Liu Manlius digte

 

På vejen

 

Vejen gentager sig. Sydpå ved syd

vokser grøngræsset tættere og tættere

Græssets duft minder mig dengang, jeg var 18

Af sted fra Shanghai har hjulene fulgt mig til at vandre på vejen hele verden

indtil i dag

indtil nu

Jeg har genvundet hele min hukommelse

og jeg har tabt min dybde lidt for lidt

Det fjerne, der er ved at nærme mig

får mig til at miste iagttagelsesevne til det fjerne

 

Norden gemmer sig. Nordpå ved nord

har jeg mistet min lykke, som lige var tæt ved siden af mig

Kærligheden er altid "tæt ved siden af en"!

 

Atter kører et rødt tog mig forbi

Atter en detaljeret episode

har dybt præget i min sjæle

Lige uden for vinduet er der solen, der suggererer mig

Det lastefulde landskab har engang lokket mig til at falde

Dagens lyse tid, som vi ikke mere hengiver os til, bliver fremmede

Nattens mørke tid, som vi ikke mere forventer

kalder os de fremmede

Tiden svigter os gang på gang

I den mørke nat er det strømmende vand i floden lige søvnløs som mig

og summer uafbrudt mod syd

 

 

 

Hundred år senere

Hundred år senere er det tiden til at komme tilbage

Vinteren er ikke så langt væk herfra

De fjerne bjerge ser ud som et grønt hav

Ved at vende sig om kan man se sneen

 

Du ligger på dit meditationssæde

og sover med tøj på

Altid bliver du alene beruset og alene ædru

Der er god brændevin i haven, og også klangen

af fuglenes sang

I ti år har man ikke åbnet døren i havens hjørne

Kirsebærblomsterne trives overalt på muren

 

Den grønne trappe

er også mit værk i hele livet

 

 

 

 

Alene at sige skål med månen

I den sidste glas vin afspejler der vårens blomster

Over for månen

drikker jeg stilfærdig

Uden at tænke skriver jeg et par vers, som dufter af kulden

som de langsom svindende bobler

 

Vennerne er en for en bort

Nogle gik for at tisse

mens nogle kommer aldrig tilbage

 

Puster vinden, ryster træernes omrids forvirrende

Aftenen har åbnet alle sine døre

da stålet i den første gang

bliver hældt ind i et glødende glas

 

Floden løber forbi udkanten af byen

Landskab demonstrerer sig stadigvæk bag ved de høje bygning

Stuen, som former sig efterhånden under samtalen

har rummet en stor aften

og dig

Vi bliver sammen

 

Der savnes det tredje, tomme glas

 

 

 

 

 

Vidnet*

Det, vi står over for, er ikke mere oldtidens flod

Vidnet er ikke på bredden

 

Lad alle grønne skalotteløg bede bøn ved min vandlinie

 

En eneste vanddråbe, som falder ind flodlejet, hvor vandet er udtørret

kan ikke redde en hel masse fisk, der stræber efter vandet

 

Det er en efterlysning, havet har udsendt til hele verden af vandet

inkluderende fisker og hans båd

 

Spændstigheden og den orden, denne har stiftet

Det gnistrende salt

 

Den eneste målestok, menneskeheden har arvet

 

Du peger på himlen og sværger på, at du vil måle mig

At måle havet med et salt

 

Og du mumler med dine violette læber

og læser det tal ud, som forskrækker dig til at ryste

 

Det er den katastrofe, du nøjagtigt har forudsagt

med lovene af harmonien, symmetrien og cyklen

 

Ethvert mærke på globusen

er billedet af landskabet, som vaskes i flodsengen

 

Vi fornøjer os stadigvæk i mørke og sover om eftermiddagen

Nå vi vågner om morgen, hører vi i radioen om aktie- og valutakursen

 

Den kvindelige speaker glemmer aldrig at sige farvel

Farvel! Jeg snart bliver hilsende sælger

 

Hvad jeg kan vidne mod, er en uretfærdige forretning

 

Det løbende sand, der er mistet sin oprindelige farve under cirkulation

og tiden, som helt suges af det endeløse timeglas

 

Den flyder ved siden af dig, men har intet ved dig at gøre

 

Hvad jeg har lavet, er blot enkelt at deducere noget matematisk

 

Fx siger jeg at det er koldt vejr og det sner

og jeg siger at det er sommer og omtrent juni

 

Men i virkelighed er det umuligt for dig at gå ud uden regntøj på

fordi snemassen er så høj, at den opnår dit knæ

 

Ikke mindst da det var i en vis nat i en vis måned af et vist år

sagde jeg, at det, at sne, er en for-nylig-sket hændelse

 

Man var nødt til at send en felt-armé til at likvidere sne-dækningen

 

Spørg mig aldrig, hvad der egentlig var sket

Som vidnet var jeg ikke nærværende

 

Jeg efterlignede blot min chuske kollega**

og sad ved siden af det udtørrede flodleje

 

Disse uretfærdig behandlede sten var mit sprog

Vinterens torden buldrede i juni, det sneede i juni

 

Hvad jeg kan vidne om, er en profeti

Gud er det eneste

 

Jeg skriver vers ned, for at efterlade nogle ord