Kierkegaards piller

 

 

The Pills by Kierkegaard - Nyaveny

 

Råprøve på The Pills by Kierkegaard

 

Dramatik: Guangtian Zhang. Der indgår citater fra bla. Kierkegaard m.fl.

Medvirkende: Gai Ran, Li Xiaoluo, Wu Wei, Zhang Guangtian

Oversættelse: Jimbut (Dansk/kinesisk/dansk), Gritt Uldall-Jessen (Engelsk/dansk)

Tekstbearbejdelse og korrekturlæsning: Gritt Uldall-Jessen

 

Personer

 

Either Zhang En vagabond og en omvandrende medicinmand fra Kina, der bor i Kina, et fremmedlegeme i en tid fuld af økonomiske myter, en bunke skrald, der skal ryddes op og smides væk for ikke at komme til at forstyrre udsigten af et harmonisk landskab.

Or Jim en kynisk filosof, der lever af kontanthjælp i Danmark.

Æstetiske Lee En guide

Etiske Gai En luder

Religiøse Woo En sanger

 

 

 

 

 

Prolog: Enten Eller

 

Either Zhang: Mit navn er Either Zhang.

Jeg er en omvandrende vagabond og medicinmand fra Kina.

I har nok hørt, at vores store land Kina befinder sig i en tid fuld af myter om det økonomiske.

Der skyder forretninger op overalt.

Skoforretninger,

OL-forretninger,

Expo-forretninger,

poesi-forretninger.

Den udøvende kunst-forretninger.

Selvfølgelig er Formand Mao

og Kungfuzi også nogle forretninger.

Er der ikke et Kungfuzi-institut på universitetet i København?

Hvor meget har de betalt jer for det?

Ja! I vil nok spørge:

Har jeg ikke selv tænkt på at lave business?

Mon ikke!

Jo, gerne.

Men problemet er, at globaliseringen har taget livet af alle vagabonder og medicinmænd.

I vores land hedder det: Det er harmonien, der har taget livet af dem.

Jeg er en af dem, og jeg står for noget uvidenskabeligt.

Det er ligesom, når rygning pludselig skulle forbydes:

Rygning forbudt = vagabonder og medicinmænd forbudt!

Må jeg måske ryge her på teatret?

Da vil du begynde at tale om passiv rygning.

Nemlig, for da kan man tale om en risiko for en passiv slugning af min gift.

Den her verden er blevet så harmoni-søgende, den er blevet så harmonisk, at jeg ser ud som en værre bunke møg i den.

Men du ved, at møgbehandling, ja, det at komme af med affald koster også penge!

 

 

Or Jim: Mit navn er Or Jim.

Jeg er dansker, en kynisk filosof, der lever af kontanthjælp i Danmark. Men jeg er lovlydig.

Jeg rejser ikke til et eller andet land i den tredje verden og tager arbejde som parlamentariker, samtidig med at jeg modtager kontanthjælp i min kommune i Danmark.

Det er anderledes her end i Kina, som har sine myter om det økonomiske.

Vi har en myte om humanistisk velfærd, - selvom en sådan humanistisk velfærdsmyte også kan gå i stykker, hvis man er en irakisk flygtning, ja, når man endnu ikke er blevet en dansker.

Men det er jeg nu.

Da jeg var en ung dreng, var jeg og Either Zhang skolekammerater.

Vi gik på en kaserne-agtig kostskole for at få ideologiske behandlinger.

Han flygtede siden hen ud på landet og røg så i fængsel, og jeg røg i fængsel først og kom så til Danmark.

Jeg har lavet en masse ting, inden jeg kom til Danmark.

Jeg har været digter, munk, kommunistisk partisanmedlem i Myanmar, en kapitalistisk menneskesmugler, der handlede med pas.  Alle mulige ting …

Jeg har lavet alle slags ting.

Min livshistorie er alt for eventyragtig, og derfor er det bedst, at jeg springer den over og ikke taler mere om den.

Det er jo alt for virkeligt, alt for autentisk, det lyder som om, jeg lyver hver gang, jeg prøver at fortælle om den.

 

Either Zhang: Jeg har hørt, at du har oversat Kierkegaards ”Enten-Eller” til kinesisk.

Synes du, at kineserne har brug for en sådan bog?

 

Or Jim: I det mindste har Det Samfundsvidenskabelige Institut i Kina brug for værket, så de kan få et projekt ud af det og få penge, ja, især nogle penge fra Danmark.

 

Either Zhang: Hvorfor skal det gå igennem Det Samfunds-videnskabelige Institut i  Kina? Kan man ikke finde dig direkte til at klare opgaven med oversættelsen?

 

Or Jim: Ved du hvad, det er… Da jeg var kineser, var jeg mystisk, men nu er jeg dansker!

Så er vi alle danskere, og vi bliver ens alle sammen.

Vi går rundt under den samme sol i København.

Mine fødder støder mod andres fødder, mit ansigt støder på andres ansigter, min drøm støder på andres drømme.

Ja, vi har nemlig en række kultursammenstød  imellem hinanden, fordi vi alle sammen er danskere.

Dansker, danskere, nydanskere, gammeldanskere!

Ja, nu har jeg mistet min mystiske side. Og den side jeg har tilbage, vil kun støde de andre, ikke?

 

Either Zhang: Åh, nu forstår jeg.

En dansker arbejder hårdt og betaler skat.  Skatteydernes penge transporteres da fra et land til et andet land.

Det andet land er dygtig til at rage penge til sig, dygtig til at bruge dem men ikke dygtig til at blive færdig i tide med tingene.

Så dette land finder en dansker til at klare opgaven for sig.

 

Or Jim: Hov, hov, hov Either Zhang, hold din kæft!

Der kan være ambassadefolk her i salen, du ødelægger min karriere …

Selv om jeg ikke arbejder som parlamentariker, imens jeg modtager kontanthjælp -

så er det jo heller ikke sjovt at oversætte sådanne tykke bøger, mens jeg samtidig skal i aktivering og samle cigaretskodder op fra kinesiske turister som jer på Strøget, vel?

 

Either Zhang: Nu forstår jeg det.

Du er virkelig meget, meget enten-eller.

Vær kineser, du vil fortryde det.

Vær dansker, du vil også fortryde det …

 

 

Sang “Jeg gider ikke[i]”   

 

(De tre skuespillere, Æstetiske Lee, Etiske Gai, Religiøse Woo. Æstetiske Lee synger)

 

Jeg gider slet ikke.

Jeg gider ikke ride, det er en for voldsom bevægelse;

jeg gider ikke gå, det er for anstrengende;

jeg gider ikke lægge mig ned,

thi enten skulle jeg blive liggende, og det gider jeg ikke,

eller jeg skulle rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke.

Summa Summarum: jeg gider slet ikke.

 

Æstetiske Lee: Mit navn er Æstetiske Lee.

Jeg er rejseguide.

Mit arbejde består i at vise jer al skønhed, alle smukke landskaber i hele verden.

Jeg leder jeres blik hen på det skønne, jeg fører jeres skridt hen til det skønne.

Jeg får din sjæl til at opleve det skønne.

Men jeg er også selv smuk.

Ser du på verdens skønhed, overser du min, og ser du min skønhed, overser du verdens. Er jeg guide, fortryder jeg; er jeg ikke guide, fortryder jeg også.

 

Etiske Gai: Mit navn er Etiske Gai.

Jeg er luder.

Knepper I mig, krænker I mig; men knepper I mig ikke, fratager I mig mit levebrød, og når jeg mister mit job, dør jeg af sult og ender på gaden.

Vær luder, og jeg fortryder; vær ikke luder, og jeg fortryder også.

 

Religious Woo: Mit navn er Religiøse Woo, og jeg er sanger.

En sanger kan ikke fortryde det at være sanger, da jeg synger uden at tænke.

Jeg tror selv på det, jeg synger, og i troen springer jeg ud af fortvivlelsen.

Jeg bliver mig selv, og jeg er en verden.

Er der en anden verden end den?

 

Either Zhang: I Kierkegaards øjne er de kristne forsvundet i kristenheden, hvor alle udgiver sig for at være kristne.

Hvad så med et samfund, hvor alle udgiver sig for at være individualister?

Forsvinder de virkelige individualister ikke på samme måde i et sådant samfund?

 

 

Or Jim: Så er det stadigvæk et spørgsmål om enten-eller.

 

 

- EntenEller

 

- EntenEller

 

- EntenEller

 

- EntenEller

 

Alle sammen: EntenEller!!!

 

 

 

 

1 Akt. De æsteiske piller: Lille Havfrue Biguwen Piller

 

 (København. Nyhavn. Tusmørke.)

 (Aesthetic Lee leder en gruppe kinesiske turister på sightseeing.)

 

Aesthetic Lee: Her er den verdensberømte Nyhavn. Hvor er det smukt. Den nedadgående sol maler sine farver på masterne af sejlbådene!

Hvis dit blik opholder sig der, vil du blive et af verdens lykkeligste mennesker.

Selvfølgelig vil alle turister, der har været i København, købe nogle souvenirs med hjem fra Nyhavn.

Det vil være et bevis på, at man har været i København, når ens familie og venner spørger om turen.

Hvad er den helligste og smukkeste ja, den mest ualmindelige specialitet fra det danske kongerige?

Det er først og fremmest det dyrebare rav.

Har I set det, mine kære kammerater turister!?

Det berømte Ravhus ligger lige her på jeres venstre hånd …

 

Turist A: Stop, stop, stop!

Kære Æstetiske Lee, du skal ikke hele tiden overtale os til bare at købe og købe.

Du tog os hen  i en Georg Jensen-butik i formiddags og sagde, at der var sølvtøjet det bedste. Så fik du os til at købe Duckfeet-støvler og sagde, at det var den sidste læderproduktion i Danmark.

Hvad så nu? Hvordan kan rav nu pludselig også være en nødvendig vare?

Har du også arbejdet som sælger for dem og fik procenter af salget fra forretningerne?

 

Turist B: Jeg gider i hvert fald ikke købe noget mere. Jeg har også brugt alle mine penge.

Du skal ikke længere tro, at du kan få mig til at åbne pungen!

   

Aesthetic Lee: Ok, lad os ikke tale mere om det!

Faktisk har jeg heller ikke selv lyst til at tage jer hen til disse dumme butikker, hvis bare det ikke var fordi, jeg havde et så stort minus på min bankkonto.

Lad mig nu fortælle jer en hemmelighed.

Bare I nu ikke er sådan nogle smålige småborgere, der ikke har åndeligt råd til at nyde den.

  

Turisterne: Fortæl os nu den hemmelighed, kom så ud med det!

 

Aesthetic Lee: Kan I garantere, at I ikke er en af der smålige spidsborgere?

   

Turist A: Lad mig sige det sådan:

Jeg er så smålig, at der i forhold til mig ikke længere findes noget andet småligt menneske.

  

Turist B: Lad mig sige det sådan:

Jeg er alt for anderledes, at der i forhold til mig, kun findes smålige folk.

  

Aesthetic Lee: Ok, så lad mig fortælle…

   

(Side-replikker af Or Jim og Either Zhang. Andre indretter køkkenet og begynder at lave lækker kinesisk mad)

   

Or Jim: I 2005 læste Either Zhang en bog, der hedder ”Shoushibaoyuan” – vedligeholdelse af livet og vitaliteten.

Det er en national kinesisk medicin bog fra Ming Dynastiet dvs. fra det 17. århundrede.

Der er en opskrift i bogen på en pille, som hedder ”Biguwan” eller ”Madpillen”.

I beskrivelsen af pillen og dens effekt stod der følgende:

Når man indtager pillerne hver dag i halvanden måneds tid, bliver ens krop let som en svale, og efter tre måneder i træk kan man modstå kulden og sulten.

Hvis man indtager pillerne hver dag i over et år, behøver man ikke længere spise noget, samtidig med at man har udstråling i ansigtet og er fuld styrke og vitalitet i kroppen.

Denne medicin kan bruges mod hungersnød, og det er da et evangelium for de folk, der lever i mørket, og den kommer til at bringe lykke til alle nationer i hele verden.

Derefter forskede Either Zhang videre og fandt ud af, at mange af bogens andre opskrifter allerede var videnskabeligt dokumenterede og i anvendelse på de fleste sygehuse i Kina, selvom beskrivelsen af denne pille lød absurd.

Så opstillede Either Zhang en dristig teori: Når både kommunistiske såvel som kapitalistiske økonomer mente, at de en gang for alle havde opskriften på at redde verden -

og da der er så mange mennesker i verden, der lytter til dem, og så mange mennesker, der er en del af globaliseringen, hvorfor kunne vi så ikke tro på denne madpille - Biguwan?

 

Either Zhang: Så skrev jeg til Or Jim, at jeg håbede, at han kunne være med til at eksperimentere med denne opskrift.

Jeg tog urterne med til Danmark og søgte efter endnu en

samarbejdspartner, der skulle have en ånd som en heks, som nærede radikale følelser overfor menneskets problemer og med  sympati for de ukendte andre.

Or Jim præsenterede mig for Gritt Uldall-Jessen og så var laboratoriet for Biguwan-pillen klar.

Spørgsmålet er nu, hvorfor valgte jeg så Danmark?

Ifølge kinesisk Feng Shui har en god medicinsk opskrift brug for et stof, der har med en bestemt anledning eller omstændighed at gøre.

Fx når man bliver forkølet om efteråret, vil man tilføje et blad, som er faldet ned fra et træ, i opskriften, fordi man kan lære efteråret at kende igennem dette blad.

Lige siden jeg var barn, havde jeg hørt Danmark beskrevet som et land med verdens fremmeste humanistiske værdier. Her rakte Staten sine barmhjertige arme ud til de svage, de hjælpeløse og trøstesløse fra hele verden.

Altså, jeg konsulterede mine danske kolleger og spurgte dem, hvori et sådant blad kunne bestå, hvorigennem man kunne lære årstiden at kende.

Or Jim kom med et Dannebrog. Nemlig dette her!

 (viser dannebroget til publikummet).

Gritt viste os vejen til Håbets Allé, hvor en gruppe unge mødre var samlet i en lejlighed.

Så bankede vi på døren til lejligheden og bad om lov til at låne deres køkken.

Det fik vi lov til,

og så lavede vi pillen i køkkenet.

 

Or Jim: Da pillerne nu var produceret i København i Danmark, skulle vi jo give dem et dansk navn.

Hvad kunne så repræsentere Danmark?

 

Aesthetic Lee: Den lille Havfrue.

 

Or Jim: Ja, Den lille Havfrue!

Har I ikke set, at de to bryster på den lille havfrue skinner som to el-pærer, fordi alle turisterne rører ved dem?

Da turisterne kan lide den lille havfrue, lad os da kalde dem:

”Den Lille Havfrue Biguwan- Piller”!

   

Either Zhang: Vi havde pillerne klar og spørgsmålet var nu, hvem skulle have dem?

På et tidspunkt var der i nyhederne på TV og i aviserne en historie om, at der var hungersnød i Den Demokratiske Folkerepublik Korea, så vi overtalte os selv til at tro på det.

På den måde tænkte vi, at det var Nordkorea, der lige nu havde allermest brug for disse piller.

   

Or Jim: Så først opsøgte vi den Dansk-Koreanske Venskabsforening i København. Vi håbede, at vi ved hjælp af dem kunne aflevere pillerne til den nordkoreanske regering  og videre til folket.

 

   

A: Vi ringede til foreningen.

 

B: Vi fortalte, at vi havde nogle gaver til dem.

 

C: De sagde, at de gerne ville modtage gaverne,

 

A: og at de havde et arrangement om lørdagen.

 

B: Vi aftalte, at vi sås der.

 

C: Da det blev lørdag, mødte vi op.

 

Either Zhang: Vi sang først en sang, der hed “Paradis[ii]”.

Et kort referat af sangen er sådan her:

 

Paradis, o paradis,

vi har hele tiden været på jagt efter dig;

endelig har vi fundet dig;

lad os flyve sammen til paradis.

 

 

(Alle synger “Paradise” og danser)

 

(Efter sangen fortsættes fortællingen)

 

Or Jim: Efter at vi havde sunget sangen, åbnede vi gavepakken og fortalte, hvad det drejede sig om.

 

Either Zhang: Der opstod en lidt pinlig situation, og de bedstefædre og -mødre, der var mødt op, blev forvirrede.

 

Or Jim: Det var nemlig slet ikke meningen, at vi ville såre eller drille sådanne ærlige og godhjertede kommunister eller idealister.

 

A: Vi følte en stor trang til at afsløre for dem, at det bare var en happening.

 

B: Vi havde endda lyst til at komme væk derfra hurtigst muligt.

 

C: Men pludselig sagde de, at de også havde en gave til os.

 

Either Zhang: Det var to lysestager af glas til fyrfadslys, formet som en blomst.

   

Or Jim: Da tænkte jeg, at en lysestage også var en god ting.

Når vi tændte et lys, kunne det oplyse vores vej.

  

Either Zhang: Lyse op på vores vej for at finde hen til dem, der havde brug for pillerne.

   

 

 

 

A: Vi tog videre.

B: Næste station: Stockholm.

C: Det var fordi, vi havde hørt, at Den Demokratiske Folkerepublik Korea havde sin ambassade der.

 

Or Jim: Det var en dag med masser af sne, og vi havde en aftale med den kinesiske digter Chen Maiping.

Vi løb rundt i Stockholm,

gik henover en stor bro,

og så kom vi et forkert sted hen.

Det var nemlig Den Sydkoreanske Ambassade, men folk på Den Sydkoreanske Ambassade var heldigvis meget flinke og hjælpsomme og viste os, hvordan vi skulle komme det rigtige sted hen.

Til sidst fandt vi endelig stedet. Det lå ved en stor vej langt ude i en forstad. Det var et ensomt hus, og det så ud som om, der ikke var nogen beboere derinde.

 

A: Dingdong. Dingdong. Dingdong.

 

B: Endelig kom der en og lukkede døren op.

 

C: Det var en tyk fyr i sandaler.

 

Either Zhang: Han så på os med en overrasket mine.

Vi så nok rimeligt mærkelige ud på det tidspunkt.

Vi havde en stor kasse med

”Den Lille Havfrue Biguwan” –pillerne i armene, og vi var iført nogle beige uniformer, som vi havde købt i en uniformsbutik i København.

Det var en så uklar symbolik, at vi nok lignede et par generaler fra Myanmar.

Folk fra ambassaden ville sikkert aldrig have drømt om, at der ville komme sådan nogle folk som os tidligt om morgenen midt i den kolde vinter og ringe på dørklokken.

 

 

A: “Hvad vil I?”

 

B: “ Jo, det drejer sig om …

Vi er …

Og inde i kassen er der ”Den Lille Havfrue Biguwan”-piller. Det er en slags madpiller, når man spiser dem, så ...  

Vi har hørt, at der er hungersnød i Nordkorea. Derfor vil vi bede dem om at give pillerne til det nordkoreanske folk og til regeringen og håber på, at pillerne kan være en hjælp.”

 

C: Pludselig så han, at Chen Maiping stod ved siden af os og videofilmede.

 

A: ”Hvem er han?”. Han dækkede sit ansigt med en hånd og forsøgte at gemme sig. Han troede helt sikkert, at vi kunne være fra en eller anden terror-organisation, og at der måske var en bombe i kassen …

 

B: ” Vær ikke bange! Han er vores ven.”

 

C: ”Nej, vi har ikke brug for det her. Har totalt ikke brug for det, har ikke brug for det.”

 

(A kaster en frugt ud, som eksploderer som en bomb)

(Den kinesiske mad er færdig)

 

(Tilbage til scenen med Nyhavn i København.)

 

Aesthetic Lee: Det var så historien om ”Den Lille Havfrue Biguwan”- pillerne. Og der mange andre gode ting ved disse piller, som jeg gerne vil præsentere jer for.

Nu vil jeg nemlig dele dem ud til jer. Men på en betingelse! Og den er, at I som bytte skal aflevere alle jeres penge til mig, fordi at I ikke længere behøver at spise noget, når I har spist pillerne.

I har ikke længere brug for penge, så længe I altså har købt jeres returbillet hjem fra teatret.

(der de færdige lavet mad til publikummet)

Faktisk ser pillerne sådan her ud, inden de bliver tørret. Jeg vil bevare deres friskhed med vilje, så smager de rent æstetisk set bedre.

 (Til en turist eller publikummet).

Vil du smage?

Er de ikke lækre? Er det ikke de rigtige ”Den Lille Havfrue Biguwan”- piller? Er det ikke også en slags æstetik? Vil du også smage?

Der er et ordsprog i Kina, der lyder sådan her: ”Skønheden kan spises”. Er jeg ikke smuk? Jeg fortæller jer, at jeg også kan spises. Når I spiser en pille, er det lige som om at I spiser mig.

 

 

 

 

2 Akt. De etiske piller: Hamlets Piller

 

(Sangen af Religious Woo)

 

Sangteksten “sådan ting” [iii]

 

Der gives enkelte Lejligheder,

hvor det kan berøre en så uendelig smerteligt,

 at se et Menneske stå ganske ene i Verden.

Forleden så jeg således en fattig Pige,

der gik ganske ene til Kirken for at blive Konfirmeret.

 

Cornelius Nepos fortæller om en Feltherre,

der blev holdt indesluttet med et betydeligt Cavalleri i en Fæstning,

at han hver Dag lod Hestene piske,

at de ikke skulde tage Skade af den megen Stilleståen

- således lever jeg i denne Tid, som en Belejret;

men for ikke at tage Skade af den megen Stillesidden græder jeg mig træt.

 

(sangerens fortælling)

 

Religious Woo: I april 2009 blev Either Zhang i egenskab af at være medicinmand og jeg som sanger inviteret af det syd-koreanske instruktørforbund. Vi deltog i en Shakespeare-dramafestival.

I sin Hamlet-forestilling udførte Either Zhang en ny og forbedret udgave af ”Biguwan”-pillerne, og han navngav den nyere version af pillen ”Hamlet”.

   

(Either Zhang kommer ind, åbner de pose med urter, og kaster dem ind i gryden. Koger dem)

   

Either Zhang: Det anderledes var denne gang, at vi eksperimenterede på selve scenen på Arko Teater.

Vi lod Hamlet selv tage pillen.

Men henimod slutningen af stykket ville publikummet i teatret også prøve.

Der var en problemstilling: I Shakespeares stykke forsøger Hamlet selv at løse sine problemer. Men nu i tiden, hvor der er den økonomisk krise, den etiske krise og følelsernes krise, kunne man da bruge Hamlets metode til noget?

Han så ud som en fra neo-venstrefløjen i Kina og skubbede Formand Maos figur op på scenen.

Formand Mao lignede spøgelset af den gamle konge.

Og onklens intrige havde snarere karakter af at være politisk og lig med den egenmægtige tilegnelse af den kommunistiske stats kapitalistiske embedsmandsvælde.

Så hans idealisme var forgæves og et udtryk for forfængelighed.

Et vanvittigt løft af tomme slogans for de fattige.

Til sidst, da han omsider hang kondomer og bh’er op på Formand Maos billede,

blev han selv ramt af skizofreni og brød sammen i en slags besvimelse.

 

Religious Woo: Ophelias valg var ligefrem meget bedre.

Hun havde valgt kærligheden.

Men kærligheden blev forrådt og solgt som et slags skjold midt i en politisk magtkamp.

 

(En teaterreklamesælger kommer frem og deler fly’erne til publikummet og en luder, som går forbi)

 

Reklamesælger (spiller en elendig masket komedie): Se her! Prøv at se! En storartet performance igennem  tiden, det udødelige, store værk af Shakespeare bliver nu genopført i pomp, pragt og herlighed på Arko Teatret . Kaster man et blik på det, får man som et tyndt menneske et kilo kød mere på kroppen og som et tykt menneske bliver man et kilo tyndere …

 

(Luder Ethic Gai tog et flyer, kaster et blik på det, og spytter)

 

Etiske Gai (taler på dårligt engelsk): Ludere har ingen følelser,

og skuespillere er ikke  spor pålidelige.

Prins Hamlet? Latterlig!

 Monarkiet er lig med et offentligt toilet, der er fuld af lort, pis og mider.

 (peger på Either Zhang og Religio Woo) I er endnu mere latterlige. Sikke nogle gøglere, charlataner og svindlere, som I er!

I har svindlet jer hele vejen fra Kina til Danmark, Kina til Korea og fra Kina tilbage til Danmark. I sælger fuskemedicin.

Vil I virkelig løse hele verdens problemer?

Da skal I hellere tage og blive ludere, der trøster pikkene i denne verden!

Lad os være glade, glade i orgasme og i orgasme. Hellere dø i en orgasme end at dø i fortvivlelse.

Men nu er jeg kun interesseret i penge. Giv mig penge, penge, og når jeg har samlet penge nok sammen, skal finde min kære Søren!

 

(synger)

Sangen “Tårernes blomster fylder…”

 

Søren, Søren,

Det bliver længere og længere væk,

Tårernes blomster fylder svævende i luften

Ej jo di jo

Tårernes blomster oversvømmer mit hjerte.

 

Søren, Søren,

Det bliver længere og længere væk,

Wokken i taksen bliver lettere

Ej jo di jo

Bekymringen og vemod i hjertet bliver tungere

 

Ethic Gai: (går ned til publikummet):

Forstår I engelsk?

Taler I engelsk? Vil du røre mig?

 (Viser en skilt, hvor står, at hun er en flygtning fra jordskælv i Kina, har tabt pas og penge og bliver nødt til at være luder osv.)

Vil du kysse mig? OK!

Ikke noget problem.

(Viser en anden skilt, hvor der står priserne: hvor mange koster det at røre hænder, hvor mange koster det at røre bryster, hvor mange koster det at røre røv)

You happy me happy, fifty krones, both happy!

 

 (Happening, Ethic Gai går ned til publikummet og sælger sig selv inden for teateret. Andre synger i koret)

 

Koret “You Happy，Me Happy!”

 

    You happy,Me happy,

    fifity krones both happy!

    You happy,Me happy,

    fifity krones both happy!

 

(Ethic Gai opnår ogasme under publikummets berøring, skriger hysterisk og bryder ud…)

 

Ethic Gai: ”At være eller ikke at være”

det er spørgsmålet;

”at tage pillen eller ikke at tage pillen” det er også spørgsmålet!

Hvem af jer er Hamlet, hvem er Hamlet? Hvem?

Dig? Eller dig? Kom! Min prins, betal og få et knald!

Ellers vil du fortryde det, når du dør. Træf et valg her-og-nu uden fortrydelse!

Lad nu vær´ med at lave forslag i folketinget om at ulovliggøre prostitution.

Det er min egen sag!

Hvad rager det dig?

I må lade være med at være så hensynsløse! Og da I jo i forvejen har ejerskab til alting ja, adgang til alle de gode muligheder og privilegier, da må I da lade mig beholde mit sidste, mulige levebrød!

Ja, jeg er bare en stakkels lille

Ingen.

Men jeg kan alligevel være en nyttig genstand for jer = hyklerne!

Lad vær´ med at blive alt for hensynsløse, lad vær´!

Hvis I opfører jer på den måde,

da kommer I også til at føre jer selv lige lukt ned i en afgrund.

Hvad? I sagde, at man brugte voodoo for at kontrollere mig?

Ha ha, men det er noget, jeg selv har valgt.

Hvis jeg havde mulighed for at leve et ærefuldt liv,

ville jeg måske være lige så plaget af dette dilemma som jer.

Heldigvis, måske? Altså jeg har intet valg, så det ”at være eller ikke at være” er ikke et vanskeligt spørgsmål for mig.

 

(Hamlet er ramt, falder sammen på scenen)

(Etiske Gai kommer nærmere og støtter ham, trøster ham).

Dør du? Vær ikke bange,

læg dig i mit skød,

læg dig på min skulder,

kom, kom nærmere, nærmere mig. Hvad siger du?

 

Hamlet: O jeg dør Horatio: den stærke gift overvinder min ånd, jeg kan ikke leve til at høre nyt fra England, men jeg har en profeti:

Ved kongevalget sejrer Fortinbras, på dødens grænse giver jeg ham min stemme. Fortæl ham det, sig alt hvad der er sket, som førte til at jeg - resten er tavshed.

O o o o… (dør)

   　

Etiske Gai: Nu brast et ædelt hjerte.

Kære prins, sov sødt, må engle synge dig til hvile.

Men du tog fejl kun ved en ting, Det er nemlig ikke Fortinbras, der blev kronet som konge.

Den kommende på tronen er en anden, og hans navn er:

Præsident Obama.

 

 

 

(forlader Hamlets lig og løber hurtigt hen til midten af scenen. Bryder pludselig ud i gråd).

 

Etiske Gai: Nej, nej, nej! Jeg er ikke luder…

Nej, nej, jeg er en luder…

Men, kære Søren, Søren, jeg elsker dig!

 

   

(synger)

   

Søren, Søren,

længere og længere væk,

Tårernes blomster fylder i luften, svævende

Ej jo di jo

Tårernes blomster oversvømmer mit hjerte.

 

Søren, Søren,

Det bliver længere og længere væk,

Wokken i tasken bliver lettere

Ej jo di jo

Bekymringen og vemodet i hjertet bliver tungere

   

 

(Either Zhang og Religiøse Woo er færdig med at koge medicin. Either Zhang rækker en skål medicin hen til den fortvivlede Etiske Gai).

   

 

Either Zhang: Min Etiske Lee, jeg synes stadigvæk, at vi har brug for disse piller!

Du trøster verden, men hvem trøster dig?

Den etiske pille smager selvfølgelig ikke så godt som den æstetiske, men den gode medicin smager altid bittert!

 

    (Koret “Tårernes blomster oversvømmer mit hjerte …”, alle er i gang med at dele medicin ud til publikum.)

 

(Tekst på skærmen: Men hvad er det da, jeg vælger, er det Dette eller Hint? Nej, thi jeg vælger absolut, og absolut vælger jeg jo netop derved, at jeg har valgt ikke at vælge Dette eller Hint. Jeg vælger det Absolute, og hvad er det Absolute? Det er mig selv i min evige Gyldighed.  – Søren Kierkegaard ”Enten Eller”) 

 

 

 

Den 3. akt De religiøse piller: Kierkegaards Piller

 

 (Religiøse Woos sang)

 (Sangen ”at springe”):

 

At springe, jeg springer ud af strømmen

At springe, jeg springer ud af drømmen

At springe, jeg springer ud af røgen

At springe, jeg springer ud af cremen

At springe, jeg springer ind i handling

At springe, jeg springer uden en bevægelse

At springe, jeg springer over et svælgende dyb

At springe, jeg springer ud af medicinsk reaktion

At springe, at springe

At springe som himlen

At springe, at springe

At springe ud af fortvivlelse

 

(Fortælleren fortæller. Religiøse Woo laver piller i den tomme luft).

 

Fortæller A[iv]:

En ung Pige har overalt, hvor hun vender sig hen, Uendeligheden om sig, og Overgangen er et Spring, men vel at mærke, et kvindeligt, ikke et mandligt. Hvor er dog i Almindelighed Mændene så kloderagtige. Når de skulle springe, så skulle de tage Tilløb, gøre lange Forberedelser, måle Afstanden med Øjet, flere Gange løbe til: blive skye og vende tilbage igen. Endelig springe de og falde i. En ung Pige springer på en anden Måde. I Bjerg-Egne træffer man ofte tvende fremragende Fjeldspidser. Et svælgende Dyb adskiller dem, forfærdeligt at skue ned i. Ingen Mand vover dette Spring. En ung Pige derimod, så fortælle Egnens Beboere, har vovet det, og man kalder det Jomfru-Spring.

 

Fortæller B:

Jeg troer det gjerne, som jeg troer alt Udmærket om en ung Pige, og det er mig en Beruselse at høre de enfoldige Beboere tale derom. Jeg troer Alt, troer det Vidunderlige, forbauses deraf blot for at troe; som det Eneste, der har forbauset mig i Verden, er en ung Pige, det Første og bliver det Sidste. Og dog er et saadant Spring for en ung Pige kun et Hop, medens Mandens Spring altid bliver latterligt, fordi, hvor langt han end skræver ud, hans Anstrængelse paa eengang bliver Intet i Forhold til Toppenes Afstand og dog afgiver en Art Maalestok.

 

Fortæller C:

Jeg har også hørt en sådan lignende historie. En historie om en gnier.

En dag fik han sin søn til at besøge hans gamle ven.

Man skal jo have en gave med, når man er på besøg.

Så han klippede en fisk ud af et stykke papir og lod sønnen tage den med.

Sønnen ankom til faderens ven, men døren var lukket, så han bankede på.

Et øjeblik senere blev døren lukket op, og det var vennens søn.

Vennens søn spurgte: ”Har du noget med?”. Han gav papir-fisken til vennens søn. Til gengæld gav vennens søn ham også en gave, hvilken var en luftkage dvs. at vennens søn brugte sin finger til at tegne en kage i luften.

Efter at de havde hilst på hinanden og havde sagt farvel, kom vennens søn tilbage til sin far med papirfisken og fortalte, at Hr. Hansens søn havde været forbi med en gave.

Faderen spurgte, om han havde gengældt med en gave? Sønnen svarede ja.

Faderen spurgte, hvad det var for en gave?

Sønnen svarede: En kage tegnet af en finger i luften.

Faderen blev vred, da han så sønnens fingerbevægelse.

Han sagde med stor beklagelse i stemmen: Den kage, du tegnede, var alt for stor! Bare den kunne have været lidt mindre og helst endnu mindre.

 

(monologer, flere personer).

 

Or Jim: Næsten al denne snak handler om “et spring”.

 

Either Zhang: “Et spring”, det lyder som “den pludselige åbenbaring” fra Zen-buddhismen.

 

Ethic Gai: Kan et spring hjælpe en luder med at finde Søren?

 

Aesthetic Lee: Kan et spring hjælpe en guide ud af sin gæld?

 

Or Jim: Han er et kristent menneske.

 

Religious Woo: Nej, hun er en sanger.

 

Either Zhang: En mandlig kristen og en kvindelig sanger?

Det lyder mærkeligt!

Kan de to forenes og blive til en?

 

Or Jim: Det, der forvirrer mig, er, hvorfor du vendte tilbage igen til Danmark og laver sådanne ”Kierkegaard-piller”?

 

Either Zhang: Har du ikke hørt tale, at der er økonomisk krise? Mon ikke de forskellige forslag til at en gang for alle at løse krisen er en slags kult? I mine øjne er den ubetingede tro på høje herrer eller diverse autoriteter ikke bedre end min stædige tro på mine egne piller.

 

Ethic Gai: Når han, han og han får lov, hvorfor må jeg så ikke få lov?

 

Aesthetic Lee: Han gør det, og du gør det også; bliver du og han så ikke ens?

 

Or Jim: Måske er det det, som Either Zhang vil sige:

Når man kun kan gøre tingene på den måde, er det bedre at gøre det  mere ekstremt og at skubbe tingene i en modsat retning, så bliver man i det mindste ædru pga. det.

 

Either Zhang: ”At være eller ikke at være”, ”at tage piller eller ikke tage piller”;

det ene er en papirfisk,

det andet er en luftkage.

 

Ethic Gai: Det fyldte er det tomme,

og det tomme er det fyldte.

 

Aesthetic Lee: Peter Brook sagde: Det tomme rum!

 

Or Jim: Når den tomme tomhed er udtømt,

hvordan kan der så være tale om et tomt rum?

 

Ethic Gai: Hvordan kan springet så ske?

 

Either Zhang: Det er det, der interesserer mig.

 

(Religiøse Woos monolog).

 

Religiøse Woo (monolog):

For 5000 år siden var Religiøse Woo en shamanistisk heks,

og hendes sang nåede ud i en radius af tusinde kilometer . I sangen var der et helende trylleord, som kunne kurere de syge.

For 50 år siden kunne man se hende i den urskov i bjergområdet i Guizhou,

hvor Miao-folk boede.

Hun ryger en gren fra et fyrretræ og i hendes kurv på ryggen er der kun en slags urtemedicin, men den kan bruges til behandling af 500 slags sygdomme.

Selvfølgelig står hun nu her for at udfri den nuværende overtro, der er i kulturen, moralen og politikken.

Hun ved, at det eneste, der kan få hende til at være aktiv og tage springet, er at synge.

Hun er så begejstret og henrykt over  det at synge, at hendes ekstatiske tilstand hele tiden bliver opfattet som et udtryk for overtro.

På vejen fra København til Holstebro kan man ikke længere finde nogle giftige planter, mens nytteplanterne heller ikke kan bruges til at hele med.

I et land, hvor alle er kristne, hælder kirkens spids skævt nedad i aftenrøden. En filosof ved navnet Kierkegaard … det lyder som et gravsted.

I morges gik jeg forbi på den kirkegård, hvor han ligger.

Der tænkte jeg, at folk helst vil være i et fællesskab af individualister, der er ens, end at være i et fællesskab af ens kristne.

Filosofferne kan opnå folks respekt, men filosofien og spørgsmålet ”hvordan filosoferer man?” bliver overset og glemt.

Efter at jeg har tilsat ingredienserne salvie, koidz, læbe, et Dannebrog og Hamlets roser ned i gryden, længes jeg nu efter et ægte trylleord.

Jeg ledte og ledte efter det i alle mine minder og fandt så pludselig et velegnet sted i ”Ultimatum” i ”Enten-Eller”:

Fader i Himlen! Lær Du os at bede rettelig, at vort Hjerte maa aabne sig for Dig i Bøn og Paakaldelse, og intet lønligt Ønske gjemme, som vi vide er Dig ikke velbehageligt, men heller ingen hemmelig Frygt for, at Du vil negte os Noget, der Sandhed tjener til vort Bedste; paa det at de arbeidende Tanker, det urolige Sind, det bange Hjerte maa finde Hvile deri og derved, hvori og hvorved den ene er at finde, ved altid glade at takke Dig, idet vi glade bekjende, at mod Dig have vi altid Uret.

 

Amen.

Ok, det er lige meget, om de hedder ”Den Lille Havfrue Biguwan-piller”

eller ”Hamlet Biguwan-piller”.

Nu skal de bare hedde

”Kierkegaard Biguwan-piller”.

Nu håber jeg virkelig, at de er færdige.

Ligesom med al anden medicin følger der også en brugsanvisning med, og nu vil jeg læse den højt for jer, mit kære publikum:

Brecht sagde: I et kapitalistisk system sælger man sit eget pis til en toiletkumme. Jeg siger: I et socialistisk system tager man sit eget pis gratis tilbage fra kummen.

 

(synger).

(I en melodi af sangen ”Østen er rød”)

Kierkegaard's pills, Kierkegaard's pills

Kierkegaard's pills make you joyful and still

It seeks happiness for the people

Fu er hei yo,

It is the emancipator of your will.

 

Kierkegaards piller, Kierkegaards piller.

Kierkegaards piller får dig til at være glad og stille.

De sørger for folkets lykke.

Fo eh hej jo,

De befrier din sjæl!

(alle 4 synger i koret, ned til publikummet og deler piller ud.
(Or Jim finder ud af et eller andet og løbende følger efter)

 

Or Jim: Stop! Vent et øjeblik, der er lige noget, jeg skal have noget med tilbage!

 

Either Zhang: Hva´?

 

(Or Jim siger ingenting, roder efter noget igen. Han finder et dannebrogsflag.)

 

Either Zhang: Hvorfor?

 

Or Jim:

Dengang var Dannebroget den ingrediens, der svarede til et blad fra sæsonen, og derfor var det tilsat pillerne som et symbol for barmhjertighed.

Jeg hørte for et stykke tid siden, at de irakiske flygtninge, der søgte tilflugt i en kirke, blev sendt hjem.

Først troede jeg, at det bare var et udtryk for nogle få politikeres beslutning. Men nu har jeg fundet ud af at denne beslutning fik støtte af flertallet af den danske befolkning.

Så jeg må beklage og straks tage Dannebrog ud af pillerne, fordi den var kommet med i jeres medicin pga. min misforståelse.

Det er ok at man placerer et udueligt menneske/ en uduelig filosof (peger på sig selv) på scenen, men det går ikke, at man kommer en forkert ingrediens i en medicin.   

Jeg beklager!

(Or Jim tager dannebroget tilbage med stædighed)

 

Melodien af sangen ”Østen er rød”.

 

Slut.

”Østen er rød” er en hyldestsang til Mao, og den var en meget vigtig sang i Kinas revolusions tid.

 

Slut.