I ΔΙΑΨΑΛΜΑΤΑ i EntenEller findes der en sådan passage: ”Menneskene ere dog urimelige. De bruge aldrig de Friheder, de har, men fordre dem, de ikke har; de har Tænkefrihed, de fordre Yttringsfrihed.”
Nu tænker jeg at jeg kan efterabe A’s passage og formulere en anden:
Disse folk er dog uærlige. De taler aldrig om de friheder, de attrår, men fordrer dem, de ikke mener; de begærer mobningsfrihed, de fordrer ytringsfrihed.
Nu lægger nydansker, tidl. flygtning Jimbut Jun Feng en lille tekst på sin hjemside -
Titel:
Juns grundprincipper i spørgsmålet om ytringsfrihed: hvorfor også han støtter fjernelsen af racisme-paragraffen.
Jun kan godt lide at skælde de andre ud. En dag går han på gaden og ser en handikappet, der bærer krykker. Så siger Jun til den handikappede, at den handikappede ser virkelig grim ud med de krykker. Den handikappede gider ikke høre på Jun og går sin vej. Jun bliver ved med at sige til den handikappede, at han ser grim ud og at hans gang med krykker forstyrrer udsigten; byens harmoniske landskab. Den handikappede gider ikke høre på Jun og går endnu en gang sin vej. Jun bliver ved med at skælde ud. Den handikappede beder nu Jun om at lade ham være i fred, men Jun foreslår istedet, at man kan tage krykkerne og bruge dem som brænde i pejsen, så krykkerne på den måde gavner verden og udsigten; gadelandskabet. Den handikappede bliver rigtig irriteret og slår Jun med sin krykke. Jun er en lovlydig borger og går ikke ind for fysisk vold. Jun melder den handikappede til politiet og forlanger beskyttelse af flere livvagter, så livvagterne kan beskytte Jun, når Jun næste gang skal skælde ud, når han ser en handikappet på gaden. Frihed-til-gademobnings-selskabet synes, at dét Jun gør, er en sand heltegerning. Jun får medaljer pga. sit store mod udi disciplinen at mobbe en handikappet på gaden.
Ud fra det samme princip støtter Jun forslaget om at fjerne racisme-paragraffen, så han også kan få lov til frit at mobbe folk pga. deres race og religion. Jun har et stort mod, men han er lovlydig og imod fysisk vold og trusler. Jun vil gerne, når racisme-paragraffen bliver fjernet, mobbe andre folk pga. deres race og religion, og hvis de mobbede folk fysisk gør ham noget eller truer med det pga. hans benyttelse af ytringsfriheden til at mobbe, vil Jun melde de mobbede, voldelige folk til politiet og forlange beskyttelse af livvagter. Livvagterne må beskytte Jun, når Jun en anden gang skal mobbe folk pga. deres race og religion. Til og med håber Jun også at få medaljer fra fx Fri Debat eller Trykkefrihedsselskabet pga. sit store mod udi at mobbe pga. folks race og religion.
For resten synes Jun ikke om, når Jun selv bliver mobbet eller skældt ud, fordi Jun ikke synes, at man kan være bekendt at svine en sådan person som Jun til; en lovlydig borger, der forsvarer danskernes nationale grundværdier, bl.a. ytrings- og pressefrihed inkl. mobning.