikummet og fortsætter
monolog):
Hvis man
taler om fremmedhad, så var der folk i Shanghai, der var meget mere intolerante.
Kineserne kalder hvide mænd for ”djævlefætre” og hvide kvinder for
”djævlekoner”, og kalder alle med en mørk hudfarve ”sorte djævle”. Det kan være
meget værre i Kina. Men her i Danmark oplever jeg næsten ikke nogen form for
racisme, så længe vi ikke blander os i andres sager. Jeg er tilfreds med vores
liv. Det er et bedre liv end vi dengang overhovedet havde turdet drømme om.
Nogle gange kommer der nogle kinesere og besøger os, og de siger, at livet i
Shanghai kan være meget bedre end her. Men de indrømmer også, at det er et mere
usikkert liv i Kina i forhold til Danmark: Når regeringen vil give dig lidt
frihed, får du lov til at tjene mange penge; men når den ikke synes om det, kan
den tage dine penge fra dig, og somme tider kommer du også i fængsel, pga. dine
penge. I Danmark er vi måske ikke så rige som vores nyrige kammerater fra
skoletiden i Shanghai, men vi har et liv i tryghed, og vores børn har et liv i
tryghed. (Vender tilbage igen til sit
husarbejde.) Jeg er meget tilfreds med vores liv i
Danmark.
(Kagens rum og selve kagen fortsætter med at
vokse.)
JUN (monolog parallelt med Ying Lis monolog, hvor
Ying Li laver husarbejde i den anden del af rummet):
(Taler til sig selv.) Vi lever alle i et
demokrati i Danmark. Der er også demokrati i min familie. Ying Li talte om Feng
og Mette. Men jeg tvinger aldrig mine børn til noget, og jeg giver dem
muligheden for at vælge selv. Men
når de vælger det forkerte, vil jeg få dem til at ændre det. De to nøgler til
den kinesiske kulturskat fungerer også som nøgler til et godt familieliv. At
opdrage børn er ligesom kunsten at lave den fineste kinesiske kagekunst, mens
det at finde sin rigtige plads i samfundet er ligesom at finde de rette
akupunkturpunkter og opnå virkningen heraf.
(Vender sig om og taler direkte til
publikum.)
Det er
også fuldstændig ligesom det at lave en god flødeskumskage - en god
børneopdragelse kræver den samme mængde
tålmodighed.
YING LI
(fortsætter med sit husarbejde og monolog
parallel med Juns, men dog lidt
forsinket):
Jeg
synes også, at vi skal leve afslappet. Jun behøver ikke stræbe efter noget hele
tiden. Når vi har et liv nu i Danmark, som vi kan være tilfredse med, så synes
jeg, at vi skal nyde det i stedet for at begære at få endnu mere. Også med
hensyn til børnenes opdragelse. Nogle gange synes jeg, at Jun simpelthen griber
ind alt for meget ind i tingene, selvom han ikke vil indrømme, at han faktisk
altid blander sig. Jeg synes, det er rigtigt, at det er sådan, som kineserne
sagde i gamle dage, og de sagde, at man skal lade tingene ske inden for deres
egen retning og kurs - ellers så kan der ske det
modsatte.
(Mørke.
Sceneskift.)
----------------------------------------------------------------
De tre skuespillere på
scenen
(Tre skuespillere læser op i kor):
I staten
Song var der en bonde. Han var irriteret over, at hans kimplanter groede for
langsomt, så han trak dem én efter én op af jorden for at gøre dem større. Så
kom han hjem og var helt udkørt og sagde til familien: ”Jeg er dødtræt i dag,
for jeg har hjulpet alle mine kimplanter til at vokse hurtigere.” Hans søn
skyndte sig hen til marken for at se, hvad faderen havde gjort. Alle hans
kimplanter var visnede…
(Om formiddagen. Hos familien Zheng. Den
ufærdige kinesiske festlagkage står i midten af stuen. Man kan se, at
bevægelsesrummet for menneskene på scenen er væsentligt mindre end før, og
kagens rum større. Kagen er også vokset
større.)
(Jun og Ying Li ser TV i bevægelsesrummet for
menneskene. Der er synlig pladsmangel).
JUN:
Nej,
nej, nej… sådan gør man bare ikke! Det passer
ikke.
YING
LI:
Jeg tror
heller ikke på, at han har vredet foden om.
JUN:
Nej. Det
er det rene skuespil.
YING
LI:
I hver
fald ville han ikke være i stand til at løbe hurtigere end Dayron Robles. Han
har lavet for mange reklamer for Niké og CocaCola i de sidste par år og har ikke
rigtigt haft tid til at træne. Så er det en løsning at lade sig som om, at han
har taget skade. Hele Kina ser på ham nu, og det var et alt for stort ansvar for
ham, som han ikke længere kunne bære.
JUN:
Sikke en
kujon. Jeg er ikke nogen sportsnationalist, men jeg synes ikke, at man kan snyde
på den måde. Hvis han løb og tabte, da ville jeg stadig betragte ham som en
helt. Men at lave et sådant nummer, det er for meget. Det var jo også ham, der
vrøvlede sådan med påstanden om, at kinesere rent genetisk var bedre egnet til
at løbe end de sorte og hvide mennesker, da han vandt Guld sidste gang. Det er
de nemlig ikke! Kinesere er rent genetisk intelligente og udholdende måske, men
ikke bedre egnet til at dyrke sport end andre. Det er ok at være taber. Men nu
er han simpelthen en dårlig taber.
YING
LI:
Men på
en måde er det jo en løsning at tage skade.
(Mei kommer ud af sit værelse og ind i stuen
med skoletaske på.)
JUN:
… Mei.
Jeg hørte du sagde, at du har fri fra skolen her til
formiddag…
MEI:
Far og
Mor. Jeg skal til Petrine.
YING LI:
Spiser
du ikke frokost hjemme?
MEI:
Nej… Vi
skal en del ting sammen med Amnesty´s gruppe. Vi laver noget sammen med dem. Men
jeg kan måske tage nogle kager med til vores
møde?
JUN:
Det er
godt med Amnesty International. Det er lige som en slags kirkeaktivitet. Man
hjælper folk ude i verden…
MEI:
Men far,
jeg skal gå nu. Vi ses… (Hun ser, at
fjernsynet går i sort).. hvad er der i vejen med
tv´et?
JUN (fortsætter med at tale. Han har ikke set, at
fjernsynet er gået i sort):
Vi ser
bare OL. Ham der Liu Xiang er simpelthen sådan et dårligt forbillede for
Nationen… (Nu ser han det) Nå… Der er
noget galt. (Han prøver med
fjernbetjeningen uden held.)
YING LI:
(Pakker nogle kagestykker fra køleskabet
ind, putter dem ind i Meis taske, mens hun taler med
Jun)
Hvad med
de almindelige kanaler?
JUN:
… de
almindelige kanaler … . De duer heller ikke. Jeg må tjekke
ledningerne.
MEI:
Men, ja,
god fornøjelse da. Jeg skal afsted. Vi ses senere. (Exit).
JUN:
Vi ses.
Du kommer vel ikke så sent hjem, vel?
YING LI:
Vi
ses.
JUN:
Jeg tror
ikke, det er ledningerne, der er noget galt med. Det er ret irriterende. Lige
når man sidder og ser OL.
YING LI:
Skal jeg
spørge naboerne, om deres fjernsyn også er i
sort?
JUN:
Ja, gør
det. Ellers ringer jeg til Antennelauget. Der er altså OL i
øjeblikket.
(Ying Li forlader
scenen.)
(Imens begynder Jun sin monolog, lyset dæmpes
efterhånden. Indtil det bliver næsten helt mørkt i baggrunden, så man kan se
nogle videoklip, der vises på et
lærred.)
JUN (monolog. Under sin monolog går han langsomt
ind i Kagens rum, der bliver ved at
vokse):
(ligesom taler til sig selv) OL. OL. Det
drejer sig jo om Kina.
Efter at
jeg blev dansk statsborger, rejste jeg tilbage til mit tidligere hjemland. Jeg
så, at der var blevet rejst nogle høje huse på min barndoms jord. Jeg så,
hvordan de fine bydele var blevet endnu mere pompøse, alt imens forholdene hos
de fattige var blevet meget værre end dengang. Dem der tidligere var de
samfundskritiske intellektuelle var nu blevet til de nyrige i samfundet igennem
at handle med ejendomme og aktier. De kritiserer ikke Staten længere, selv om
der hersker endnu mere uretfærdighed i samfundet nu end
tidligere.
(Videobilleder fra det moderne Shanghai under
OL.)
(Jun vender sig om, taler til
publikum.) Kina er blevet bedre. Dengang ville du ryge i
fængsel, hvis du gav udtryk for noget, som ikke var i overensstemmende med
ideologien. I dag ryger du kun i fængsel, hvis du står i vejen for andres
rigdom.
(Videobilleder fra det moderne Shanghai. Også
elendigheder vises som en del af Shanghai: De fattige gæstearbejdere, som bor i
en kantine, samledes foran en gammel TV for at se
OL.)
(Vender tilbage til kagen.) De intellektuelle i Kina gør ikke
længere sådan, som de gjorde i 1980ne. Nu har de travlt med at sikre sin egen
velfærd. Jeg kan måske også godt forstå dem. At sænke sin egen standard i livet
for at hjælpe de fattige, forringe sin egen livskvalitet ved at tage mindre fra
de svage, det er for meget for dem. Ja de ville gerne hjælpe, hvis ikke deres
egne interesser bliver begrænset. De har også kæmpet for retfærdighed, for
menneskerettighederne, men det var fordi, de selv blev undertrykt. For at hjælpe
sig selv kæmpede de under navnet ”at kæmpe for alle undertrykte”, men da de nu
ikke længere er ”de undertrykte” men ”interesseshavere”, måske endda selv ”de
undertrykkende”, er forholdet jo anderledes. Det er lidt det samme som min
sagsbehandler sagde til mig engang: ”Du kan umuligt hjælpe en hel befolkning i
Afrika, så du må lade det være. Det er deres egne problemer, og de må selv finde
ud af.” Ja, men hvis du selv er en af dem iblandt den afrikanske befolkning, vil
du sikkert mene noget helt andet.
(OL-video
billeder.)
(Vender sig om, taler til publikum). Man
må på en eller anden måde betragte alle de uretfærdigheder og krænkelser af de
svage, som der finder sted i Kina, som en nødvendig smerte for landets
udvikling. Men imens man tænker sådan, så er det kun fordi, det jo ikke er en
selv, der skal bære denne smerte. (Sukker)
(Lyset op igen. Jun laver et eller andet med
fjernbetjeningen, og så kommer lyden af TV-avisen. Han prøver at finde
Kina-kanalen igen men forgæves. Til sidst giver han op og sætter sig ned. Han
ser TV-avisen. Ying Li kommer tilbage.)
YING LI:
En af
naboerne sagde, at der var nogen, der kom for at installere en
internet-forbindelse, og at det var derfor …
JUN:
Men
Kina-kanalen er væk. Skal vi bare nøjes med de danske kanaler i
dag?
YING LI:
Den
kommer nok tilbage.
JUN:
OK,
måske er det et tegn fra skæbnen om, at vi skal fortsætte vores arbejde med
kagen.
YING LI
(griner):
Ja, du
er så besat af kagen i stedet for OL.
JUN:
Jeg er
ikke en Kina-OL-fanatiker, men da der nu er OL i Kina, kan jeg jo ikke lade være
med at se de kampe, hvor kineserne vinder medaljer. Jeg ser også helst
danskerne, men danskerne vinder jo ikke
nogle…
YING LI:
Jo,
Danmark vinder også.
JUN:
Men det
er ikke guld. Det er ikke så stort. Vi er danskere nu, og jeg vil gerne se
Danmark vinde og blive stolt af det.
YING LI:
Hvem
holder du med, når Danmark skal kæmpe mod Kina? Danmark eller Kina,? Jeg vil
helst have, at Kina vinder, fordi jeg, når det kommer til stykket, er
kineser.
JUN:
Jeg vil
være glad på begge landes vegne. Fordi jeg jo synes, jeg er dansker. Vi er jo en
del af det danske samfund med vores stemmeret, og Danmark er også vores land.
Men når Kina er stærk som nation, kan jeg som kineser også være stolt af Kina,
mens jeg er i Danmark. Er det for resten ikke sådan, at vores danske venner
altid giver en masse komplimenter, når de har været i Kina og set, hvor flot der
var i Shanghai?
YING LI:
Ja, det
gør de. Men du svarer ikke på mit spørgsmål.
JUN:
Sport er
ikke så vigtig for mig. Jeg støtter som regel mine landsmænd, når det, de laver,
er rigtigt og fornuftigt. Jeg støtter ikke Kina, hvis militæret i Beijing har
planer om at angribe Taiwan. Hvorfor? Fordi det kun fører til nogle kineseres
lidelse. Folk i Taiwan er jo også kinesere.
YING LI:
Bare
Taiwan ikke underkaster sig Japan, når alt kommer til alt, er vi jo kinesere…
Men det er kun os, der taler om sådanne ting, vores børn har ingen anelse om den
slags nationalfølelse, vi har med fra Kina…
JUN:
Det skal
de heller ikke have. (Går hen til sin
kage). De er jo danskere, og de kan måske hente noget kulturelt fra Kina,
men de skal ikke bære en tung byrde for et land, som de ikke lever
i.
YING LI:
Nu, da
vi ikke kan komme til at se de kinesiske sportsfolk, så jeg skynder mig i Netto
og henter nogle tilbudsvarer, som de reklamerer for i deres
blad.
(Ying Li forlader
scenen.)
(Mørke.
Sceneskift.)
----------------------------------------------------------------
De tre skuespillere på
scenen
- Er der
flere ordsprog, som vi skal fremføre, som vi
plejer?
- Ja.
Men, nej, synes I ikke, at Jun har for mange ting, han vil sige i et enkelt
skuespil?
- Jo,
det ser du ud som om at han gerne vil kommentere en masse
ting.
- Skal
vi ikke give ham et afgrænset stykke tid at udtale sig
i?
- Jo,
det er en god idé.
- Ja, vi
kan spørge, om han vil være med til at give et
interview?
- Her
har vi også en video med hans forskellige kommentarer, som vi kan vise i
baggrunden.
- Ok, vi
to går ud og henter ham, imens du viser video her.
(To skuespillere kommer ud af scenen og går
til publikum. En skuespiller tager en DVD og sætter den ind i afspillere og går
ud af scenen. Der bliver afspillet i projektøren på lærredet af scenens
baggrund.)
(Det er kun videoen nu, der er at se på
scenen.)
----------------------------------------------------------------
Billede på videoen:
(Det begynder med billedet af Juns kage. Der
høres tale i baggrunden, imens billedet rent visuelt ikke viser nogle af
figurerne fra stykket. De forskellige videoklip, man ser på skærmen, viser
billeder fra: Mao erklærer Folkerepublikkens fødsel, Kinas undertrykkelse af
Tibet, amerikanernes Vietnamkrig, massakren på Den Himmelske Freds plads,
Israels angreb mod arabere, marcher fra nazityskland, Kinas nationale flag, der
hejses i forbindelse med OL, Dannebrogsflag, der flagrer, uro på Nørrebro,
kinesisk køkken, osv.)
Lyden fra videoen:
-
…
JUN:
Jeg
mødte en yderliggående kinesisk patriot, da jeg var i Shanghai sidste gang. Vi
talte lidt om jordskælvet i Kina, og de forskellige former for medieomtale i
Vesten mht. uroen i Tibet, jordskælv og Kinas OL. Han reagerede meget voldsomt,
da vi kom til spørgsmålet om menneskerettigheder. Han syntes, at al den snak om
menneskerettigheder var det rene vrøvl.
Han mente, at den internationale kritik af de manglende
menneskerettigheder i Kina, var en undskyldning for Vesten til at holde Kina
nede. Han kunne ikke lide USA, men han syntes, at der var noget, som Kina kunne
lære af USA, nemlig dét at man altid skal sætte de nationale interesser højere
end de såkaldte humanistiske ideer, og at man ikke skal bilde sig ind at være
moralsk, have en moral etc. Moral var kun et våben, som man kunne bruge til at
angribe andre med. Han sagde, at dét, at retfærdighed kan afgøre noget, var en
illusion, for i virkeligheden var det kun magt, der talte, og magt der gjaldt.
Det eneste fornuftige en nation kunne gøre, ud fra hans tankegang, var at gøre
sig selv stærk. Den amerikanske regering havde gjort det rigtige for sin nation:
Den nægtede at være med i Kyoto-aftalen, og den lod sig ikke begrænse af de
upraktiske, humanistiske konventioner. Han syntes, at Kinas forbillede skulle
være Nazi-Tyskland og den militære stat Israel. Der gjorde man noget for landet
og gjorde det stærkere og førte det med en nationalistisk ånd, og man slog
hårdhændet ned på alle de elementer, der ville skade den nationale interesse.
Det var det, amerikanerne gjorde mod sine fjender, det var det, Hitler gjorde
mod jøderne, og det, Israel gjorde mod araberne, det var alt sammen ud af den
samme nødvendighed, og Kina skulle gøre nøjagtigt det samme som hvad de gjorde,
når det drejede sig om De undergrundskirke-bevægelser, de muslimske oprørere i
Xinjiang og Dalai Lamas tilhænger i Tibet. Ja, det vil lyde mærkeligt for
europærerne, at han sammenstillede USA, Nazi-Tyskland og Israel på den måde. Men
jeg kunne ikke modsige ham, da han argumenterede på dem måde. Jeg sagde, at jeg
ikke var interesseret i nationalisme, men at jeg ville have, at kineserne som
individer kunne leve et lykkeligere liv. Så sagde han: ”Hvordan kan man tale om
individet, hvis nationen ikke findes? Tror du, at du kan leve godt som individ
uden at Kina som nation bliver stærk? OK, du bor i Danmark. Men som du sagde, så
findes der også ’Dansk Folkeparti’ i Danmark, som ikke kan lide udlændinge. Jeg
synes, de er et fornuftigt og ærligt parti i Danmark. Hvorfor skal de kunne lide
jer udlændinge? Det er jo deres land, hvorfor skal de lade jer blive, hvis det
ikke gavner deres egen interesse? Det er jo naturligt, at de skal forsvare deres
gods.” Jeg syntes ikke, det var rigtigt, det han sagde, men det var da også
virkelig svært at argumentere mod ham.
-
Hvad synes du selv om den danske version af den yderliggående
patriotisme?
JUN:
Mener du den danskhed, som Dansk Folkeparti taler
om?
Jeg
har aldrig direkte konfronteret mig selv med synspunkterne fra Dansk Folkeparti,
men efter at jeg hørte denne kinesiske yderliggående patriot, syntes jeg, at
Dansk Folkeparti virkelig havde nogle pointer og en sund fornuft. Jeg kan ikke
bare tage de danske værdier umiddelbart som mine egne. Måske mine børn er
berettiget til at gøre det, men det er jeg ikke. Det synes jeg ikke. Jeg er gæst
i Danmark, og jeg vil gerne være en anstændig gæst. De, som kan lide mig, vil
jeg også være venlig mod, og de, som ikke kan lide mig, skal jeg bare undgå. Når
danskerne accepterer mig som en nydansker, vil jeg også være en god anstændig og
samfundsnyttig nydansker. Ja, integration! Det er ikke engang løgn, når de folk,
som kender mig, siger, at jeg er et forbillede for en vellykket integration. Jeg
er hvert fald en dansker nu. Jeg bidrager til det danske samfund, betaler skat
og gør mig på alle måder umage for at være en god borger. Er jeg et anstændigt
medlem i dette land, så er Danmark også mit land. Jeg er ligeglad med den der
kinesiske nationalisme, selvom jeg ikke er så god til at argumentere imod ham
den yderliggående patriot. Når mine børn bliver helt voksne, bliver de helt
sikkert også til nogle gode borgere i Danmark, og så kan ingen benægte, at vi er
rigtige danskere.
(Mens Juns stemme i videoen taler omkring
”Ja, integration!”, har de to skuespillere fundet Jun blandt publikum. Den ene
af de to skuespillere bærer lyset, og den anden har et kamera i hånden. De
følger Jun hen til scenen og op på scenen. Den tredje skuespiller finder stole
fra den ene side af scenen og sætter dem i midten af scenen for at lave
interview. De småsnakker med hinanden. Jun peger på videobilledet og virker
meget stolt. De kigger alle sammen på videoen. Når Juns stemme i videoen siger
”så kan ingen benægte, at vi er rigtige danskere”, stopper en af skuespillere
videoen.)
(En
skuespiller):
Jun, vi
skal kun bruge et kort øjeblik og stiller bare et par spørgsmål, så kan du vende
tilbage til din rolle på scenen igen. Er det
OK?
JUN:
Det er
helt i orden, og der bliver jo snart en pause,
ikke?
SKUESPILLER:
Jo. (pause) Vi har hørt det, du har sagt og
udtalt dig om. Det lader til, at du er rimelig moderat, og at du ikke har noget
problem med Dansk Folkeparti. Kan du give mig en forklaring på det, du er jo
også en indvandrer, som har været i Sandholmlejren,
ikke?
JUN:
Jo, det
er jeg. Selvfølgelig vil der være en grund til, at folk gør, hvad de gør. Fx
siger jeg ikke, at de, der sidder i flygtningelejrene, nødvendigvis moralsk
betragtet er nogle bedre mennesker end dem, der stemmer på Dansk Folkeparti.
Asylansøgerne vil også kæmpe for deres egne interesser. Det kunne også være dem,
der stemte på Dansk Folkeparti, hvis de havde en mulighed for at være danskere
og at kunne stemme. De er bare svagere eller befinder sig i en dårlig situation,
men de er ikke nødvendigvis bedre mennesker. Det, at man trænger til hjælp, har
ikke noget at gøre med, hvor god man er som et menneske, men det kommer an på,
hvor svag man er.
SKUESPILLER:
Du sagde
jo, at Dansk Folkeparti virkelig havde nogle pointer og en sund
fornuft.
JUN:
Jeg kan
på en måde godt forstå Dansk Folkepartis politik. De gør, sådan som de gør,
fordi de ikke vil hjælpe dem, som kommer for at tage mad fra deres tallerken,
især når de måske har en fiks idé, en fast tro på, at disse indvandrere kun
kommer til landet for at få og tage, men ikke vil give og yde. Det er jo en
værdikamp, at man kæmper om værdi. Det at ikke ville hjælpe andre er også en af
menneskerettighederne. Der er nemlig dem, som ikke vil hjælpe andre, men hellere
vil holde fast på sine egne rettigheder. Det, de gør, er jo ganske logisk. Det
er helt logisk at forsvare sine egne interesser, og det er det, Dansk Folkeparti
gør. Det er helt logisk at være egoistisk.
SKUESPILLER:
Er du så
ikke også selv lidt egoistisk, når du har en sådan forståelse for Dansk
Folkeparti og deres forklaringer?
JUN:
Jo, det
må jeg også indrømme…
SKUESPILLER:
Hvis du
var født dansk, hvad ville du så gøre for andre mennesker, der havde brug for
hjælp? Ville du hjælpe de svage fra andre lande? Eller ville du måske stemme på
Dansk Folkeparti for at sikre dine egne
interesser?
JUN:
Sikke
nogle spørgsmål, hva’? Hvis jeg var født dansk,… (kort pause) Nej, jeg ved ikke. Men lige
nu er jeg som sådan et hjælpsomt menneske, selvom jeg tit samtidig nærer en
modvilje over for at være det. Det kan I se, hvis I følger mine monologer i
stykkets kommende scener. Ja, nogen gange vil jeg gerne hjælpe andre, mens det
samtidig kan irritere mig, at andre skal belemre mig med deres problemer. (Kort pause, lidt tænksom) Når jeg tænker
på, at jeg har fået så stor hjælp fra de andre, da synes jeg, at jeg også skal
hjælpe andre, fordi jeg skal være taknemmelig.
SKUESPILLER: (griner)
Så, lige
nu vil du ikke stemme på Danske Folkeparti.
JUN:
Selvfølgelig ikke! Det er jo en ”værdikamp”, hvordan kan
jeg stemme for et parti, som vil reducere min værdi som nydansker? Logisk set,
også egoistisk set.
SKUESPILLER:
Nej, det
gør du ikke. Men du har en meget liberalistisk holdning, ikke? Må jeg spørge,
hvilket parti du stemmer på?
JUN:
Jo, og
det må du gerne. Man siger, at kineserne i Danmark stemmer på Venstre. Jeg er i
hvert fald en undtagelse, fordi jeg gerne vil være konsekvent. Hvis jeg var en
gammeldansker i stedet for nydansker, vil jeg måske stemme på et liberalt parti,
som vil øge de stærkere og dygtigere folks muligheder. Jeg er dygtig og flittig
nok, men, jeg er nydansk. (Kort
pause) Jeg vil have menneskerettigheder, mens jeg også skal udvise
taknemmelighed og mådehold, og jeg må jo være logisk. Derfor kan jeg ikke
direkte kæmpe for lige rettigheder men kun indirekte, dvs. jeg må lade de
menneskekærlige danskere kæmpe for mig, alt imens jeg støtter dem. Derfor holder
jeg lav profil og stemmer på Enhedslisten og SF, selv om jeg ikke er tilhænger
af socialisme eller økologi. Det er ligesom, at en mand ikke kan føde, og så må
han støtte den kvinde, som føder for ham.
SKUESPILLER:
Det er
belærende at høre, hvad du siger. (Giver
hånden til Jun.) Tak for din tid! Og nu tror vi, at vi skal holde pause.
Herfra ønsker vi hel lykke med dit nydanske
projekt.
JUN:
Selv tak
og tak. Måske vil jeg på et eller andet tidspunkt også gerne bruge jeres
hjælpende hænder. (Står op og går ud af
scenen, men en skuespiller tænder videoprojektøren
igen.)
SKUESPILLER:
Vi vil
gøre det bedste, vi kan, hvis du har brug for os i dit projekt. (kort pause) Som vi
plejer.
(Videoen fortsætter. De tre skuespillere går
ud af scenen.)
Lyden fra videoen:
-
Så, du betragter dig selv som en rigtig dansker,
ikke?
JUN:
Nydansker. Jeg vil ikke glemme, at jeg oprindelig er en
kineser. Men jeg er dansker, ja nydansker.
Der
er selvfølgelig nogle ubehagelige ting i denne verden. I Kina finder der alle
mulige former for undertrykkelse sted, og der er en række umenneskelige forhold,
men da jeg ikke bor i Kina, behøver jeg ikke bekymre mig om det. Jeg er hverken
én af dem, der bliver krænket, eller én af dem, der krænker andre. Så jeg har
hverken nogen lidelse at udholde eller en dårlig samvittighed. Jo, der er
fremmedhad i Danmark, men jeg kan også undgå at blive konfronteret med det. Jeg
er jo meget velintegreret, taler godt dansk, og på en måde er jeg et forbillede
for integration. Faktisk kan jeg sagtens se bort fra alt det ubehagelige, der
finder sted, både i Kina og i Danmark. Et godt liv for min familie og mig er
alt, hvad det drejer sig om.
(Lyset i teatersalen går op som et tegn på,
at der er pause. Videoen på scenen
fortsætter videre også under pausen.)
Lyden fra videoen:
- Så
du også den anden vej dengang massakren på den himmelske fredsplads fandt
sted?
JUN:
Men
dengang var det også utroligt. Man havde ikke troet, at regimet ville sende
kampvogne ind på pladsen, men det var dog logisk, at det gjorde det. Hvis man
tænker dybere over det: De studerende ville jo ikke give op, og de havde heller
ikke nogen bedre plan end regimets: De ville simpelthen have regimet til at begå
selvmord, men regimet ville ikke gøre dette, så det slog hårdt ned på dem. Det
var brutalt, men det var dog bedre end en borgerkrig. Kina har haft alt for
mange borgerkrige. Man kunne ikke holde en tyran ud, så man gjorde oprør mod
tyrannen, og hvad så? Hvad gang det lykkedes oprørerne at vælte tyrannen og få
magt, blev de bare selv til en ny tyran, en mere hårdhændet tyran, værre end den
gamle, mens befolkningens lidelser ikke blev formindsket. Kina havde brug for
stabilitet. Når Kina er stabil, bliver Kina rig og stærk, så vi kineserne kan
føle os stærke og stolte. Så behøver en betydningsløs kineser som jeg selv ikke
tænke på at rejse til USA, Canada eller Danmark for at få en bedre tilværelse.
- Du
er nu i Danmark. Dine børn er også danske unge…
JUN:
I
Danmark behøver mine børn ikke at leve i frygt eller leve under tvang. De skal
ikke vokse op som var de nogle uselvstændige kinesere i Kina, der hele tiden
skal være som slaver, underlagt alle mulige konkurrenceforhold. De skal heller
ikke vokse op som fordrukne danskere, nogle dovne danskere, der ikke er
stræbsomme og søger deres vej opad, eller som nogle anarkistiske danskere, der
modtager kontanthjælp fra det offentlige samtidig med, at de laver ballade mod
det offentlige.
Jeg
ønsker ikke, at mine børn skal være nødt til at arbejde hårdt for at overleve,
men jeg vil dog have, at de kommer til at arbejde og studere flittigt, så de kan
få en fremtid, hvor de vil være respekteret i samfundet. Jeg vil ikke have, at
mine børn skal være nogen uvidende tabere, der ikke kan klare nogen form for
konkurrence, men selvfølgelig er jeg helt imod den slags konkurrencevanvid, der
finder sted i den moderne japanske og kinesiske kultur, hvor børnenes mulighed
for lykke og glæde tages fra dem lige fra barnsben
af.
- Så
du er en fornuftig mand.
JUN:
Jeg
integrerer mig i det danske samfund. Men jeg godtager ikke blindt alt fra den
danske kultur, men jeg vælger alt det videnskabelige i den danske kultur til.
Jeg lytter til videnskaben, og jeg lytter til den sunde fornuft.
I
Kina, i min barndom og i de tidligere tider i Kina, opdragede man børn ved hjælp
af en slags streng disciplin og selvdisciplin. Det vil jeg ikke gøre mod mine
børn. Men jeg vil dog sikre mig, at de ikke kommer ind på en forkert løbebane.
Jeg håber bare, at deres livsvej skal være opad - ikke
nedad.
- Nu
taler du mest om dine børn, lad os vende tilbage til dit eget liv, er det ikke
også på vej opad?
JUN:
Det
er ikke sjovt at stagnere på bunden af samfundet. Som flygtning er man fra
begyndelsen helt på bunden af samfundet. Derfor vil jeg kæmpe hårdt for at komme
opad i rækkerne. Vejen opad er ikke nemt. Det kræver flid, mod og
intelligens.
Hvis
jeg var en indfødt dansker, ville jeg ifølge min egen logik sige, at ingen
indvandrer skal leve som var han eller hun et andenrangs menneske. Men jeg er
ikke en indfødt dansker, så jeg er faktisk mindre berettiget til at sige det
højt og have en mening om det. Det, jeg kan gøre, er bare at være usynlig. Men
hvis jeg udfører noget til glæde for det danske samfund, må jeg godt være
synlig. Jeg kan flittigt lære dansk og gøre mig umage for at integrere mig selv
i det danske samfund.
Det
er hårdt at være indvandrer i Danmark, at være nydansker, men da det er mit eget
valg at være indvandrer i Danmark, at være nydansker, må jeg jo arbejde hårdt
for det. Ingenting i tilværelsen er gratis, og man må yde for at kunne nyde. Man
må gøre sig fortjent til det bedre, man må kæmpe sig opad i samfundet for at
blive en respektabel, god borger.
…
(Lyden er slut, men videobillederne
fortsætter.)
(Lyset i teatersalen bliver slukket som et
tegn på, at pausen er ovre.)
(Videoen fra mellemspillet fortsætter lydløst
også lidt efter pausen. Pludselig kommer Mei tilsyne i videobilledet, hvor hun
holder en tale i en Amnesty-forsamling.)
MEI´s
tale i videoen:
”Jeg
vil ikke tolerere det, som jeg ikke kan tåle at se. Jeg har været på besøg i en
flygtningelejr sammen med mine kammerater fra Amnesty. Jeg brød sammen, da jeg
var der, og så de dårlige forhold, som folk levede under. Det er simpelthen
tortur, som den danske stat udsætter asylansøgerne for. De lever i asylcentret,
og de ser på samme tid folk uden for lejren leve et normalt, glædeligt liv, og
det er et sådant liv, de selv stræber efter at komme til at leve, men de ved
bare ikke, om de kan få lov til at leve et sådant liv. Mange bliver sindslidende
med tiden af at være i lejren. De kan af politiske grunde ikke vende tilbage til
det sted, hvor de kommer fra, og de kan heller ikke gøre det sted, hvor de
opholder sig, til deres eget hjem. De lever i en gråzone. Sådan midt imellem en
dæmpet form for fortvivlelse og en anstrengende længsel. Jeg kan ikke tåle sådan
noget. Mit hjerte græd, da jeg mødte nogle af folkene fra lejren. Jeg tænkte, at
jeg var nødt til at gøre noget…”
(En af korets skuespillere løber hurtig ind
på scenen og stopper videoen.)
(Scenen bliver mørk, dvs. at pausen er da
officielt slut.)
----------------------------------------------------------------
(Lys på Mei, som kommer ind på scenen lige
efter pausen.)
MEI (monolog):
(Taler til sig
selv.)
Da jeg
meldte mig ind i Amnesty International, var min far glad. Han sagde, at folk,
der er medlem af Amnesty International, er bedre mennesker end ham selv. Men jeg
synes ikke, at det drejer sig om, hvorvidt man er bedre end andre eller ej. Man
bliver et medlem af Amnesty International, når man melder sig ind. Selvfølgelig
vil en neo-nazi eller en rocker eller et indvandrebandemedlem ikke gøre det,
heller ikke nogen fra Dansk Folkeparti. Det er dem, der vil gøre noget for
andre, der støtter Amnesty International. Jeg kan ikke lide Dansk Folkeparti,
men jeg kan høre, at far ikke har så meget imod dem. Han sagde, at han godt kan
forstå Dansk Folkeparti, fordi det er menneskeligt, at man ikke vil dele sin
kage med andre folk.
(Taler til
publikum.)
Jeg
kommer her i aften for at finde ud af, hvordan vi skal lave demonstrationen ved
Sandholm-lejren. (Kort pause)
Selvfølgelig ved min far ikke, at jeg er her. Og jeg har fortalt ham, at jeg er
til fest i gymnasiegruppen i Amnesty.
(Roder sin mobiltelefon frem og kigger på
den. Kort pause.)
Forholdene i Sandholmlejren er jo forfærdelige. Folk kan
ingenting. De har ikke noget liv. Jeg tror min far dengang også oplevede noget
ubehageligt i Sandholm-lejren, men han vil ikke fortælle så meget om det. Han
vil hellere koncentrere sig mere om livet nu. Han sagde også, at man må betale
en pris for at få et bedre liv.
(De to kammerater ankommer, muligvis
maskerede):
Luk
asylcentrene! Forholdene derinde er
umenneskelige!
PIL:
… En
sådan lejr og den danske asylpolitik traumatiserer de mennesker, som i forvejen
har en vanskelig tilværelse. Er vi klar til det på
lørdag?
VEGA:
Folk
skal mødes ved Allerød Station kl. 12.00. Når alle er samlet, begynder det med
en almindelig demonstration ”Luk Lejren”. Optoget skal ud mod lejren ad
Sandholmgårdsvej.
PIL:
Så kan
nogle af os prøve at nå frem til lejren ad andre ruter. Selve demonstrationen er
helt fredelig. Folk spiller musik og holder taler uden for lejrens hovedindgang.
Vi håber, at beboerne fra Sandholmlejren vil
deltage.
VEGA:
Når vi
ser et aftalt signal for det, går vi i gang. Vi bryder ud af
hoveddemonstrationen og klipper de udvalgte dele af hegnet, der omkranser
Sandholmlejrens beboelsesområde, over. Så vælter vi
hegnet!
PIL:
Husk at
vores hovedindkaldelse er til en aktion, der er ikke-voldelig. Det skal ikke
føre til nogen heftig konfrontation med
politiet.
MEI: Jeg
skal også lige lave et spørgeskema for Amnesty, og jeg er faktisk snart færdig
med det… En ting til… Hvor skal vi hente
boltsaksene?
(Pil, Vega går ud, og lyset dæmper
efterhånden ned.)
(Mørke. Sceneskift.)
----------------------------------------------------------------
(Lyset op igen på Mei. Mei kommer frem fra
venstre side med en bunke papirer i hånden og går mod højre. Hun kommer ned til
publikum for at dele dem ud. På papierner står der ”Spørgeskemaet” med bl.a. spørgsmålene: ”Hvad synes du
om den asylpolitik, som den danske regering fører?”, ”Hvad mener du, at du selv
kan gøre for at afhjælpe asylansøgernes situation?”, ”Synes du, at Danmark er et
foregangsland i spørgsmålet om humanistiske værdier?” I bunden af papiret står der med lille
skrift: ”Det ovenstående er overhovedet ikke noget dokumentarisk. Det er
nogle tekster fra teaterforestillingen, nemlig ud af en ren fiktion.” På bagsiden af papiret kan der stå fx
Integrationsminesteriets spørgeskema.
Mens Mei deler sedlerne ud, kommer to af korets
skuespillere på scenen og tænder video-projektøren. Her viser de klippet, hvor
Mei holder tale til en Amnesty-forsamling. De sidder ned, mens videoen
kører.)
MEI´s
tale i videoen fortsætter:
Jeg
ved, at jeg skal gøre noget ved det.
Staten Danmark sender folk tilbage til en trøstesløs
verden. Når asylansøgeres sag er behandlet, og de fx ikke har fået asyl, men
alligevel ikke kan rejse hjem, fordi det er for farligt i deres hjemland, må de
opholde sig i årevis på et sådant trøstesløst sted som asylcenteret.
Det
ser tilsyneladende menneskeligt ud i asylcenteret. Her får folk syv hundrede kr.
pr person hver anden uge til alt dvs. tøj, transport og mad. Man kan kun lige
klare sig for disse penge, når man køber de billigste madvarer fra Netto, Aldi
og Lidl. Ja, man lader dem kun lige akkurat overleve, mens at de konstant bliver
konfronteret med en benhård holdning: I er ikke borgere her, I bor her kun
midlertidigt, indtil at der er truffet en afgørelse. Vi giver jer lidt penge til
mad, indtil I tager afsted, ligesom de dyr, som vi hjælper, når de er kommet til
skade, og de skal tilbage til naturen, så de kan klare sig selv igen. Vi hjælper
kun asylansøgerne, fordi vi har vores humanistiske værdier. Men det er en grusom
form for tortur at lade folk vente uden at kunne tage arbejde, møde danskere
uden for lejren og indgå i det danske samfund.
Jeg
kan ikke tåle tanken om, at der skal være nogen i Danmark, der behandles på en
så uværdig måde. Asylansøgerne bliver alvorligt syge af at sidde i lejrene.
Mange er traumatiserede nok i forvejen af den flugt, som de har været på, og den
undertrykkelse, som de har været udsat for i deres hjemlande.
(Pause)
Ja,
det er ligesom teksten til den sang, som de spiller for tiden
...
(Den tredje skuespiller kommer frem på scenen
og slukker videoen. De to andre står
op.)
----------------------------------------------------------------
De tre skuespillere på
scenen
- Hvad
er den for en sang?
- Ja,
hvad for en sang? Mei har dog ikke noget
ordsprog.
- Men
jeg ved i hvert fald, at hun kan lide den der
Christiania-sang..
(Tre skuespillere læser op i kor, med
musikken i baggrunden. ”I kan ikke slå os
ihjel”)
…I kan
ikke slå os ihjel
I holder
på magten
og
støtter det I kender
I kæmper
jeres kampe
for at
vinde nye stemmer -
låser
vore døre
med
sikkerhedskæder
vi er
mennesker der lever
ler og
kæmper mens vi græder
…I kan
ikke slå os ihjel
(Hos familien Zheng. En stor, men ufærdig
kinesisk festlagkage står på et fad, midt i stuen. Man kan se, at
bevægelsesrummet for menneskene på scenen er temmelig lille og væsentligt mindre
end før, og at kagens rum er meget større. Kagen er også vokset i omfang rent
proportionelt med udvidelsen af rummet).
JUN (har en åben bog i hånden, som han lægger fra
sig, imens han læser højt.):
”Der var
engang en yngling i en storby
på den
anden side af jordkloden”
Sikke en
hjemve!
JUN(monolog). (Taler til sig selv, mens han kigger på kagen
som sit eget værk). Man skal være taknemmelig. Især når man selv har fået
hjælp til at slå sig ned i et fremmed land og har fået lov til at trives med sin
lykkelige familie.
(Pause.)
Nogen
gange vil jeg gerne hjælpe andre, selvom det samtidig kan irritere mig, at de
skal belemre mig med deres problemer.
(Vender sig om, taler til
publikum.)
Ja,
dengang da jeg kom hertil, var jeg hjælpsom. Jeg boede på et værelse i en
ungdomsbolig i Hvidovre. Jeg gik på
sprogskole om dagen. En gang efter
midnat, var der nogen, der bankede på min dør. Jeg havde ikke ret mange møbler,
men jeg havde købt et meget flot rødt gulvtæppe, og jeg fik nogle røde gardiner
tilsendt af min lillesøster i Kina. Jeg lukkede døren op. Der stod en lidt sløv
mand i døren. Jeg vidste ikke, at manden var narkoman. Han så lidt overrasket
ud, da han så mig. Han sagde, at han ville låne telefonen for at ringe efter en
taxa, fordi der ikke længere kørte nogen busser. Det var efter midnat. Jeg lod
ham ringe. Men han ringede alligevel ikke og sagde, at han i stedet ville låne
min sofa og hvile sig lidt. Jeg troede at det var dansk skik og brug, at man kom
til en fremmed persons hjem og bad om lidt hjælp, og så fik den. Jeg var ikke så
velvilligt indstillet, men jeg syntes, jeg skulle respektere den danske kultur,
så jeg lod ham sidde på min sofa. Så faldt han i søvn. Jeg stolede ikke på ham,
så derfor holdt jeg mig vågen og sad ved mit skrivebord, indtil kl. 6 om
morgenen. Så vækkede jeg ham og sagde, at der nu kørte busser igen. Han ville
ikke gå sin vej. Jeg sagde, at jeg ikke kunne hjælpe ham mere, og han blev nødt
til at gå sin vej. Så gik han endelig, og han var meget vred. Et år senere
genkendte jeg ham på gaden, hvor jeg gik sammen med en skolekammerat fra VUC.
Jeg fortalte kammeraten om episoden. Kammeraten sagde, at han så ud som en
narkoman, og at det ikke var et udtryk for dansk kultur, at man lukker en
fremmed ind hos sig midt om natten. Jeg blev efterhånden lidt mere fortrolig med
den danske kultur, og nogle år senere fandt jeg også ud af, at når luderne
driver forretning i deres egne lejligheder, har de tit røde gardiner i vinduet.
Så forstod jeg endnu bedre episoden.
(vender tilbage til
kagen.)
Jeg
forstod, at integration ikke bare går ud på at være hjælpsom og flink, fordi de
fleste udlændinge er hjælpsomme og flinke i forvejen. Integration går i hvert
fald slet ikke ud på at lukke nogen fremmede ind hos
sig.
(Mei kommer
hjem.)
MEI:
Hej,
far.
JUN:
Det er
godt. Du kommer hjem.
MEI:
Sover du
ikke?
JUN:
Nu kan
jeg snart gå i seng.
MEI:
Du
behøver altså ikke at vente på mig. Jeg er et voksent menneske
nu…
JUN:
Jeg ved,
du er voksen. Men jeg bliver bekymret, når du er ude om aftenen siden sidste
gang, hvor du kom fuld hjem.
MEI:
Nej,
far. Nu taler du om det igen. Det var bare en
fest.
JUN:
Ja, men
du ved, det var en forfærdelig oplevelse for os alle, da du kastede op og havde
migræne dagen efter…
MEI:
Det var
jo bare almindelige tømmermænd. Vi behøver da ikke at tale om det hele tiden.
For resten har jeg også lovet dig, at jeg aldrig drikker mere, når jeg går til
fest.
JUN:
Ok, det
er godt. Så behøver jeg ikke være bekymret…
MEI:
Nej, det
behøver du overhovedet ikke. Jeg var bare til et
Amnesty-møde…
JUN:
I har en
del aktiviteter for nylig. Var Petrine også
med?
MEI:
Jo. Det
var hun.
JUN:
Ja, det
er godt, at I gør noget for andre folk. Hvis det er muligt, vil jeg også
gerne…
MEI:
Vi er jo
med i aktionsgruppen på vores gymnasium. Hvis du vil være med i Amnesty, kan du
melde dig ind i en lokalforening. Men du har jo travlt med restauranten og nu
også med din kage…
JUN:
Ok, ok,
jeg vil gerne melde mig ind som et medlem. Jeg vil betale og på den måde bidrage
til denne gode sag…
MEI:
Tak,
far. Det er sødt af dig. Jeg er glad for, at du vil melde dig ind i Amnesty. Nu
er jeg lidt træt, og jeg tror, jeg snart skal
sove.
JUN:
Jo, jeg
gør det. I morgen! Det er godt, at man hjælper andre, når man selv har overskud.
Jeg har stor respekt for de folk fra Amnesty, Folkekirkens Nødhjælp osv. Det er
søde mennesker, der gerne vil hjælpe andre. De fleste af vores danske venner
betaler også til den slags. Ja sådan gør de hæderlige
mennesker…
(Mei er allerede væk. Jun vender tilbage til
sin kage, imens han begynder sin
monolog)
JUN (Sukker):
Amnesty
International… (vender sig om, taler til
publikum.) Jeg mener, det virkelig. Det er hæderligt at være med i Amnesty.
(monolog. Han kommer ind i kagens rum, og
taler snart med sig selv og snart til publikum.) Da jeg åbnede min
restaurant, var der nogle danske gæster, der sagde til mig, at de havde stor
respekt for mig, fordi jeg var en forkæmper for frihed og demokrati. De sagde
det, fordi de hørte, at jeg var kineser. De troede, at det var sådan, fordi der
ikke fandtes ret mange kinesere i Danmark: Når en kineser var kommet til Danmark
som flygtning, måtte han være en sådan en, der engang havde hejst frihedens flag
på den himmelske freds plads. Jeg var lidt flov, da jeg hørte det, fordi jeg
ikke er en sådan en. Jeg havde betalt en menneskesmugler for at arrangere en
rejse for mig til Canada, inden den store demonstration fandt sted i Kina. Så
jeg var i Shanghai, da de studerende begyndte at gå på gaden. Jeg ville ikke
være med, fordi jeg vidste, at jeg snart skulle til Canada, og jeg ikke risikere
at få et uventet problem. Jeg troede ikke på nogen studenterbevægelse, fordi jeg
jo havde oplevet at være en del af en dengang i 1987. Den var bare en slags
fest. Det var også bare en stor fest i 1989. Jeg troede ikke, at en sådan fest
kunne give kinesere et bedre liv, men jeg vidste, at min rejse til Vesten ville
give mig en bedre tilværelse. Prøv at se på dem, som var ledere af og stjernerne
i studenteroprøret i 1989. De fleste af dem, der nåede at flygte fra Kina, er
forretningsfolk i dag. De forstod ikke dengang, hvad ”demokrati” betyder, sådan
som de råbte det i munden på hinanden; nu har de måske forstået det, da de
aktivt fravælger det, og i stedet vælger de at tjene penge, tjene gode penge,
tjene store penge, tjene hurtige penge. Det, de i virkeligheden vil have, er
nemlig en bedre tilværelse! Jeg var også heldig, fordi jeg sad i et fly langt
væk fra Kina, da massakren begyndte. Ellers skulle jeg have skiftet til et andet
fly i København for at rejse videre til Toronto, men så valgte jeg i stedet at
søge asyl i den danske lufthavn. Jeg kom til Sandholm. Jeg fik ikke status som
en politisk asylansøger ud fra FN-konventionen men fik en humanitær
opholdstilladelse på grundlag af, at der lige havde været en massakre i Kina.
Jeg er tilfreds, og jeg er taknemmelig. Men jeg er nemlig ikke en, som har rejst
et frihedens flag i Kina.
(Mørke. Sceneskift.)
----------------------------------------------------------------
De tre skuespillere på
scenen
- Hvad
synes I? Har han en henvisning til det, han
sagde?
- Jeg er
heller ikke sikker.
- Lad os
læse det.
(De tre skuespillere læser op i
kor):
I
oldtiden skrev en mand i Staten Chus hovedstad et brev til Staten Yans
premierminister. Det var mørkt, da han sad og skrev. Så han sagde til sin
tjener, ”mere lys, tak!” Men eftersom han var så koncentreret i skrivning, skrev
han også ordene ”mere lys, tak!” med i
brevet.
Da
Staten Yans premierminister fik og læste brevet, forstod han ikke de ord ”mere
lys, tak!” i brevet, som var uden for sammenhængen. Men da han mente, at han
selv var en klog og lærd mand, måtte han afkode disse ord. Så fortolkede han
”mere lys, tak!” som ”øg retfærdigheden, gennemsigtigheden og velviljen”. Han
brugte nu ordene som et konkret, politisk forslag og rådede sin konge til at
føre en mere anstændig politik. Derefter blev Staten Yan til et
velfærdsland.
Ordene
blev skrevet ned ved en fejl og fortolket ved en fejl, men de havde en god
virkning alligevel.
(Hos familien Zheng. Den næsten færdige
kinesiske festlagkage står midt i stuen. Den ser virkelig flot ud og er seks
gange større end den, der var der tidligere. Kagens rum er blevet endnu
større).
(Jun nynner en eller andet melodi, mens han
arbejder på kagen i dens rum. Telefonen ringer i baggrunden. Ying Li kommer frem
i det lille bevægelsesrum for mennesker. Hun løber hen i baggrunden for at tage
telefonen.)
JUN (lidt opmuntret med sin kage):
De vil
have det godt. Vi vil have det godt. Hvis vore forskellige interesser medfører
sammenstød, og disse sammenstød kommer til at koste for meget både for dem og
for os, da må der være tale om, at vi bygger en kulturforståelse imellem dem og
os. Sådant siger den kloge nydansker.
(YING
LIs stemme i
baggrunden):
Det er
Ying…
…
Nå..
Hej! Petrine…
…
Nej, jeg
troede, at Mei var hos dig, hun sagde at hun skulle hos
dig…
…
Det
lyder lidt mærkeligt!
…
Ok, jeg
siger det til hende, når hun kommer hjem.
…
Vi ses,
og hils omkring.
…
Det skal
nok. Hej.)
(Samtidig fortsætter Jun på den anden siden i
kagens rum, både med sit arbejde på kagen og sin
tale)
JUN: (taler til sig
selv)
Jeg
forlod Kina, fordi jeg havde en drøm om at leve et liv ligesom det, vi så i
Hollywood-film i1980erne. Det lyder meget jo materialistisk. Måske man ser ned
på dem, der gør alt for at opnå velstand i en ren, materialistisk forstand. Jeg
var ligeglad med et sådant hykleri, fordi jeg vidste, at man først kan gøre grin
med materialismen, når man har råd til det i materialistisk forstand. Der findes
ikke nogen idealist, der er født fattig, men kun de idealister, som er født
rige, er i stand til at vælge en idealistisk, men fattig livsstil til. Dem, som
er født med adgang til rigelige mængder af mad i livet, kan fx vælge at
aktionere og være sultestrejkende kunstnere, imens de, som er født og opvokset
med mangel på mad, kun vil søge efter at få noget
mad…
(Ying Li kommer frem imens. Jun har ikke
mærket Ying Lis tilstedeværelse.)
YING LI:
(mumler)
… Hun er
sikkert hos en fra sin Amnesty-gruppe… (kigger på Jun og kagen) Jun arbejder
stadigvæk med sin kage. Næsten færdig med den, Ih, hvor er det
flot!
(klapper Jun på
skulderne):
Skat,
din kage har næsten fået sit eget liv!
JUN:
Undskyld. Jeg befandt mig et eller andet fjernt sted og
har ikke hørt dig komme. Er den ikke flot, hva’? Men den er ikke helt færdig.
Det tager ca. en uges tid til.
(Der lyder en lyd fra
brevsprækken.)
YING LI:
Det var Politiken, der kom. Nu skal du også slappe lidt af. Du sidder ned, og
jeg laver te til dig.
(Ying Li går ud og kommer tilbage med avisen.
Jun sidder og bladrer i Politiken).
(Ying Li kommer med te. Jun drikker te og
læser avisen.)
JUN:
De
siger, at der er sort arbejdskraft i restaurationsbranchen. Folk er ansat sort
og hæver sociale ydelser samtidig.
YING
LI:
Nå. Står
der det? (Hun går hen til skrivebordet og
tænder for sin PC).
JUN:
Det er
sådanne restauranter som vores, at der er problemer med
det.
YING
LI:
Vi er jo
kun os selv på restauranten.
JUN:
Ja, og
Feng har hjulpet lidt til, men han er jo vores
familiemedlem.
YING LI:
(efter at hun har åbnet sin email og
læser lidt).
Der er
en mail fra Feng.
JUN:
Jeg skal
nok hente ham i lufthaven. Hvad siger han?
YING
LI:
Han
kommer ikke hjem. Fordi han vil starte en cafe op i
Kina.
JUN:
Gør han
det?
YING
LI:
Han
sagde i sin e-mail, at han sammen med nogle folk fra Shanghai vil starte en
”Double-Happiness Healings-cafe”.
JUN:
Det
lyder godt da. Han bruger endda navnet for vores restaurant og firma. Jeg har
hele tiden vidst, at Feng ville få en stor karriere. Nu gør han det. Skal du
svare ham med det samme? Skriv til ham, at hele vores familie støtter ham. (Fortsætter med at læse avisen. Stopper
pludselig op.) Nej, nej, det er ikke
rigtigt!?
YING
LI:
Hvad er
det?
JUN:
Det er
vores datter. Ja det er Mei her. Mei er med i en artikel i Politiken!
YING LI
(står op og løber hen til
Jun):
Er det
rigtigt. Lad mig se.
JUN:
Her er
et billede, hvor hun står sammen med formanden af Amnesty International. Hun
udtaler sig på Amnestys vegne.
”Den
danske stat overtræder menneskerettighederne. Den danske stat er medskyldig i,
at asylansøgere bliver sindslidende. Hvorfor må asylansøgere ikke indgå i det
danske samfund og tage arbejde eller uddanne sig, imens de venter på, at deres
sag bliver behandlet? Det må stoppe nu! Vi appellerer til, at Sandholmlejren og
alle de andre asyllejre i Danmark bliver
lukket.”
YING LI:
Vores datter er så dygtig!
JUN:
Ikke kun
dygtig, men også samvittighedsfuld. Sådan som en rigtig god borger skal være,
der taler de svage og lidende folks sag. Hun gør det også på en civiliseret
måde, ikke som de anarkistiske ballademagere fra Ungdomshuset, der står bag en
masse ødelæggelser uden at gavne nogen som helst. Ja, vi kan være stolte af
vores datter. Vi kan faktisk være stolte af begge vores børn. Nu laver de
virkelig nogle fornuftige ting i deres liv!
YING
LI:
Jeg
skriver til Feng og fortæller ham om det
også.
(Det bliver mørkt. Ying Li forsvinder i
baggrunden. Jun begynder sin monolog med avisen i
hånden.)
JUNs
monolog:
Jeg
støtter virkelig Mei i hendes udtalelser. Nogle ord må vi som eks-flygtninge
ikke sige højt, men Mei må gerne sige det, fordi hun er født i
Danmark.
Lighed,
lige rettigheder, … alt det, som danskerne har adgang til, det vil jeg også
gerne have, fordi jeg er et menneske ligesom, alle danskere er mennesker. Men
når danskerne ikke vil lade mig have lige så meget, som de selv har, kan jeg jo
ikke klage, fordi jeg kun kan stå her og tænke på disse ting, netop at det er
under en sådan præmis, at danskerne har hjulpet mig, og som det gode, gamle
kinesiske ordsprog også sagde, så skal man være
taknemmelig.
(Bladrer i avisen, alt imens at kagens rum
bliver endnu større.)
Nogle
danskere vil hjertens gerne hjælpe. Der er ikke nogen pinlige spørgsmål hos dem,
der gerne vil hjælpe. Når der er et pinligt spørgsmål, er det fordi, man ikke
vil hjælpe. ”Er du virkelig i en nødssituation?”, ”Kan du bevise, at du har brug
for hjælp?” eller ” Hvordan kan du forsikre os om, at dine blå mærker ikke er
nogle, du selv har lavet?”.
Hvis
sådanne pinlige spørgsmål ikke skræmmer dig væk, slår udlændingelovene og
reglerne så til. Disse love og regler er - ligesom disse spørgsmål - ikke dannet
ud fra en velvilje om at hjælpe andre, men ud fra en modvilje til at
hjælpe.
(Taler til publikum.) Jeg følte mig også
heldig, fordi jeg fik hjælp af jer, de danskere, som hjertens gerne vil hjælpe,
- I havde hjulpet mig ved at give mig lov til at leve i dette velstandsland, og
fordi I ikke havde pint mig med sådanne
spørgsmål.
(Vender tilbage til kagen og taler til sig
selv.) Omvendt er det også således: Det at hjælpe, kommer ikke an på, hvor
stor en velstand man har, men kommer an på, hvor stor vilje man har til at
hjælpe.
Det er
en værdiforståelse, som på en måde passer ind i gammel kinesisk visdom: Man
spørger ikke om hjælp fra dem, som ikke vil give hjælp. Man kommer hos de nådige
ånder for at søge husly, men skal ikke banke på døren hos tigre og
ulve.…
(Mørke.
Sceneskift.)
----------------------------------------------------------------
De tre skuespillere på
scenen
- Kan du
finde flere af de visdomsord, han nævnte?
- Nej,
det kan jeg ikke.
- Men
her har jeg et eller andet.
- Godt,
lad os bare læse det op.
(Tre skuespillere læser op i
kor):
Konfusius gik forbi ved den ene side af Tai-Bjerget. Der
sad en kvinde og græd ved en grav og sørgede. Konfusius vendte sig om og
lyttede. Han sendte sin elev Zilu hen til at stille nogle spørgsmål til kvinden.
Zilu sagde ”Du græder så meget, og du synes at have stor sorg”. Kvinden sagde,
”Du har ret. For lang tid siden spiste en tiger min svigerfar, så blev min mand
også spist af en tiger. Nu blev min søn også spist af en tiger.” Konfusius
spurgte da ”Hvorfor forlader du ikke stedet?”. Kvinden svarede, ”Fordi der ikke
er noget benhårdt tyranni her.” Konfusius sagde ”Mine børn, I skal huske, at et
benhårdt tyranni er mere forfærdeligt end
tigre.”
(Hos familien Zheng. En kæmpestor, næsten
færdig kinesisk festlagkage står i midten af stuen.
)
(Jun kommer og fjerner den. Så kommer Ying Li
ind igen med en rigtig flot kinesisk festlagkage i flere etager, der er rigt
dekoreret, på et skinnende sølvfad.)
JUN:
I dag
har vi lavet den rigtige kage færdig, og den eksperimenterede model af kagen kan
smides væk.
Jeg
henter lige kameraet.
YING
LI:
Denne
nybagte flotte kage skal afsted til
Kongehuset.
JUN:
For så
at komme til at stå på selveste Dronningens
bord.
YING
LI:
Så skal
den bagefter spises af alle danskerne.
JUN:
De vil
synes, det er den ypperligste af alle festlagkager. En rigtig
Dronningekage.
YING LI:
(går hen til sin
PC)
Jeg
tjekker lige, hvornår vores mellemmand kommer og henter den. Skal vi ikke
fortælle Feng om vores kage?
JUN (tager fotos af
kagen):
Jo. Du
kan skrive en mail til ham.
YING
LI:
Han
bruger en ny kinesisk adresse, efter han besluttede at blive boende i Kina. Har
du hans nye mail adresse?
JUN:
Jo. Men
jeg har den ikke lige her. Gå ind på hans firmas hjemmeside og tjek det. Der er
et link til hans email, ikke?
YING
LI:
Jeg prøver.
Jo. Her. Her er den. Tror jeg nok. www.cafe-doublehappiness.cn. Nå, hedder det nu Doublehappiness
Massagecafe Shanghai. Ih, ih? Mærkeligt… hvorfor er der er fuld af piger i
badedragter på forsiden? Du må komme og kigge.
(Dørklokken ringer.)
JUN:
Jeg
tror, det er posten. Du tager den.
(Ying Li går ud. Jun kommer til sin
PC.)
JUN: (humørskift)
Det kan
ikke passe. Det er simpelthen et bordel.
Nej,
nej, nej…”inspireret fra Danmark, der var det første land til at frigive den
tekstlige og billedpornografien. Derfor tilbydes der også det, der hedder
’dansk’ på ’Double Happiness
Healing-caféen’.”
YING
LI:
(Fra baggrunden.) Bilen til kagen venter
udenfor. Og så her, et anbefalet brev fra politiet. (Kommer på scenen igen efterhånden) Til
Mei Zheng.
JUN:
Lad os
åbne det. Det er ikke fordi, jeg vil overskrive mine børns grænser, men det er
jo et brev fra politiet. Og Feng driver simpelthen en bordelvirksomhed… (Han tager brevet og åbner
det).
YING
LI:
Hvad er
det?
JUN: (bleg i
ansigtet)
Det er
en dommerkendelse. Mei skal møde op i retten. Hvis hun ikke møder op, kan
politiet komme efter hende…
YING
LI:
Hun har
brudt loven!?
JUN:
Nej,
nej, nej!
YING LI:
(tager brevet ud af hænderne på
Jun)
Har
vores Mei klippet hegnet over til
Sandholmlejren?
Har hun
været tilbageholdt af politiet?
Har hun
sparket ud efter en tjenestemand i funktion?
(Jun render forvirret rundt. Kagen falder
pludselig sammen.)
(Scenetæppet går
ned.)
----------------------------------------------------------------
De tre skuespillere på
scenen
(De tre skuespillere kommer frem foran
scenetæppet.)
- Det
var deprimerende!
-
Tingene behøver ikke at ende sådan.
- Lad os
få en mere positiv slutning.
-
OK.
(Hos familien Zheng. En kæmpestor, næsten
færdig kinesisk festlagkage står i midten af stuen.
)
(Jun kommer og fjerner kagen. Så kommer Ying
Li ind igen med en rigtig flot kinesisk festlagkage i flere etager og rigt
dekoreret, på et skinnende sølvfad.)
JUN:
I dag
har vi lavet den rigtige kage færdig, og den eksperimenterede model af kagen kan
smides væk.
Jeg
henter lige kameraet.
YING
LI:
Denne
nybagte flotte kage skal afsted til
Kongehuset.
JUN:
For så
at stå på selveste Dronningens bord.
YING
LI:
Så skal
den bagefter spises af alle danskerne.
JUN:
De vil
synes, det er den ypperligste af alle festlagkager. En rigtig
Dronningekage.
(Det ringer på
døren.)
YING
LI:
Jeg
tror, det er posten. Jeg åbner døren.
(Ying Li går ud. Jun går hen til
kagen)
(Ying Li kommer ind
igen)
YING LI:
Der er tre breve. Et er til dig, et er til
Mei.
JUN (åbner
brevene):
”På
grund af deres indsats i anledning af spørgsmålet om integration og på baggrund
af deres kagekunst vil Kongehuset hermed invitere Dem og Deres kone til audiens
hos Dronningen. Deres datter Mei Zheng er også inviteret, fordi hun har udvist
en stor humanisme over for de hjælpeløse flygtninge. Deres søn Feng er også
inviteret, fordi han har bragt den kinesiske akupunktur og urtemedicin til
Danmark for at helbrede de kræftramte danskere og derigennem bragt håb til dem,
der ikke længere har håb…
Vi har
også sendt en invitation direkte til Deres datter i Danmark og Deres søn i
Shanghai.”
YING
LI:
Det er
rørende. Jeg får tårer i øjnene.
JUN:
Endelig!
Dagen er kommet: My dream has become true.
(Musik. Lyset fader
ud.)
(Musik. Lyset op, lidt efter
lidt.)
(Scene uden ord. Dronningen modtager familien
Zheng.)
(Scene uden ord. Dronningeparret spiser
middag med familien Zheng.)
(Scenetæppet ned midt i
musikken.)
----------------------------------------------------------------
De tre skuespillere på
scenen
(De tre skuespiller kommer frem på
for-scenen.)
- Det
var da overdrivende positivt!
- Nej,
jeg tror ikke på en sådan forkærlighed over for vores
helt.
- Måske
i Sverige, Norge eller Holland, men ikke Danmark. Danmark vil aldrig udvise en
sådan overdrivende barmhjertighed over for en nydansker, han vil ikke kunne få
en sådan skæbne.
- Hvis
en slutning er deprimerende, er den dog
virkelig.
- Lad os
nu bare se, hvordan vores helt klarer situationen
selv.
-
OK.
(Scenetæppet går op. Scenen er ligesom scene
8 og fortsætter fra et tidspunkt i scene
8.)
YING
LI:
Jeg prøver.
Jo. Her. Her er den. Tror jeg nok. www.cafe-doublehappiness.cn. Nå, hedder det nu Doublehappiness
Massagecafe Shanghai. Ih, ih? Mærkeligt… hvorfor er der er fuld af piger i
badedragter på forsiden? Du må komme og kigge.
(Dørklokken ringer.)
JUN:
Jeg
tror, det er posten. Du tager den.
(Ying Li går ud. Jun kommer til sin
PC.)
JUN: (humørskift)
Det kan
ikke passe. Det er simpelthen et bordel.
Nej,
nej, nej…”inspireret fra Danmark, der var det første land til at frigive den
tekstlige og billedpornografien. Derfor tilbydes der også det, der hedder
’dansk’ på ’Double Happiness
Healing-caféen’.”
YING
LI:
(Fra baggrunden) Bilen til kagen venter
udenfor. Og så her, et anbefalet brev fra politiet. (Kommer på scenen igen efterhånden.) Til
Mei Zheng.
JUN:
Lad os
åbne det. Det er ikke fordi jeg vil overskride mine børns grænser, men det er jo
et brev fra politiet. Og Feng har simpelthen drevet en bordelvirksomhed… (Han tager brevet op og åbner
det).
YING
LI:
Hvad er
det?
JUN:
En
indkaldelse til retten. Mei Zheng skal møde op. Hvis hun ikke møder op, kan
politiet komme efter hende.
YING
LI:
Hun har
brudt loven!?
JUN:
Nej,
nej, nej.
YING LI:
(tager brevet ud af hænderne på
Jun)
Har
vores Mei klippet hegnet over til
Sandholmlejren?
Har hun
været tilbageholdt af politiet?
Har hun
sparket ud efter en tjenestemand i funktion?
(Jun render rundt omkring festlagkagen i
afmagt og panik. Kagen falder pludselig
sammen.)
(Jun har flødeskum i sit ansigt. Hans
bevægelser er stivnede.)
YING
LI:
Er du
OK?
JUN: Jo,
jeg er OK. Vil du ikke være sød og gå ud til chaufføren og sige til ham, at vi
er lidt forsinkede og bede ham om at vente
lidt?
YING
LI:
Ja, det
gør jeg med det samme.
(Ying Li går ud af
scenen.)
(Jun står et øjeblik helt stille. Pludselig
vælter han kagen ned på gulvet og hopper, stamper og træder på den på en helt
afsindig måde. Der er flødeskum ud over det hele.)
JUN: Din
dumme kineser, din perker, din dumme indvandrer, din taber, din idiot, din gule
neger, din risgnasker, din skævøje, din … (alle mulige bandeord). Du kan kun lave
fiasko på fiasko. Du kommer aldrig til at tilhøre samfundets
overklasse..
(Han tager en kølle og slår den ned i bordet,
der får en stor flænge, og bagefter slår han køllen ned i gulvet. Så ser han, at
Ying Li kommer. Han lader som om, at ingenting er
sket.)
YING
LI:
Er du
OK. Skal jeg sige til chaufføren, at han skal køre
igen?
JUN:
Nej,
selvfølgelig ikke.
YING LI:
(forsøger at trøste
Jun):
Det gør
ikke noget, vi kan bare sige til dem, at det var et uheld. Man kan jo ikke
forhindre, at der kan ske et uheld. De vil helt sikkert have forståelse
for...
JUN:
Nej, du
beder ham bare om at vente lidt. Jeg rydder op
her.
(Ying Li går ud af
scenen.)
(Jun rydder
op.)
(Ying Li kommer op på scenen igen og hjælper
med at rydde op.)
(Det er ryddet
op.)
YING LI:
Nu er der ryddet op.
JUN: Ja,
nu er det ryddet op. Vil du komme med mig? Jeg har brug for din
hjælp.
(Ying Li og Jun går ud af scenen til venstre
side.)
(Ying Li og Jun kommer frem på scenen igen
fra venstre side. De to bærer en kage frem. En kage, der er dobbelt så stor som
den sidste.)
JUN(taler til Ying Li, mens de bærer kagen til
den højre side):
Lad os
bære den ud til bilen. Der står nemlig i den opskrift, jeg hentede fra Kina, at
man altid skal lave en reservekage ved siden af den rigtige kage. Hvis nu der
skulle ske noget med den første kage. Jeg følger opskriften, og den gamle visdom
svigter ikke. Mht. børnene skal vi måske være mere danske, lige så danske som de
gamle danskere, og lade dem tage ansvar for deres handlinger selv, og lade dem
lytte til deres egen samvittighed. Men mht. vores liv og os to, synes jeg nu, at
vi måske skal til at være lidt mere kinesiske. Det er bedre at følge de gamle
kinesiske opskrifter og lytte til den gamle kinesiske visdom, at lave en ekstra
reservedel…
(De går ud til den højre side, mens Jun
taler.)
(Scenetæppet går
ned.)
----------------------------------------------------------------
De tre skuespillere på
scenen
(De tre skuespillere kommer
frem.)
- Nej,
det er ikke færdigt endnu!
- Det
var hårdt, hva’?! Vi ved nu ikke hvilken videre skæbne, der venter den
sprogø´iske mand. I hvert fald er det hårdt for både ham og for vores
helt.
- Men
man skal aldrig give op, og der vil stadigvæk være håb, når man bliver ved i sin
stræben. Lad os høre en genfortælling af det kinesiske ordsprog på dansk i en
anden version:
(En
skuespiller):
Der var
engang en lille pige. Hun havde boet i København, lige siden hun blev til i
denne verden. Hun gik i sin københavnske gang. Hun så fjernsyn, og så fandt hun
ud af, at der fandtes mange andre flotte, forskellige gangarter end sin egen i
denne verden. Ja, det så hun på DR1, DR2, TV2news, TV2Lorry, osv.. De gangarter,
der var fremmede og for hende nye, var så elegante, smukke og storartede ja, så
menneskelige. Derfor købte hun en flybillet og rejste nu rundt i hele
verden. Hun kom til Berlin, Paris,
Tokyo, Hong Kong, Sydney, Bangkok, Mumbai, osv. for at lære den globaliserede
gangart, - en verdensborgers gang.
(En anden
skuespiller):
Tiden
gik. Det var hårdt at lære en verdensborgers gangart. Fordi den for hende ikke
var konkret nok. Hun kunne simpelthen ikke få sin egen gang med ind i den
almenmenneskelige dvs. den globaliserede gang, selv om hun havde arbejdet meget
hårdt for det. Tiden gik, og da hun en morgen vågnede i sin seng på et
vandrehjem i New York, fandt hun pludselig ud af, at hun havde glemt sin
oprindelige, københavnske gang, mens hun brugt al sin energi og koncentration på
at lære en verdensborgers gang. Nu mistede hun det københavnske uden at
realisere det globale. Hun kunne ikke gå på dansk, og hun kunne heller ikke gå
på udansk. Så hun kunne simpelthen ikke gå.
Det gik
ikke længere at blive i New York, så hun måtte vende tilbage til København. Men
hun kunne jo ikke gå på sine egne ben. Efter hun havde været ude i verden, var
hun nu overbevidst om, at det hele slet ikke drejede sig om at have en dansk
eller udansk gangart. Hun måtte løse problemerne på en anden
måde.
(En tredje
skuespiller):
Så hun
kastede sig ud i Atlanterhavet og svømmede i retning af København. Måske var hun
egentlig ikke oprindeligt god til at svømme, men da hun ikke kunne gå, var det
at svømme hendes eneste måde at rejse på. Hun blev bedre og bedre til at svømme.
Hun fik en perle i sit hår, hver gang det gik fremad med svømningen, og hun
lykkedes at lægge flere og flere kilometers afstand bag sig. Hun kom aldrig mere
til lands. For da hun endelig kom til Nyhavn i København, dannede alle perlerne
ligesom en krone på hende hoved. Nu indså hun, at hun havde opnået det, man
kunne kalde for en fuldent ”perlehed”, og at hun slet og ret var blevet til en
lille havfrue, som skulle svømme rundt i verden og repræsentere Danmark. Hun
skulle ikke vinde medaljer hjem til Danmark i et eller andet OL, men hun skulle
repræsentere Danmark og dele de dyrebare perler ud til hjælpeløse folk, der
havde brug for dem, sådan som Danmark engang havde gjort det for folk, der
levede i lande, hvor der var tyranniske undertrykkere, under apartheidregimer
ja, i forbindelse med krig og hungersnød.
(De tre skuespillere i
kor):
I 2009
var hun med, da det danske kongehus´ skib sejlede ind på havnen ved Huangpu
floden i Shanghai. Hun var ganske vist ikke blevet fotograferet sammen med
dronningen, men hun sejlede dog sammen med dronningen. Hun var der med sin
allersidste perle, som hun gerne ville give til de fattige og fremmede
gæstearbejdere i Shanghai. Det var netop disse grupper af mennesker, som byens
politi med tvang ville sende tilbage til deres øde landsby, for at beskytte den
flotte velfærd og de smukke værdier i
Shanghai.
(En dansk national
melodi).
(Den projicerede tekst slettes:
庄周《庄子•秋水》:“且子独不闻夫寿陵余子之学行于邯郸与?未得国能,又失其故行矣,直匍匐而归耳。”
Der var en gang en mand. Han hed Yu fra Shouling.
Han rejste til Handan for at lære at gå. Han nåede ikke at få lært det i Handan,
men mistede også sin egen gamle gangart. Så han kravlede hjem.)