Af Jimbut

Gud bevare nydanskerne

Figurer:

Jun Zheng er mand, fader. Han er kinesisk indvandrer, ejer af ”Double Happiness” - en kinesisk restaurant i Danmark. Han er uddannet farmaceut fra et universitet i Kina.

Mei Zheng er datter (mere ”dansk” end ”andengenerations-”), ikke klart bevidst om det kinesiske og det danske rent identitetsmæssigt. Gymnasieelev. Sandholmlejr-demonstrant. Festelsker. Fægteelev.

Ying Li, Juns kone (kærlig husmor).

Mei´s aktionskammerater Vega og Pil osv.

(Feng Zheng, søn. Kommer aldrig med på scenen som andet end en stemme.)

(Petrine, Mei´s skolekammerat og veninde. Kommer aldrig med på scenen.)

Indhold

Indledning En dansk version af et kinesisk ordsprog.

Scene 1 Jun får en bestilling på en festlagkage til Kongehuset.

Scene 2 Jun fægtetræner med datteren Mei.

Scene 3 Jun får et telefonopkald fra sin søn Feng i Kina, der er færdig med sit akupunkturstudie og snart kommer hjem igen til Danmark.

Scene 4 Familien ser OL. TV-signalet går pludselig ud.

Mellemspil Jun Zhengs ytringer og kommentarer.

Scene 5 Mei forbereder Sandholm-aktionen.

Scene 6 Jun venter på Mei. Mei kommer hjem.

Scene 7 Familien får at vide, at Feng ikke kommer hjem alligevel, da han istedet vil etablere sit eget firma i Kina. Mei er i Politiken og udtaler sig mod Sandholmlejren på vegne af Amnesty.

Scene 8 Kagen er færdig. Det viser sig, at Fengs firma er et bordel og Mei skal til retten.

Scene 8a En happy ending begynder. Kagen er færdig.

Scene 9a En happy ending slutter med en audiens. Men det duer bare ikke for en nydansker.

Scene 8b Juns egen løsning på krisen.

Slutning En anden dansk version af det selv samme kinesiske ordsprog.

Gud bevare nydanskerne. 1

Indledning

(Den projicerede tekst kommer frem: 庄周《庄子•秋水》：“且子独不闻夫寿陵余子之学行于邯郸与？未得国能，又失其故行矣，直匍匐而归耳。”

Der var engang en mand, der hed Yu fra Shouling. Han rejste til Handan for at lære at gå, men fik det ikke lært og mistede tilmed sin egen gamle gangart. Så han var nødt til at kravle hjem. )

----------------------------------------------------------------

De tre skuespillere på scenen

(De tre skuespillere småsnakker):

- Hvad betyder det, er det på kinesisk?

- Nej, det behøver da ikke være kinesisk.

- Det kan da også være dansk.

(En skuespiller læser op):

Imellem Fyn og Sjælland ligger der en lille ø, der hedder Sprogø. Hvis man ser den på et kort, så kan man se, at den ligner en lille perle midt i Storebælt. Det er øen, der er forbindelsespunktet til broen, efter at Storebæltsbroen mellem Fyn og Sjælland er blevet bygget.

Hvis vi forestiller os, at der bor én enkelt person på øen, som ikke behøver være dansker, selvom han er en sprogø´er.

Ok, lad os fortælle et kinesisk ordsprog på dansk.

(En anden skuespiller læser op):

Der var engang en sprogø´er i tiden før, Storebæltsbroen blev bygget. Han havde været på øen, siden han kom til denne verden. Han gik hver dag sin sprogø´iske gang, i sin sprogø´iske stil og med sin sprogø´iske gestus. Han så fjernsyn, og i fjernsynet så han, at folk i København havde en meget flottere gang end hans egen. Den så både elegant, selvsikker, humoristisk, DANSK, og amourøs ud. Derfor tændte han et bål, og da der var en båd, der så ilden og røgen, og sejlede forbi øen, bad han om lov til at komme med til Sjælland. Det fik han lov til. På Sjælland gik han hele vejen til København og slog sig ned for at lære Københavnernes gang, - den DANSKE gangart.

(En tredje skuespiller læser op):

Tiden gik. Det var hårdt at lære Københavnernes gang. Han kunne simpelthen ikke få sin egen gangart blandet ind i den rigtigt flotte, danske, selv om han arbejdede meget hårdt på det. Tiden gik, og da han en dag vågnede om morgen på sit lejede værelse i en andelslejlighed på Nørrebro, fandt han pludselig ud af, at han havde glemt sin oprindelige, sprogø´iske gang. Det var sket, imens han brugt al sin energi og koncentration på at lære den danske gang. Nu havde han mistet det sprogø´iske vel og mærke uden at han havde vundet noget fra det københavnske. Han tabte sin perlehed, og nogen danskhed fik han ikke. Han kunne slet ikke gå mere.

(En anden skuespiller læser op):

Det gik ikke at blive i København, så måtte han vende tilbage til Sprogø. Men da han ikke kunne gå, måtte han kravle. Så han kravlede hele vejen hjem. Da han endelig kom til Korsør, så han en bro. Han kom ikke over, fordi man gerne måtte køre på broen, men ikke kravle på broen. Han hørte ikke hjemme nogen steder.

(En skuespiller):

Det var hårdt, hva’?! Lad os se en historie om vores helte-familie.

(Tre i kor):

Familien Zheng.

Scene 1

(Scenetæppet er ikke gået op endnu. Jun kommer frem foran scenetæppet med et brev i hånden. Begejstret.)

JUN: (vender sig om, taler til publikum)

Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville gå os sådan. Jeg har kæmpet for at få min familie rigtigt etableret i det danske samfund. Ja, jeg har satset gennem min opdragelse på, at vores børn kunne blive en del af i den mere respektable del af samfundet. Men nu går det simpelthen, Bang! Alt er på plads! Ikke kun for børnene men også for mig selv. Alt er en lykke. Nej, jeg havde ikke drømt om, at selve Kongehuset ville ringe til mig.

(Scenetæppet trækkes op. Hos familien Zheng. En stor, men ufærdig kinesisk festlagkage i flere etager står på et sølvfad i den ene ende af stuen. Kagens dekoration er holdt i rød-hvide farver. Jun er i gang med at arbejde på kagen. Ying Li kommer ind med en pose i hånden.)

JUN (til Ying Li):

Har du købt ind?

YING LI:

Ja, elpæren på restaurantens toilet var gået. Jeg købte et par nye. Hvorfor er der en kage herhjemme?

JUN:

Jeg har gode nyheder! Nu skal jeg først takke postbuddet, selv om han ikke kan høre, hvad jeg siger. Her er et bestillingsbrev fra Kongehuset. De har hørt om vores madlavning og vores kagekunst. De har bestilt en kæmpe kinesisk festlagkage til dronningeparret i næste måned.

YING LI:

Virkelig? Men det er jo først i næste måned… (griner og mumler lidt) det er bare en bestilling…

JUN:

Ja, men jeg skal gøre mit bedste. Jeg skal afprøve den gamle opskrift, jeg fik af farfar. Jeg er i gang med at eksperimentere med det. Ellers kan det ikke blive den bedste… (vender tilbage til sit arbejde på kagen).

YING LI:

Jeg kører til restauranten nu. Vi ses senere.

(Ying Li afsted.)

JUN (monolog):

(Vender sig om, taler til publikum.)

Jeg har to nøgler til den kinesiske kulturskat: En opskrift fra den kinesiske kagekunst og inden for kinesisk akupunktur og urtemedicin et slags syn for den mulige tryllekraft, der ligger i det. Min dagligdag er på vores restaurant, men det er i mit eget firma ”Double Happiness”, at vi laver de fine kinesiske cremekager. Det er dér, at min drøm skal blive til virkelighed. Det er den højeste, fineste kagekunst, vi taler om. Jeg har nu sendt min søn Feng til Kina, fordi han skal finde ud af noget mere omkring kinesisk akupunktur. Jeg mener, om hemmeligheden bag og hemmeligheden i den kinesiske akupunktur. Jeg kommer til at vide meget mere om det, når han kommer hjem.

(Vender tilbage til sit arbejde på kagen.)

Jeg har nogle forbilleder i mit liv fx ham den dér afdøde Daloon-mand, der hentede nogle hemmelige, særlige madopskrifter hertil fra Kina. Bare jeg kunne blive ligesom ham og hente endnu flere opskrifter til Danmark. Indtil videre ejer jeg en enkelt hemmelig opskrift på fine kinesiske cremekager, og jeg vil gerne blive til en helt ligesom Daloon-manden i det danske samfund. Ja, en dag kommer jeg til at lave den ypperligste af alle cremekager til det danske Kongehus og mødes med dem og bliver fotograferet med den danske Dronning og hele Kongefamilien.

(Pause. Kigger på den ufærdige kage på lidt afstand.)

Ja, det kommer til at blive en god kage…

(Vender sig om, taler til publikum.)

Jeg har i lang tid haft min egen virksomhed som selvstændig. Jeg bliver ved med at anstrenge mig og arbejde flittigt. I dag har jeg en lille bil og en stor lejlighed, i morgen kommer jeg til at få en stor bil og et hus. Men vejen til samfundets fornemme selskab er ikke ligetil. Jeg vil blive ved med at gå på vejen opad, og mine børn vil fortsætte af den vej efter mig. ”Dit land, dit valg”. Det tror jeg på. Der er et kinesisk ordsprog om at flytte bjerge, og det tror jeg også på.

(Mørke. Sceneskift.)

----------------------------------------------------------------

De tre skuespillere på scenen

(Tre skuespillere læser op i kor):

Hr. Dum i de nordlige bjerge var en 90-årig gammel mand. Der lå to store bjerge foran hans hus og blokerede for hans vej, så derfor besluttede han sammen med sine sønner at grave dem op og fjerne dem. En anden gammel mand ved navn Hr. Klog grinede af ham og sagde, at det var umuligt, når man var så få mennesker, at flytte to sådanne store bjerge. Hr. Dum svarede: ”Hvis jeg dør, bliver mine sønner ved, hvis mine sønner dør, bliver mine sønnesønner ved og sådan bliver generationer efter generationer i en endeløs række ved. Ja, disse bjerge er høje, men det kan de ikke blive ved med at være, og da vi fortsætter med at grave, vil de efterhånden blive lavere og lavere. Hvorfor skulle vi så ikke kunne fjerne dem til sidst?” Med stor iver begyndte Hr. Dum at grave omkring bjergene. Det rørte den store Gud, der straks sendte to tjensteguder dertil for at flytte bjergene.

Scene 2

(I fægteklubbens træningssal. Jun fægter med Mei. De sveder begge to. Jun ser meget mere forpustet ud end Mei).

JUN:

Sikke du har gjort fremskridt, Mei. Jeg tror snart, vi kan begynde at tilmelde dig til en konkurrence.

MEI:

Synes du stadigvæk, at den her form for motionstræning, også passer til dig?

JUN: Det skærper éns reaktionsevne, hva´? Det er det samme princip som i akupunktur, der går … (bliver afbrudt)

MEI:

Jeg tror ikke, jeg kan tage med i kirke på søndag. Jeg skal forberede noget fra skolen sammen med Petrine.

JUN: (Kort pause)

Du er ikke med i koret længere.

MEI:

Far...

JUN:

Du træffer dine valg! Og jeg støtter dig så meget som jeg kan.

MEI:

Jeg vil bare have det lidt sjovt.

JUN:

Man passer sine ting først, så bagefter…

MEI:

Jeg synes bare ikke, at alting - hele tiden - sådan som du siger det, skal give mening.

JUN:

Nej, det er heller ikke det, jeg siger. Jeg siger bare, at dét, man laver til daglig giver en retning i ens tilværelse. (Kort pause) Det er også derfor, at din mor og jeg i dag kan leve et liv, som vi giver videre til jer også, som vi både er glade for og stolte af. Av…(han laver en fejl, støder sig på Mei’s kårde, vrikker om på foden og falder om på gulvet)… for fanden!

MEI:

Er du OK?

JUN:

Ja, det gør ikke noget, det var bare.. av! (Kort pause)

Vi har stadigvæk et liv, som vi kan være stolte af. Det er det, jeg mener med mening, når vi taler om, hvad der giver mening.

MEI: (griner)

Nu igen, far, mening ….

(De sætter sig begge to ned. Jun begynder at tale. Han står op, mens hans monolog er i gang. Mei skifter til normalt tøj, begynder at sende en sms. Det kan også være, at hun sidder med sin mobil i hånden, mens Jun har sin monolog. De to har en ukommunikerende kommunikation imellem.)

JUN (monolog):

(står op og går frem mod publikum; taler til publikum.)

Jeg husker, at lille Feng engang stjal noget legetøj fra en butik, lige da han var kommet til Danmark. Jeg tog ham med hen til butikken med det samme og afleverede det tilbage. Butiksejeren sagde tak og viste sin respekt for mig. Jeg slog ikke Feng bagefter, men forklarede ham, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. Det er den måde, jeg opdrager mine børn på.

(Jun vender sig om og klapper Mei på skulderen, mens han taler. Hun er i gang med sine egne ting. Fx at sende sms.)

Det er på en måde det samme, der gør sig gældende hvad angår valg af socialt miljø for børnene. Når der er tale om et miljø, fyldt med forbilleder og gode eksempler på at leve et lykkeligt liv, vil det, jeg skal foretage mig kun være at blive indtaget i dette miljø. Ja, bare være assimileret i et miljø med nogle gode normer.

(Mei er i gang med at tage sin jakke på. Jun hjælper til.)

(Jun vender sit hovedet om og taler til publikum, mens Mei er i gang med sine egne ting fx at holde mobiltelefonen op til øret.)

Jeg har fundet ud af, at det er ikke så godt at lade mine børn vokse op i et mini-samfund i de små danske byer, fordi der er folk ikke altid så tolerante over for det, der er fremmed og anderledes. Så kunne det være, at mine børn blev drillet og mobbet pga. deres kinesiske oprindelse.

(Jun går et par skridt frem for at tale til publikum mere tydeligt.)

Det er godt at leve i en storby, hvor folk har et udsyn og et blik på verden ud fra en større forståelse. Men mine børn skal heller ikke vokse op i et ghetto-miljø her i storbyen, for ghetto-miljøet i storbyen kan nogle gange være meget værre end miljøet i de små danske byer. De skal ikke risikere at blive overfaldet af forskellige bander, når de går i skole. Det skal slet ikke risikere at være nogle af dem, der er med i banderne og overfalder andre.

(Mei tager sin rygsæk på. Jun går hen til Mei og klapper på tasken.)

(Jun vender sit hovedet om og taler direkte til publikum.)

Det er derfor, at vi er flyttet til Frederiksbergs kommune.

(Mei går ud af scenen. Jun vinker, vender sig så om og taler til publikum.)

Her er vi næsten kun omgivet af forbilleder, ja, her er der folk, som har forstået, hvordan man skaffer sig lykke og rigdom i livet, og hvordan en god familie fungere. Det er altid en fornøjelse at gå i kirke sammen med dem, gå til forældremøde sammen med dem eller gå i en eller anden ungdomsklub sammen med dem og vores børn. Ja, Frederiksberg er en god bydel. Vi skal ikke bo på Nørrebro, og Jagtvej er simpelthen for farlig. De unge anarkister er nogle dårlige eksempler for børnene, og dem skal vi undgå, hvis vi kan, selv om de tit kæmper for os indvandrere og flygtninge.

Et kinesisk ordsprog siger, at en god mor vil flytte omkring, indtil hun finder et godt miljø til sin søn. Det tror jeg på.

(Mørke. Sceneskift.)

----------------------------------------------------------------

De tre skuespillere på scenen

(Tre skuespillere læser op i kor):

Da Mencius var lille, boede familien tæt på et gravsted. Når Lille Mencius legede, var det begravelseslege. Mencius’ mor sagde: ”Det er ikke noget godt sted for min søn at være.” Så hun flyttede til en anden bolig, der lå tæt på et marked. Nu gik Lille Mencius´ lege ud på at sælge varer og at han havde sin egen købmandsbod. Så sagde Mencius’ mor: ”Det er ikke noget godt sted for min søn at være.” Så flyttede hun igen til en anden bolig, nær en skole. Nu legede Lille Mencius høflighedsritualer. Mencius’ mor sagde: ”Det er et godt sted for min søn at være.” Så blev familien boende fast der på stedet.

…

Scene 3

(Hos familien Zheng. En stor, men ufærdig kinesisk festlagkage i flere afdelinger står på et sølvfad på den ene side af stuen. Man kan se, at kagen er blevet større, så nu er scenen opdelt i to rum; det ene er bevægelsesrummet for mennesker, og det andet rum er kagens. Bevægelsesrummet for mennesker er større end kagerummet. Jun er i gang med at arbejde på kagen. Ying Li sætter nogle rundstykker frem på bordet.)

YING LI:

Et rundstykke?

Nå… Kagen er nu blevet til dit livs studieobjekt, hva’? Du arbejder på den dag ind og dag ud.

JUN:

Du ved jo, at jeg er en sådan type.

YING LI (smører rundstykker):

Jeg mødte forresten Mette i morges, da jeg var nede hos bageren. Vi hilste på hinanden. Jeg synes stadigvæk, at hun er sådan en sød pige…

JUN (koncentreret om kagelavningen):

Her skal man piske ekstra hårdt med det lille ris…

YING LI:

Jeg kan godt forestille mig, at de stadigvæk var kærester …

JUN:

… så, nu står æggehviden op, som skal…

YING LI:

Selv om du sagde, at du ikke havde noget imod hende dengang…

JUN:

(afbryder). Nej, hverken dengang eller nu, ikke imod hende, selv om jeg stadigvæk ikke synes, at de var modne nok til at være kærester, men jeg blandede mig ikke. Jeg lod jo Feng selv træffe et valg.

YING LI:

Jeg tror, det var dengang, du begyndte at få en masse grå hår. Jeg prøvede at få dig til at lytte igen og igen, men du ville ikke høre efter, hvad jeg sagde. Jeg syntes, det var helt ok, hvis Feng og Mette flyttede sammen. Jeg synes det stadigvæk den i dag. Men du var bange for, at Feng ville flytte hjemmefra…

JUN:

Det var hans egen beslutning, at han ikke flyttede. Så slog de op, og det var også deres beslutning.

YING LI:

(begynder at lave kaffe) Du gav ham to valgmuligheder: Enten blev han boende hjemme, så kunne han få tre tusinde kroner om måneden af os i lommepenge – eller han flyttede hjemmefra og så måtte han klare sig selv og leve af SU uden hjælp fra os.

JUN:

Vi bor i Danmark - ikke i Kina, man kan sagtens leve her af SU, hvis det er det, man vil… Nej, vi taler ikke mere om det. Jeg tror, det bliver en flot kage.

YING LI:

Når du kun gav ham de to valgmuligheder, var det jo rent faktisk fordi at du ikke ville have, at han flyttede sammen med Mette.

JUN:

(vender sig om, taler til publikum) Selvfølgelig var jeg ikke så vild med, at Feng flyttede sammen med en kæreste i så ung en alder. Og jeg var også glad for, at han traf det rigtige valg. (Vender sig om til Ying Li igen) Ja, det viser sig allerede. En rigtig flot cremekage!

YING LI:

Atten år var ikke så ung en alder. Vi lærte da også hinanden at kende, da vi var atten…

JUN:

Men vi blev først kærester senere. Og jeg var treogtyve og du toogtyve, da vi blev gift.

YING LI:

Men hvad nu hvis Feng og Mette var glade for hinanden.. jeg mener... (Åbner køleskabet og tager mælk frem. Der er ikke så meget mælk tilbage.) Der er ikke så meget mælk tilbage.

JUN:

Jeg synes, det var godt, at Feng tog den beslutning, som han tog. Det var også derfor, han havde overskud, da det var overstået, og tog på den rejse til Kina…

YING LI:

Du kan tage den sidste mælk. Jeg skal ud og købe ind igen. Vi ses.

(Ying Li forlader scenen.)

(Jun spiser rundstykker og drikker kaffe. Går så lidt omkring og arbejder på kagen igen. Nu sker der det, at bevægelsesrummet for menneskene bliver mindre og mindre, mens rummet til kagen vokser.)

(Telefonen ringer i værelset ved siden af. Jun går ud af scenen. Men vi hører lyden fra telefonsamtalen. Kagen vokser støt.)

Hallo, det er Jun Zheng…

Hej, Feng…

Ringer du fra din PC?

Hvordan går det i Shanghai?

Vi har det godt, din mor og jeg ser lidt OL hver dag, inden vi tager til restauranten …

Mei er henne på skolen, og mor er ude at handle…

Var det et godt kursus om akupunktur?

Har du fundet ud af noget?

Er læreren stadig glad for dig?

… flot … godt og det er meget sødt af ham…

Har du gjort det?

Jeg vil gerne se billederne…

Nå…

ja, det er godt, godt…

ja, du sender bare en mail til mig med flynummer og flyveplan

jeg skal nok hente dig i lufthavnen…

OK, pas godt på dig selv…

Hej.

(afslutter samtalen.)

(kommer ud igen.)

Ja, min dreng kommer snart hjem igen til Danmark. Med en akupunkturuddannelse fra Kina.

(går omkring og arbejder på kagen. Ser på kagen, der er blevet større og ser tilfreds ud. Fortæller imens):

Da jeg var barn, havde jeg en nabo. Han var en gammel mand. Når det blev sommer, kunne jeg se en tatovering, der var på hans arme. Engang lærte han mig, hvor de forskellige akupunkturpunkter sad, på hele kroppen. Hvis man trykkede på nogle punkter, kunne det fx hjælpe en til at sove, andre punkter kunne hjælpe en til at blive frisk og nogle kunne få en til at være helt som lammet. Da jeg gik i ottende klasse i folkeskolen i Shanghai, lå skolen et stykke væk fra mit hjem. Jeg kørte med bus til og fra skole hver eneste dag. Bussen kørte hver tiende minut. Jeg havde en klassekammerat, som boede i nabolaget ved skolen. Han kunne lide at drille andre, og jeg syntes, det var irriterende. En dag, da jeg skulle hjem efter skole, og stod og ventede på bussen, kom han hen helt tæt ved siden af mig ved busstoppestedet. (Jun går et par skridt frem for at tale til publikum tydeligt.) Jeg vidste ikke, hvad han var ude efter, og han sagde ikke noget. Så kom bussen, og da jeg ville stige op i bussen, holdt han mig pludselig fast, så jeg ikke kunne komme fri. Da bussen kørte, slap han mig og løb væk. (Vender tilbage til sit arbejde på kagen.) Jeg var nødt til at vente på den næste bus. Så kom den, og så han kom igen og holdt mig fast. Jeg mistede bussen for anden gang, og han løb væk igen. Det lykkedes ham derefter også en tredje gang at holde mig fast og så løbe væk. Jeg stod der og var virkelig helt magtesløs, også fordi han løb hurtigt væk, efter at bussen var kørt. (Vender sig om, taler til publikum.) Så var det den fjerde gang, at bussen kom. Han sprang frem og holdt mig fast, men så brugte jeg min finger til at trykke ham her. (Peger med fingeren på et sted mellem sin hals og skulder.) Han faldt omkuld med det samme. Hans ansigt var blegt, og han havde ikke nogen kraft til at holde mig fast. Jeg kiggede ham i øjnene. Han sad på jorden og prøvede at spytte på mig, men ramte mig ikke. Jeg steg ind i bussen og kørte hjem. Sådan var det. (vender tilbage til sit arbejde på kagen.) Det var dér, at den storslåede tryllekraft ved den kinesiske akupunktur, kom mig til undsætning!

(Kigger på sit arbejde. Kort pause.)

(Henvender sig direkte til publikum.)

Nu er Feng i Shanghai for at studere akupunktur.

(Går omkring og arbejder på kagen igen. Han kommer ind i Kagens rum. Han taler ligesom i søvne.)

Shanghai, Shanghai.

Sikke stor en forandring, der er sket.

Da vi var derovre sidst under det kinesiske nytår, var mormors gamle bolig revet ned.

Det så meget trist ud der, hvor hun havde boet, især fordi det var et voldsomt snevejr.

Det var fugtigt og mørkt, og man kunne ikke rigtig se sneens hvide farve.

Der var gråt overalt.

Ruinerne af de nedrevne bygninger var dækket af snefnug.

(Ying Li kommer tilbage under Juns monolog, og hun befinder sig i bevægelsesrummet for menneskene.)

Ellers var det meningen, at vi skulle tage nogle billeder af mit barndomshjem, men det lå der jo ikke længere.

Det fandt vi først ud af, da det var for sent.

Hende, vores gamle nabo, kom forbi.

Da jeg hilste på hende, genkendte hun også mig.

YING LI (ligesom ubevidst):

Hun boede i en lejlighed i nærheden.

Hun fortalte, at boligblokken blev revet ned, fordi der skulle bygges en metrostation på stedet.

Det var trist.

JUN (ligesom ubevidst om Ying Lis tilstedsværelse):

Det var trist.

Det var som om, at hele ens barndom var en opdigtet historie, fordi nu kunne man kan ikke længere se et eneste spor, der var tilbage af den.

Det dejlige sollys, der blev kastet over muren på gangene imellem bygningerne, kunne aldrig mere ses igen.

Hele området var blevet beskidt, hvorimod dengang i min barndomstid var det helt rent.

Folk dengang hilste smilende på hinanden og børnene legede med sollyset i det gyldne støv.

YING LI (stadig ligesom ubevidst):

Beboerne fra dengang var nu flyttet væk.

Nu var der kun de gamle, forfaldne steder i boligblokken tilbage, der skulle rives ned inden længe. De blev lejet ud til gæstearbejdere fra provinserne.

JUN (ligesom ubevidst om Ying Lis tilstedsværelse):

De vedligeholdt ikke boligerne, fordi de for længst havde fået at vide, at hele området skulle rives ned, så der kunne blive opført nybyggeri.

Overalt lå der gammelt ragelse, gamle borde og stole gamle cykler, gamle trehjulede cykler …

(ser Ying Li) Du er tilbage…

Feng har lige ringet, han kommer hjem næste lørdag.

YING LI (ligger tingene fra poserne):

Det er godt at høre. Går alting ok med ham derovre?

JUN:

Han har lige været rundt på campus på vores gamle universitet. Det var det, vi ikke fik set sidst, fordi der var snevejr.

YING LI:

Det er rigtigt, vi nåede ikke at se det.

JUN:

Han prøvede at tage et billede både af den internatbygning, hvor jeg boede, og den, hvor du boede, dengang vi læste der. Han kunne ikke rigtig komme tæt på der, hvor du boede, fordi drengene stadig ikke må komme ind i pigernes områder. Ligesom dengang.

YING LI:

Nå, jeg troede, at det var anderledes nu, hvor man gerne må have en kæreste, mens man studerer.

JUN:

Jo, nu må piger og drenge gerne gå hånd i hånd på campus. De behøver ikke skjule tingene, som vi var nødt til at gøre det dengang. Dengang hvor vi kun kunne mødes hemmeligt i de frie klasselokaler…

YING LI:

De sagde også sidst, hvor vi var der, at de fleste gymnasieelever er begyndt at have en kæreste nu, selvom det officielt er forbudt. Nu er det næsten, som det er i Danmark. Mei er endnu ikke kommet hjem?

JUN:

(ryster på hovedet)

Jeg tænker en del på, hvordan det var dengang. I vores studietid. Kan du huske, da vi kyssede hinanden for første gang? Det var under en studenterdemonstration i 1986. Det var sjovt. Dengang gik vi sammen på gaden, blot fordi alle andre også gjorde det. Vi sang kommunistiske revolutionære sange, som vi havde lært i skolens propagandatimer. Alle råbte alle op om demokrati, selv om ingen rigtigt vidste, hvad det egentlig betød.

YING LI:

Jeg fandt først ud af, hvad det var, da jeg gik på sprogskole i København.

JUN: (vender sig om og taler direkte til publikum)

Ja, alle de ord som ”demokrati”, ”menneskerettigheder”, ”ytringsfrihed” brugte vi jo hele tiden dengang, men der var sjældent nogen, der tænkte over disse ords betydninger. Jeg blev også først rigtigt klar over disse ord, efter at jeg var kommet til Danmark. Men det var i hvert fald sjovt dengang. Vi fik endelig mulighed for at feste og at gøre det, som vi havde lyst til, når vi gik med til en demonstration.

YING LI: (vender sig også mod publikum og taler til det)

Ja, det siger Jun hele tiden, at det var en fest, og vi dansede hele natten efter den store demonstration.

JUN:

Ying Li kan også lide at tale om det, vores smukkeste ungdomstid! Det var også den aften, at vi blev kærester. Det var mørkt i danselokalet, men det var det mest lysende øjeblik i mit liv.

YING LI: (begynder at lægge nogle ting ind i køleskab)

Det skete også pludseligt. Jeg husker, vi havde ikke engang holdt hinanden i hånden før den aften, selvom du havde skrevet hundredvis af kærlighedsbreve til mig… ”Tilværelsen vil få en uendelig stor mening, når jeg ser dig på min fremtids vej som min rejsekammerat i livet”, husker jeg det fra et af Juns breve.

JUN:

Ja, det var den smukkeste ungdomstid. Selv om det dengang var strengt forbudt, at man som studerende kom sammen, synes jeg alligevel ikke, at der findes nogen mere inderlig følelse end den, vi havde over for hinanden dengang. Det var så smukt, selvom det var platonisk. Vores ideologiske vejleder kaldte os til samtale, da han fandt ud af, at vi skrev breve til hinanden. Han rådede os til at lade være med det og koncentrere os om vores studie i stedet. ”I kan jo blive kærester, når I er færdige med studiet.” Ja, vi holdt op med synligt at være tætte sammen og lod som om, at vi kun var venner.

YING LI: (taler til publikum)

Jun nævnte det over for vores danske venner med et skævt smil: ”Vi kyssede hinanden, når der var demonstration, hvor myndighederne ikke havde overskud til at holde øje med de studerendes kærlighedsliv.”

(taler til Jun)

Nu tænker jeg igen på, at du var for hård ved Feng dengang, han ville være sammen med Mette.

JUN: (taler til Ying Li)

Nej, det var jeg ikke. Det var for hans egen skyld, og jeg lod ham jo også vælge selv. Hvis han valgte at flytte sammen med Mette, måtte han også indse, at han var et voksent menneske. Hvis han valgte at få støtte hjemmefra, da måtte han blive hjemme i stedet for at flytte ud. Han slog op med Mette, inden han rejste til Kina, og jeg synes, han traf det rigtige valg. Han er jo ung, og behøver ikke satse hele livet på sin første kærlighed. Det mellem ham og Mette var jo ikke det samme som det, vi havde sammen, - vi kyssede hinanden for første gang, efter at der var gået tre år. Men de blev bare kærester, fordi de havde drukket nogle øl til fest. Det er ikke det samme.

YING LI:

Jeg har hele tiden syntes, at du var for fordomsfuld over for deres kærlighed.

JUN:

Synes du ikke, at Feng har det meget bedre nu? Han var jo ved at blive til en af de der råbende unge, der drak sig fuld og gik skæv rundt på gaden hver eneste weekend? Han er nu på rette vej til at få et godt liv.

YING LI (henvender sig igen direkte til publikum, griner lidt, halvt drillende):

Nu siger Jun igen, ”Et godt liv”. Det er nøjagtigt hvad vores sognepræst sagde: Familien er forbilledet for en velfungerende integration…

JUN: (henvender sig også direkte til publikum)

Det er den nemlig, et forbillede for en velfungerende integration. Selvom vi ikke er lige som Wang, der spiller violin for Kongehuset, er jeg glad for, at andre kinesere med stolthed vil identificere sig med vores familie som en god, nydansk familie. Ja, måske ikke os selv, men jeg tror stadig, at vores børn en dag kan opnå den ære, at blive modtaget af dronningen og komme i audiens. Jeg bliver virkelig sur, når jeg hører i nyhederne om en eller anden kriminel kineser. De ødelægger vores image. Ellers har medierne hele tiden givet indtryk af, at kineserne er næsten usynlige i Danmark, men udelukkende bidrager med gode ting og til en positiv udvikling i samfundet …

YING LI:

I det mindste vil jeg give Jun ret i, at vi gør alt for at få et godt liv og for at vores børn også kan have et godt liv. Jun siger nu tit, at han ikke længere er så bekymret om Feng, og nu er det mere Mei. Jeg synes, han ikke behøver være så bekymret. Vi har en vidunderlig datter…

JUN:

Ja, ja. Mei er vidunderlig. Men hendes interesser ændrer sig bare alt for hurtigt. Hun begyndte at spille klaver i skolen og kunne lide det, så jeg købte et klaver til hende, men så ville hun ikke gøre mere ved det. Hun kunne lide at svømme, så jeg meldte hende ind i en svømmeklub, men hun stoppede efter, at hun havde vundet et par medaljer. Ellers var det også godt, at hun gik til korsang i kirken.

YING LI:

Jun sagde dengang, at det passer til vores kristne tro.

JUN:

Jeg havde sådan glædet mig til at holde en rigtig kristen konfirmationsfest for hende, men så ville hun pludselig ikke i kirke sammen med os længere, sådan som vi plejede… Nu for tiden kan hun lide at gå til fægtning, så jeg går også til fægtning for at støtte hende. Jeg har aldrig været imod det, som hun vil, men jeg vil bare gerne lede hende til at vælge en optimal livsvej.

YING LI:

Jeg har også set, hvordan Jun anstrenger sig med fægtningen.

(henvender sig til Jun)

Det behøver du faktisk ikke. Du skal jo ikke leve hendes liv. Det skal hun selv gøre…

JUN: (henvender sig til Ying Li)

Jeg kan også godt selv lide fægtning… det er på den måde, jeg får lidt ekstra motion…

YING LI:

Ok, du har også gjort dit bedste. Men nu skal vi til at gøre os klar til dagens arbejde. Jeg kører til restauranten. Vi ses dér om et par timer.

JUN:

Ja, vi ses dér. Jeg læser lige lidt i avisen…

(har ikke set, Ying Li er gået)

… som vores danske venner siger: Man skal ikke kun se tv, men også læse aviser.

(Man kan se, at bevægelsesrummet for menneskene er blevet meget mindre, og kagens rum er vokset.)

(Telefonen ringer i værelset ved siden af. Jun går ud af scenen. Men vi hører lyden fra telefonsamtalen på kinesisk og afsluttes opkaldet.)

(Kagen vokser og vokser.)

(Mørke. Jun befinder sig i rummet for kagen. Ying Li er alene i bevægelsesrummet for menneskene.)

YING LI (monolog. Udfører en eller anden form for husarbejde imens):

Han er for hård over for sig selv, men det synes han ikke selv. Han er for hård mod børnene, men det synes han heller ikke selv.

Jeg vil kun en ting, og det er, at min familie skal være glad og leve lykkeligt. Han tænker på at blive en helt, jeg er ligeglad med det. Men når han kan lide det, så håber jeg for ham, at han bliver det. Ja, hvis man får mulighed for at blive fotograferet med dronningen, er det også dejligt. Da jeg var på en restaurant i Shanghai, så jeg, at der hang en masse fotos på væggen. Det var nogle fotos af restaurantens ejer, hvor han stod sammen med forskellige kendte folk, filmstjerner. Det er på en måde meget sjovt, hvis man kan prale med det, at man er blevet fotograferet sammen med nogen.

(Ying Li holder en pause. På anden side af scenen bliver lyset tændt. Jun sidder og læser avisen).

YING LI (fortsætter monolog. Taler til publikum):

Da Jun tog afsted for at prøve sin lykke i Canada, var jeg gravid med Feng. Så fik jeg Juns brev om, at han søgte asyl i Danmark i stedet for at rejse til Canada. Jeg krydsede fingre for, at han ikke skulle blive sendt tilbage. Da han fik en humanistisk opholdstilladelse, var Feng fire år. Da Jun fik lov til at få mig og Feng til Danmark ved hjælp af familiesammenføring, var jeg så lykkelig, at jeg græd. Jeg er glad for at være i Danmark, og jeg synes, danskerne er meget venlige. Jun sagde dengang, at vi skulle være flittige og arbejde hårdt for at vinde respekt i det nye land, som vi kom til, og at vi skulle skabe et positivt image af os selv, så vi kunne være stolte. Det gjorde han dengang, og det gør han stadigvæk. Jeg synes bare, at danskerne er meget flinke og rare. Især dengang jeg ikke forstod dansk, syntes jeg, at danskerne var utrolige søde mod os. Nu kan jeg også dansk, og jeg ser i tv, at der er nogle danskere, der ikke kan lide udlændinge. Men alligevel har jeg ikke mødt nogen danskere, som er uvenlige. Prøv at tænke på, hvordan de shanghai´ske folk behandlede folk, der talte shanghaisk med accent, det var meget værre.

(Kagen er blevet større. Ying Li står nu i rummet for kagen og drejer på det sølvfad, som den står på, og spørger) Er det ikke rigtigt, skat?

JUN (begynder sit arbejde med kagen igen, mens bevægelsesrummet for menneskene bliver ved med at blive mindre, imens at kagens rum vokser):

Jo, det er det.

(Kagen bliver større.)

YING LI (vender sig til publikummet og fortsætter monolog):

Hvis man taler om fremmedhad, så var der folk i Shanghai, der var meget mere intolerante. Kineserne kalder hvide mænd for ”djævlefætre” og hvide kvinder for ”djævlekoner”, og kalder alle med en mørk hudfarve ”sorte djævle”. Det kan være meget værre i Kina. Men her i Danmark oplever jeg næsten ikke nogen form for racisme, så længe vi ikke blander os i andres sager. Jeg er tilfreds med vores liv. Det er et bedre liv end vi dengang overhovedet havde turdet drømme om. Nogle gange kommer der nogle kinesere og besøger os, og de siger, at livet i Shanghai kan være meget bedre end her. Men de indrømmer også, at det er et mere usikkert liv i Kina i forhold til Danmark: Når regeringen vil give dig lidt frihed, får du lov til at tjene mange penge; men når den ikke synes om det, kan den tage dine penge fra dig, og somme tider kommer du også i fængsel, pga. dine penge. I Danmark er vi måske ikke så rige som vores nyrige kammerater fra skoletiden i Shanghai, men vi har et liv i tryghed, og vores børn har et liv i tryghed. (Vender tilbage igen til sit husarbejde.) Jeg er meget tilfreds med vores liv i Danmark.

(Kagens rum og selve kagen fortsætter med at vokse.)

JUN (monolog parallelt med Ying Lis monolog, hvor Ying Li laver husarbejde i den anden del af rummet):

(Taler til sig selv.) Vi lever alle i et demokrati i Danmark. Der er også demokrati i min familie. Ying Li talte om Feng og Mette. Men jeg tvinger aldrig mine børn til noget, og jeg giver dem muligheden for at vælge selv. Men når de vælger det forkerte, vil jeg få dem til at ændre det. De to nøgler til den kinesiske kulturskat fungerer også som nøgler til et godt familieliv. At opdrage børn er ligesom kunsten at lave den fineste kinesiske kagekunst, mens det at finde sin rigtige plads i samfundet er ligesom at finde de rette akupunkturpunkter og opnå virkningen heraf.

(Vender sig om og taler direkte til publikum.)

Det er også fuldstændig ligesom det at lave en god flødeskumskage - en god børneopdragelse kræver den samme mængde tålmodighed.

YING LI (fortsætter med sit husarbejde og monolog parallel med Juns, men dog lidt forsinket):

Jeg synes også, at vi skal leve afslappet. Jun behøver ikke stræbe efter noget hele tiden. Når vi har et liv nu i Danmark, som vi kan være tilfredse med, så synes jeg, at vi skal nyde det i stedet for at begære at få endnu mere. Også med hensyn til børnenes opdragelse. Nogle gange synes jeg, at Jun simpelthen griber ind alt for meget ind i tingene, selvom han ikke vil indrømme, at han faktisk altid blander sig. Jeg synes, det er rigtigt, at det er sådan, som kineserne sagde i gamle dage, og de sagde, at man skal lade tingene ske inden for deres egen retning og kurs - ellers så kan der ske det modsatte.

(Mørke. Sceneskift.)

----------------------------------------------------------------

De tre skuespillere på scenen

(Tre skuespillere læser op i kor):

I staten Song var der en bonde. Han var irriteret over, at hans kimplanter groede for langsomt, så han trak dem én efter én op af jorden for at gøre dem større. Så kom han hjem og var helt udkørt og sagde til familien: ”Jeg er dødtræt i dag, for jeg har hjulpet alle mine kimplanter til at vokse hurtigere.” Hans søn skyndte sig hen til marken for at se, hvad faderen havde gjort. Alle hans kimplanter var visnede…

Scene 4

(Om formiddagen. Hos familien Zheng. Den ufærdige kinesiske festlagkage står i midten af stuen. Man kan se, at bevægelsesrummet for menneskene på scenen er væsentligt mindre end før, og kagens rum større. Kagen er også vokset større.)

(Jun og Ying Li ser TV i bevægelsesrummet for menneskene. Der er synlig pladsmangel).

JUN:

Nej, nej, nej… sådan gør man bare ikke! Det passer ikke.

YING LI:

Jeg tror heller ikke på, at han har vredet foden om.

JUN:

Nej. Det er det rene skuespil.

YING LI:

I hver fald ville han ikke være i stand til at løbe hurtigere end Dayron Robles. Han har lavet for mange reklamer for Niké og CocaCola i de sidste par år og har ikke rigtigt haft tid til at træne. Så er det en løsning at lade sig som om, at han har taget skade. Hele Kina ser på ham nu, og det var et alt for stort ansvar for ham, som han ikke længere kunne bære.

JUN:

Sikke en kujon. Jeg er ikke nogen sportsnationalist, men jeg synes ikke, at man kan snyde på den måde. Hvis han løb og tabte, da ville jeg stadig betragte ham som en helt. Men at lave et sådant nummer, det er for meget. Det var jo også ham, der vrøvlede sådan med påstanden om, at kinesere rent genetisk var bedre egnet til at løbe end de sorte og hvide mennesker, da han vandt Guld sidste gang. Det er de nemlig ikke! Kinesere er rent genetisk intelligente og udholdende måske, men ikke bedre egnet til at dyrke sport end andre. Det er ok at være taber. Men nu er han simpelthen en dårlig taber.

YING LI:

Men på en måde er det jo en løsning at tage skade.

(Mei kommer ud af sit værelse og ind i stuen med skoletaske på.)

JUN:

… Mei. Jeg hørte du sagde, at du har fri fra skolen her til formiddag…

MEI:

Far og Mor. Jeg skal til Petrine.

YING LI:

Spiser du ikke frokost hjemme?

MEI:

Nej… Vi skal en del ting sammen med Amnesty´s gruppe. Vi laver noget sammen med dem. Men jeg kan måske tage nogle kager med til vores møde?

JUN:

Det er godt med Amnesty International. Det er lige som en slags kirkeaktivitet. Man hjælper folk ude i verden…

MEI:

Men far, jeg skal gå nu. Vi ses… (Hun ser, at fjernsynet går i sort).. hvad er der i vejen med tv´et?

JUN (fortsætter med at tale. Han har ikke set, at fjernsynet er gået i sort):

Vi ser bare OL. Ham der Liu Xiang er simpelthen sådan et dårligt forbillede for Nationen… (Nu ser han det) Nå… Der er noget galt. (Han prøver med fjernbetjeningen uden held.)

YING LI: (Pakker nogle kagestykker fra køleskabet ind, putter dem ind i Meis taske, mens hun taler med Jun)

Hvad med de almindelige kanaler?

JUN:

… de almindelige kanaler … . De duer heller ikke. Jeg må tjekke ledningerne.

MEI:

Men, ja, god fornøjelse da. Jeg skal afsted. Vi ses senere. (Exit).

JUN:

Vi ses. Du kommer vel ikke så sent hjem, vel?

YING LI:

Vi ses.

JUN:

Jeg tror ikke, det er ledningerne, der er noget galt med. Det er ret irriterende. Lige når man sidder og ser OL.

YING LI:

Skal jeg spørge naboerne, om deres fjernsyn også er i sort?

JUN:

Ja, gør det. Ellers ringer jeg til Antennelauget. Der er altså OL i øjeblikket.

(Ying Li forlader scenen.)

(Imens begynder Jun sin monolog, lyset dæmpes efterhånden. Indtil det bliver næsten helt mørkt i baggrunden, så man kan se nogle videoklip, der vises på et lærred.)

JUN (monolog. Under sin monolog går han langsomt ind i Kagens rum, der bliver ved at vokse):

(ligesom taler til sig selv) OL. OL. Det drejer sig jo om Kina.

Efter at jeg blev dansk statsborger, rejste jeg tilbage til mit tidligere hjemland. Jeg så, at der var blevet rejst nogle høje huse på min barndoms jord. Jeg så, hvordan de fine bydele var blevet endnu mere pompøse, alt imens forholdene hos de fattige var blevet meget værre end dengang. Dem der tidligere var de samfundskritiske intellektuelle var nu blevet til de nyrige i samfundet igennem at handle med ejendomme og aktier. De kritiserer ikke Staten længere, selv om der hersker endnu mere uretfærdighed i samfundet nu end tidligere.

(Videobilleder fra det moderne Shanghai under OL.)

(Jun vender sig om, taler til publikum.) Kina er blevet bedre. Dengang ville du ryge i fængsel, hvis du gav udtryk for noget, som ikke var i overensstemmende med ideologien. I dag ryger du kun i fængsel, hvis du står i vejen for andres rigdom.

(Videobilleder fra det moderne Shanghai. Også elendigheder vises som en del af Shanghai: De fattige gæstearbejdere, som bor i en kantine, samledes foran en gammel TV for at se OL.)

(Vender tilbage til kagen.) De intellektuelle i Kina gør ikke længere sådan, som de gjorde i 1980ne. Nu har de travlt med at sikre sin egen velfærd. Jeg kan måske også godt forstå dem. At sænke sin egen standard i livet for at hjælpe de fattige, forringe sin egen livskvalitet ved at tage mindre fra de svage, det er for meget for dem. Ja de ville gerne hjælpe, hvis ikke deres egne interesser bliver begrænset. De har også kæmpet for retfærdighed, for menneskerettighederne, men det var fordi, de selv blev undertrykt. For at hjælpe sig selv kæmpede de under navnet ”at kæmpe for alle undertrykte”, men da de nu ikke længere er ”de undertrykte” men ”interesseshavere”, måske endda selv ”de undertrykkende”, er forholdet jo anderledes. Det er lidt det samme som min sagsbehandler sagde til mig engang: ”Du kan umuligt hjælpe en hel befolkning i Afrika, så du må lade det være. Det er deres egne problemer, og de må selv finde ud af.” Ja, men hvis du selv er en af dem iblandt den afrikanske befolkning, vil du sikkert mene noget helt andet.

(OL-video billeder.)

(Vender sig om, taler til publikum). Man må på en eller anden måde betragte alle de uretfærdigheder og krænkelser af de svage, som der finder sted i Kina, som en nødvendig smerte for landets udvikling. Men imens man tænker sådan, så er det kun fordi, det jo ikke er en selv, der skal bære denne smerte. (Sukker)

(Lyset op igen. Jun laver et eller andet med fjernbetjeningen, og så kommer lyden af TV-avisen. Han prøver at finde Kina-kanalen igen men forgæves. Til sidst giver han op og sætter sig ned. Han ser TV-avisen. Ying Li kommer tilbage.)

YING LI:

En af naboerne sagde, at der var nogen, der kom for at installere en internet-forbindelse, og at det var derfor …

JUN:

Men Kina-kanalen er væk. Skal vi bare nøjes med de danske kanaler i dag?

YING LI:

Den kommer nok tilbage.

JUN:

OK, måske er det et tegn fra skæbnen om, at vi skal fortsætte vores arbejde med kagen.

YING LI (griner):

Ja, du er så besat af kagen i stedet for OL.

JUN:

Jeg er ikke en Kina-OL-fanatiker, men da der nu er OL i Kina, kan jeg jo ikke lade være med at se de kampe, hvor kineserne vinder medaljer. Jeg ser også helst danskerne, men danskerne vinder jo ikke nogle…

YING LI:

Jo, Danmark vinder også.

JUN:

Men det er ikke guld. Det er ikke så stort. Vi er danskere nu, og jeg vil gerne se Danmark vinde og blive stolt af det.

YING LI:

Hvem holder du med, når Danmark skal kæmpe mod Kina? Danmark eller Kina,? Jeg vil helst have, at Kina vinder, fordi jeg, når det kommer til stykket, er kineser.

JUN:

Jeg vil være glad på begge landes vegne. Fordi jeg jo synes, jeg er dansker. Vi er jo en del af det danske samfund med vores stemmeret, og Danmark er også vores land. Men når Kina er stærk som nation, kan jeg som kineser også være stolt af Kina, mens jeg er i Danmark. Er det for resten ikke sådan, at vores danske venner altid giver en masse komplimenter, når de har været i Kina og set, hvor flot der var i Shanghai?

YING LI:

Ja, det gør de. Men du svarer ikke på mit spørgsmål.

JUN:

Sport er ikke så vigtig for mig. Jeg støtter som regel mine landsmænd, når det, de laver, er rigtigt og fornuftigt. Jeg støtter ikke Kina, hvis militæret i Beijing har planer om at angribe Taiwan. Hvorfor? Fordi det kun fører til nogle kineseres lidelse. Folk i Taiwan er jo også kinesere.

YING LI:

Bare Taiwan ikke underkaster sig Japan, når alt kommer til alt, er vi jo kinesere… Men det er kun os, der taler om sådanne ting, vores børn har ingen anelse om den slags nationalfølelse, vi har med fra Kina…

JUN:

Det skal de heller ikke have. (Går hen til sin kage). De er jo danskere, og de kan måske hente noget kulturelt fra Kina, men de skal ikke bære en tung byrde for et land, som de ikke lever i.

YING LI:

Nu, da vi ikke kan komme til at se de kinesiske sportsfolk, så jeg skynder mig i Netto og henter nogle tilbudsvarer, som de reklamerer for i deres blad.

(Ying Li forlader scenen.)

(Mørke. Sceneskift.)

Mellemspil

----------------------------------------------------------------

De tre skuespillere på scenen

- Er der flere ordsprog, som vi skal fremføre, som vi plejer?

- Ja. Men, nej, synes I ikke, at Jun har for mange ting, han vil sige i et enkelt skuespil?

- Jo, det ser du ud som om at han gerne vil kommentere en masse ting.

- Skal vi ikke give ham et afgrænset stykke tid at udtale sig i?

- Jo, det er en god idé.

- Ja, vi kan spørge, om han vil være med til at give et interview?

- Her har vi også en video med hans forskellige kommentarer, som vi kan vise i baggrunden.

- Ok, vi to går ud og henter ham, imens du viser video her.

(To skuespillere kommer ud af scenen og går til publikum. En skuespiller tager en DVD og sætter den ind i afspillere og går ud af scenen. Der bliver afspillet i projektøren på lærredet af scenens baggrund.)

(Det er kun videoen nu, der er at se på scenen.)

----------------------------------------------------------------

Billede på videoen:

(Det begynder med billedet af Juns kage. Der høres tale i baggrunden, imens billedet rent visuelt ikke viser nogle af figurerne fra stykket. De forskellige videoklip, man ser på skærmen, viser billeder fra: Mao erklærer Folkerepublikkens fødsel, Kinas undertrykkelse af Tibet, amerikanernes Vietnamkrig, massakren på Den Himmelske Freds plads, Israels angreb mod arabere, marcher fra nazityskland, Kinas nationale flag, der hejses i forbindelse med OL, Dannebrogsflag, der flagrer, uro på Nørrebro, kinesisk køkken, osv.)

Lyden fra videoen:

- …

JUN:

Jeg mødte en yderliggående kinesisk patriot, da jeg var i Shanghai sidste gang. Vi talte lidt om jordskælvet i Kina, og de forskellige former for medieomtale i Vesten mht. uroen i Tibet, jordskælv og Kinas OL. Han reagerede meget voldsomt, da vi kom til spørgsmålet om menneskerettigheder. Han syntes, at al den snak om menneskerettigheder var det rene vrøvl. Han mente, at den internationale kritik af de manglende menneskerettigheder i Kina, var en undskyldning for Vesten til at holde Kina nede. Han kunne ikke lide USA, men han syntes, at der var noget, som Kina kunne lære af USA, nemlig dét at man altid skal sætte de nationale interesser højere end de såkaldte humanistiske ideer, og at man ikke skal bilde sig ind at være moralsk, have en moral etc. Moral var kun et våben, som man kunne bruge til at angribe andre med. Han sagde, at dét, at retfærdighed kan afgøre noget, var en illusion, for i virkeligheden var det kun magt, der talte, og magt der gjaldt. Det eneste fornuftige en nation kunne gøre, ud fra hans tankegang, var at gøre sig selv stærk. Den amerikanske regering havde gjort det rigtige for sin nation: Den nægtede at være med i Kyoto-aftalen, og den lod sig ikke begrænse af de upraktiske, humanistiske konventioner. Han syntes, at Kinas forbillede skulle være Nazi-Tyskland og den militære stat Israel. Der gjorde man noget for landet og gjorde det stærkere og førte det med en nationalistisk ånd, og man slog hårdhændet ned på alle de elementer, der ville skade den nationale interesse. Det var det, amerikanerne gjorde mod sine fjender, det var det, Hitler gjorde mod jøderne, og det, Israel gjorde mod araberne, det var alt sammen ud af den samme nødvendighed, og Kina skulle gøre nøjagtigt det samme som hvad de gjorde, når det drejede sig om De undergrundskirke-bevægelser, de muslimske oprørere i Xinjiang og Dalai Lamas tilhænger i Tibet. Ja, det vil lyde mærkeligt for europærerne, at han sammenstillede USA, Nazi-Tyskland og Israel på den måde. Men jeg kunne ikke modsige ham, da han argumenterede på dem måde. Jeg sagde, at jeg ikke var interesseret i nationalisme, men at jeg ville have, at kineserne som individer kunne leve et lykkeligere liv. Så sagde han: ”Hvordan kan man tale om individet, hvis nationen ikke findes? Tror du, at du kan leve godt som individ uden at Kina som nation bliver stærk? OK, du bor i Danmark. Men som du sagde, så findes der også ’Dansk Folkeparti’ i Danmark, som ikke kan lide udlændinge. Jeg synes, de er et fornuftigt og ærligt parti i Danmark. Hvorfor skal de kunne lide jer udlændinge? Det er jo deres land, hvorfor skal de lade jer blive, hvis det ikke gavner deres egen interesse? Det er jo naturligt, at de skal forsvare deres gods.” Jeg syntes ikke, det var rigtigt, det han sagde, men det var da også virkelig svært at argumentere mod ham.

- Hvad synes du selv om den danske version af den yderliggående patriotisme?

JUN:

Mener du den danskhed, som Dansk Folkeparti taler om?

Jeg har aldrig direkte konfronteret mig selv med synspunkterne fra Dansk Folkeparti, men efter at jeg hørte denne kinesiske yderliggående patriot, syntes jeg, at Dansk Folkeparti virkelig havde nogle pointer og en sund fornuft. Jeg kan ikke bare tage de danske værdier umiddelbart som mine egne. Måske mine børn er berettiget til at gøre det, men det er jeg ikke. Det synes jeg ikke. Jeg er gæst i Danmark, og jeg vil gerne være en anstændig gæst. De, som kan lide mig, vil jeg også være venlig mod, og de, som ikke kan lide mig, skal jeg bare undgå. Når danskerne accepterer mig som en nydansker, vil jeg også være en god anstændig og samfundsnyttig nydansker. Ja, integration! Det er ikke engang løgn, når de folk, som kender mig, siger, at jeg er et forbillede for en vellykket integration. Jeg er hvert fald en dansker nu. Jeg bidrager til det danske samfund, betaler skat og gør mig på alle måder umage for at være en god borger. Er jeg et anstændigt medlem i dette land, så er Danmark også mit land. Jeg er ligeglad med den der kinesiske nationalisme, selvom jeg ikke er så god til at argumentere imod ham den yderliggående patriot. Når mine børn bliver helt voksne, bliver de helt sikkert også til nogle gode borgere i Danmark, og så kan ingen benægte, at vi er rigtige danskere.

(Mens Juns stemme i videoen taler omkring ”Ja, integration!”, har de to skuespillere fundet Jun blandt publikum. Den ene af de to skuespillere bærer lyset, og den anden har et kamera i hånden. De følger Jun hen til scenen og op på scenen. Den tredje skuespiller finder stole fra den ene side af scenen og sætter dem i midten af scenen for at lave interview. De småsnakker med hinanden. Jun peger på videobilledet og virker meget stolt. De kigger alle sammen på videoen. Når Juns stemme i videoen siger ”så kan ingen benægte, at vi er rigtige danskere”, stopper en af skuespillere videoen.)

(En skuespiller):

Jun, vi skal kun bruge et kort øjeblik og stiller bare et par spørgsmål, så kan du vende tilbage til din rolle på scenen igen. Er det OK?

JUN:

Det er helt i orden, og der bliver jo snart en pause, ikke?

SKUESPILLER:

Jo. (pause) Vi har hørt det, du har sagt og udtalt dig om. Det lader til, at du er rimelig moderat, og at du ikke har noget problem med Dansk Folkeparti. Kan du give mig en forklaring på det, du er jo også en indvandrer, som har været i Sandholmlejren, ikke?

JUN:

Jo, det er jeg. Selvfølgelig vil der være en grund til, at folk gør, hvad de gør. Fx siger jeg ikke, at de, der sidder i flygtningelejrene, nødvendigvis moralsk betragtet er nogle bedre mennesker end dem, der stemmer på Dansk Folkeparti. Asylansøgerne vil også kæmpe for deres egne interesser. Det kunne også være dem, der stemte på Dansk Folkeparti, hvis de havde en mulighed for at være danskere og at kunne stemme. De er bare svagere eller befinder sig i en dårlig situation, men de er ikke nødvendigvis bedre mennesker. Det, at man trænger til hjælp, har ikke noget at gøre med, hvor god man er som et menneske, men det kommer an på, hvor svag man er.

SKUESPILLER:

Du sagde jo, at Dansk Folkeparti virkelig havde nogle pointer og en sund fornuft.

JUN:

Jeg kan på en måde godt forstå Dansk Folkepartis politik. De gør, sådan som de gør, fordi de ikke vil hjælpe dem, som kommer for at tage mad fra deres tallerken, især når de måske har en fiks idé, en fast tro på, at disse indvandrere kun kommer til landet for at få og tage, men ikke vil give og yde. Det er jo en værdikamp, at man kæmper om værdi. Det at ikke ville hjælpe andre er også en af menneskerettighederne. Der er nemlig dem, som ikke vil hjælpe andre, men hellere vil holde fast på sine egne rettigheder. Det, de gør, er jo ganske logisk. Det er helt logisk at forsvare sine egne interesser, og det er det, Dansk Folkeparti gør. Det er helt logisk at være egoistisk.

SKUESPILLER:

Er du så ikke også selv lidt egoistisk, når du har en sådan forståelse for Dansk Folkeparti og deres forklaringer?

JUN:

Jo, det må jeg også indrømme…

SKUESPILLER:

Hvis du var født dansk, hvad ville du så gøre for andre mennesker, der havde brug for hjælp? Ville du hjælpe de svage fra andre lande? Eller ville du måske stemme på Dansk Folkeparti for at sikre dine egne interesser?

JUN:

Sikke nogle spørgsmål, hva’? Hvis jeg var født dansk,… (kort pause) Nej, jeg ved ikke. Men lige nu er jeg som sådan et hjælpsomt menneske, selvom jeg tit samtidig nærer en modvilje over for at være det. Det kan I se, hvis I følger mine monologer i stykkets kommende scener. Ja, nogen gange vil jeg gerne hjælpe andre, mens det samtidig kan irritere mig, at andre skal belemre mig med deres problemer. (Kort pause, lidt tænksom) Når jeg tænker på, at jeg har fået så stor hjælp fra de andre, da synes jeg, at jeg også skal hjælpe andre, fordi jeg skal være taknemmelig.

SKUESPILLER: (griner)

Så, lige nu vil du ikke stemme på Danske Folkeparti.

JUN:

Selvfølgelig ikke! Det er jo en ”værdikamp”, hvordan kan jeg stemme for et parti, som vil reducere min værdi som nydansker? Logisk set, også egoistisk set.

SKUESPILLER:

Nej, det gør du ikke. Men du har en meget liberalistisk holdning, ikke? Må jeg spørge, hvilket parti du stemmer på?

JUN:

Jo, og det må du gerne. Man siger, at kineserne i Danmark stemmer på Venstre. Jeg er i hvert fald en undtagelse, fordi jeg gerne vil være konsekvent. Hvis jeg var en gammeldansker i stedet for nydansker, vil jeg måske stemme på et liberalt parti, som vil øge de stærkere og dygtigere folks muligheder. Jeg er dygtig og flittig nok, men, jeg er nydansk. (Kort pause) Jeg vil have menneskerettigheder, mens jeg også skal udvise taknemmelighed og mådehold, og jeg må jo være logisk. Derfor kan jeg ikke direkte kæmpe for lige rettigheder men kun indirekte, dvs. jeg må lade de menneskekærlige danskere kæmpe for mig, alt imens jeg støtter dem. Derfor holder jeg lav profil og stemmer på Enhedslisten og SF, selv om jeg ikke er tilhænger af socialisme eller økologi. Det er ligesom, at en mand ikke kan føde, og så må han støtte den kvinde, som føder for ham.

SKUESPILLER:

Det er belærende at høre, hvad du siger. (Giver hånden til Jun.) Tak for din tid! Og nu tror vi, at vi skal holde pause. Herfra ønsker vi hel lykke med dit nydanske projekt.

JUN:

Selv tak og tak. Måske vil jeg på et eller andet tidspunkt også gerne bruge jeres hjælpende hænder. (Står op og går ud af scenen, men en skuespiller tænder videoprojektøren igen.)

SKUESPILLER:

Vi vil gøre det bedste, vi kan, hvis du har brug for os i dit projekt. (kort pause) Som vi plejer.

(Videoen fortsætter. De tre skuespillere går ud af scenen.)

Lyden fra videoen:

- Så, du betragter dig selv som en rigtig dansker, ikke?

JUN:

Nydansker. Jeg vil ikke glemme, at jeg oprindelig er en kineser. Men jeg er dansker, ja nydansker.

Der er selvfølgelig nogle ubehagelige ting i denne verden. I Kina finder der alle mulige former for undertrykkelse sted, og der er en række umenneskelige forhold, men da jeg ikke bor i Kina, behøver jeg ikke bekymre mig om det. Jeg er hverken én af dem, der bliver krænket, eller én af dem, der krænker andre. Så jeg har hverken nogen lidelse at udholde eller en dårlig samvittighed. Jo, der er fremmedhad i Danmark, men jeg kan også undgå at blive konfronteret med det. Jeg er jo meget velintegreret, taler godt dansk, og på en måde er jeg et forbillede for integration. Faktisk kan jeg sagtens se bort fra alt det ubehagelige, der finder sted, både i Kina og i Danmark. Et godt liv for min familie og mig er alt, hvad det drejer sig om.

(Lyset i teatersalen går op som et tegn på, at der er pause. Videoen på scenen fortsætter videre også under pausen.)

Lyden fra videoen:

- Så du også den anden vej dengang massakren på den himmelske fredsplads fandt sted?

JUN:

Men dengang var det også utroligt. Man havde ikke troet, at regimet ville sende kampvogne ind på pladsen, men det var dog logisk, at det gjorde det. Hvis man tænker dybere over det: De studerende ville jo ikke give op, og de havde heller ikke nogen bedre plan end regimets: De ville simpelthen have regimet til at begå selvmord, men regimet ville ikke gøre dette, så det slog hårdt ned på dem. Det var brutalt, men det var dog bedre end en borgerkrig. Kina har haft alt for mange borgerkrige. Man kunne ikke holde en tyran ud, så man gjorde oprør mod tyrannen, og hvad så? Hvad gang det lykkedes oprørerne at vælte tyrannen og få magt, blev de bare selv til en ny tyran, en mere hårdhændet tyran, værre end den gamle, mens befolkningens lidelser ikke blev formindsket. Kina havde brug for stabilitet. Når Kina er stabil, bliver Kina rig og stærk, så vi kineserne kan føle os stærke og stolte. Så behøver en betydningsløs kineser som jeg selv ikke tænke på at rejse til USA, Canada eller Danmark for at få en bedre tilværelse.

- Du er nu i Danmark. Dine børn er også danske unge…

JUN:

I Danmark behøver mine børn ikke at leve i frygt eller leve under tvang. De skal ikke vokse op som var de nogle uselvstændige kinesere i Kina, der hele tiden skal være som slaver, underlagt alle mulige konkurrenceforhold. De skal heller ikke vokse op som fordrukne danskere, nogle dovne danskere, der ikke er stræbsomme og søger deres vej opad, eller som nogle anarkistiske danskere, der modtager kontanthjælp fra det offentlige samtidig med, at de laver ballade mod det offentlige.

Jeg ønsker ikke, at mine børn skal være nødt til at arbejde hårdt for at overleve, men jeg vil dog have, at de kommer til at arbejde og studere flittigt, så de kan få en fremtid, hvor de vil være respekteret i samfundet. Jeg vil ikke have, at mine børn skal være nogen uvidende tabere, der ikke kan klare nogen form for konkurrence, men selvfølgelig er jeg helt imod den slags konkurrencevanvid, der finder sted i den moderne japanske og kinesiske kultur, hvor børnenes mulighed for lykke og glæde tages fra dem lige fra barnsben af.

- Så du er en fornuftig mand.

JUN:

Jeg integrerer mig i det danske samfund. Men jeg godtager ikke blindt alt fra den danske kultur, men jeg vælger alt det videnskabelige i den danske kultur til. Jeg lytter til videnskaben, og jeg lytter til den sunde fornuft.

I Kina, i min barndom og i de tidligere tider i Kina, opdragede man børn ved hjælp af en slags streng disciplin og selvdisciplin. Det vil jeg ikke gøre mod mine børn. Men jeg vil dog sikre mig, at de ikke kommer ind på en forkert løbebane. Jeg håber bare, at deres livsvej skal være opad - ikke nedad.

- Nu taler du mest om dine børn, lad os vende tilbage til dit eget liv, er det ikke også på vej opad?

JUN:

Det er ikke sjovt at stagnere på bunden af samfundet. Som flygtning er man fra begyndelsen helt på bunden af samfundet. Derfor vil jeg kæmpe hårdt for at komme opad i rækkerne. Vejen opad er ikke nemt. Det kræver flid, mod og intelligens.

Hvis jeg var en indfødt dansker, ville jeg ifølge min egen logik sige, at ingen indvandrer skal leve som var han eller hun et andenrangs menneske. Men jeg er ikke en indfødt dansker, så jeg er faktisk mindre berettiget til at sige det højt og have en mening om det. Det, jeg kan gøre, er bare at være usynlig. Men hvis jeg udfører noget til glæde for det danske samfund, må jeg godt være synlig. Jeg kan flittigt lære dansk og gøre mig umage for at integrere mig selv i det danske samfund.

Det er hårdt at være indvandrer i Danmark, at være nydansker, men da det er mit eget valg at være indvandrer i Danmark, at være nydansker, må jeg jo arbejde hårdt for det. Ingenting i tilværelsen er gratis, og man må yde for at kunne nyde. Man må gøre sig fortjent til det bedre, man må kæmpe sig opad i samfundet for at blive en respektabel, god borger.

…

(Lyden er slut, men videobillederne fortsætter.)

Scene 5

(Lyset i teatersalen bliver slukket som et tegn på, at pausen er ovre.)

(Videoen fra mellemspillet fortsætter lydløst også lidt efter pausen. Pludselig kommer Mei tilsyne i videobilledet, hvor hun holder en tale i en Amnesty-forsamling.)

MEI´s tale i videoen:

”Jeg vil ikke tolerere det, som jeg ikke kan tåle at se. Jeg har været på besøg i en flygtningelejr sammen med mine kammerater fra Amnesty. Jeg brød sammen, da jeg var der, og så de dårlige forhold, som folk levede under. Det er simpelthen tortur, som den danske stat udsætter asylansøgerne for. De lever i asylcentret, og de ser på samme tid folk uden for lejren leve et normalt, glædeligt liv, og det er et sådant liv, de selv stræber efter at komme til at leve, men de ved bare ikke, om de kan få lov til at leve et sådant liv. Mange bliver sindslidende med tiden af at være i lejren. De kan af politiske grunde ikke vende tilbage til det sted, hvor de kommer fra, og de kan heller ikke gøre det sted, hvor de opholder sig, til deres eget hjem. De lever i en gråzone. Sådan midt imellem en dæmpet form for fortvivlelse og en anstrengende længsel. Jeg kan ikke tåle sådan noget. Mit hjerte græd, da jeg mødte nogle af folkene fra lejren. Jeg tænkte, at jeg var nødt til at gøre noget…”

(En af korets skuespillere løber hurtig ind på scenen og stopper videoen.)

(Scenen bliver mørk, dvs. at pausen er da officielt slut.)

----------------------------------------------------------------

(Lys på Mei, som kommer ind på scenen lige efter pausen.)

MEI (monolog):

(Taler til sig selv.)

Da jeg meldte mig ind i Amnesty International, var min far glad. Han sagde, at folk, der er medlem af Amnesty International, er bedre mennesker end ham selv. Men jeg synes ikke, at det drejer sig om, hvorvidt man er bedre end andre eller ej. Man bliver et medlem af Amnesty International, når man melder sig ind. Selvfølgelig vil en neo-nazi eller en rocker eller et indvandrebandemedlem ikke gøre det, heller ikke nogen fra Dansk Folkeparti. Det er dem, der vil gøre noget for andre, der støtter Amnesty International. Jeg kan ikke lide Dansk Folkeparti, men jeg kan høre, at far ikke har så meget imod dem. Han sagde, at han godt kan forstå Dansk Folkeparti, fordi det er menneskeligt, at man ikke vil dele sin kage med andre folk.

(Taler til publikum.)

Jeg kommer her i aften for at finde ud af, hvordan vi skal lave demonstrationen ved Sandholm-lejren. (Kort pause) Selvfølgelig ved min far ikke, at jeg er her. Og jeg har fortalt ham, at jeg er til fest i gymnasiegruppen i Amnesty.

(Roder sin mobiltelefon frem og kigger på den. Kort pause.)

Forholdene i Sandholmlejren er jo forfærdelige. Folk kan ingenting. De har ikke noget liv. Jeg tror min far dengang også oplevede noget ubehageligt i Sandholm-lejren, men han vil ikke fortælle så meget om det. Han vil hellere koncentrere sig mere om livet nu. Han sagde også, at man må betale en pris for at få et bedre liv.

(De to kammerater ankommer, muligvis maskerede):

Luk asylcentrene! Forholdene derinde er umenneskelige!

PIL:

… En sådan lejr og den danske asylpolitik traumatiserer de mennesker, som i forvejen har en vanskelig tilværelse. Er vi klar til det på lørdag?

VEGA:

Folk skal mødes ved Allerød Station kl. 12.00. Når alle er samlet, begynder det med en almindelig demonstration ”Luk Lejren”. Optoget skal ud mod lejren ad Sandholmgårdsvej.

PIL:

Så kan nogle af os prøve at nå frem til lejren ad andre ruter. Selve demonstrationen er helt fredelig. Folk spiller musik og holder taler uden for lejrens hovedindgang. Vi håber, at beboerne fra Sandholmlejren vil deltage.

VEGA:

Når vi ser et aftalt signal for det, går vi i gang. Vi bryder ud af hoveddemonstrationen og klipper de udvalgte dele af hegnet, der omkranser Sandholmlejrens beboelsesområde, over. Så vælter vi hegnet!

PIL:

Husk at vores hovedindkaldelse er til en aktion, der er ikke-voldelig. Det skal ikke føre til nogen heftig konfrontation med politiet.

MEI: Jeg skal også lige lave et spørgeskema for Amnesty, og jeg er faktisk snart færdig med det… En ting til… Hvor skal vi hente boltsaksene?

(Pil, Vega går ud, og lyset dæmper efterhånden ned.)

(Mørke. Sceneskift.)

----------------------------------------------------------------

(Lyset op igen på Mei. Mei kommer frem fra venstre side med en bunke papirer i hånden og går mod højre. Hun kommer ned til publikum for at dele dem ud. På papierner står der ”Spørgeskemaet” med bl.a. spørgsmålene: ”Hvad synes du om den asylpolitik, som den danske regering fører?”, ”Hvad mener du, at du selv kan gøre for at afhjælpe asylansøgernes situation?”, ”Synes du, at Danmark er et foregangsland i spørgsmålet om humanistiske værdier?” I bunden af papiret står der med lille skrift: ”Det ovenstående er overhovedet ikke noget dokumentarisk. Det er nogle tekster fra teaterforestillingen, nemlig ud af en ren fiktion.” På bagsiden af papiret kan der stå fx Integrationsminesteriets spørgeskema.

Mens Mei deler sedlerne ud, kommer to af korets skuespillere på scenen og tænder video-projektøren. Her viser de klippet, hvor Mei holder tale til en Amnesty-forsamling. De sidder ned, mens videoen kører.)

MEI´s tale i videoen fortsætter:

Jeg ved, at jeg skal gøre noget ved det.

Staten Danmark sender folk tilbage til en trøstesløs verden. Når asylansøgeres sag er behandlet, og de fx ikke har fået asyl, men alligevel ikke kan rejse hjem, fordi det er for farligt i deres hjemland, må de opholde sig i årevis på et sådant trøstesløst sted som asylcenteret.

Det ser tilsyneladende menneskeligt ud i asylcenteret. Her får folk syv hundrede kr. pr person hver anden uge til alt dvs. tøj, transport og mad. Man kan kun lige klare sig for disse penge, når man køber de billigste madvarer fra Netto, Aldi og Lidl. Ja, man lader dem kun lige akkurat overleve, mens at de konstant bliver konfronteret med en benhård holdning: I er ikke borgere her, I bor her kun midlertidigt, indtil at der er truffet en afgørelse. Vi giver jer lidt penge til mad, indtil I tager afsted, ligesom de dyr, som vi hjælper, når de er kommet til skade, og de skal tilbage til naturen, så de kan klare sig selv igen. Vi hjælper kun asylansøgerne, fordi vi har vores humanistiske værdier. Men det er en grusom form for tortur at lade folk vente uden at kunne tage arbejde, møde danskere uden for lejren og indgå i det danske samfund.

Jeg kan ikke tåle tanken om, at der skal være nogen i Danmark, der behandles på en så uværdig måde. Asylansøgerne bliver alvorligt syge af at sidde i lejrene. Mange er traumatiserede nok i forvejen af den flugt, som de har været på, og den undertrykkelse, som de har været udsat for i deres hjemlande.

(Pause)

Ja, det er ligesom teksten til den sang, som de spiller for tiden ...

(Den tredje skuespiller kommer frem på scenen og slukker videoen. De to andre står op.)

----------------------------------------------------------------

De tre skuespillere på scenen

- Hvad er den for en sang?

- Ja, hvad for en sang? Mei har dog ikke noget ordsprog.

- Men jeg ved i hvert fald, at hun kan lide den der Christiania-sang..

(Tre skuespillere læser op i kor, med musikken i baggrunden. ”I kan ikke slå os ihjel”)

…I kan ikke slå os ihjel

I holder på magten

og støtter det I kender

I kæmper jeres kampe

for at vinde nye stemmer -

låser vore døre

med sikkerhedskæder

vi er mennesker der lever

ler og kæmper mens vi græder

…I kan ikke slå os ihjel

Scene 6

(Hos familien Zheng. En stor, men ufærdig kinesisk festlagkage står på et fad, midt i stuen. Man kan se, at bevægelsesrummet for menneskene på scenen er temmelig lille og væsentligt mindre end før, og at kagens rum er meget større. Kagen er også vokset i omfang rent proportionelt med udvidelsen af rummet).

JUN (har en åben bog i hånden, som han lægger fra sig, imens han læser højt.):

”Der var engang en yngling i en storby

på den anden side af jordkloden”

Sikke en hjemve!

JUN(monolog). (Taler til sig selv, mens han kigger på kagen som sit eget værk). Man skal være taknemmelig. Især når man selv har fået hjælp til at slå sig ned i et fremmed land og har fået lov til at trives med sin lykkelige familie.

(Pause.)

Nogen gange vil jeg gerne hjælpe andre, selvom det samtidig kan irritere mig, at de skal belemre mig med deres problemer.

(Vender sig om, taler til publikum.)

Ja, dengang da jeg kom hertil, var jeg hjælpsom. Jeg boede på et værelse i en ungdomsbolig i Hvidovre. Jeg gik på sprogskole om dagen. En gang efter midnat, var der nogen, der bankede på min dør. Jeg havde ikke ret mange møbler, men jeg havde købt et meget flot rødt gulvtæppe, og jeg fik nogle røde gardiner tilsendt af min lillesøster i Kina. Jeg lukkede døren op. Der stod en lidt sløv mand i døren. Jeg vidste ikke, at manden var narkoman. Han så lidt overrasket ud, da han så mig. Han sagde, at han ville låne telefonen for at ringe efter en taxa, fordi der ikke længere kørte nogen busser. Det var efter midnat. Jeg lod ham ringe. Men han ringede alligevel ikke og sagde, at han i stedet ville låne min sofa og hvile sig lidt. Jeg troede at det var dansk skik og brug, at man kom til en fremmed persons hjem og bad om lidt hjælp, og så fik den. Jeg var ikke så velvilligt indstillet, men jeg syntes, jeg skulle respektere den danske kultur, så jeg lod ham sidde på min sofa. Så faldt han i søvn. Jeg stolede ikke på ham, så derfor holdt jeg mig vågen og sad ved mit skrivebord, indtil kl. 6 om morgenen. Så vækkede jeg ham og sagde, at der nu kørte busser igen. Han ville ikke gå sin vej. Jeg sagde, at jeg ikke kunne hjælpe ham mere, og han blev nødt til at gå sin vej. Så gik han endelig, og han var meget vred. Et år senere genkendte jeg ham på gaden, hvor jeg gik sammen med en skolekammerat fra VUC. Jeg fortalte kammeraten om episoden. Kammeraten sagde, at han så ud som en narkoman, og at det ikke var et udtryk for dansk kultur, at man lukker en fremmed ind hos sig midt om natten. Jeg blev efterhånden lidt mere fortrolig med den danske kultur, og nogle år senere fandt jeg også ud af, at når luderne driver forretning i deres egne lejligheder, har de tit røde gardiner i vinduet. Så forstod jeg endnu bedre episoden.

(vender tilbage til kagen.)

Jeg forstod, at integration ikke bare går ud på at være hjælpsom og flink, fordi de fleste udlændinge er hjælpsomme og flinke i forvejen. Integration går i hvert fald slet ikke ud på at lukke nogen fremmede ind hos sig.

(Mei kommer hjem.)

MEI:

Hej, far.

JUN:

Det er godt. Du kommer hjem.

MEI:

Sover du ikke?

JUN:

Nu kan jeg snart gå i seng.

MEI:

Du behøver altså ikke at vente på mig. Jeg er et voksent menneske nu…

JUN:

Jeg ved, du er voksen. Men jeg bliver bekymret, når du er ude om aftenen siden sidste gang, hvor du kom fuld hjem.

MEI:

Nej, far. Nu taler du om det igen. Det var bare en fest.

JUN:

Ja, men du ved, det var en forfærdelig oplevelse for os alle, da du kastede op og havde migræne dagen efter…

MEI:

Det var jo bare almindelige tømmermænd. Vi behøver da ikke at tale om det hele tiden. For resten har jeg også lovet dig, at jeg aldrig drikker mere, når jeg går til fest.

JUN:

Ok, det er godt. Så behøver jeg ikke være bekymret…

MEI:

Nej, det behøver du overhovedet ikke. Jeg var bare til et Amnesty-møde…

JUN:

I har en del aktiviteter for nylig. Var Petrine også med?

MEI:

Jo. Det var hun.

JUN:

Ja, det er godt, at I gør noget for andre folk. Hvis det er muligt, vil jeg også gerne…

MEI:

Vi er jo med i aktionsgruppen på vores gymnasium. Hvis du vil være med i Amnesty, kan du melde dig ind i en lokalforening. Men du har jo travlt med restauranten og nu også med din kage…

JUN:

Ok, ok, jeg vil gerne melde mig ind som et medlem. Jeg vil betale og på den måde bidrage til denne gode sag…

MEI:

Tak, far. Det er sødt af dig. Jeg er glad for, at du vil melde dig ind i Amnesty. Nu er jeg lidt træt, og jeg tror, jeg snart skal sove.

JUN:

Jo, jeg gør det. I morgen! Det er godt, at man hjælper andre, når man selv har overskud. Jeg har stor respekt for de folk fra Amnesty, Folkekirkens Nødhjælp osv. Det er søde mennesker, der gerne vil hjælpe andre. De fleste af vores danske venner betaler også til den slags. Ja sådan gør de hæderlige mennesker…

(Mei er allerede væk. Jun vender tilbage til sin kage, imens han begynder sin monolog)

JUN (Sukker):

Amnesty International… (vender sig om, taler til publikum.) Jeg mener, det virkelig. Det er hæderligt at være med i Amnesty.

(monolog. Han kommer ind i kagens rum, og taler snart med sig selv og snart til publikum.) Da jeg åbnede min restaurant, var der nogle danske gæster, der sagde til mig, at de havde stor respekt for mig, fordi jeg var en forkæmper for frihed og demokrati. De sagde det, fordi de hørte, at jeg var kineser. De troede, at det var sådan, fordi der ikke fandtes ret mange kinesere i Danmark: Når en kineser var kommet til Danmark som flygtning, måtte han være en sådan en, der engang havde hejst frihedens flag på den himmelske freds plads. Jeg var lidt flov, da jeg hørte det, fordi jeg ikke er en sådan en. Jeg havde betalt en menneskesmugler for at arrangere en rejse for mig til Canada, inden den store demonstration fandt sted i Kina. Så jeg var i Shanghai, da de studerende begyndte at gå på gaden. Jeg ville ikke være med, fordi jeg vidste, at jeg snart skulle til Canada, og jeg ikke risikere at få et uventet problem. Jeg troede ikke på nogen studenterbevægelse, fordi jeg jo havde oplevet at være en del af en dengang i 1987. Den var bare en slags fest. Det var også bare en stor fest i 1989. Jeg troede ikke, at en sådan fest kunne give kinesere et bedre liv, men jeg vidste, at min rejse til Vesten ville give mig en bedre tilværelse. Prøv at se på dem, som var ledere af og stjernerne i studenteroprøret i 1989. De fleste af dem, der nåede at flygte fra Kina, er forretningsfolk i dag. De forstod ikke dengang, hvad ”demokrati” betyder, sådan som de råbte det i munden på hinanden; nu har de måske forstået det, da de aktivt fravælger det, og i stedet vælger de at tjene penge, tjene gode penge, tjene store penge, tjene hurtige penge. Det, de i virkeligheden vil have, er nemlig en bedre tilværelse! Jeg var også heldig, fordi jeg sad i et fly langt væk fra Kina, da massakren begyndte. Ellers skulle jeg have skiftet til et andet fly i København for at rejse videre til Toronto, men så valgte jeg i stedet at søge asyl i den danske lufthavn. Jeg kom til Sandholm. Jeg fik ikke status som en politisk asylansøger ud fra FN-konventionen men fik en humanitær opholdstilladelse på grundlag af, at der lige havde været en massakre i Kina. Jeg er tilfreds, og jeg er taknemmelig. Men jeg er nemlig ikke en, som har rejst et frihedens flag i Kina.

(Mørke. Sceneskift.)

----------------------------------------------------------------

De tre skuespillere på scenen

- Hvad synes I? Har han en henvisning til det, han sagde?

- Jeg er heller ikke sikker.

- Lad os læse det.

(De tre skuespillere læser op i kor):

I oldtiden skrev en mand i Staten Chus hovedstad et brev til Staten Yans premierminister. Det var mørkt, da han sad og skrev. Så han sagde til sin tjener, ”mere lys, tak!” Men eftersom han var så koncentreret i skrivning, skrev han også ordene ”mere lys, tak!” med i brevet.

Da Staten Yans premierminister fik og læste brevet, forstod han ikke de ord ”mere lys, tak!” i brevet, som var uden for sammenhængen. Men da han mente, at han selv var en klog og lærd mand, måtte han afkode disse ord. Så fortolkede han ”mere lys, tak!” som ”øg retfærdigheden, gennemsigtigheden og velviljen”. Han brugte nu ordene som et konkret, politisk forslag og rådede sin konge til at føre en mere anstændig politik. Derefter blev Staten Yan til et velfærdsland.

Ordene blev skrevet ned ved en fejl og fortolket ved en fejl, men de havde en god virkning alligevel.

Scene 7

(Hos familien Zheng. Den næsten færdige kinesiske festlagkage står midt i stuen. Den ser virkelig flot ud og er seks gange større end den, der var der tidligere. Kagens rum er blevet endnu større).

(Jun nynner en eller andet melodi, mens han arbejder på kagen i dens rum. Telefonen ringer i baggrunden. Ying Li kommer frem i det lille bevægelsesrum for mennesker. Hun løber hen i baggrunden for at tage telefonen.)

JUN (lidt opmuntret med sin kage):

De vil have det godt. Vi vil have det godt. Hvis vore forskellige interesser medfører sammenstød, og disse sammenstød kommer til at koste for meget både for dem og for os, da må der være tale om, at vi bygger en kulturforståelse imellem dem og os. Sådant siger den kloge nydansker.

(YING LIs stemme i baggrunden):

Det er Ying…

…

Nå.. Hej! Petrine…

…

Nej, jeg troede, at Mei var hos dig, hun sagde at hun skulle hos dig…

…

Det lyder lidt mærkeligt!

…

Ok, jeg siger det til hende, når hun kommer hjem.

…

Vi ses, og hils omkring.

…

Det skal nok. Hej.)

(Samtidig fortsætter Jun på den anden siden i kagens rum, både med sit arbejde på kagen og sin tale)

JUN: (taler til sig selv)

Jeg forlod Kina, fordi jeg havde en drøm om at leve et liv ligesom det, vi så i Hollywood-film i1980erne. Det lyder meget jo materialistisk. Måske man ser ned på dem, der gør alt for at opnå velstand i en ren, materialistisk forstand. Jeg var ligeglad med et sådant hykleri, fordi jeg vidste, at man først kan gøre grin med materialismen, når man har råd til det i materialistisk forstand. Der findes ikke nogen idealist, der er født fattig, men kun de idealister, som er født rige, er i stand til at vælge en idealistisk, men fattig livsstil til. Dem, som er født med adgang til rigelige mængder af mad i livet, kan fx vælge at aktionere og være sultestrejkende kunstnere, imens de, som er født og opvokset med mangel på mad, kun vil søge efter at få noget mad…

(Ying Li kommer frem imens. Jun har ikke mærket Ying Lis tilstedeværelse.)

YING LI: (mumler)

… Hun er sikkert hos en fra sin Amnesty-gruppe… (kigger på Jun og kagen) Jun arbejder stadigvæk med sin kage. Næsten færdig med den, Ih, hvor er det flot!

(klapper Jun på skulderne):

Skat, din kage har næsten fået sit eget liv!

JUN:

Undskyld. Jeg befandt mig et eller andet fjernt sted og har ikke hørt dig komme. Er den ikke flot, hva’? Men den er ikke helt færdig. Det tager ca. en uges tid til.

(Der lyder en lyd fra brevsprækken.)

YING LI: Det var Politiken, der kom. Nu skal du også slappe lidt af. Du sidder ned, og jeg laver te til dig.

(Ying Li går ud og kommer tilbage med avisen. Jun sidder og bladrer i Politiken).

(Ying Li kommer med te. Jun drikker te og læser avisen.)

JUN:

De siger, at der er sort arbejdskraft i restaurationsbranchen. Folk er ansat sort og hæver sociale ydelser samtidig.

YING LI:

Nå. Står der det? (Hun går hen til skrivebordet og tænder for sin PC).

JUN:

Det er sådanne restauranter som vores, at der er problemer med det.

YING LI:

Vi er jo kun os selv på restauranten.

JUN:

Ja, og Feng har hjulpet lidt til, men han er jo vores familiemedlem.

YING LI: (efter at hun har åbnet sin email og læser lidt).

Der er en mail fra Feng.

JUN:

Jeg skal nok hente ham i lufthaven. Hvad siger han?

YING LI:

Han kommer ikke hjem. Fordi han vil starte en cafe op i Kina.

JUN:

Gør han det?

YING LI:

Han sagde i sin e-mail, at han sammen med nogle folk fra Shanghai vil starte en ”Double-Happiness Healings-cafe”.

JUN:

Det lyder godt da. Han bruger endda navnet for vores restaurant og firma. Jeg har hele tiden vidst, at Feng ville få en stor karriere. Nu gør han det. Skal du svare ham med det samme? Skriv til ham, at hele vores familie støtter ham. (Fortsætter med at læse avisen. Stopper pludselig op.) Nej, nej, det er ikke rigtigt!?

YING LI:

Hvad er det?

JUN:

Det er vores datter. Ja det er Mei her. Mei er med i en artikel i Politiken!

YING LI (står op og løber hen til Jun):

Er det rigtigt. Lad mig se.

JUN:

Her er et billede, hvor hun står sammen med formanden af Amnesty International. Hun udtaler sig på Amnestys vegne.

”Den danske stat overtræder menneskerettighederne. Den danske stat er medskyldig i, at asylansøgere bliver sindslidende. Hvorfor må asylansøgere ikke indgå i det danske samfund og tage arbejde eller uddanne sig, imens de venter på, at deres sag bliver behandlet? Det må stoppe nu! Vi appellerer til, at Sandholmlejren og alle de andre asyllejre i Danmark bliver lukket.”

YING LI: Vores datter er så dygtig!

JUN:

Ikke kun dygtig, men også samvittighedsfuld. Sådan som en rigtig god borger skal være, der taler de svage og lidende folks sag. Hun gør det også på en civiliseret måde, ikke som de anarkistiske ballademagere fra Ungdomshuset, der står bag en masse ødelæggelser uden at gavne nogen som helst. Ja, vi kan være stolte af vores datter. Vi kan faktisk være stolte af begge vores børn. Nu laver de virkelig nogle fornuftige ting i deres liv!

YING LI:

Jeg skriver til Feng og fortæller ham om det også.

(Det bliver mørkt. Ying Li forsvinder i baggrunden. Jun begynder sin monolog med avisen i hånden.)

JUNs monolog:

Jeg støtter virkelig Mei i hendes udtalelser. Nogle ord må vi som eks-flygtninge ikke sige højt, men Mei må gerne sige det, fordi hun er født i Danmark.

Lighed, lige rettigheder, … alt det, som danskerne har adgang til, det vil jeg også gerne have, fordi jeg er et menneske ligesom, alle danskere er mennesker. Men når danskerne ikke vil lade mig have lige så meget, som de selv har, kan jeg jo ikke klage, fordi jeg kun kan stå her og tænke på disse ting, netop at det er under en sådan præmis, at danskerne har hjulpet mig, og som det gode, gamle kinesiske ordsprog også sagde, så skal man være taknemmelig.

(Bladrer i avisen, alt imens at kagens rum bliver endnu større.)

Nogle danskere vil hjertens gerne hjælpe. Der er ikke nogen pinlige spørgsmål hos dem, der gerne vil hjælpe. Når der er et pinligt spørgsmål, er det fordi, man ikke vil hjælpe. ”Er du virkelig i en nødssituation?”, ”Kan du bevise, at du har brug for hjælp?” eller ” Hvordan kan du forsikre os om, at dine blå mærker ikke er nogle, du selv har lavet?”.

Hvis sådanne pinlige spørgsmål ikke skræmmer dig væk, slår udlændingelovene og reglerne så til. Disse love og regler er - ligesom disse spørgsmål - ikke dannet ud fra en velvilje om at hjælpe andre, men ud fra en modvilje til at hjælpe.

(Taler til publikum.) Jeg følte mig også heldig, fordi jeg fik hjælp af jer, de danskere, som hjertens gerne vil hjælpe, - I havde hjulpet mig ved at give mig lov til at leve i dette velstandsland, og fordi I ikke havde pint mig med sådanne spørgsmål.

(Vender tilbage til kagen og taler til sig selv.) Omvendt er det også således: Det at hjælpe, kommer ikke an på, hvor stor en velstand man har, men kommer an på, hvor stor vilje man har til at hjælpe.

Det er en værdiforståelse, som på en måde passer ind i gammel kinesisk visdom: Man spørger ikke om hjælp fra dem, som ikke vil give hjælp. Man kommer hos de nådige ånder for at søge husly, men skal ikke banke på døren hos tigre og ulve.…

(Mørke. Sceneskift.)

----------------------------------------------------------------

De tre skuespillere på scenen

- Kan du finde flere af de visdomsord, han nævnte?

- Nej, det kan jeg ikke.

- Men her har jeg et eller andet.

- Godt, lad os bare læse det op.

(Tre skuespillere læser op i kor):

Konfusius gik forbi ved den ene side af Tai-Bjerget. Der sad en kvinde og græd ved en grav og sørgede. Konfusius vendte sig om og lyttede. Han sendte sin elev Zilu hen til at stille nogle spørgsmål til kvinden. Zilu sagde ”Du græder så meget, og du synes at have stor sorg”. Kvinden sagde, ”Du har ret. For lang tid siden spiste en tiger min svigerfar, så blev min mand også spist af en tiger. Nu blev min søn også spist af en tiger.” Konfusius spurgte da ”Hvorfor forlader du ikke stedet?”. Kvinden svarede, ”Fordi der ikke er noget benhårdt tyranni her.” Konfusius sagde ”Mine børn, I skal huske, at et benhårdt tyranni er mere forfærdeligt end tigre.”

Scene 8

(Hos familien Zheng. En kæmpestor, næsten færdig kinesisk festlagkage står i midten af stuen. )

(Jun kommer og fjerner den. Så kommer Ying Li ind igen med en rigtig flot kinesisk festlagkage i flere etager, der er rigt dekoreret, på et skinnende sølvfad.)

JUN:

I dag har vi lavet den rigtige kage færdig, og den eksperimenterede model af kagen kan smides væk.

Jeg henter lige kameraet.

YING LI:

Denne nybagte flotte kage skal afsted til Kongehuset.

JUN:

For så at komme til at stå på selveste Dronningens bord.

YING LI:

Så skal den bagefter spises af alle danskerne.

JUN:

De vil synes, det er den ypperligste af alle festlagkager. En rigtig Dronningekage.

YING LI: (går hen til sin PC)

Jeg tjekker lige, hvornår vores mellemmand kommer og henter den. Skal vi ikke fortælle Feng om vores kage?

JUN (tager fotos af kagen):

Jo. Du kan skrive en mail til ham.

YING LI:

Han bruger en ny kinesisk adresse, efter han besluttede at blive boende i Kina. Har du hans nye mail adresse?

JUN:

Jo. Men jeg har den ikke lige her. Gå ind på hans firmas hjemmeside og tjek det. Der er et link til hans email, ikke?

YING LI:

Jeg prøver. Jo. Her. Her er den. Tror jeg nok. www.cafe-doublehappiness.cn. Nå, hedder det nu Doublehappiness Massagecafe Shanghai. Ih, ih? Mærkeligt… hvorfor er der er fuld af piger i badedragter på forsiden? Du må komme og kigge.

(Dørklokken ringer.)

JUN:

Jeg tror, det er posten. Du tager den.

(Ying Li går ud. Jun kommer til sin PC.)

JUN: (humørskift)

Det kan ikke passe. Det er simpelthen et bordel.

Nej, nej, nej…”inspireret fra Danmark, der var det første land til at frigive den tekstlige og billedpornografien. Derfor tilbydes der også det, der hedder ’dansk’ på ’Double Happiness Healing-caféen’.”

YING LI:

(Fra baggrunden.) Bilen til kagen venter udenfor. Og så her, et anbefalet brev fra politiet. (Kommer på scenen igen efterhånden) Til Mei Zheng.

JUN:

Lad os åbne det. Det er ikke fordi, jeg vil overskrive mine børns grænser, men det er jo et brev fra politiet. Og Feng driver simpelthen en bordelvirksomhed… (Han tager brevet og åbner det).

YING LI:

Hvad er det?

JUN: (bleg i ansigtet)

Det er en dommerkendelse. Mei skal møde op i retten. Hvis hun ikke møder op, kan politiet komme efter hende…

YING LI:

Hun har brudt loven!?

JUN:

Nej, nej, nej!

YING LI: (tager brevet ud af hænderne på Jun)

Har vores Mei klippet hegnet over til Sandholmlejren?

Har hun været tilbageholdt af politiet?

Har hun sparket ud efter en tjenestemand i funktion?

(Jun render forvirret rundt. Kagen falder pludselig sammen.)

(Scenetæppet går ned.)

----------------------------------------------------------------

De tre skuespillere på scenen

(De tre skuespillere kommer frem foran scenetæppet.)

- Det var deprimerende!

- Tingene behøver ikke at ende sådan.

- Lad os få en mere positiv slutning.

- OK.

Scene 8a

(Hos familien Zheng. En kæmpestor, næsten færdig kinesisk festlagkage står i midten af stuen. )

(Jun kommer og fjerner kagen. Så kommer Ying Li ind igen med en rigtig flot kinesisk festlagkage i flere etager og rigt dekoreret, på et skinnende sølvfad.)

JUN:

I dag har vi lavet den rigtige kage færdig, og den eksperimenterede model af kagen kan smides væk.

Jeg henter lige kameraet.

YING LI:

Denne nybagte flotte kage skal afsted til Kongehuset.

JUN:

For så at stå på selveste Dronningens bord.

YING LI:

Så skal den bagefter spises af alle danskerne.

JUN:

De vil synes, det er den ypperligste af alle festlagkager. En rigtig Dronningekage.

(Det ringer på døren.)

YING LI:

Jeg tror, det er posten. Jeg åbner døren.

(Ying Li går ud. Jun går hen til kagen)

(Ying Li kommer ind igen)

YING LI: Der er tre breve. Et er til dig, et er til Mei.

JUN (åbner brevene):

”På grund af deres indsats i anledning af spørgsmålet om integration og på baggrund af deres kagekunst vil Kongehuset hermed invitere Dem og Deres kone til audiens hos Dronningen. Deres datter Mei Zheng er også inviteret, fordi hun har udvist en stor humanisme over for de hjælpeløse flygtninge. Deres søn Feng er også inviteret, fordi han har bragt den kinesiske akupunktur og urtemedicin til Danmark for at helbrede de kræftramte danskere og derigennem bragt håb til dem, der ikke længere har håb…

Vi har også sendt en invitation direkte til Deres datter i Danmark og Deres søn i Shanghai.”

YING LI:

Det er rørende. Jeg får tårer i øjnene.

JUN:

Endelig! Dagen er kommet: My dream has become true.

(Musik. Lyset fader ud.)

Scene 9a

(Musik. Lyset op, lidt efter lidt.)

(Scene uden ord. Dronningen modtager familien Zheng.)

(Scene uden ord. Dronningeparret spiser middag med familien Zheng.)

(Scenetæppet ned midt i musikken.)

----------------------------------------------------------------

De tre skuespillere på scenen

(De tre skuespiller kommer frem på for-scenen.)

- Det var da overdrivende positivt!

- Nej, jeg tror ikke på en sådan forkærlighed over for vores helt.

- Måske i Sverige, Norge eller Holland, men ikke Danmark. Danmark vil aldrig udvise en sådan overdrivende barmhjertighed over for en nydansker, han vil ikke kunne få en sådan skæbne.

- Hvis en slutning er deprimerende, er den dog virkelig.

- Lad os nu bare se, hvordan vores helt klarer situationen selv.

- OK.

Scene 8b

(Scenetæppet går op. Scenen er ligesom scene 8 og fortsætter fra et tidspunkt i scene 8.)

YING LI:

(Dørklokken ringer.)

JUN:

Jeg tror, det er posten. Du tager den.

(Ying Li går ud. Jun kommer til sin PC.)

JUN: (humørskift)

Det kan ikke passe. Det er simpelthen et bordel.

YING LI:

(Fra baggrunden) Bilen til kagen venter udenfor. Og så her, et anbefalet brev fra politiet. (Kommer på scenen igen efterhånden.) Til Mei Zheng.

JUN:

Lad os åbne det. Det er ikke fordi jeg vil overskride mine børns grænser, men det er jo et brev fra politiet. Og Feng har simpelthen drevet en bordelvirksomhed… (Han tager brevet op og åbner det).

YING LI:

Hvad er det?

JUN:

En indkaldelse til retten. Mei Zheng skal møde op. Hvis hun ikke møder op, kan politiet komme efter hende.

YING LI:

Hun har brudt loven!?

JUN:

Nej, nej, nej.

YING LI: (tager brevet ud af hænderne på Jun)

Har vores Mei klippet hegnet over til Sandholmlejren?

Har hun været tilbageholdt af politiet?

Har hun sparket ud efter en tjenestemand i funktion?

(Jun render rundt omkring festlagkagen i afmagt og panik. Kagen falder pludselig sammen.)

(Jun har flødeskum i sit ansigt. Hans bevægelser er stivnede.)

YING LI:

Er du OK?

JUN: Jo, jeg er OK. Vil du ikke være sød og gå ud til chaufføren og sige til ham, at vi er lidt forsinkede og bede ham om at vente lidt?

YING LI:

Ja, det gør jeg med det samme.

(Ying Li går ud af scenen.)

(Jun står et øjeblik helt stille. Pludselig vælter han kagen ned på gulvet og hopper, stamper og træder på den på en helt afsindig måde. Der er flødeskum ud over det hele.)

JUN: Din dumme kineser, din perker, din dumme indvandrer, din taber, din idiot, din gule neger, din risgnasker, din skævøje, din … (alle mulige bandeord). Du kan kun lave fiasko på fiasko. Du kommer aldrig til at tilhøre samfundets overklasse..

(Han tager en kølle og slår den ned i bordet, der får en stor flænge, og bagefter slår han køllen ned i gulvet. Så ser han, at Ying Li kommer. Han lader som om, at ingenting er sket.)

YING LI:

Er du OK. Skal jeg sige til chaufføren, at han skal køre igen?

JUN:

Nej, selvfølgelig ikke.

YING LI: (forsøger at trøste Jun):

Det gør ikke noget, vi kan bare sige til dem, at det var et uheld. Man kan jo ikke forhindre, at der kan ske et uheld. De vil helt sikkert have forståelse for...

JUN:

Nej, du beder ham bare om at vente lidt. Jeg rydder op her.

(Ying Li går ud af scenen.)

(Jun rydder op.)

(Ying Li kommer op på scenen igen og hjælper med at rydde op.)

(Det er ryddet op.)

YING LI: Nu er der ryddet op.

JUN: Ja, nu er det ryddet op. Vil du komme med mig? Jeg har brug for din hjælp.

(Ying Li og Jun går ud af scenen til venstre side.)

(Ying Li og Jun kommer frem på scenen igen fra venstre side. De to bærer en kage frem. En kage, der er dobbelt så stor som den sidste.)

JUN(taler til Ying Li, mens de bærer kagen til den højre side):

Lad os bære den ud til bilen. Der står nemlig i den opskrift, jeg hentede fra Kina, at man altid skal lave en reservekage ved siden af den rigtige kage. Hvis nu der skulle ske noget med den første kage. Jeg følger opskriften, og den gamle visdom svigter ikke. Mht. børnene skal vi måske være mere danske, lige så danske som de gamle danskere, og lade dem tage ansvar for deres handlinger selv, og lade dem lytte til deres egen samvittighed. Men mht. vores liv og os to, synes jeg nu, at vi måske skal til at være lidt mere kinesiske. Det er bedre at følge de gamle kinesiske opskrifter og lytte til den gamle kinesiske visdom, at lave en ekstra reservedel…

(De går ud til den højre side, mens Jun taler.)

(Scenetæppet går ned.)

----------------------------------------------------------------

De tre skuespillere på scenen

(De tre skuespillere kommer frem.)

- Nej, det er ikke færdigt endnu!

- Det var hårdt, hva’?! Vi ved nu ikke hvilken videre skæbne, der venter den sprogø´iske mand. I hvert fald er det hårdt for både ham og for vores helt.

- Men man skal aldrig give op, og der vil stadigvæk være håb, når man bliver ved i sin stræben. Lad os høre en genfortælling af det kinesiske ordsprog på dansk i en anden version:

Slutning

(En skuespiller):

Der var engang en lille pige. Hun havde boet i København, lige siden hun blev til i denne verden. Hun gik i sin københavnske gang. Hun så fjernsyn, og så fandt hun ud af, at der fandtes mange andre flotte, forskellige gangarter end sin egen i denne verden. Ja, det så hun på DR1, DR2, TV2news, TV2Lorry, osv.. De gangarter, der var fremmede og for hende nye, var så elegante, smukke og storartede ja, så menneskelige. Derfor købte hun en flybillet og rejste nu rundt i hele verden. Hun kom til Berlin, Paris, Tokyo, Hong Kong, Sydney, Bangkok, Mumbai, osv. for at lære den globaliserede gangart, - en verdensborgers gang.

(En anden skuespiller):

Tiden gik. Det var hårdt at lære en verdensborgers gangart. Fordi den for hende ikke var konkret nok. Hun kunne simpelthen ikke få sin egen gang med ind i den almenmenneskelige dvs. den globaliserede gang, selv om hun havde arbejdet meget hårdt for det. Tiden gik, og da hun en morgen vågnede i sin seng på et vandrehjem i New York, fandt hun pludselig ud af, at hun havde glemt sin oprindelige, københavnske gang, mens hun brugt al sin energi og koncentration på at lære en verdensborgers gang. Nu mistede hun det københavnske uden at realisere det globale. Hun kunne ikke gå på dansk, og hun kunne heller ikke gå på udansk. Så hun kunne simpelthen ikke gå.

Det gik ikke længere at blive i New York, så hun måtte vende tilbage til København. Men hun kunne jo ikke gå på sine egne ben. Efter hun havde været ude i verden, var hun nu overbevidst om, at det hele slet ikke drejede sig om at have en dansk eller udansk gangart. Hun måtte løse problemerne på en anden måde.

(En tredje skuespiller):

Så hun kastede sig ud i Atlanterhavet og svømmede i retning af København. Måske var hun egentlig ikke oprindeligt god til at svømme, men da hun ikke kunne gå, var det at svømme hendes eneste måde at rejse på. Hun blev bedre og bedre til at svømme. Hun fik en perle i sit hår, hver gang det gik fremad med svømningen, og hun lykkedes at lægge flere og flere kilometers afstand bag sig. Hun kom aldrig mere til lands. For da hun endelig kom til Nyhavn i København, dannede alle perlerne ligesom en krone på hende hoved. Nu indså hun, at hun havde opnået det, man kunne kalde for en fuldent ”perlehed”, og at hun slet og ret var blevet til en lille havfrue, som skulle svømme rundt i verden og repræsentere Danmark. Hun skulle ikke vinde medaljer hjem til Danmark i et eller andet OL, men hun skulle repræsentere Danmark og dele de dyrebare perler ud til hjælpeløse folk, der havde brug for dem, sådan som Danmark engang havde gjort det for folk, der levede i lande, hvor der var tyranniske undertrykkere, under apartheidregimer ja, i forbindelse med krig og hungersnød.

(De tre skuespillere i kor):

I 2009 var hun med, da det danske kongehus´ skib sejlede ind på havnen ved Huangpu floden i Shanghai. Hun var ganske vist ikke blevet fotograferet sammen med dronningen, men hun sejlede dog sammen med dronningen. Hun var der med sin allersidste perle, som hun gerne ville give til de fattige og fremmede gæstearbejdere i Shanghai. Det var netop disse grupper af mennesker, som byens politi med tvang ville sende tilbage til deres øde landsby, for at beskytte den flotte velfærd og de smukke værdier i Shanghai.

(En dansk national melodi).

(Den projicerede tekst slettes: 庄周《庄子•秋水》：“且子独不闻夫寿陵余子之学行于邯郸与？未得国能，又失其故行矣，直匍匐而归耳。”

Der var en gang en mand. Han hed Yu fra Shouling. Han rejste til Handan for at lære at gå. Han nåede ikke at få lært det i Handan, men mistede også sin egen gamle gangart. Så han kravlede hjem.)