 |
||
|
Det er en elendig oversættelse, og jeg skal nok rette dem efterhånden. - Jimbut Azhongs digte Bekendelsen I musikken forhekser mig selv. Natten svæver hen op. Jeg har ikke et eneste ord, bare lader de uafbrudte stemme af de andres passiarer hvirvle omkring mig. O, regnet, er din meddelelse faldt ned? Prøv at arrangere vores skæbne. Kan vores fornemmelse af, at vi flakker om i et fremmede sted, rense os selv i en slags renhed? Kære ven, jeg vil fortælle dig: for en forfølgelse af livet vil jeg evigt ad min egen bane vandre fremad sågar ensom og alene. Sågar er det en længsel, vil jeg i et trist tidspunkt i strømmen af menneskene alene drikke og smage med drømmen med en besk optimisme Ordene De skæve notater De glitrende befalinger. Det skødesløse sprog Der giver pludselig en pause i den lange, lyriske flod Som sædvanlig beder man aftenbøn Alle bliver hurtig omvendt Den stinkende vold kommer til at tage pladsen af det kongehusets kundgørelse, som er blevet smidt ud på gade Der høres partenogenesens støn Der vises den visne hengivenhed og trangen til døden Kærligheden bliver ringere og ringere i menneskets hule rum Ved at danne regndråberne til et mørkt og dybt landskab raffinerer jeg selve tiden Så skal jeg angribe mine fjender og mig selv Livets tema er et hjul, der cirkulerer De skæve og usammenhængende notater skildrer verden som er den samme falskheds illusion fostret af den evige livmoder Dunkelheden, mit livs tema (Den 1ste del) Den blodagtige skumring blev smurt på mit vindue I gadens landskabe, som mit syn kan nå men jeg ikke kan gennemse er der træernes uklare omrids. Det er mandags morgen Den afstumpede folkmasse som bobler sværmer over glasset, som jeg løfter op På muren bag ved mig står der de vilde rovdyrs bidmærker Overfor mig er det folkeskaren som brudstykkerne af et tørt blad som vinden puster på Og min medlidenhed flyder også på gaden Min hånd rører ved tidens hegn De ensomme stemmer støder sammen inde i mit bryst Mindet om de gamle dage marcherer hovmodig ind i og ud fra mit sind følgendes med mit hele liv og flakker også om på gaden ... Jeg har fundet ud af nattens dybde og de ansigter, der dukker op her som bladene Inde i ethvert vindue glitrer der trist lys Jeg søger efter hemmeligheden uden for folkeskaren og søger efter sandheden Hvorfra stammer den evige charme? Hver morgen er der blot vinden, der klapper på mit tøj Nu er der kun denne aften lige så ærlig som dengang Vinden og regnen, der har sendt afsted bringen fred til min drøm Og sollyset svæver væk bag ved min krop lidt efter lidt Husene, der ligger tæt ved hinanden presser så stærk på min sjæl at jeg kan sletter den gamle by som at slette tegnene, der er skrevede på bordet Vil denne verden forsætte med at fordærves? Men jeg vil stadigvæk vente på, at den mørke nat sluger mig Jeg lytter til de sagte lyd uden for vinduet Kan de bevæge mig som dengang de gjorde? Den der mad ligger uordentlig på bordet I de mudrede gyder er der kun min tomme og meningsløse iagttagelse I min seng dækkes der tidens øde støv ... Mellem mine drømme og de sande, gamle dage når jeg forsamler og bearbejder de farverige historier er jeg jeres eneste, gamle kendte ... Uden at tænke kigger jeg på mængden inden for den der dør og iagttager den lidende tid i deres syn som en fremmede De besinder sig pegende på himlen om deres lykke i de gamle dage Den højtidelige pibe dækker min sjælelige oase som bjerge og hvirvler i den øde menneskeverden ... En for en historie kommer frem og forsvider i haven Gang på gang kigger jeg på spejlet Jeget inden for spejlet er lige som en strøm Hvem er det der sover nede ved verandaen, hvor græsserne højt trives Nyhederne bliver gamle Den fordærvede hukommelse kan ikke mere fortælle dig gerningerne i de gamle dage Hver dag mærker jeg, at jeg fortsættende bliver ældre og svagere hver dag er der ansigterne af vandfuglene som sværmende komme ind i papirets leg Gang på gang sønderrives mit liv Jeg kæmper forgæves Mit åndedrag få mig til at fryse Lad det aristokratiske sollys flyde Lad den mørke nat bare forblive hos mig længere Prøv at høre de flyvende fugles kvidder i himlen Se, det sorte flag, der vipper i det fjerne Det er mid fiasko Det er mit liv med blodet og tåren O, menneskeheden! Jeg er en af dig ... Jeg har set tidens glans gå i stykker Under blodmærkets kald er der min sjæl jeg kan ikke flygte herfra Over for det fjerne beder jeg om at min sjæl atter kan stige op som solen ... Byen, åbn dine øjne Klokken ringer og ryster min drøm De der fin-klædte marionetter spadserer flot og overlegent i min drøm Et for et maskinmæssige ansigter med det fragmenterede knæk springer op og ned i mit syn I den efterladte lade er det kun mine øjeæbler der drejer sig uben betydning ... Hvem vil komme til at bevæge mig Hvem har mærket ubeslutsomheden våren har givet mig Hver gang, når jeg vågner op af drømmen deltager de geskæftige spøgelser ved min pude i min panik Jeg kan ikke afvise de sjæle, der kommer fra det fjerne Jeg kan ikke afvise udspørgningen af friheden men jeg er en bunke visne grene, der aldrig kan skyde spire og sænker ned i de tørre ansigter Jeg åbner vinduet Foran det lille, forfaldne hus bliver der nogen sproglyd presset ud og forsvinder i luften Min ensomhed står sammen med den fugtige væg Jeg berører byens grove skind og sluger min egen tanke Det er skæbnesvangert, at jeg ikke kan komme ind i jer Jeg selv er allerede splittet og slås hver dag stille mod mig selv i det lille hus De her forkælede, svage blomster og lille insekter dræber jeg hånligt Hvad nærer jeg dem med? Ilden i mit hjerte brænder Den får også tiden tændt ... Denne verden sætter mig i sin sprække og strengpresse mig og får mig til at føle mig trykket i hele mit liv Disse masser håner mig med deres smil så at jeg mister alle min værdighed ... Sollyset kommer og går skyndsomt og beviser kun et jeg af intetheden, uden spor og skikkelse Spisebordet er fyldt med føden til menneskheden men mine makkere og jeg bliver mere og mere radmagre dag efter gad dag efter dag bliver jeg blodigere og ubarmhjertigere som rovdyr Brisen har pustet min sidste blidhed væk ... I denne gravagtige verden forfølger den betydningsløse tid vores spor Over for den ujævne, mudrede sti har min sjæl ingen frihed Efter at jeg dør, vil min testamente fortælle jer: I mit liv er alt ikke svært for mig at få, bortset fra smilet Alligevel vil jeg dø meget trist fordi jeg har allerede glemt smilet De ominøse samler sig omkring mig I byen lever jeg et mørkt liv Endda børnenes blikke tvinger mig til at skjule mig selv Endda regnens plask gøre mig bange Jeg er blevet så skrøbelig at jeg føler de utallige, elektriske strømme, der skærer i mit inderste når jeg går på gaden Min hoved kommer til at eksplodere Lad være at pine mig med flere spørgsmål! Hvert øjeblik dukker der løvet og gruset i min illusion sprogene ser fjendtligt på hinanden I mit ansigt luften og lyset skurer og skrubber Lad sol straffe mig bare lad den voldsomme fortvivlese besætte min erindring og dræbe min sjæl ... Stormen om natten lader mig bære dunkelheden i mit hele liv Det eneste lys i mit hjerte afspejler min endelige lod, for evigt at være ved at falde til grunden livet og døden som støv det ensomme, fortidige, alle succeserne og fiaskoerne alle de gloriøse som røg forbi er lige så triste som sollyset i skumring ... I den handicappede morgen skildrer jeg om mig selv Under lygterne på gaden svæver der den blege hoste af nattens fanger Den magre by Det magre landskab Solen En beske frugt i morgenen åbner en paniske side for mig ... Jeg omtaler nu sorgen og smager på dens adskillige absurditeter som danner det ufattelige mønster Jeg iagttager mig selv som om jeg var i en lydløs film og skammer mig over min elendighed Der er blot tomheden på de fire vægge I billedet af hans figur kan kun hans øjne ses hvis glans endnu tydeligt gløder Her kan man tydeligt se mit ansigt Et blodfattige ansigt af en luder Nede i jorden og både i din og i min hånd har vi kontrakterne, der ikke behøver at forklares Jeg har ikke ret til at sønderrive min skæbne Forstyrret af en indbildning kan jeg ikke flygte fra min nuværende situation Mens jeg glor på de visne blade og døde grene, synges der en sang. Det er den flydende aftenrøde, der synger for de piger, der er så fredsommelig og lyksalig som skulpturer ...vær venlig og åbn døren for mig. Ved siden af nattens dør er din dybsindighed så smuk som erindringens flamme. Når som helst kan det være, at du sluger mig med din begejstrings varme. Dit blafrende hår er nattens grænseløse drøm, som vikler sig om min længsel efter fremtiden. Din stemme. Nattens tale-i-vildelse hindrer mig i at komme ind i nattens indre. På vej til menneskelighedens hemmelighed har jeg altid mærket smerten og forvirringen Lad mig bare for evigt forliste i natten Ensomt glæder jeg mig over dig og indånder en kærlig beruselse. Jeg iagttager fuglene, der flyver mod det fjerne Vores vemod blafrer på nattens overflade ... I leddyrenes verden bærer de sagtelig tiden her- og dertil Der findes et miljø, næsten lidenskabelig og varmtfølende ... Hver gang går jeg herforbi oplever jeg en omstændighed I fantasien får jeg en vidunderlig fornemmelse om livet Hver gang kan jeg ikke forbliver i min ro Som en reol venter jeg på de andre, som kommer og læser min rapsodiske tanke Hver aften kan jeg frit vende tilbage i luften Alt, hvad der er, er ikke det, vi kender Jeg bruger mit sprog hyppigt Min tid er tynd og sparsom De lille-fuglagtige børn vækker min foretilling om solen Mine fejl hober sig op Jeg slår min ensomhed i hjel i kedsomheden Nattiden vil aldrig løbe ud Det er min lod og også din lod Som to mus i laden bider og æder vi i digtsamlingerne alle ord og sætning ... Det rigtige omgang har der aldrig været elles ville livet blive mere rædselsfuld ... Hændelserne i gamle dage er dybt plantet i vores tanke Hændelserne i gamle dage genfremstiller uheldene, som de vil bringe til os Der stod nutidens sprog i datidens gravsten En langvarige fælde som man ikke kan slippe fra Dødens fælde ... Hvad er det jeg kan lide Barokstilen i bygning Barokstilen i livsanskuelse Jeg forviser mig selv tit ud på gaden om natten og efterligner de fine damers opførsel I intetheden puster jeg livets vind og synger om en selv-forvist og hans tomme ekko Jeg vil være sammen med dig Med sangen brænder jeg mig selv og med sangen ofrer jeg mig selv Mens illusionen af denne verden som afspejles i den bløde smil af de levende, som smerteligt kæmper for livet bliver jeg en genstand, jeg sørger over Jeg har brug for narkoen til at ophidse mig selv uden at have sjælelig hjemme ... O, kvinderne Kvindernr, som har forudsagt mit liv I jeres ansigt skrives der mit hemmelige ord Hvem er den, der er egnet til at tyde det? Jeg går ud fra min lille hytte løfter mit hoved op og ser på den lyse himmel Derved bliver rystet af den gamle episodes genopstand ... Sollen skinner på vores drøm Der reflekteres en hånd på vindueskarm Ingen blomst kan vender tilbage til sig selv Jeg glor på de svævende fugler i himlen ovre byen Datiden i regnen Hytten i regnen Jeg hører efter den pressende brøle Jeg falder ned i sommeren, som brænder i stearinlyset Min mine er ved at brænde De lydløst leddyr i morgenrøden Ansigtsudtrykket i myten opløser sig. ... Over for den korte tid svæver verden ind i mit hjerte med dens adskillige billeder og sprogets storartede patos og mange gange mystikoplevelser i mit værelse Men jeg er undersøgt og den fuldkomne undersøgelse har fået mig til at blive træt Jeg er loyal I oprøret bevarer jeg stadigvæk min loyalitet I marken kigger jeg på gudernes skikkelse Jeg samler drømmens brudstykker op i drømmens centrum Bare smil således nøj med mønstrene i dine fingre og så snak om den flydende i himlen Du skal ikke stå over for hvad du har set. Hvis der bliver en dag, du skal dø skal du ikke snakke om hvad er sket i drømmen Muren forstærkes i mit hjerte Den spøgelseagtige fred i luften udspreder sig i min drøms land I en utænkelig morgen skildrer jeg denne tanke og dens struktur... Det første manus i slutningen af 1988 Det sidste manus i slutningen af 1994 oversat af Jimbut October 27, 1995 Det nye Liv --- Azhong --- De indledende Vers Lyset blinker en gang. Jeg skal ud, jeg skal nyde herrens rettighed med slavens måde. Mønterne falder ud fra min pung overalt på gulvet, og jeg iagttager omhyggelig billedet. Bøgerne falder overalt på gulvet, min tanker falder overalt på gulvet. Da jeg hastig kører på gaden, falder mængden på min krop og fuglene i mine øjne. Krigen forsvinder fra legenden, og jeg står op i legende. O, jeg den stakkels! Jeg har omdannet mit ansigt, og da I misser med jeres øjne, min spøg hidser jer op! O, jeg stakkels, jeg har slået mit ansigt opsvulmet, og mit teater er lige startet. Emotionelt lader jeg lyset blinke en gang til. Jeg er på vej ud kiggende på støvregnen, som svæver i nattens mørke... Besværgelsen Den modne nat, den romantistiske egenskab og den død, som de kvindelige hænder tager sig af! Se, - den mystik, der funkler i øjnene; den vår, som de guldmagere engang opfandt; Det svage skær i rotterede; tilfredsheden af de fattige; mit had og min blidhed i alle fire årstider... I det afspærrede værelse søger jeg om oprindelsen til mit sidste liv og falder i søvn sammen med bøgerne. At skrive til mine venner, - hvilket er mit eneste arbejde - , og at lægge plan til at slå tid ihjel. Jeg finder mig i alkohol og spadsereture, jeg er beruset på kørebanen i mellem toilettet og biblioteket. Jeg forsøger at finde ud af det blinkende, gamle sprog på gaden; og i det øjeblikket, da jeg venter på mit måltid, får jeg pludselig oplysning om erotikkens pragt. Jeg skal forfølge en anstændig kvinde og lade hendes eneste søn blive tigger på gaden. Jeg vil få alt mit naboskab til at blive min fjende, og jeg vil dø af udmattelse glimrende slåskamp. Hør! - skriget af dæmonen i maskinerne; nattens åndedræt, som trækkes ind og ud i mit bryst; kvindens dybe søvn efter sin parring; mine hungrige, rådvilde puls-slag. Det gule lys får mit ansigt til at se forfærdeligere ud, får de på papiret trykte myterne til at blive fortroligere, får Gud til at identificere sig med Satan, får kønslemmerne til at blotte sig i tusmørket og får din og min tanke, som kommunikere fra den lange afstand med hinanden, til at blokeres! Jeg savner stadigvæk forvirringen og fantasien, som de kvindelige hænder har givet mig om dagen; jeg savner stadigvæk reinkarnationens kreds, som de kvindelige hænder har fået mig til at give afkald på; jeg savner stadigvæk beruselsen, som de kvindelige hænder fortryllende har lagt på mig. O, kvinden. Jeg vil affærdige hende under mit drikkeri! Den berusede nat, de funklende stjerner. Fantasiens foster, der kommer ud fra kødet, er så modent at falde på jorden. Saligheden Jeg bør opgive det begær, at ville sejre i den grusomme udskældning. Jeg fumler med de gammelmodige vers for at få dem til at glimre igen. I er der og kvæle jeres egen nakke med ideens snor; jeres udstående øjne får min medlidenhed til at blive stærkere og stærkere. Bortset fra egoet er jeg ikke i stand til at frelse nogen levende, heller ikke mig selv. I storbyen får jeg mig til at blive rådvild. Jeg har ingen egenskab og bevæger mine hænder og øjne blot efter jeres tanke. Jeg bør opgive min længsel efter det, at være ædru om natten; jeg bør opgive det, at vil skærpe min tanke til sværd. Under den store lyst til at strides bearbejder jeg min erindring, som er begravet i alt for lang tid, og markerer sporet af de forsvindende; jeg kan ikke fordrage de skrigende klager; jeg flygter fra den ensomme stilling og søger efter det kollektive liv og kappes med de andre om maden i den snavsede krybbe. O, nej, find et afsidesliggende sted op par med nogen-som-helst! Den svage skumring svæver i din pust som en svage tåge. Forkast funktionen af at høre og at se, forkast lemmerne, forkast de sanser, som kan symboliseres af bogstaver og knep renheden. O, renheden; i tonen af parringsstedet og under de blomstrende stjerner tager jeg hende og har samleje med hende. Jeg har fået det evige. Nok har jeg det, selv om det vat så kort tid. Sommeren Jeg vandrer ud fra den svimlende sommer, fra kødets lyst og den verdslige bølge; o, det er den rene, skøre pige får mig pludselig at blive vågen. Hvor længe har jeg sovet? Hvad for nogle skide ord har jeg sagt? En dag bliver et år, og der spredes den forværrede lugt af kosmetik; jeg tumler på den skinnende gade og ser på kvindernes sanseløse skikkelser og deres hærgede ungdom! De sindssyge biler og deres sindssyge brøl sønderknuser min tanke. De vanvittige anholdelser, forfølgelserne under den såkaldte retfærdigheden, flugten med den tvetydige forklaring, den skimlede, lange klamamus i kælderen; forband livet, og flygt til døden under urens sindssyge puls. Hvor længe har jeg sovet? den mekanisk vibrerende tid kravler ud fra massen af maddikerne. At ryge hashish, at drikke tårerne af de sangere eller dansere, at forbande og at afreagere i kødets lyst? Livet, o nej, og I MORGEN, o nej! Nej, nej, nej... I søvnen er der erotiske kroppe; i søvnen er der kunsten af venskabet. Drømmen af det, at udgive sig, organismen i auktionen til at sælge en selv; i søvnen at komme ind et plyndringens land. Under navnet af litteraturen rejser man mod sød og nord, til at tigge; under navnet af litteraturen forbander man livet. Ved at lede hæren fra himlen og de pjaltede garder underlægger man sig de sjæle; at sove, at forbande armodens idé. At forbande de udredende lege og de sommer-nætter, der får en til at sitre; o hør, den fortrolige fuglesang er klingende i gang. Den rene pige! En ædru alkoholiker mindes vemodet af friheden. -Jeg vil ikke har jeres medfølelse. Guden i brisen (En efterligning af Whitmans) Guden i morgenbrisen kommer ud fra sin rolige og fredelige bolig med det energiske skær i øjne hører på mit sagte skred rører min krop med sin åndedrag og driver min angst bort ved sin håndflade min stakkels krop er så lang væk fra Ham Slægten Balletten er startet. At kommunikere - at kommunikere vores eksistens med den mørke nat. Den eneste, tiltroede kanal, - herved bytte vi med hinanden vores blod, og føre virusserne ind i de andres krop. De syge mennesker, det syge VI, den syge verden. Man fører også katastrofen til dyrene, og dette er menneskets skyld. Drengen, som allerede er blevet gammel, rydder vores jordiske rester; vores efterladenskab, vores værker blev begravet sammen med os. Den affærdige drenge. Den affærdige sol. De nye bakterier og svampe breder sig ud og vokser op i vores drøm. Vi er den unge generation, og da døden udstiller sig, rydde den affærdige drenge vores jordiske rester. Det sort blod strømmer sig, og de afdøde væv kan ikke mere stoppe det. Overalt er der dæmonens festival, overalt er der brænding af dødens flamme. Jeg vil ærlig fortælle mine forfædres udåd: det var jo en slægt fyldt med tarvelige mænd. Bissekræmmernes praleri, bøndernes nøjsomhed og snedighed, lejesoldaternes hovmod. En gang rejste de hjem med rigdommen og storsindet, og delte sølvmønterne ud til landsbymændene, blot fordi de ville se folkenes beundrende ansigtsudtryk. Min farfar var dygtig til sex, og hans elskede koner boede i forskellige steder. Før revolutionen var han godsejer. Og efter revolutionen, blev han, denne snedige, gamle røv, den splitterfattige, og ved hjælp af sin opiumspibe vandt han navnet proletariat. O, farfar, din sæd spredte sig overalt, og du ville aldrig føle dig ensom efter din død? Du havde haft så mange efterkommere, at du er blevet hovedfiguren i den gamle skuespil og kan nyde pragten med spøgelsernes fryd i en anden verden. Mine søstre, mine brødre, lad os deltage dramaets indledning under der fortvivlende korsang. Hold farfars knogler højt, og lad dødens flamme oplyse vores vej fremad. Døden Således frelser jeg mig selv uden at se på jer. I sæsonen, hvor pesten udbreder sig, deler en smule sundhed med solen. I morgen ser jeg i billedet London i tåget, som er ens med hvad jeg har set i min drøm. Der strømmer tusindvis ansigtsudtryk af mennesket oppe i himlen - tusindvis indviklede farver. Jeg venter på dig; du, budbringeren af stjernerne, kommer ind i drømmens landsby bage tre forhæng. I den milde vinter flyder der glansen af guldmønten, og den udødelige værdi i eventyret glimrer. Jeg udveksler de billige midler, som jeg lever af, med morgenens pige, der pustende har bevæget sig hele natten. - Der er intet med min død at gøre, intet med de overbærende formaninger at gøre. I den aften, før det farverige himlens billede viser sig, vil jeg se stjernernes skær kærtegne sommerfuglene, som svæver omkring mig. O, budbringeren af stjerne, jeg har også spillet en vemodig vandrers rolle; i det hjemløse paradis deler vi sammen den langsomme tid i fortvivlelsen. Morgenens pige! Hvilket et brudstykkeagtigt billede, som en scene i helvedet; den faldende sol i morgenens piges vemodige øjenpupiller afspejler en lille både, der rystende sejler i den verdslige bølge. Efter at jeg har trukket sløret over selve livet op, hører jeg rotternes larm under pesten, og den flamme, der brændte i London Bridge, strømmer i min morgen og spærrer mig inde. Pige, jeg har brug for din frelse! I drømmens landsby bage tre forhæng siger jeg farvel til sollyset. Oven for mit hoved rusker skramlningen af skridtene os op fra sengen. Selv om nænsomheden stadigvæk forbliver i dine øjne og selv om den mystiske duft af natten endnu er omkring mig, er dette farverige helvede dækket os til med en hånlig mine. Den Svangre Kvinde Den svangre kvinde blev besat af dæmonen, og suger min marv. Den svangre kvinde i den store vogn vender bitter sit hoved om, og glor på mig med sine hule øjenhuler. I spejlet er der to skeletter, der holder sammen med hinanden; den porcelænagtige skumring banker på deres knogler, og så falder alle sammen med en sprød klang. Men i den svangres øjenhuler har dæmonen afvist mig. I midten af de knogler kan jeg høre stueurets pendul, og det gør hele verdenen til at stoppe; skyskraberne bliver pludselig skæve, og flyder til mængdens hav. Den tungnemme og upåvirkede, svangre kvinde, du er slet ikke bevæget; med din kraftige frugtbarhed har du gjort de flyvende jern til at svæve overalt i historien. Den følelseskolde, svangre, hvilken fremtid har din lidelse fremstillet? I den smalle tid og det smalle rum, hvor fyldes med røget, definerer fluerne alt med sine uordentlige spor. Stjernerne krummer sig og bliver en snoet vej i vårens skumring, hvor en dansende fugl viser mig til at åbne en dør, bag hvilken alle tabuerne, som guddommen forbyder, gemmes. Hannen danser! Den svangre fælder endelig sin historiske tåre. I min stoppede hjerne er der overalt den stive realitet og blot realiteten....Jeg har solgt mine to ben og mine hænder...inde i spejlet er der de venlige skeletter og det friske stearinlys...spejlet går i stykke og spreder sig over på gulvet; de talrige aftener strømmer ud nede fra mine fødder, bogstaverne ruller på jorden. Jeg holder om hende og siger sagte til hende med et tørt, falsk stemme (alligevel lader jeg den sprede ud) - det er fremtiden, det er slutningen af alle mennesker, og det behøver man ikke at lave noget kopi af... Brudstykket af drømmen og digtet i drømmen ...... O, himlen! O, jorden! Sandheden og retfærdigheden bruser overalt; og jeg har set døden. ...... Hvem kan forstår meningen, der gemmes deri Martyrerne, de visne blomster, figurerne på mønterne. - Gå dertil, og nærmere derved; iagttag den forfalden mur og gravstens jævne overflade fyldt med aftrykkene af hænderne gennem de gnistrende vanddråber. At fald; at skrige vanvittig. At kyse. Det iskolde måneskær skinner på det triste metal! At æde og at drikke vanvittig! Vindblæsningen forfølger kvindens skrig. Den 1. oktober - den 15. november 1992
Den 15. april, 1995, Odense. Oversat af Jimbut. |
||