Jeg lader mit ansigt falde
imellem maskerne og et intet
Jeg ser ingen komme
og tiden lader sig sove
iblandt ansigterne
Alligevel skærer en urviser på denne sovende tid
En revne
som åbner en dør til et møde
med hende i en anden by
Mine fingre strejfer på en væg
hvor jeg ser mit ansigt falde ned
Det farer ind i dybden af et ukendt lavland
Jeg ser ingen komme
Et ukendt lavland
det sted, jeg selv gerne vil komme
Jeg bruger ingen tid
Lad os blot sove
Hun sover
iblandt ansigterne
Man siger at vi ser mennesker
i de forskellige tider
imellem maskerne og intet
at vi ser dem spise og drikke
og nyse under solen
Hun græder
i dybden af det ukendte lavland
Jeg løber efter hendes spor
Jeg forestiller mig hendes ansigtsudtryk
Jeg blæser glas i hendes form
og det bliver til adskillige guder, når det falder i stykker
Jeg tegner et kort af lavlandet
Jeg tegner en hende, der græder
Jeg har tegnet verden om
da jeg så hende blive forelsket
Hendes forelskelse er en sø
i den mørkegrønne dal
Dertil skal jeg rejse
for at hente hende
Hun står i midten af den omtegnede verden
Hun bider på sin læbe
Hun ser mig gå ind i lavlandet
Er det mig eller
er det en anden
Jeg vandrede igennem
hundredvis af dale
Jeg gik forbi
tusindvis af mennesker
Her kommer jeg i dette
ukendte lavland
for at hente dig
Jeg har tegnet verden om
og nætterne blomstrer på min håndeflade
I entréen af denne verden lukker jeg hende ind
i en stor by, hvori er hun en fremmed
Hun spadserer på min barndoms morgentorv
og følger min morgengymnastik
Drenge og piger med skoletaske farer hende forbi
eller også en bus og en cykel
Du ser en scene du er ved at træde på, og jeg ser en scene
jeg ser
Jeg opsøgte
hundredvis af gader
Jeg spurgte tusindvis
af mennesker
Nu samler jeg en glas-gud op fra gulvet
for at leve dine gamle dage
Så man spiller en meningsløs melodi
i midten af menneskemængden
Se, at neglene vokser frem
at håret gror gråt
at tænderne løsner sig
Det er en omtegnet verden
men folk går stadig på restaurant
Men det er en omtegnet verden, og når hun føler sig utilpas
kalder man skrigende på integration
men jeg tegnede verden om
fordi jeg så hende blive forelsket
Hendes forelskelse er en sø
i den mørkegrønne dal
Der har jeg været
for at hente hende
Januar digte 2008
jeg lader myter oversvømme verden i håndfladen
jeg lader hende træde ind i vores hemmelighed
imellem blomster og stene
hendes entré i denne verden
bag et brudstykke af stjernernes genbillede
ord og sætning splitter
tankerne gengiver ikke øjeblikkets fred
hendes forelskelse
eller min ankomst for seksten år siden
er en anderledes stilhed
jeg må vende tilbage til en virkelighed inden myternes indtræden
en fødselsmeddelelse for otteogtredve år siden
eller fra et tidspunkt for treogfyrre år siden et sted på anden side af jordklode
dig, mig, jeg, du, han, hende…
nogle af os har allerede glemt
vi stikker vores håndflade i mudder og sand
for at få fat i et billede af den bestemte nat
langt væk
til et fraværende rige
et sted hvor der kun er et træ, et hus og en vej
lyset er tændt inden for døren
nattetimens dekorationer er kærlighedens mod
på væggen tegnes mine afstivede selvbilleder
en historie om en vagabond som vandrer over tusind bjerge
for at komme dig nær
stemningen hos os
smelter sammen med tidens bygninger udenfor vinduet
historiens gang strækker nogle kilometers fjern
dog ikke så langt
ja, en afskygget landevej leder til et stille sted
uden dag og nat
men stadig med kulturelle dekorationer
i en afgået kulturs skelet
bag bjergene er stort hav og bag havet er en stor himmel
det er dog et utilgængeligt område
alligevel forsøger han at gå over et bjerg
og derefter et andet
og derefter et andet igen
for endelig at komme dig nær
det trækker i hendes lejlighed
hendes nabo laver sin perverse lyd
hun er rejst til et andet land
jeg tjekker mine mails
så vander jeg blomsterne i hendes vindueskarm
så kommer jeg ud af døren
jeg har en følelse af tab
jeg kommer hjem i en anden by
jeg tjekker mine mails
så sidder jeg og forestiller mig et andet land
hvor de grønne trives overalt på bjerget
og i marken
ja, dér vil jeg se på den ene blomst, og jeg vil sige
at den er god og skøn, og den fortjener det bedste i verden
jeg driller tit med dit og dat
men en blomst er jo altid denne
den står en gang imellem i hendes vindueskarm
under dens skygge synker vi i et forårs dyb
jeg trækker min bekymring med ind og ud
at bekymre om hende i et andet land
hvor der løber et dybt og mørkt flodvand
men på den anden side må det være mit hjem
det trækker i min lejlighed
det trækker i tidens midt
jeg mærker hendes tyngde under mine øjenbryn
men hun er nu i et andet land
jeg ser et godt billede modarbejder et slemt
med vilje eller uden vilje
jeg læser dagens nyt i avisen
jeg tænker på, at hun læser dagens nyt i avisen
August digte 2008
det altruistiske får os til at fortælle en anden historie
vores hoveder kommer til at bryde klogskabens regel
men hverken den gode eller den slemme jimbut kan slippe
Pseudosalme
jeg ser en sprække på muren
på den anden side er der endnu et ansigt
jeg hører fuglene udenfor vinduet
sommerens tusmørke
det lugter stadig af solskinnet
jeg åbner en bog
jeg ser mine venner komme ud af tågen
de mystiske lyde taler til hinanden
du lytter til skyerne og månen
her er den verden, hvor den anden verden kommer fra
i Shanghai har man slet intet forholdsregel mod en voldsom kulde
du græd, da sneen dækkede byen til
dagens himmel er mørk
men der drypper ikke noget regn
mine venner er tilbage til deres eget hjem
i mit sind holdes der er en bus, hvori nogen gammel vil beholde deres sære pladser
mens verden kører
jeg sidder og skriver
jeg prøver bare at finder ud af
om teksten er korrekt
ja, - sneen dækker byen til
og hun bliver ked af det
det blæser også her og der
en gennemtvingende kulde kryber på ens ryg
så han er frustreret
det illusionsløse lys driver rundt i midtbyen
under en overskyet himmel
en voldsom hvirvelvind bryder undertiden frem
farer igennem en to tre og flere grupper af bygninger
som pompøst praler med deres ene og samme
kunstige drøm
du kan forstille dig, at intet er sket
i midtbyen trives patriotismens blomster
de skriftkloges grådighed og ludernes næstekærlighed
samt moralens egen prostitution
det er bare en sprække på muren
som giver udsigt
horisonten nærmer sig hertil
langs vejs skinner bilerne i køen
fantastisk
skal anekdoten være anderledes
og tomheden kondenseres
da må digteren synger en anden sang
om et ansigt
der tvinger sig igennem et lille hul
og tilbage til Odense
den gode og den slemme findes det samme sted i en kompakt form
undertiden dukker den uforskammede op
vi kan ikke høre noget tydeligt
indtil vores tempel bliver presset ind i et leksikon
så dagslyset lige falder på vores næse
som et stort kvaksalveri
hvor vi igen kan fordybe os i
den 5. september
2008
Titlen hedder: ”døden” er et
ord, man kan lege med i sin mund, selvom man er ung og uerfaret
da jeg var ung
talte jeg meget
om døden
og dengang kendte
jeg ikke så meget om livet
men jeg lavede
flere tusinde beskrivelser
af livet og
døden
livet har sin
kurs
og tiden
går
nu kender jeg noget
mere om livet
og stadig ikke
så meget om døden
jeg taler ikke
mere om den
siden jeg
begyndte at skrive opgaver om væren og ikke-væren
med begreberne
får man nemlig endnu flere måder til at lege
man skriver digte
fordi man mener at man skriver digte
det tror jeg
også jeg gør
man skriver digte
fordi man mener at man er digter
det tror jeg
også jeg gør
af og til kalder
jeg mig selv en digter
så
spørger jeg mig selv
hvornår
holder jeg op med at bruge de intellektuelle ord
sådan som
poesi og vers og mig selv
som dengang jeg
talte om døden med en tro på
at det er et privilegium at gøre det?
August digte 2008
…man leger også andre tinge, fx det olympiske
så, lad den hemmelighedsfulde leg hvile
i de grasserede baghaver
mens digterne
besynger og hædrer livet og døden
betvivler jeg
disses fuldkommenhed og erklærer dem meningsløs
så digterne
udfører en digters gerning, og jeg nyder min intetsigenhed
alle er tilfreds
solen efterlader
også glødende skær for sin deltagelse
og det er kun et
kortvarigt billede
sommer lykkes
doven og indolent
gebeterne uden
for poesien trives mangfoldighed:
oprørers
magtbegær parallel med tyranniets tolerante facader
fornuftens
sindssyge dominans
skrifterne, som
bilder mennesker ind med ord og bogstaver
rådnende
sandheder
efterår følger efter
hvad undergang eller mirakel
endelig mister
virkeligheden engang sin tro på at være virkelig
stjerner ses
eller findes
hemmelighed
svæver under skumringen
forbi vores dag
og nat
for at beskytte sig må man tage
forholdsregler og distancere sig
det gør de kloge
og spiller venlig
al den afskyelige
luft bliver pakket ind
og
tildækkes af farverige papirruller
så en
fuglerede nok er et sikker sted
så
længe det ikke bliver væltede
August digte 2008
Endnu en dag begynder og slutter
kom ud i verden
med
vilkårlige og uvilkårlige tanker i hoved
eller slet ingen
tanke
skriv et brev
eller postkort
ha’ noget
flot tøj for din forfængeligheds skyld
eller noget
billigt men ikke ret grimt
når du ikke
have råd
gennemskue
adskillige selvbedrag
sådan som
at være dig selv
man er som man
er, så længe man ikke kunstig at ville være sig selv
skynd dig ikke en
hastig tilværelse
hvis du ikke
løber efter noget tilbud
det er en evig
talemåde at træffe et valg
en
selvhøjtidelighed som man gentager
gentager du
og jeg
alligevel
træffer man et valg
når man vil
eller når
man bliver nødt til
bestil en pizza
når du er
sulten men ikke gider lave mad
og hvis du synes
det for varm inden du sover
åbn da
vinduet og lad frisk luft ind
sådan lever
du uanset du oplever det
eller ej
sådan
begynder endnu en dag og slutter
August digte 2008
Digte med noter 1
Han sidder på gulvet og tygger på hverdagens vrantenhed
Han ser den dansende danser sin dans i sit liv
for at tjener sit livs brød
Han trækker gardinet for
for han ved at andre ikke skal være nysgerrige i hans erkendelse
Lyden af vandløbet i et eller andet fjernt hjørne
eller musik fra en nabobygning
eller vinden suser forbi
Sådan er en dags gerning
En sans slæber sig over en anden sans og falmer i sin fuldførelse
Overhørigheden lukker hans dør ind og ud
Drømme bliver hans eneste underholder, så han og andre kan drømme på tværs
så en sandsynlig befolkning kan dannes
Uden for vinduet flyder tidens mangfoldighed
men inde hos ham opholder kun urets tiktak
Lyset er slukket og han sidder på gulvet
Hvad kan han huske?
Tre eller fire personer på et andet sted
som godt kan passe ind i en anden historie
er dog også med i denne
Man befinder sig i den samme verden
men behøver ikke at have noget med hinanden at gøre
Så den ene er død, den anden følger efter, og den tredje også
Måske er den fjerde endnu ikke død
men alligevel har intet med ham at gøre
Han sidder på gulvet. Solen skinner på den anden side af verden
og den kunne også godt være her
Tingene forandrer sig ikke
Tingene forandrer sig dog
Han husker godt at han fandtes
men det var anderledes
Han forestiller sig at fugle holder på et træ i baghaven
og synger
Sanserne må være forskellige nu og da
note:
“One world, one dream” sagde myndighederne i Kina om OL. Alle mennesker i verden drømmer en drøm, det er vrøvl, ikke tale om.
Jeg talte men min ven Guangtian, som bor i Kina, om det. Han sagde: der må kun være to slags i Kina gør det: den ene slags bliver frataget sin drøm af andre, den anden slags drømmer andres drøm.
Digte med noter 2
I min tanke har jeg så bygget en hytte igen
for at være stille i larmende kulturs fabulation
Det har en betydning for mig i forhold til mit konkrete liv
da jeg faktisk har bygget en
i mit konkrete liv
I min tanke bygger jeg ofte sætninger på dansk
med ordene som aktivering og integration
De er sikre nogle hyggelige ord
da jeg kan se, at man siger dem med smil på ansigtet
ja man har sikkert fundet meget ud af med disse ord
man har sikker fået stor fornøjelse ud af aktivering
og integration
eller ud af at anvende dem
Sådan som kineserne sagde, man gør sig nyttig
både for sig selv og for samfundet
og laver ikke nogen ballade
Jeg forstår meget godt
at Danmark er et dejligt land
derfor har jeg bygget en hytte i min tanke
efter at jeg for to år siden byggede en i Næsby
som ligger i Odense
Danmark er et dejligt land
som ikke smider bomber til sit naboland
heller ikke skyder systemkritiker
heller ikke massakrer folk osv. osv.
ja Danmark er et dejligt land
selv om jeg vil blive irriteret
hvis jeg er en troende muslim eller en smuk ung pige
når jeg ser nogle muhamedtegninger i en avis
eller møder en blotter på gade, der gør sin gerning foran mig
i mit konkrete liv bliver jeg dog ikke tit irriteret
det jeg vil er blot
at være stille i larmende kulturs fabulation
at leve et trivialt liv
i dette dejlige land
note:
Jeg snakker med en ven om en mulig historie: når en blotter viser sin pik til en fremmed pige, og hvis pigen er en ekstrem feminist, som tager en gummihammer frem og hamrer pikken fuldstændig i stykke, da er pigen en voldelig gerningskvinde. Min ven og jeg er enig om, kendsgerningerne at blotteren frit vil ytre sin pik foran en fremmed pige, og at pigen er en voldelig gerningskvinde, overhovedet ikke kan gøre pikken til en heltepik for ytringsfriheden, selvom den på en umenneskelig og grusom vis er blevet hamret i stykker.
August digte 2008
jeg er bevæget af det trivielle
i en flyvemaskine
det regner i derunder
og du synger ekstatisk
foran mig på sædet
kulturens konstruktion strækker sine arme og ben frem
i din kamp mod den bliver du fanget af den
jeg slår til
men tænkningens synlige legeme går stadig ikke i stykker
og dens usynlige struktur bliver ikke anderledes
hvem skriger da i vores drøm?
menneskerne klynger op på den forsvundne scene
en sommermorgen
mens erindringens opbygning falder sammen
låser vi ikke engang vor gamle værelse op
hvad enten vi er de gode eller de slemme
er vi hele tiden det ene og samme
det er jo en håbløs forhekselse
jeg den kloge siger til mig den dovne:
bag det ene bjerg ligger mon ikke et andet
på os selv stoler vi ikke mere end vores drøm
det falmende landskab åbner sig i en dyb vision
ingen kommer til syne eller
banker på vinduet
billedet af en forbigangen dag forbliver det som det er
husets dør står åben
stønnet og skriget berører mig ikke
hverken den gode eller den slemme
du kan bare frit vende dit hoved om
som alle er du også vild med et eller andet begreb
som leder til et frit løb
klistr en bekendtgørelse på panden
lad en øm fornemmelse gennemsyre selvhøjtideligheden
man kan fornemme, at markerne smelter ind i en farve
muren vælter en efter en anden
vinden skubber på vores krop
byen kaster sin skygge længere frem
vi ser livet danne sin skikkelse
ensbetydende eller ubestemt
vi lukker øjne
tænkningen får skade af sin hengivelse
de lønlige bevægelser af det kommende mørke
kommer efter ti million solskin
du står alene under sommerens fyrretræ
og klør på dit hoved
en smule duft af sødme
kommer igen og igen omkring os
en ubegribelig følelse
tidevandsstrømmen af forglemmelsen
og det gentager sig
mens vi er på et bjerg
ved en flod
eller i byen
den 6. september
2008
En hymne for en
Blomst
sprogets sandstorm rejser sig gang på gang mod os
og danner meninger og klogskab bag os
vi kan bare ikke vige os fra den fortryllende drøm om Blomsten
en drøm, hvor jeg ser en by
og jeg selv er flere ansigter på en gang
- så, kan vi fatte vores egne digtning?
mens den gode Jimbut holder sit hoved klart
danser den slemme hele vejen igennem
- taler nogen til os i vinden?
melankoliens stærke hænder skubber sin melodi ud
han tænker på Blomstens velfærd
de tågede og gule lys
må fortjene det bedste i denne sandsynlige verden
så jeg også skaber mig selv på ny
til et måneskær om midnat
fra det skjulte hjørne
strejfer ved en skyggefuld mundvig
ophidselsen flyder omkring i tavshedens lejr
og Blomsten smiler
alt hvad drømmens by er ud efter
får os til at bæve og skælve
i smilets svinden
-
desværre er en sådan forestilling aldrig tilstede
når man holder et stævnemøde
under et lindetræ
derfor sætter den gode Jimbut kun et ønske frem
og den slemme går ned ad en stentrappe i haven
begge vil gerne gribe fast i sig selv
ligesom konferenser for freden eller miljøet
eller et præsidentvalg
ligger beretningen om Blomsten også i vores arkiver
bare dens drøm vær lykkelig, uanset hvad
og endnu en dybere etage ned ad stentrappen
og al lykke må være hos Blomsten
kærlig hilsen
fra den gode Jimbut
kærlig hilsen
også fra den slemme Jimbut
den 6. september
2008
Prædikersevangeliet
jeg har bygget min have med lyset
så jeg kan går ind og hvile mig
uden at se eller høre eller tænke eller tro
det er så frit som magneten løber sin uanstrengte tur
en dag kommer mørket, - sandhedens læremester
da lukker haven sin dør og sin himmel
de levende ved ikke hvad det betyder
de døde er allerede ligeglad med om det betyder
noget, om det findes
jeg står stille og ser håbet rejse op i luften
smukt og flygtigt som en regnbuefarvet boble
opstå og forsvinde, uden at efterlade et spor
den letsindigste tjeneste er gjort igen og igen
tak vær moralens uholdbare ønsketænkning
i alle mulige hyggelige mønstre
dog findes kærlighed og kærlighed og kærligheder uden for min lysets have
jeg ved det
og jeg behøver ikke se eller høre eller tænke eller tro på det
livet forbliver et uopklaret liv
fordi det er så lysklar en viden
jeg har bygget min have med lyset
men nu strejfer jeg også omkring i mørket
hvor jeg kan synge og danse
og se og høre og tænke og tro
på noget uhyggeligt
- -
foråret kommer, og jeg hviler og drømmer i min have
så kommer sommeren, så går den
så er jeg igen udenfor
og jeg er også forberedt på
at vide alt om sandheden og virkeligheden
om alt det grusomste
netop i denne smukkeste verden
den 7. september
2008
Atter nogle Ikke-Haiku, eller en Ikke-sonet
i en henrivende korsang løber dødningehovedet rastløst i én guddommelighed
en joker støder sin pande kraftigt mod tænkningen
der mangler ikke publikum
falskheden jubler i himlen med sine forskellige sandheder
den ene er tilfreds og
den anden har et blomster i hånden
med sit overlegen smil
mens flere uvilkårligt
vil søge en mening i bambushytter
med en livsstil fra
betonbygning
dog danser månen stille imellem himlen og vandfladen
dramaet i en verden udenfor denne løber løbsk
millionbyens fantastiske modeshow stopper ikke den ene eller anden krig
i klodens forstad
eventyret siger, at
skurken skal dø af kvælningen
dramaet på denne
scene bliver en succes
den slemme onkel Jimbut gør sig klog en
gang i mellem
og kaster nogle
tændte kineser ind i kulturens hyggelighed
blomstringens æstetik bliver en vred forargelse
dog danser månen stille imellem himlen og vandfladen
en lille grøn plante, en dværgrose
en vindmølle under kølig morgenrøde
man viser også
sin turistbilleder fra de forrige år
Berlin, Beijing eller
Bangkok
og når man
åbner vinduet og får lidt frisk luft
er der også
træerne i landskabet
træernes skygge lurer på vores gamle spor
man har levet flere år inde i et hul i baghaven, hvor moralen plejer sin grådige pust
og dyrker en fiktiv skov af vores skrøbelige krop
men i morgen er det den aftalte dag for at gå en tur
gå en lang tur
den 7. september
2008
Snorken
Træet
kaster sin skikkelse ud af hænger uden for døren
Mens jeg
tænker tilbage, berører jeg dit blegede smil
dagen flyder
ind i
aftenrøden dufter der citrongræs
man hører
vuggende sommerlyd og brise
Så jeg
kommer ud af døren
Jeg
pløkker en klokkeblomst, som skal være dit vækkeur
og så snart
den rigtige, natlige mørk kommer, lægger jeg en bøn frem
en bøn til
mørket, og du må sove godt
en bøn til
den her natlige mørk
du sover
jeg vinker min
hånd
og vi
møder i den her natlige mørk
ved en
drøm
eller bare i
morgen
i morgen er det
stadig sjælløs sommer
luften stivner
sig stadig foran mig
som om en by skal
forsvinde
en eller anden
forbigående standser sin skridt og kigger på mig
jeg kigger
på træet
man ser en
fremmed se på træet
en gang i mellem
falder en blomst
ad vinduet ser
jeg de gamle folk, som er mine naboer
de hilser og vil
gerne hilses
jeg lægger
en bøn frem og lader den hvirvle lige igennem den drømmefanger
jeg fik fra dig
ja du
hører også min bøn
således
gennem en drømmefanger hængt på mit værelse
og den
åbner et vindue til din side
på din side
sover du dybt i dit mørke
Juli
digte 2008
Helsingør. 1
så ankommer
vi
i den egn hvor nedstigende
sol flammer som en refleks
af et lys i et
vindue uden ramme
vi træder
ind i den spindelvævede port
og spadserer i
erindringens smalle gyder
det er bare et
billede
når alt
står stille
det er alligevel
en by, hvor en vilkårlig samling af øjne og næser og armer
og bene flyder
fra den ene
café til den anden, de ansigter
de uklare
skikkelser skinner af det sidste sollys
vi holder vores
jadesten som en lampe i dette mørke
som har en dansk
livsstil
en kedsomhed, man
yder og nyder
fordi det ikke har
gjort ondt
eller fordi det
har gjort ondt
vi spadserer i
virkelighedens smalle gyder
hvor der konkret
er tynde, skæve narkomænd og fede, fornuftige middelklassefolk
og der konkrete
er dig, som er dansker
og mig som er
indvandrer
her ankommer vi
så vi
glemmer om det er virkeligheden eller erindringen
omkring os er
græsplæne og blomster
så
mødes vi i denne midte af scenen
en kop kaffe, en
kop te
en lille lur
under sommerhimlen
her nævner
man ikke et slot, ikke en historie om en prins
ikke nogle ædru svenskere eller ædruelige danskere
ikke en nyhed, at
fem politibetjente blev dræbt af en mand, som var blevet mishandlet af
politiet
ikke nogen
populær men upopulær sportsbegivenhed
heller ikke nogen
ting, som ellers kan være
det er bare en
dag
meget simpelt
jeg møder
dig i en lille by
vi går
rundt omkring
du spiser en
rejesuppe, mens jeg ikke spiser
August digte 2008
Helsingør. 2
jeg siger et ord
frem som en ren lyd
som skal danne en
figur uden betydning
fx en sky, men
ikke en regnbue
en væg, som
skal isolere nattens mørke
det er nemlig en
leg med sproget
sproget som et
æsel, man engang i mellem rider på
men som oftest
får fred med at være for sig selv
med ordet dukker
noget frem ud af intet
med sproget siger
man noget frem ud af intet
en færge skal
sejle
vejret har gjort
folk veltilfreds
måge og
duer har bygget rede under stationbygningens tag
jeg sidder og ser
de billeder i luft, som ikke konstruerer ordenes indhold
mens et fuldt
menneske i nogle metres afstand mumler
jeg vil ikke
gætte hvad det betyder
jeg siger et ord
frem
jeg kan stave det
forkert og jeg kan skrive det forkert
men jeg har nu
registreret det med et billede
jeg efteraber
ham, der vakler skævt fra den ene gyde til en anden gyde
eller jeg sidder
i behag i et landskab af det selvhøjtidelige borgerskab
og bilder mig
selv og andre ind med noget
som betegnes med
ordet integritet
kunst
livsstil
poesi
lykke
jeg går ned
ad trappen
og det gør
ondt i knæet
brisen er mild
under solen
Helsingør. 3
faktisk er det
ikke et mørkt sted
i det mindst ikke
lige nu
derfor har man
ikke brug for en vismand
som spiller et
lys i den formørkede tidsalder
jeg kan forstille
mig selv som en dreng
men endda som en
gammel mand ville jeg stadig have en bamseugle
en ugle som
trøster mig i mine forestillingers mørk
jeg hjælper
gerne når et menneske har brug for hjælp
selvom det
gør verden ikke bedre
og folk stadig
formålsløs prutter løs i et offentligt rum
det er en
soleklar dag
mens jeg ser
fuglene sidde stille på væggen og buskene sagt røre sig i
brisen
tænker jeg
på mine bevægelser imellem arbejde og arbejdsløshed
jeg er fri ved
indgang af den kommende nat
så fri som
den guldsmed svæver over mit hoved
at jeg ser mig
ufrit blive en gæst i andre menneskers gåde
det er endnu ikke
et mørkt sted
jeg skal med et
tog af sted
inden det bliver
mørkt
andetsteds taler
man om historien af ”at være eller ikke at være”
jeg tager
historien ikke ind i forbindelse med stedet
ja der findes et
flot slot her
men her
står jeg ved stranden
og solen skinner
hvis man kan
kæmpe sin vej ud af skæbnens slør og gribe denne stilhed
uden for
vil man vende
tilbage til det tidspunkt inden tingene er sket
jeg forstiller
mig selv som en dreng
som holder en
bamseugle
og føler
sig uendelig glad for det
Helsingør. 4
jeg bemærker
mit fravær med min tilstedeværende krop
og mit spor er
mit blik som fikserer et position i luft
telefonen ringer
den fjerner igen
sløret af tilværelsens usynlighed
busserne
kører, og butikkerne er åbne
en eller anden
ung pige går forbi med is i hånden
snart
tusmørke eller stadig glødende solskin
står det
som et billede i mit sind
lidt rødt,
lidt gult eller lidt orange
et tåget
billede
skærer ind
i min tågede virkelighed
min
fortælling er flygtig
jeg har en
anderledes storbysbarndom, som aldrig har været
her
lidt mere
grå og fjern
den bliver visket
væk med det samme
idet min
kæreste siger til mig, at hun var våd fordi det regnede
jeg ser en gammel
mand gabe på den anden side af gaden
jeg har smagt det
borgerlige på en restaurant overfor rådhuset
folk her er ikke
skøre, siger jeg
de er
mærkelige, men det er jeg også
for resten er jeg
en bekræftelsessøgende perker
allesteds hvor
jeg går hin har jeg mit fravær med
jeg slæber
med det hele vejen
ligesom byens
andre gæster med deres alkoholflasker
på gader byder
købstaden den urgamle rus med alle mulige moderne emballager
og is
så kigger
jeg tilbage ind i min tågede virkelighed
jeg
bemærker mit fravær med min tilstedeværende krop
mit spor tager af
byens farve
falmer med dens alderdom
skyerne i himlen
bevæger sig som altid
i den ene eller
den anden retning
Helsingør. 5
jeg har
fået et blik af byens indre og ydre
dens figur
blusser op i glemslens flod
som
strømmer bagud
en skikkelse for
en anden, som om man kender hinanden i forvejen
ferien, ungdommen,
alderdommen, uddannelsen og integrationsprojektet
jeg kan ikke
engang være sikker om det er mig
der iagttager
disse abstrakte virkeligheder
eller det er dem
der reflekterer mit omvredne ansigt i den utålmodige luft
det dufter en
gang imellem af blomster af forskellige arter
det lugter en
gang imellem af alkoholiseret bræk og hundelort
så snart
jeg tænker betydningen og meningen af et eller andet er jeg andetsteds
hen
jeg efterlader et
par tegninger om begrebet etik og æstetik
de er nu ikke
begreb
og de er slet og
rent en samling af bogstaver
som har
forskellige former
således
ankommer man i byen
at man ser folk
være venlig, ikke venlig eller ligeglad
de er nu alle
sammen figur, der blusser op i floden af éns glemsel
som
strømmer bagud og antyder de tilkommende spor
i historien
mumler man dengang at være eller ikke at være
nu ser jeg en
anderledes mumlen
kultur,
værdi, tolerans osv.
det giver
ligeledes god klang i dramaet
dets mening har
ligeledes intet med handlingen eller indholdet at gøre
og det lyder
mangfoldigt
aftenrøden
svæver på den ene side af havet
jeg stiger ind i
toget mod hovedstadet
jeg har
fået et blik af byen
ligesom de
utallige andre byer, eller tusindvis stjerner i nattens himmel
jeg genkender den
godt, men kender den slet ikke
ikke noget
væsentligt
et øjeblik
eller en tidsalder kommer og går
der findes dejlig
sti ved stranden uden for slottet
romantiske
stemninger
et fredeligt syn
af Øresund og Kronborg
Helsingør. 6
så din dag
må være meningsfuld
længere end
kedsomhedens rutine
du træder
på feriefolks sandsynlige spor
tilværelsens
livløshed
ja det må
være meningsfuldt
så du ser,
at jeg befinder mig på en ujævn gade
og en gammel
kvinde på kørestolen råber efter hjælp
jeg bærer
en eller anden tung ting for hende
hendes nabo er
sur på den ene ting
hun er sur
på den anden ting
jeg er ikke sur
jeg bærer
den bare
du ser en
sådan eftermiddag
du siger at jeg
skal skrive den ned
så jeg
skriver den ned
så du er
den der ved om det er en real scene
eller en fiktiv
beskrivelse
altså er
det Helsingør
hvor du må
have en meningsfuld dag
sammen med ham
eller hende der anonymt har brækket sig på dit hotelværelse
eller en
kontaktsøgende cafégænger
eller en flok
hyggelige familiefolk
men jeg kan
også fortælle alt anderledes
så det, du
ser, er et slot
vi går igennem dets port
det ligner et eventyr, og vi kan bilder os selv ind med alle mulige
solen er en virkelig sol
skyerne er virkelige skyer
vi går ved siden af hinanden en meningsløsheds tur
ikke noget byliv
ikke noget politisk eller økonomisk eller ny dansk eller gammel
dansk
men lever noget, som ikke kan siges
så en dag er du et andet sted
en lige så meningsfuld dag, hvor du dog ser blå luft, når
åbner vinduet
du tænker da denne meningsløsheds tur
oh, endelig kan tilværelsen være skøn i et
øjeblik
Helsingør. 7
en sommeraften
sidder et
menneske
i græsset
på en jordhøj
og drikker et
dansk vand
med solen og
solbrillerne i ansigtet
Øresund
foran og Kronborg bagved
et andet menneske
fortæller
at han var her en
vinterdag
stod på en
sti af tørre jord
med ansigtet i
den blæsende vind og frøs
Øresund
på den ene side og Kronborg på den anden
næsten uden
sol
August digte 2008
Sommerkæresterier 1
helst at få livet opmuntret
da dets løb faktisk er kortere
end den positive forgængelighed
videnskaben opretholder hos folk
alligevel råder man os at undgå ordene som jihat
et ord skal steriliseres i sprogbrug som martyr
selvom ordet ikke behøver udgøre en hellig krig mod et andet
fordi det frembringer en farlig allergi
hvem ved, hvordan det vil være om en eller to årtier igen
fysisk dig og mig skrøbeligere
men vi er som vi er i dag
sidder i en zoologisk have og vrøvler løs til hinanden
og ser et andet par kæreste omgivet af blomsterne
du finder endnu en bamse til mig
men den er ikke nødvendigvis den jeg vil have, så du tager en anden
vi ser også i dag
at gamle folk også kan lide den slags
at gamle folk også hvisker og tiske
mens vi tænker hvordan vi er
når tiden kommer
hvem ved, hvordan det vil være om et eller to århundrede igen
åndelige dig og mig svævende i luften
mens vi iagttager os som vi er i dag
og vi skaber nye syner på det træ, hvor vi usynligt sidder
vi er et flygtigt os
også i en tilkommende dag
helst at få livet trøstet
mens dets fylde kan være kedeligere
end alt det som ligger uden for vinduet
men alligevel skygger os
sådan er det en sommeraften
hyggeligt med aftenrøde og brise
men vi befinder os to forskellige steder
så skid på tanken om hvad et jihat er
skid på et smukt og grimt ol i Beijing
jeg tager bare min mobil og ringer til dig
lad os endelig vrøvle løs sammen
Sommerkæresterier 2
fra min terrasse
gennem de rullende skyers evig gentagne men aldrig ensartede mønstre
afspejlet af en utydet farve
rystet af en eller to grene i haven
en sommeraften
jeg danner et åndeligt slot for det åndelige os i min tanke
kærlighedens fædreland ved en blå røg
hvor vi engang har været inden tiden befandt sig i rummet
måske var vi der ren som to sjæle der aftalte
en sød genkendelse i livet
så skoven var vores skov, vores hemmelige have
vores sjæle dukkede op hver aften
det åndelige os spadserede op ad bakken
ned ad bakken som en melodi svævede omkring
vi spadserer så ned ad bakken ved siden af slottet
efter at vi er kommet ud af zooen
vi nyder det stille tusmørke
mens du ligger dit hoved i mit skød
solen er ved helt at forvinde i horisonten og skoven suser
i en lille smule vindpust
i min tanke
kan vi spore hertil
fra min terrasse
Sommerkæresterier 3
en skikkelse kommer hver aften og hilser på mig
jeg træder hver aften ind i denne skikkelse og hilser på dig
den fortæller mig en historie om den evige gudinde
i skumringens arnested
jeg fortæller dig hvad der foregår om dagen
men skikkelsen er også dig
sammen med mig i et mørkt rum
mens vores ugle sidder stille og glor
det regner i aften
og jeg spørger efter nyt om dig igen i skikkelsen
du er på en lille ø
og jeg er på en anden
vanddråberne på vinduet og tåget lys af gadelygterne
det er nemlig fra noget fjernt
fra en historie fra en anden tid
hvor min erindring møder din
hvor vores drømme overlapper hinanden
og vores aftale er fastlagt
i skumringens arnested
kommer en skikkelse og hilser på dig
du ser mig i øens mørk
men det er ikke mig
det er et digt jeg skriver til dig
mens jeg hører vinden blæse
på den anden ø
Sommerkæresterier 4
er dagen således som den altid har været?
men du er på vejen hjem
og efterlader øens landskab
hvor du har set et andet landskab i din drøm
vi ved også at der også har været andre mennesker på øen
som har drømt om noget andet
indtil den sidste ild i deres drøm er gået ud
og alt er forbi
så vi møder hinanden igen ved stationen
vi hilser hinanden og andre med ”har du haft det godt i dag?”
mørket tilintetgør vores spor efter os
der svæver en sværm af bananafluer over vores ånder
men den også kan være en hvirvlende melodi
flere virkeligheder bryder ud af en cirkel
og viser sig foran os
omkring i stuen og på soveværelset
de træder upersonligt frem
som vores forbigangne og tilkommende tider
men det er vores mødested i nutid
under vores fraværen trives to dværgroser
den ene med dit smil og den anden min sløvhed
vi genkender hinanden i deres kroneblade
der løber et stjerneskud i himlen
du er på vej hjem da du ser det
du sender et ønsk
jeg ser det også mens jeg ligger på gulvet med lukkede øjne
og dyrker yoga
Sommerkæresterier
5
jeg samler det jeg har mærket
og jeg mærker dig
jeg ser stemningerne bundfældes til ord, sætninger og digte
mens jeg sender beskeden til dig
bryder jeg ud af denne fortælling
og farer forbi virkeligheden
bevidstheden åbner sine vinduer
og jeg mærker dig
mens den allestedsnærværende borgerskab griner i byens smudsige slør
vi synker selv så dybt i den
at ansigterne på gader også er skovens blomster
der skal pynte kærlighedens sti
vores sti er vores ekstra liv
da vi begge engang har mistet det
i et fængsel i borgerskabet
hos travle fætre og religiøse tanter
mens en eller anden statsminister
sminker sig det sødeste udseende af bitterhed
i sin desperate politik
og på den måde har jeg også været en nihilist
som kunne være glad for ethvert nu
uden at have bekymring
så har jeg også sejlet ud i den store verden
et hav der skulle spejle mine hulle øjne i en nyere fortælling
uendelighedens udstrækning slutter i det punkt
hvor jeg mærker dig
hvor myten får sin vending
men jeg farer alligevel forbi
en virkelighed af lykkens borgerskab
man nyder et liv, som er en ekstra gave
et halvdødt menneske kan også være glad
mens han i anelsen ser døden uden tårer
men jeg mærker dig uanset hvad
og du kommer hjem og du ser mig
og vi taler om jordbær og mit snus
om en rød plet i din pude
- er den et tegn?
Sommerkæresterier
6
vi løber rundt på de københavnske gader
ser amuletter af de kinesiske årsdyr
jeg siger jeg er en slange som en vej bugter sig
og du er en hund som danner skyernes spor i luften
morgenstjerner vandrer i omkring begge sider af jordkloden
og blænder vores hvisken med de usynlige væsener imellem lyset og mørket
nattens bud mumles
gennem de fjerne læber et eller andet sted
i en uklar historie
en evig benådning ud af sandhedens pessimisme
eller vanddråber i tågen
reflekterer gadens uvirkelige stemninger
vi går også tur i byens kunstige naturomgivelse
de store træer kaster mig en eller anden violet mindelse
af et lydløst råb fra nogle år siden
de ansigter, som engang er blevet udvisket af den tropiske glødende sol
støder igen på stemningernes vindue
tidens forgængelighed har bragt dig og mig ind i en tid hvor vi ikke kendte hinanden
vi fanger alligevel drømmernes skønhed
bortsorteret lysets mareridt fra Kina-propaganda
så vi forfrisker vores drøm i håbets mørke egn
og ser verdens ild og andres kamp
så vi drejer virkeligheden om
så vi slæber bevidstheden ind i nordlyset
sådan er det indtil den sidste drøm er opløst i dagligdags travlhed
og sporet af vores modstand bliver visket ud
meningen i livet var det ellers ikke tale om
og så ingen frygt, ingen bekymring
ingen planlægning for morgendagen
men vi ser da hinanden
vi møder hinanden i København
et roligt smil
kaffe og morgenmad
lyset vågner ved sin uddøen
så vi siger at livet alligevel giver en mening
i en kort sommerdag
Sommerkæresterier
7
violet er den farve jeg ofte talte i min ungdom
en eller anden udtænkt scene med de store træer
et eller andet stille sted som kan udgøre en stemning
indtrykket af et grønt tog for mange år siden
de fremmede ansigt
dag og nat
æterisk budskab fra den forbigangne tid
et menneske bliver ført ind i et andet menneskes spor
grimme billeder fra en tilfældig drøm
gadelygter fra en lang afstand
en fortvivlet flugt i hallucination
en ukendt passager vinker til nogen eller noget i perron
søvnighed trives i luften under rejsen til din by
dog er min opmærksomhed holdt fast på stedet
mens en flod af månelyset svømmer ind ad vinduet
erindring er en stille fisk derinde
blændværk og håb er andre to fisk, der glor på hinanden
måske skal jeg ikke skrive dette
da sommeren er et produktionscenter for kæresterier
byen har vist dets sti til bedrifterne
med røg og støj, med stød og stønne
måske er jeg kun en hykler i den kulturelle elskovsbrand
ægte eller falsk hylder jeg kun det øjeblik
hvor en stemt scene er blevet lavet
så visker jeg det hele ud
jeg stiger ud af konventionens tog
og spadserer i elskovens forstad
et opholdssted indviet af uvejrets mørke himmel
efterfulgt af en anden verden
skygget af urskovens kæmpe løvblad
ja, jeg har nok så langt løbet hen ad en blindgyde
og til enden skal vejen ophæves
som alle andre bliver jeg også advaret om alderdoms usle hændelser
livet er en å, som skal flyde ind i en tør ørken
skæbnen har bestandig afmonteret mig fra optimismens opbygning
da er jeg stadig under rejsen til din by
og ad en hemmelig sti til din fortælling
vi har forlovet os i en historie som aldrig fortælles
kunsten er os en kærlig medvind
men vi skal ikke tilbringe vores sammenkomst i kulturens fiktion
Sommerkæresterier
8
jeg elsker dig i en krop, i en skikkelse i mørket og i et ansigt i lyset
jeg elsker dig i et åndedræt, i en drømmende sjæl
jeg kaster mig hen i en eftermiddag
hvor vi går hånd i hånd i sommerbrisen
vi hænger på en eller anden detalje
med glemsomhed og selvglemsomhed allesteds
med vågnede øjne ser vi ind i vores blege skæbne
i en endnu blegere dybde, ser vi de våde øjne
som er dog vores egne
dybt, dybt ind under denne bleghed
tager jeg dig med tilbage et sted i tidens å
eller bare Odense å
en bølge er nok til at bløde to hjerter
vi svinger op, vi svinger ned
åens overflad reflekterer vores sindsstemning
så vores sjæle flyder med
jeg elsker dig i en verden hvor vi begge er fremmede
og vi tager vores enorme dosis af skønhed og illusion
vi ophæver forgæves borgerskabets universale forfængelighed
i denne snobberis distrikt er vi selv en gang imellem de krybende orme
som vil benægte sin identitet som hjemløse børn
men jeg elsker dig også i en muddergrøft som står i vores vej
i den skærende modvind, hvor vi beskytter hinanden med vores favntag
jeg elsker dig altid i vores minder om vores tåbelige længsel
og vi har vores bamse der hedder Nana
--
i en sommeraften
sidder jeg sammen med dig ved siden af åen
vi ser aftenrøden
vi siger ikke meget
vi føler os lykkelig
--
uden denne lykke er livet for Nana livløst
Sommerkæresterier
9
jeg tegner en blomst
en blomst skyder til vejrs i din drøm
så kommer stjerneskud ved nattestunden
og i din drøm siger jeg til dig, at sollyset blomstrer i drømmens himmel
men det utidige solskin vækker dig
de hvide skyer er blot endnu en kedelig dags dekorationer
så du ser os
og du ser at du står uden for drømmen og bærer en nederdel i mørkeblå
som må antyde noget
et budskab fra de forrige århundrede
at jeg har set os
at jeg ser at du står uden for drømmen
og sollys falder på dine skuldre som et halsklæde
jeg tegner en blomst
så vi har et billede af dig og mig
du og jeg sidder i en bænk og spiser en isvaffel med tre kugler
et billede ledsaget af et andet
det vi kan lide og det vi ikke kan lide
borgerskabet fører som altid et efterstræbt billede med sig
men jeg slipper mig fri og forestiller mig noget
skønnere end et kunstigt landskab
men en dag bliver vi også strengere mod os selv
alt kan blive betænkeligt
hvad jeg har følt
hvad jeg har sagt
en taske og et silketørklæde
vi erfarer også tingene tristere end selve sørgeligheden
i Kina, i Danmark eller et andet sted
jeg tegner nu en blomst
af og til falder nogle visnede kronblade i vandet
et billede af dit ansigt vajer i dets overflade
vi har alle sammen en fornemmelse af at falde og synke
tidens kulturelle blablabla ånder os ind i sin rastløshed
vi flyder med i dens løb
en kirkegård i nabolaget kan godt være opholdssted
hvor der står en gravsten her eller dér
eller et fjernt ukendt sted
kommer os nær
så vi er en eller anden, der allerede har glemt et eller andet
men beholder en stemning
en morgen, en eftermiddag, en aften
med blomster på bordet eller skyer i himlen
August digte 2008