Jimbuts Odensedigte
Hjemme
i Odense
nu er det i Odense
og det bliver sent om efterår
på en sortblå himmel har jeg lyst til gå en tur i eventyrhaven
det fugtige græs knirker under mine fødder
ved siden af en dam
og i den friske luft ser jeg skikkelsen af statuen
måneskæret reflekterer på vandfladen
mit hoved er klare
men jeg vil drømme i stedet for at tænke
for at komme et andet sted hen
uden for en anden park
i en anden by
vi omfavner hinanden ved siden af en sø
måneskæret reflekterer på vandfladen
14.
september 2008
En
morgen i Odense
solen flyder ind på min seng ad vinduet
jeg ser en af mine CDer skinner og bliver nervøs
der kommer ikke nogen post
gennem et andet vindue skuer jeg ned på gaden
en mand står uden for et pizzeria med en hund
flere cykler farer forbi
jeg tænker nu på min nabo
hende gammel tant
hun kigger måske også ud ad et vindue
af og til ser hun mig forbi græsplænen
hun grubler nok en gang i mellem, om manden har et ordentligt arbejde
eller en kæreste
vinden puster lidt på træet uden for bygningen
de visnede blomster falder ned
jorden er fugtig nok til at optage dem ind i sig
jeg åbner vinduet, og lukker igen
jeg ser i spejlet en mand med et nybarberet hoved og tænker
jeg skal lave noget i dag
14.
september 2008
Odense
å
eller:
Jeg har forklaret dig, at det er koranerne, der spiser hunde, men kineserne
spiser ænder
mens vi kysser hinanden
får du øje på nogle ænder
der driver og slapper af på deres egen vandflade
så bliver du urolig
fordi du er nervøs for
at jeg vil gøre dem til vores aftensmad
14.
september 2008
Individualitetens
ubestemthed: den er en kedelig by, og jeg er et dovent menneske
jeg taler til de folk der tror på tidens gyldighed
i kulturens kølvand
jeg undersøger deres hyggelige samvær
mens jeg bladrer på min egen levnedsbog af de tidligere ensomme rejser
jeg tilslutter mig gerne et trygt fællesskab
med en nytteværdi af integrationen
blandt alt det fremmedartede
så jeg selv på engang er mig og disse folk
et flertal, der kan tilskrive livet en mening
uanset den er god eller dårlig
vi sikker os i vores uselvstændige tanke
en guldsmed flagrer forbi vores skønne landskab
når sollyset bekræfter en ny lykkelig dag
må sandheden hygge sig i vinflasken
jeg taler til de folk der slet intet tror på
og ikke kører med nogen bus
fordi de er sikre på
at den uforskammede retfærdiggørelse af moralen trives
at en falskhed dannet af de ægte bogstaver svæver
at falskheden kører med bussen
og jeg cykler
men intetsteds skal hen
og intetsteds er retningen
jeg behøver ellers ikke at tale med nogen
da jeg har båret en frækhedens religion
jeg er fortrolig med civilisationens retorik, og jeg kender alle vej
imellem de høje og lave bygninger
bare min egen krybende adresse ikke forsvinder
jeg lever i en kedelig by
jeg bliver ved at leve i en kedelig by
da jeg er for doven til at flytte
hvad
er det et individ egentligt gør?
det løber bare her og
der alene
det er nødt til at gøre
et eller andet anderledes
og det gør hvad alle kan
gøre
således forklarer jeg
mig selv
jeg taler eller ikke
taler med andre
det er nemlig en plan,
der skulle lykkes på alles vegn
sollyset kastes skarpt
på de andre og på mig
og gør vores handicap
tydelig for os selv
tja, jeg bliver træt og
falder i søvn
14.
september 2008
En
spadseretur i en skov i Odense
I eftermiddagen spadserer jeg ind i skoven
alene
Men med en tanke på en anden
eller flere andre
Oppe igennem træernes krone
ser jeg hvide skyer i blå himmel
som om det er det samme eftermiddag i min barndom
hvor jeg forestillede mig om abekongen og ferskenfestivalen
Erindringerne kommer og går
som en brise i skoven
De siger intet
De lytter intet
Og de befinder sig i intet
- -
En halvgammel man spadserer ind i skoven
i en eftermiddag
Faktisk kan han også bedre lide at blive hjemme
at vande en blomst på sit køkkens vindueskasse
Men blomsten visner
og planten dør
Han forstår hvorfor
den gode borgerlighed engang i mellem også får dårlig samvittighed
Det siger han
mens hans fod knuser en løvblad
Han har fået bekræftet sin vision
og ordene fra en erindring om intet er blevet lagt frem
fordi han ser de hvide skyer
15.
september 2008
En odenseaften
du er hjemme i aften
du er ked af det da du ser nogle billeder i fjernsynet
tingene sker her og der omkring verden
nyttighedens princip, du tror på
har ikke gjort virkelighed nyttigere
da du faktisk har råd til det
køber du også et par briller
som dine naboer og genboer gør
så du ser folk løbe
gennem byen
de vrede
de stille og rolige
de voldelig provokerende
de glade
de hjerteknuste
de fulde mennesker
ved at knække en valnød
med hænderne
kan du ikke klargøre en gådefuld gerning
den er skrumpet ind bag en mur
mens du stadig står med dit ansigt
foran muren
du falder i søvn
du vågner igen
du mærker din sved og du ved
at du har haft en dårlig drøm
mens fjernsynet er stadig tændt
21.
september 2008
I
Odense læste jeg filosofi på byens uni, hvor jeg har
haft Favrholdt, Klawonn, Hass, Thomassen osv..
bristningerne i vores tro på fornuften
trækker os langsomt tilbage
til drømmens inderlige tempel
vi tænder lyset og slukker det igen
en dag, når synsfeltet har endelig udstrakt sig ind i den trivielle banalitet
når vi er blevet en gruppe gamle julemænd
lige på dette sted
efterlader vi vores fortrængte uting
og rækker vores venligheder ud
for at modtage noget, som vi ikke kender
og som ikke er fra et bestemt arnested
afstanden til det fremmede er klar
vi kan sagtens se hjertelig ud
om intet gyldigt
vi gør en sandhøj til en menneskemængde
med interne uenigheder
et tankeeksperiment
og de strittende mennesker er ofte tabere
men vi går hånd i hånd
trækker hele vej igennem
og senere skal begivenheden fortælles
af dig eller mig eller en anden
træerne kaster skygge
og vinden stryger ved dine øre
endelig vil det fremmedes ansigt forsvinde
fra vores synsfelt
og vi drømmer stadig
22.
september 2008
En
eftermiddag, efter et besøg hos Poul Exner
verden bliver ikke anderledes
det er bare os, mennesker, der har fået et nederlag
som var det i et spil
man får tæsk i sit eget territorium
men man kan intetsteds flygte
indtil himlen falder ind i natten
græsset vokser
uhyrets øjne blinker
vi venter og iagttager
og der kommer beretningerne fra krigslande
vores hjerte bliver vådt
og vi venter og iagttager stadig
indtil flere år er forbi
indtil Danmarks melodi
bliver en erindring
oraklet
eventyret
eller en sørgesang
himlen fyldt med nyere tekster
verden kommer ikke til at være anderledes
det er blot os mennesker
der bliver ved med at lide vores nederlag
indtil vi bliver blinde, indtil vi begynder
at tro på nogen gud
igen
22.
september 2008