En fortælling om den kinesiske undergrunds- litteratur bevægelse

Titlen:  “En sørgesang for Subkulturen”

Forfatteren:  Liji

__________________________________________________________

1

Du har ikke for- eller efternavn, er en ung pige. Du bor i et slot, som snarere er en villa. Sammenboende er der faderen og ­faderens private læge, der samtidig arbejder som tjenestepige. Faderen er en fremstående fysiker i byen. En masse nye viden­skabsmænd og kunstnere, som beregnes som talentfulde, kan godt lide at forsamle sig her i slottet. Men du hader forsamlinger, fordi du betragter dem som en genstand, som faderens magt og arrogan­ce praler sig med, og som skrider fremad med at styrke og at nære disse. Derfor benytter du dig af situationen, som kun de kvindelige kan være i, til at forvandle kærligheden, som ellers er den bedste del af menneskeligheden, til en tidsindstillet bombe, der bruges til at sprænge  forsamlingernes tilstedeværelse og faderens magt itu. Til sidst får du din plan virke­liggjort. Men efter at have erfaret adskillige uhyggelige elskovslege og kendt mange svinebæster, er din troskyldighed og varmhjertethed, der tilhørte dig - den tidligere, lille pige - helt forsvundet. Freden og glæden, som tidligere hørte hjemme i slottet, er forsvundet, og nu er der kun tomhed og ensomhed, disse, der går sammen med dig og dækker slottet til.

referatet af “Havens Hjerte”

Ifølge historiens tendens, vil man formodentlig forvente, at forfatteren heraf ville fortælle en historie om, hvordan en generation gjorde oprør mod sin faderens generation, og hvilken dyr bekostning hun skulle betale for oprøret. Det miner os om temaet, som Franz Kafka og Søren Kierkegaard kunne lide; eller endnu videre, om Meads “generationskløft”. Men man vil snart finde ud af, at forfatterens egentlige hensigt er at diskutere det inderste væsen af “generationskløften”. Derfor er den til­bøjelig til Freud fremfor eksistentialismen. Den er heller ikke en “gotik novelle”, men en psykoanalysenovelle.

Den faktiske hændelse i historien fuldendes på to times, og der er kun tre personer, der fremtræder i novellen. I genreform lader det sig som et psykoanalyseskuespil, derfor findes der vanskelighed for forfatteren til at formulere i novellens genre, at udfolde sig og at analysere (fordi det faktisk er en novelle, men ikke skuespil). Samtidig havde forfatteren desavoueret “bevidst­heds­strømmen”, som de kinesiske læsere synes usand, og som imidlertid bekræftes som den “meget praktiske” metode, og i stedet brugte han “strukturel transform”, hvilken er meget nærmere til vores psykiske verden, som en metode til at sammen­knytte de forskellige grundlag. Den står i overensstemmel­se med værkets indeholdte mening, mens den lade os læserne føle, at der helt naturligt er en slags melodi til, og den giver én et stærkt, gennemsigtigt og anskueligt indtryk. Desuden fordi forfatteren­ havde benyttet sig af den “struk­turelle transform”s måde til at forfælle, blev sammenhængen i fore­stillingernes arrange­ment og forholdet mellem hovedlinien og bilinen tydelig­gjort. Derfor blev det, at give værket en betydning, automatisk forfatterens privilegium uden det, at læserne kunne indføre, hvad de ville mene.

Kort sagt, selvom novellen indebærer både sociologisk og erkendelsesteoretisk betydning, hører det meste i værket først og fremmest hjemme i psykologien: I denne forstand kan vi også sige med det samme, at novellen er entydig - og den er i høj grad som et forsøg, hvordan de former af den klassiske og den moderne litteratur fuldkommen kan sammensmeltes.

2 

Den slags forsøg, efter min mening, er meget vigtige og nødvendige.

Thi, så længe vi fastholder den centrale sag af Subkul­turen[1], nemlig oplysningens sag, nemlig sagen af menneskena­turens frigørelse (faktisk er det også den hovedsag, som hele den kinesiske kultur nu skal gøre front mod), må det blive vores æstetiske hovedtema, at finde en kunstnerisk form, som kan udvirke menneskenaturens frigørelse og virkeliggøre den kinesiske oplysning.

I et kulturelt rum af “Post-industral Sociaty”, mente Marcuse, “er kunsten frigørelse”, og at “kunsten er form”; og han omskabte energisk kunsten til en slags rent sanselige, prakti­ske virksomhed. Men, hvad er det da i Kina? Hvis Subkulturen allerede har arvet eksistentialismen, eksperimentsvirkesomheden af modernismen og eller andre essenser af den moderne “hovedfilosofi” som sande, åndelige skatte, tog dem til os selv og gøre dem til vores egne, da er det klart, at jeg som et individuelt kan stå på dette lands jord, fastholde mig selv som kineser, og betragte “det inter­nationa­le” som vores sjælelige utopi og de forskellige, vestlige kultur som intelligensens virksomhed, der er i gang med at omskabe vores tænkemåde og den måde, vi anskue verden på, men ikke at tage dem som vores sande liv og oplevelse, end ikke vores litteratur.

Nu til dags findes der i Kina den alvorlige lammelse i menneskets intelligens, den lammelse, som “læsekompagniet” har frembragt. Faktisk, så længe man er kineser, og så længe vores grund­læggende livsvilkår og vores grundlæggende form af følelsen ikke har forandret sig, kan man ikke lade sig snart blive hegeliansk, snart freudiansk og modernistisk, snart marcusiansk; den slags “konsumptive” tankegang, eller ideologiske tankegang, kan bevise intet end det, at man er en total uvidende barbar, en charlatan og demagog i intellekt.

Kun når vi har virkeliggjort oplysningen, kan vi have råd til at gøre “befrielse”. Den filosofiske proposition, der hører hjemme i vores æra i Kina, er “kunsten er oplysning” og “kunsten er indhold”, men ikke andet. Det er hvorfor vi er kritiske rea­lister og ikke vil sættes andre betegnelser på hovedet. Men hvad kan være ens grundlæggende mening om kunsten, når man er kritisk realist?

Siden hermeneutikken blev en slags filosofi, har problemer­ne om meningen af værket og forholdet imellem “læserne - forfatterne - værker­ne” draget hyppigt opmærksomhed og diskussion. Men vi skal jo indrømme, at opfattelserne om disse endnu svømmer i de meget forvirrende og meningsløse anskuelser. Faktisk, når vi har fundet ud af de kulturelle præmisser, hvorunder denne lærdom er til, vil det, at gennemskue det virkelige forhold mellem disse tre (læserne, forfatterne og værkerne), ikke være så pedantisk og vanskeligt. Ligesom det, at “anti-oplysning” kan kun dukke op som et ægte slagord til menneskenaturens befrielse i det vestlige, moderne samfund, som i høj grad har fuldendt sin “kulturindsamling”, har modernismen også grund til at lade læserne selv bestemme værkernes betydning, fordi man kun ved hjælpen af den store kulturindsamling kan skabe den “konsumptive kultur”, der har befriende kraft, og skabe de tilsvarende teorier, bl.a. “kunsten er leg”.

Hvad er vores kulturelle vilkår? Det siges, at det vilde folk sætter en ny lænke på sig hver gang, efter at det har haft en leg, en af de farlige lege som hekseri eller andre kultiske gerning, osv.. Somme tider, når jeg ser i fjernsynet vores rocksanger, som gør sig umage med at vride sig og skrige sig hæs, bekymrer jeg mig om: hvordan kan han samle sig energi op fra sin svage, skrøbelige og medfødt ernæringsmangelfulde “konstitution” til at klare sin næste vridning og hæs-skrigning? Når vores mandlige almindeligt lider af impotens, og når vores kvindelige altid befinder sig i seksuelle frigiditet, vil det, “at rase ud”, lede til sygdommens forværring; og “konsumption” til den videreførte plyndring.

Kan vi blive modernister? “Ja” har vi tænkt på, fordi tanken om det, at blive modernist, virkeligt har bevæget os. Men i virkeligheden kan vi ikke opnå det, og det er problemets kerne.

Så længe der er mangel af den almindelige, kulturelle op­samling i vores livsrum, vil vi have det, at fremstille, fremfor det, at fortære, og opsamling fremfor plyndring, “udrasning” eller “leg”, fordi disse - at fortære, osv., - kun kan skaffe nyt slaveri og armod til os.

Derfor er det slagordet “at oplyse”, hvad vi er nødt til fastholdende at bevare og at beskytte. Det er også bl.a. at erkende forfatternes lovlige stilling som oplysningens prakti­ker, og derved at frede om forfatternes uskyldighed og dyd.

Forfatteren må være og kun forfatteren skal være den, der giver værket betydning, og han er netop læsernes Gud. Vi iagttager forholdet mellem læserne, forfatterne og værkerne i en sådan stilling. Derfor vil vi først og fremmest diskutere, hvad kunstens former er, som har en oplysende be­tydning. Her havde de klassiske forfattere tilbudt os et perfekt forbillede i det, at holde forfatterens gejstlige subjektet i et absolut bestemmende “a priori” standpunkt, hvorpå man finder værkernes betydning. Samtidig tilbyder teorien om “de langsomt bevægende billeder” os tilsyneladende en slags fuldkomne forbilleder i formen, fremfor hvad montagen gør i film.

3

Ligesom neonovellisterne kunne lide at glo på tingene med de følelsesløse øjne, valgte Kaxin også denne måde til at iagttage i sin “Havens Hjerte”, og det er også et “du”, der står i novellens begyndelse.

Men dette “du” er ikke mere det “du” i neonovellisternes novelle[2], men er blevet en “eksistens”, som selv behøver at søges efter og at analyseres. Den tvingende kraft udefra er heller ikke de ek­sisterende genstande uden betydningen for menneskenaturen (sådanne genstande, der finder sig i neonovellisternes værker), men med et syn, som fyldes med rationalitet, og den er en slags gennemtrængende menneskelig­heds kraft.

Her spiller forfatteren fuldstændigt en rolle som psyko-analytiker. Og dette “du” er patienten, som i lang tid har levet i lidelsen af det vilde ubevidste, og “du” tror, at “du” har vidst eksistensens sande mening, som “du” faktisk ikke ved; så han griber ind for at tvinge “dig” til sandheden. I virkeligheden, er “du” blot “du”, men ikke ham. “Du” kan kun stå her, “du” kan ikke gennem sig i tingenes beskyttelsesskal for at flygte fra virkelig­heden, fx ved at benytte sig af “dit” navn. Derfor må “du” ikke have navn, heller ikke bruge “din” sociale værdi som meningen af “din” eksistens. Men “du” er ikke den, der intet har. “Du” har “din” sygdom, nemlig den ensomhed og tomhed, som hele tiden undertrykker “dig” og pisker på “dig”. Nu er “din” eksistens foreløbig kun dette. Således har “du” først brug for den rationalistisk oplysning, og så kan du få befrielse.

Nu tænker du på, at den halte vil komme om to timer. Den halte, som er den bekostning, du betaler for din elskovsleg, er skabningen af din sjælelige tomhed og kedsomhed og tingen, der engang bruges som redskab til at gøre modstand mod faderen. Om to timer vil han, den absurde cafévært, tidligere fange, brutale mand med de guldfiskagtige øjne, komme. Han kommer for at fri til dig, for at fordre menneskeligheden af dig og for samtidigt at bevise, at han selv har menneskelighed. Du finder imidlertid ud af, at du ikke mere kan holde ud hans fremtræden, hans vanskabthed , hans brutalitet og løgn. Det eneste, du  kan vælge nu, er at flygte.

Da du var teenager, havde du prøvet at flygte ud fra slot­tet, men så fandt du ud af, at verden udenfor er et større og mere rædselsfulde slot. Det har gjort din tanke om flugt ikke mere romantisk, heller ikke befrielsesbetydningsfuld. Nu kan du kun bedrage dig selv med at sige, at du vil flygte, og med at pakke din bagage. Men du kan snart kun vælge at sove, at finde en smule drøm i søvnen.

Tjenestepigen er klog og smuk og på din alder; af munden kalder du hende læge, men inden i dit hjerte kalder du hende altid tjenestepige, ligesom du i dit hjerte aldrig kalder den halte hans navn. I disse år kappes du altid med hende i smug. Du ved godt, at hun frivilligt kommer her som tjenestepige for sin videnskabelige sags skyld, men du ved endnu bedre, at hun kommer, fordi hun tror, at du er en syg. Derfor er du nødt til at spille en leg med hende: du lader som er du en pige i livets første kærlighed, eller lader du dig se energisk og frisk ud efter at have fået dit seksuelle behov tilfredsstil­let, fordi du tror, at du også kender psykoanalysen. Der er for mange “data”, der kan opmuntre hendes hengivenhed til viden­skaben og gøre hende entusiastisk. Selvom du er sagkyndig i den elskovsleg, har du imidlertid kun haft forhold med den halte.

Hver gang når du mindes den første morgen efter at den halte havde taget din jomfrudom fra dig, da du blev efterladt i stran­den, vil det blive meget svært at vække din lyst til at spille, og selve legen synes ikke at kunne blive ved. Desuden er det værre, at du har fundet ud af, at lægen sandsynligvis er tålmodigere og ukueligere end dig. Prisen, du betalte for den, er, at den større og større voksende afsky hober sig op i dig, mens lægen derimod har fået den indre fred, som du altid længtes efter. Desuden forekommer noget dig, hvad kan sønderrive din selvtillid, inden den halte kommer; - du finder ud af, at lægen aldrig har anset dig for sin konkur­rent, og at hun aldrig har været i samvirke med dig i din “videnskabelige leg”. Det er uhyre forfærdeligt for dig. Såkaldt konkurrence er i virkeligheden blot din skøre skinsyge og din morderiske planlægning, at du bag din intelligente udseende har ondt i sinde om at sætte hende i knibe. Alle trick og kneb, som du finder frem til at gøre hendes videnskabelige iagttagelse forgæves, er din våben, som du bruger til at ødelægge hele hendes eksistens. Så længe hun forbliver i slottet, kan du ikke tåle det. Dette er væsenet af dit problem.

Nu forsvinder væmmelsen med triumf fra dig, og du kan mærke, at du ikke mere frygter eller ækles. Den halte dukker op. Som om du har fundet dig i en tilstand af den spædbarn­agtige søvn, da du vågner og går til vinduet, er det allerede den tid, solen stiger ned.

En fortrolig melodi, som du altid hørte, da du var barn, hvirvlende svæver fra aftenrøden hertil. Det er “Solveigs Vuggevise”. Og Barbizonbilledet toner sødt og fredeligt. Faderen og lægen er ved at klippe kvistene i haven. Haven var øde og nu har en antydning af, at den kommer til at bearbejdes. Det gamle slot synes fyldt med vitalitet.

Blomsterne blomstrer overalt i haven, og disse har du aldrig set før, men nu mærker du det. Faktisk da du for første gang vendte hjem til slottet efter din verdensvandring, var faderen allerede blevet en olding på vej til graven. Hvorfor har du ikke set i disse år, at døden skyndsomt er ved at blive faderens “eksistens”? Men tværtimod troede du, at faderen var lige så stolt og provokatorisk som da han var ung. Nu mærker du, at faderen formodentlig er så nær til døden som et skridt lang fra, derfor begynder du sagte at græde. I din tåre dukker der de tidligere festdage: dengang var du barn; du ville få et eller andet, men faderen kunne ikke give hvad du ville, derfor kastede du dig i sengen og græd højt. Da du blev træt med at græde, så du udenfor - der var lys overalt, og der knaldede fyrværkeri i de forskellige retning; så du tændte alle lysene i gangen og trappen og gik ned fra etagen og over...

Der er ingen i stuen. Du går ude ad døren, gennem haven, du plukker en blomst ved stien. Når du vender dig tilbage, ser du lysene flamme indeni. Du kommer med blomsten tilbage til stuen. Da du og lægen mødes, ser hun på dit ansigt indtagende som før. Blomsten puttes i en stor vase ved side af dig. I miljøet af den fredeligt musik er alt harmonisk.

   Referatet af “Havens Hjerte”

4

Er det noget, der drejer sig om Electro-kompleks? I øjeblik­ket kan jeg bemærke, at jeg allerede er faldet i tanker om noget andet, som intet har med “Havens Hjerte” at gøre, og er dermed i gang med den kulturelle vurderings virk­somhed.

Engang sagde Manliu: Faktisk, hvis der virkelig i Kina kunne findes nogle litteraturværker, som kunne kaldes “den vestlige stil”, såsom den eksistentialistiske litteratur, de psykoanalytiske romaner eller noveller, osv., ville vores litteratur finde noget håb. Men der har aldrig dukket et eneste sådant op; endda noget rigtigt “efterligningsværk” har ingensinde været til i Kina.

Jeg mener, at det skyldes det, at vores litteratur fælles mangler den kulturelle selvopdragelse og selvbevidstgørelsen over sin egen eksistens. Derfor har vi, teoretisk at sige, end ikke mulighed for at efterligne. Således bliver spontaniteten den eneste mulighed for, at vi stræber efter værdien.

Nu kommer da et værk frem, og den lader os se muligheden for, at den vestlige kultur træder ind i vores til­værelset, vil jeg alligevel føle mig umådelig glad.

Hvis der skal gives en smule vurdering om de forskellige slags vestlig kultur, vil vi først og fremmest spørge: Hvad er kulturen og teorien i den æra, hvor vi lever i? Jeg vil sikkert svare, at det er psykoanalysen og eksistentialismen; disse er den ægte verdenskultur - international kultur -, og disse er den meste nøjagtige formulering om til­standen af vores tilværelse.

“Havens Hjerte” af Kaxin synes allerede at være blevet et sådan eksperiment, en slags bevisførelse og fortolkning. Og forholdet mellem ham og Subkulturen viser os i en vi forstand en bevægende historie om menneskets eksistens og eksistensens værdi; og derved kan man se tragedien og faldet, når disse to - værdien og eksistensen - skiller sig af med hinanden.

Alle disse bringer mig ind i sindsbevægelse.

5

...... nogle af dem har mere eller mindre haft en såkaldt “den litterære unge”s[3] periode. Men de fleste af medlemmerne i Subkulturen har aldrig været som typisk “litterær ung”, derfor følte de fleste af dem sig harmoniseret med Subkulturen, dengang de fandt Subkulturen, som direkte påvirket af “I Dag gruppens”[4] litteraturbevægelse og derved hurtigt voksede op. Nogle af dem blev snart den vigtigste kraftkilde og de direkte skabere af Subkulturen.

Men da Kaxin rent tilfældigvis tumlede ind i Subkulturens kreds, var han allerede en “helt moden litterær ung”. Som lederen af “At-stige-op-østfra”, en litteratur læsegruppe med hundredvis typiske “litterære unge” som medlemmer, var det Kaxins vigtigste litterære praksis det, at arrangere og at lede de “litterære unge” til at studere og diskutere værkerne af Feng Jichai, Lu Wenfu og Zhang Xianliang[5], at bruge disse som sit litterære forbillede og model til at efterligne, og sluttelig at stræbe efter at få sine egne skrifter overensstemmende med samfundets nuværende definition til litteraturen.

Den tilbøjelighed, at tilbede de berømte folk, som de litterære unge normalt har; de adskillige absurde ideer om at litteraturen er kun for selve litteraturen; splittelsen mellem oplevelsen og fremstillingen; den småborgerlige sædvane, at betragte litteraturen som et jobvalg; - alle disse blev nu en modstående kraft i Kaxins inderlige tanke imod sin nærkomst og deltagelse til den subkulturelle psyke.

Hvorfor er subkulturen først og fremmest en slags livsstil? Hvorfor tager den en kompromisløs stilling til det nuværende samfund? I den første periode, efter at han træffedes med Subkulturen, kunne Kaxin ikke forstå disse. Hvad kan Subkulturen blive til, da den har nægtet al hovedkulturen? Vil man virkelig få et liv, som vil ende med at dø bort i heden deserteret af samfundet? Måske følte Kaxin sig skuffet. Han fandt kun ud af, at han trådte ind i en helt ny verden, som fuldstændigt er anderledes end alt, hvad han tidligere blev opdraget og belært med af samfundet.

Men det, at følge, er de litterære unges natur. For at kunne blive overens med Subkulturen, påbegyndte Kaxin hurtigt at efterligne. Alle de ophidsende talemåde og opførsel, og livsstilen af subkulturen, samt at bære langt hår, at snakke vulgært, at klæde sig snavset, at tale overdrivende, at opføre sig provokerende, at læse de forbudte bøger, at sluge modernismen, osv.; alle disse er det, som hans tidligere opdragelse forbød ham, men det var kun på et par måneders forløb, at han -  den efterkommer af en embedsmand og store forretningsejer i det gamle Kina, den arvtager af en traditionel familie og det døbte medlem af den kinesiske, katolske kirke - var blevet den mest radikale figur i Subkulturen, mens han omskabte sig fra en “good boy” uden at ryge eller at drikke til én, hvis krop lugtede af tobak og alkohol.

6

Det var i det sene efterår i 1985. Jeg havde aftale med en gamle skolekammerat til at besøge Momo. Dengang vidste jeg blot at han boede sammen med en litterær ung, og Momo havde kun fortalt os, at ham, han boede hos, er et godt menneske og havde en lejlighed med køkken og badeværelse, og at det var bekvemt at drikke der. Det gav mig indtrykket, at Kaxin var nogen meget ældre end os, og først da vi mødtes, vidste jeg, at Kaxin i virkeligheden er lige så ung som os. Men han var forsvundet, da vi drak. Derefter fik jeg at vide, at Momo i forvejen havde fortalt Kaxin, at der kom nogle vigtige gæster på besøg i denne aften, og at Kaxin skulle undgå at forstyrre vores samtale og gå en tur udenfor. Denne “undgåelsesmåde” blev efterhånden en vane. Indtil vi (Kaxin og jeg) var blevet gode venner, når han så os tre sidde sammen, ville Kaxin ud af vanen spørge: “Skal jeg ud?”

Jeg ved ikke, hvor Kaxin var gået hen i den første gang vi mødtes. Da han kom tilbage, havde vi drukket alt ud. Faktisk havde han heller ikke noget godt til at drikke derhjemme, og vi vidste godt, at han nu levede et knapt liv. I Kaxins lejlighed var der ikke nogle rigtige møbler, seks gamle trækasser dækket med et par udslidte, gamle bomuldsdyne, en seng, et skab, samt en sofa uden ryglæn og fjedre. Senere blev der en reol, som Kaxin og jeg selv lavede med brædder, papir og lim. Slet ikke noget bord havde han. Når vi drak, satte vi en trækasse og et gammelt tebord sammen som et “spisebord”, og i trækassen dyngedes Kaxins “sag og drøm” op - de “undergrund blade” fra hele landet.

Kaxin havde et gråt kinajakkesæt på, som blev vasket så mange gange at det så lidt hvidt ud. Hans hår var meget kort og ordentlig. Han sad ved siden af os og så på os uden at sige noget. I hans ansigt udtrykkedes der en antydning af troskyl­digheden og trangen til at lære noget. Han så ud som en bondsk entreprenør med iver, energi og vitalitet. Dengang røg han meget lidt.

“En uheldig Mand” er den første novelle jeg læste af Kaxin med navnet “Kaxin” på, som jeg mislæste til “Daxin”[6]. Jeg spurgte ham, hvorfor han brugte dette som pseudo­nym. Han begyndte til at grine og sagde, det ikke er “Daxin”, men “Kaxin”.

Kaxin?

Det lød fuldstændigt som det mest triste navn, Balzac havde kunnet finde i hele byen Paris. Det forskellige var blot, at den klassiske tragedie blev forvandlet til den moderne sorthumor.

Blandt vennerne er Manliu mester i ordspil. En dag sagde Liu Manliu til mig: “Det, at han bruger ‘Kaxin’ som pseudonym, er fordi han vil føle efter Kafka.”

“Hvordan kan du sige det?”

“Kaxin ser ud som Kajinka[7], ikke vel? Inden i sit hjerte læser han det på denne måde, men de andre læser det aldrig på den måde. Det er netop Kaxins tristesse.”

Senere blev der en dag, jeg snakkede med Kaxin om pseudonym som forfatternes skæbne. Jeg forslog ham til at skifte pseudonym, mens jeg fortalte ham Manlius mening.

“Hoo, denne karl! Men det går nok. Det er jo O.K. at hedde Kajinka.”

Kajinka?!

Hvor er det et ringe navn!

Det syntes, at navnet “Kaxin” ville vikles om hele hans liv som hans skæbne uden at give afkald på sin oprindelige betydning.

7 

Man sagde, at Kaxin spillede sin violin foran sit vindue hver gang, når han havde aftale med vennerne i Subkulturen og skulle mødes med dem om et kvarter derefter. Men det har jeg aldrig set. Kun når vi blev trætte under vores samtale (mellem Kaxin og mig), ville jeg bede ham om at spille lidt violin. Jeg kunne altid mærke, at han var et ensomt menneske, men ensomheden var ikke det, han kunne lide. I en periode havde han en kanin, og så døde kaninen, og så fik han en kat. Dengang havde Kaxin allere­de sagt sig job op, og han havde ingen indtægt. Han levede af en gruppe “litterære unge”, som stadigvæk tilbad ham, og på sine venner, som han lærte at kende, dengang han var rig. Når vi tænkte på hans kæledyr, som var blevet meget tyndt og svagt pga. hunger, ville vi tit spøge med at sige, om Kaxin ville sulte ihjel.

Siden Momo blev anholdt hos Kaxin pga. sit lange digt “At Vokse op i Kina”´s udgivelse, så Kaxins lejlighed ud som et uhyggeligt hul, hvilken engang havde spillet en rolle som Subkulturens klub.

Vennerne kom nu sjældent på besøg.

Subkulturens bevægelse steg også ned fra klimaks til antiklimaks. Alt det, der var kommet frem i Subkulturbevægelsens tidligere periode - dens religiøse fantasi, dens entusiastiske og blindt optimistiske miljø og dens tilfredsstillelse af, at der altid kom nogle nye i hver forsamling, - alt det blev nu dag efter dag noget, der kun tilhørte datiden i historien.

Årsagen dertil er dels det, at alle nye ting i nogle visse perioder viser et overfladisk udseende som om de er i gang med at fordærves; dels er det pga. selve Subkul­turen. Thi, indledningen til Subkulturbevægelsen var, at men skrev de moderne digte, og når dem, der skrev digte, var blevet kernen af et kulturelt fænomen og centret i grupperne, ville de selvopløsende egenskaber afgøres, som disse kulturer og grupper normalt havde, såsom at være skrøbelige, selvglade og overfladiske, derfor blev det fortsatte tilværelse af disse kultur og grupper umuligt. Det var også fordi den generation var af 70´erne. Selv om der fandtes nogle medfødte fordele for dem til at skabe en slags kultur i Kina, fik de i sin natur noget specielt, som hvad som helst andre generationer ikke havde, pga. den opdragelse, de havde fået, ikke mindst fordi de voksede op i en fuldstændige kulturørken.

De er medfødt selskabelige og kan lide kollektivt at drømme. Naturligvis kan det skyldes påvirkningen af den kultur, som var dominerende dengang. Dengang kaldte man dem “den lille, røde garde”. Kampagnen af “den lille, røde garde” varede kun 6-7 år, men denne var netop deres barndom og tidlige ungdom. Selv om de i dagliglivet ikke var så stridbare, grusomme og brutale som den foregående generation, nemlig “den røde garde”, er de fælles med den foregående generation i det, at de voksede op i en slags “kollektivkultur”. De og den foregående generation er allesammen produkterne af det samme afsnit i historien. Den eneste forskel er, at det tidligere, fysisk stridslystne, nemlig “ubevæbnet at angribe og bevæbnet at forsvare”, blev for dem en slags ideologiske aktioner, dvs., “mundtligt at dræbe og skriftligt at attakere”. De helte i deres ungdomsperiode var de “oprører” imod viden, der nægtede opdragelse og uddannelse, bl­. a. Huang Suai og Zhang Tieseng[8]. Det er også derfor, at Nietzsches idé om “selvopdragelsen” kunne dybt påvirke deres tænkemåde, da Nietzsches værker i 80´ne blev udgivet i Kina, og derved tilbød det dem en intellektuel mulighed for at befri sig fra tidens massernes kultur. Det syntes, at det stærkeste af det, som massernes kulturen dybt kunne opfostre i deres psyke, var de figurer af den religiøse kultur, bl.a. Dong Cunrui, Huang Jiguang og Qiu Saoyun[9], som var helte i deres tanke, da de var børn, og som havde hengivet sig og ofret sit liv til den ophøjede sag.

Kort at sige, har generationen sådanne egenskaber:

1. I formningen af sin utopi og i sin følelse og opførsel var de tilbøjelige til at suggereres og beherskes af de andre mennesker og de forskellige slags “massernes kulturer”. I henseende til dette, er de alle sammen meget naive og barnlige mennesker.

2. Selv om de i deres ungdom var påvirket af de forskellige moderne civilisation og den vestlige, højt ud­viklede kultur og samtidig fandt ud af at disse er gode for dem, var de, pga. at de var blevet opdraget af den uoplyste kultur i deres barndom, totalt uvidende og plumpe på ideerne og videnens område og i de filosofiske meninger - alle slags forstandsforvirringer, magtesløsheden og rådvildheden i den rationale verden, gjorde dem særligt egnede til at føle sig mangel­fulde, og derfor blev de slaver af en ny obskurantisme.

Siden det kinesiske “moderne digt” blev født, var det allerede blevet præget af disse. Og pga. Subkulturen var startet med “at skrive digt”, havde den uundgåeligt de fælles egenskaber, som de almindelige “kinesiske digt bevægelse” havde. Og i en anden forstand kan det bevise, hvordan disse irrationelle  magte ubevidst havde behersket generationens fælles skæbne.

De “kinesiske moderne digterne” har normalt sådanne fælles karakteristiske træk:

1. De kan særlig lide selvdefinering og selvforklaring, mens de troede, at definering og forklaring kunne sagtens findes. Under tilladelsen af disse overfladiske rationalitets­former kunne hvilken som helst uro i livet derved give dem en illusion af evighed. I den forstand kan man sige, at de medfødt er gode til at skabe “ismer”.

Siden begyndelsen af 80´ne findes der hundredvis “ismer” i landet, hvis man kun regner med digt. Det afspejler rationalite­tens sammenbrud og lammelse af denne generation i deres lit­terære virksomhed.

2. I denne tilstand havde “de litterære unge”s egenskab på digtets område opnået en størrelse og dybde, som der aldrig havde været før.

Det skete ligeledes i Subkulturen. Da digtet blev den genre, som lettere og lettere udnyttedes af dem, der manglede talent i litteraturen og havde en vild sjæl uden nogen selv­stændig tænkning, blev de litterære unge, der snyltede i Subkulturen, anderledes end de normale eller tidligere lit­terære unge: Arrogancen og selvrosen trådt frem i stedet for de mindreværdskomplekser, som de litterære unge ellers har; de småborgerlige følelse, at tilbede de berømte, veg rundt om for den afsindige selvoptagethed og selvtilbedelse.

“Det moderne digt” blev mere og mere som en slags kursus og smutvej for de litterære unge til hurtigt at blive “mestre”, og samtidig var kritikken i perioden på en særligt nedtur. Medmindre den tog de “ismer”, som disse litterære unge havde skabet, i forsvar, ville selve dens egen eksistens angribes, for slet ikke at tale om, hvem i Subkulturens miljø kunne hævde nødven­digheden af litteraturens kriterium eller fastholde, at de rationale virksomheder er effektive for kunsten.

“Det moderne digt” forvandlede sig mere og mere til en slags ordspil. Således blev de flygtige meninger, der trådte frem ved de forskellige manifester og med de forskellige, formalistiske masker af rationalitet, overalt i subkulturen. Kaxin - den ene, der tilhører vores generation, og som allerede havde gjort oprør imod hovedkulturen; den ene, der manglede poesitalent og hvis sjæl endnu ikke var moden; den ene, der kun nærede religiøse fanatisme men slet ingen religiøs kultur havde; - han faldt nu dybt i krise, og han følte sig såret.

Subkulturen var ikke paradis, og nu så den ud som en sump, hvor der overalt var fælder. Ingen fremtid, intet løfte. Livet var så tumult og det politisk miljø var også så uroligt (I perioden fik Kaxin tit uhyggelig “besøge” af politiet, pga. subkulturen. - noteret af Jimbut). Siden Xu Jingyia[10] udgav “De store Udstilling af de moderne, kinesiske Digte”, blev de moderne digte mere og mere nedsat i værdi, så de næsten blev de billigste i litteraturen.

Så vidt jeg vidst, at Kaxin i denne tid også begyndte at skrive digte i sidesvis i en sort hårdomslået hæft. Uden tvivl, at de allesammen er ragelse.

8

Samtidig blev det ham en vane efterhånden, at han flittigt og samvittighedsfuldt læste og studerede de udenland­ske, modernistiske værker. Snart var han blevet færdig med næsten alle romaner og noveller af I.B. Singer i kinesisk oversættel­se, og så dem af Dürrenmatt, og så af Mario Vargas Llosa og Hermann Hesse, osv. Der var også nogle bøger af en fransk triviel forfatter,  fordi, han godt kunne lide en roman af denne franskmand. Men efter at han havde læst alle hans værker, stregede han franskmanden ud fra navnelisten, hvor titlerne af hans yndlingsforfatteres værker stod.

   Hans interesse i at fortælle historie blev større og større i tidens løb. Allerede i 1985 oprettede Kaxin novellebladet “Marionetten” sammen med Momo. Men dengang var digtene det vigtigste overalt, og de “moderne digte” var i gang med at blive de litterære unges fundamentale overgang, novellerne og essayene syntes uvigtigere, derfor blev der også udgivet digte i “Marionetten”. Men novelle som en genre kræver at kunne indeholde de intellektuelle forestillinger, den litterære smag, vurdering og evnen til at iagttage tingene og personlighederne. Derfor synes der at være mere rationalitet, historiebevidsthed og litteraturkriterium i novelleskrivningen i forhold til poesien. Det er sværere for hvilken som helst fortryllende slagord eller fuskende, teknisk snylteri i kunsten at være til i genren novelle end i digtet. Da der fandtes en stor masse af falske digtere i subkulturen, blev der nu formodentlig kun en metode til at skelne “det ægte” og “det falske”: det syntes nemlig, jo mere arbejde man havde investeret i sin kunstfrem­stilling, jo større ærlighed og tiltro kunne ens kunstværker have.

I tiden begyndte nogle ægte digtere i subkulturen en efter en på at skrive langdigt eller valgte et liv som sanger, der synger sine enge vers og melodier.

Det var jo synligt, at Kaxin havde genbygget sin selvtillid, efter at han i en vis periode havde oplevet vanviddet, lidelsen og forvirringen. En dag kom han til mig og bad mig om de noveller, jeg havde skrevet. Han fortalte mig , at han ville redigere og udgive “Marionetten” nr. 2.

“Men hvordan kan du få penge til det?”

“Det kan jeg finde ud af.”

I virkelighed troede jeg overhovedet ikke, at han var i stand til at udgive det nr. 2. Selvfølgelig mente jeg økonomisk. Dengang tvivlede jeg allerede ikke mere på hans talent i novelle.

“Vi kan samle penge fra alle venner,” tilføjede han. Han var meget sikkert.

Således kom der “Marionetten” nr. 2 et par måneder senere. Derefter blev det, hvordan vi kunne stifte et rigtigt novelleblad, tit emnet i vores samtale.

“Kaxin, du skal skrive roman. Du har jo talent og erfaring i den retning.”

“Men vi kan faktisk gøre noget mere for subkulturen.” sagde Kaxin, mens han begejstret omtalte subkulturens fremtid. Det var en midnat, vi gik på gaden i Caojiadu[11]. I vinteren i 1987 fulgte han med mig i bussen til Caojadu hver gang, når jeg tog af sted fra hans hjemme. Han troede, at jeg godt kunne lide at spise suppe der, hvilken var lavet af and- og kyllingblod. Hvis vi havde flere penge, spiste vi også noget suppe med doufu[12] og nudel eller nogle tørre doufu. Dengang havde jeg været uden job i godt et år.

Den økonomiske armod i livet begyndte på at tvinge os ind i den håbløse situation. Så forsøgte Kaxin at lave nogle for­retninger, men han tabte, tabte totalt. Somme tider var det blot en lille indsats med et par hundreder yuan, men dens tab var nok til at sætte en, der ikke kendte forretning, i stor knibe.

Så var Kaxin nødt til at give afkald på sin idé til for­retningen. Der begyndte at dukke nogle fremmede op hos Kaxin. De lovede at forsørge ham. De støttede ham med penge hver måne­den, og lod ham roligt skrive. Og så flyttede de ind hos ham. Derefter lærte Kaxin også en pige at kende, som boede i den samme bygning, og som, sagde man, var luder. Denne pige blev efterhånden årsagen til det, at de mænd med uklare identiteter hos Kaxin blev jaloux på hinanden.

Jeg vidste om Kaxins første kærlighed, som var sluttet med, at den pige, han elskede, begik selvmord, da han var kun 20 år. Somme tider var jeg bange for, at Kaxin måske var faldet i luderens hule hånd, fordi det så forfærdeligt ud hos ham.

“Alle snakker bare om Kaxin, at man måske ser en død Kaxin, når man åbner hans dør og kommer ind i hans værelse, og at man  måske finder ud af, at Kaxin er død af syfilis,” drillede jeg ham en dag.

“Du røvhul. Hvem er det, der sludder? Tidligere har I også sagt, at man åbnede døren og fandt en død Kaxin, der sultede ihjel.”

Lidt senere fortalte han mig, hvordan han skrev “Vasen og Saksene”.

“En dag kom en ven med sin veninde på besøg, da jeg havde kun 12 fen[13] i mine lommer. Vi spiste middag sammen. Jeg tænkte på, at det var umuligt for mig at skaffe nogle penge i den næste to uger: alle mine dokumen­ter, der kunne sælges, havde jeg solgt. Derfor bad jeg vennen om 2 yuan, da han skulle af sted. Det støvregnede den dag. Jeg gik til torvmarked uden paraply, og tænkte mig, at man i bygningen var i gang med at elskes, så jeg be­gyndte på at mindes min første kærlighed. Da jeg så, at der tændtes lyset i alle vinduerne, gik jeg tilbage hjem. Efter at jeg skiftede mit tøj, begyndte jeg at skrive “Vasen og Sakse­ne”.”

Hendes stemme er så iskold, at den giver dig en fornemmel­se som isblomsterne i vindueskarmen, som du lige har rørt ved. Dens kulde gennemtvinger ind i dit hjerte. Det er hende naturligvis ligeglad, hvor længe det vil fortsætte med at sne. Samtidig tager hun dig heller ikke alvorligt, dig som en uventet. Gennem hendes vemodige øjne kan du se, at du er lige som noget, der ikke eksisterer, eller lige som et bevægende møbel. Hun bemærker overhovedet ikke din tilstedeværelse og din krops be­vægelse. Det gør dig forvirret.

I det par dage kommer du så tit ind i sådanne rædselsfulde mareridt, at du ikke kan tro på det virkelige omkring dig, når du vågner, fordi de fortrolige ansigter omkring dig altid dukker op i dine drømme, hvor disse spiller de grusomme og hensynsløse roller. Du bliver drevet af en uforklarlig følelse af anger, og mumler hele tiden, som om du vil forklare din ruelse, men om denne ruelse er en misforståelse, kan du ikke engang forklare dig selv. Du vil vide, om jagtgeværet er blevet brugt af nogen. Lille Juan står ved sengen og klipper på dig. Det, at hun står foran dine øjne, irriterer dig. Men du ser ikke nogen ondskab, men kun medfølelsen i hendes øjne. Du tager skålen med ingefær-te, som værtinde rækker dig, og drikker den langsomt ud. De flossede floder i dit hjerte begynder til at tø, og du gætter, at der kommer snart foråret.

9

“Om et par dage vil jeg tilbage til Guangdong.”

“Det kan også være godt.”

Kaxin kom og besøgte mig i Shanghai Normalt Universitet, hvor min tantes mand var lærer, og hvor jeg boede som gæst hos ham. Min tantes mand kendte også Kaxin, men den dag var familien ikke hjemme. Jeg kunne ikke finde flere ting end en fisk til at lave mad til Kaxin. Da vi drak, sagde Kaxin plud­selig:

“I en uge har jeg ikke spist nogen mad.”

“Ikke nogen mad? hvad spiste du? Det var jo umuligt.”

“Hele ugen skrev jeg bare novelle.”

Efter spisning sagde Kaxin, at han skulle hjem.

“Du kan da sidde her lidt længere. Det var lang tid siden jeg så dig sidste gang.”

“Nej, ellers tak. Jeg skal skynde mig hjem og gennemlæse novellen. Jeg har ikke læst den, efter at jeg skrev den færdig. For restens ved du godt, at jeg er lige som en snegl: Efter jeg engang har rakt mit hoved ud, vil jeg trække det tilbage igen.”

Tiden var begyndelsen i 1988. Vejret var særlig koldt, og sollyset så utroligt blegt ud. Jeg glemmer aldrig dagen. Før han steg ind i bussen 43, fastholdt han, at jeg skulle tage imod den pakke cigaretter, som han tog ud fra sin lomme.

“Nu holder jeg næsten op med at ryge. 4 eller 5 stykker per dag. Du tager den bare. For restens, det er ‘Star Lake’[14].”

Han vidste, at jeg lige som ham kunne lide at ryge Gaobao. Før havde det også været sådan: hver gang han kom, ville han give mig en pakke cigaretter, før han tog af sted. Nu var det svært at finde “Gaobao” i byen, og “Star Lake” var en slags luksuriøse cigaretter for os. Det var typisk Kaxin: selv om han var i den værste, økonomiske knibe, bød han alligevel “Den store, hvide Kanin”[15] til vennerne, når han fik besøg af vennerne. Jeg syntes det var en ulempe af ham. Måske var det fordi han var vant til at være sønnen af den “gode” familie. Dengang gav vennerne også penge til ham, men i det næste øjeblik bød han dig på café med pengene, du lige havde givet ham. Det overraskede vennerne.

Et par dage senere så jeg Momo, da Kaxin allerede var rejst til Guangdong, hvor hans forældre boede. Momo gav mig manuskriptet af Kaxins novelle.

“Det må du have og kigge.”

“Hvordan er det?”

“Dårligt og slemt, kunne ikke være værre. Det efterligner din ‘Asuras’. Kaxin er færdig nu, han bryder totalt sammen. Faktisk var en tragedie startet, da han begyndte på at hengive sig i litteraturen dengang.”

Denne novelle er “Havens Hjerte” - dengang hed den “Tom­hedens Slutning”. Novellen forblev hos mig i et halvt år. Hvis den virkelig var nogen efterligning af “Asuras”, ville det ikke være værd at læse.

10

“Nu er Kaxin den eneste, jeg vil snakke med, før jeg forlader Shanghai igen.”

I juli i 1988, før Jimbut rejste til Guanghua Templet i Fujian, sagde han til mig: “Kaxin kan have en strålende fremtid, og det er muligt for ham at udvikle sig til en stor romanforfatter.”

“Vil du ikke sige det mere konkret?”

“Sidste år har han fortalt mig sine ideer og plan om roman.”

O, formodentlig var det det. Måske havde Kaxin planlagt en masse store romaner og noveller i sin tanke. Men der var altid forstyrrelse. De talløse forstyrrelser gjorde hans plan umuligt til at realiseres. Først var det den kunstneriske, tøjlesløse og udsvævende vane. Men det var ikke noget galt. Måske var det netop fordi det, at Subkulturen i sin begyndelse havde befriet os ikke kun sjælelig men også kropslig. Lige som de mange menneskehedsbefrier og modige pionerer, kunne vi lide hippierne og den dadaisme og surrealisme i dagliglivet og i aktio­nen.

Så blev det, der forstyrrede Kaxins sjælelige og kropslige sundhed, de uklare, forvirrende tankegangsforbilleder, de overfladiske og plumpe meninger om samfundet, det småborgerlige syn på historien og den typisk u-landske, selvnedsættende opfattelse af ens egen værdi, - alle disse fandtes også i Subkulturens verden. Selv om disse var kun en lille understrøm i ens opvækstsvej, kunne disse, som samtidig forklædte sig som noget, der kæmpede imod og sønderrev den gamle verden, alligevel være vildledende for en naiv sjæl, der fanatisk tilbad Sub­kulturen, og hvis anskuelse om verdenen, livet og kunsten ikke helt havde formet sig, da præget af hovedkulturens opdragelse, som han bar af, før han kom ind i subkulturen, ikke var falmet. Yderligere er rationaliteten i vores land så skrøbelig, og dens historie i vores land er så kort, at alle disse forstyr­relser kunne fordybe sig til at blive en slags dødelig sygdom.

Men sluttelig havde Kaxin bestået de forskellige fristelser og forstyrrelser, og stod fast i Subkulturen. Hvis vi tænker tilbage på vores historie, kan vi tydeligt se, at Kaxin faktisk er den eneste, der fra en ren “litterær ung” forvandlede sig til en sub­kulturens arbejdende. Han er den eneste. Hvor er de andre? Hvor bliver de egentlig af?

Det vil sige, at Kaxin er én, der ikke overgive sig til vanskeligheden, og som altid hengivende og flittigt kæmper for sin sag. Den slags i personligheden er netop de ædle dyder hos vores nation, som Lu Xun[16] højt havde lovpriset. Det beviser samtidig, at Kaxin er én, der har den rationale vurderingsevne og kan skelne det gode fra det onde. Denne evne i værdivur­dering er netop det, som vores tids samfund slet mangler.

Selv i de sværeste tider af Subkulturen redigerede og udgav Kaxin “Marionetten”, det eneste novelle blad i Subkulturen; han gjorde det stille og roligt, med den største beskedenhed og som en rigtig “arbejden­de”, mens han endnu havde vanskelighed med at skaffe sig daglig mad. Kaxin sagde aldrig, at han ville tage ansvar for nogen. Hvad han altid talte om, var blot hans drøm og hans længsel. Mens frasemagerne hyggede sig i tom pludren, og mens “profe­terne” var vilde med deres grænseløse klamamus, læste Kaxin be­standig og stille alle gode værker i litteraturhistorien uden at skelne mellem de moderne og de klassiske. Det fik ham til at skille sig ud fra de falske profeter, der blindt gjort oprør uden principper og forkastede alle værdierne i historien. Og når hans sjæl havde kontakt med de glimrende dele i menneskehedens civilisa­tion, følte han sig derfor særligt frisk og begejstret, og han kan også derved tage fordelene af de andre i brug. Han har lært det væsentlige i Subkulturen, det er nemlig: at interessere sig for sig selv og at iagttage sig selv, at drage omsorg for sin egen historie og at være trofast og ærlig over for sin egen sjæl, at finde en vej til hele menneskeheden ved at iagttage og forstå sig selv.

11

Med hensyn til det ovennævnte kan man sige, at “Havens Hjerte” faktisk er Kaxins egen psykoanalytiske selvbiografi. I sit dagligliv syntes det, at Kaxin holder særlig af sin mor; i sit blide hjerte strømmede der uafbrudt hjemve. Men hindrin­gen i det virkelige liv gjorde det vanskeligt for ham at forsone sig med familien.

Tidligere, da vi planlagde til at oprette en “Subkulturens Ugeavis”, tænkte jeg først på at bestille en artikel fra Kaxin, hvis titel var given - “Mit Ødipuskompleks”.

En uge senere sendte Kaxin mig manus. Det undrede mig, at han skiftede titlen til “Historien om Forelskelsen i Moderen”. Det drejer sig om en dreng, der pga. striden med sin familie alene kommer til Guangzhou og i værtshuset træffes med en luder.

Så fortalte Kaxin mig, hvordan han kom i strid med sin familien, stak af og svor på aldrig at komme tilbage til Guangdong. Derfor var det, hvad han havde skrevet, sin egen historie fremfor nogen digtet novelle.

“Nu har min mor adopteret en søn, og man kan sige, at jeg er blevet en forladt søn.” Det er hans originale ord. Da jeg læste hans “Havens Hjerte”, dukkede disse ord ubevidst op i mit sind.

I den sultne uge, kan jeg forstille mig, hvordan han sad under sin lampe, hvis lys var svag. Det var hele tiden stille i hans værelse, fordi han havde lukket alle ud af døren, før han startede sin skrivning, så der var ingen, der kunne komme til at forstyrre ham. Det eneste, han måtte holde ud, var hans hunger, som var den eneste dæmon, som han i disse år altid prøvede, men aldrig fik lykke til at drive bort, og som både sjæleligt og kropsligt forstyrrede ham. For ham var denne skrivning måske den sidste chance, og det havde han anelse om. Nu så det ud som en håbløs indskydelse, at få nogle penge, ved at skrive, til at opretholde livet. Tidligere kunne han ved hjælp af vennerne sælge sine artikler til prisen 5 yuan per stykke. Det var jo et utænkeligt antal. I sammenligning med det tal 3000 yuan, som han opdigtede, når han skrev brev til sine pårørende i provinsen langt væk fra Shanghai og fortalte dem om sin løn i skriv­ningen, var forskellen mellem disse to tal stor nok til at skamme ham selv. Men til sidst var han endda ikke i stand til at tjene det 5 yuans beløb.

Det syntes at være det sidste øjeblik.

Tidligere havde han leverbetændelse-type-B, og den havde kommet tilbage 2 gange. Hvis den kom en gang til, hvad så, stakkels Kaxin?! Historierne om de fattige kunstnere i den romantiske periode i Europa var jo langt umulig for ham.

Han glor på dig, og da du tænker på at undgå hans blik, er han allerede i gang med at fortælle om en faldende familie eller en fortræffelig familie. Efter din mening er dette “faldende” kun til at tilsætte farverne i historien for at undgå skinsyge af de andre. Om der er en sådan familie, er du ligeglad med. Men du beundrer ham alligevel, for at han kan opdigte en sentimental historie til at lægge skjul på sin særlingeagtige adfærd...

En uge senere kom den halte på besøg. Du angiver som undskyldning, at du er syg, og gemmer dig i værelset heroppe. Det glæder dig, at din far bliver vært i stedet for dig, fordi faderen altid ikke kunne lide ham. Du tror, at faderen vil gøre sagen sluttet for dig. Men i virkelighed er det netop omvendt: Gud ved, hvad han har opdigtet til faderen i stuen denne efter­middag, så bliver faderen totalt for den halte, da alle sidder ved bordet. Din far udtrykker sig, som om han påskønner den halte meget. Du ser på tjenestepigens ansigt, og du væmmes for meget til at sige et eneste ord.

 Referatet af “Havens Hjerte”

Den sjæl og det ideal af den tidligere Subkultur bevægede ham bestandigt. Hvor følte Kaxin sig stolt og ærefuld, da han fornemmede, at han ansigt til ansigt som venner kunne snakke og diskutere med dem, som han altid betragtede som de fremragende og intelligente i Subkulturen! Men snart fortalte disse fremragende og intelligente ham hensynsløst: Subkulturen eksi­sterede ikke, al den var blot en stor tumult i ungdommens periode. De begyndte at splittes bort.

Måske tænkte Kaxin på sin barndom, tænkte på den præst fra Nan­jing, som engang døbte ham og fortolkede Bibelen for ham, og tænkte på, hvordan den dråbe kølige vand dryppede på hans pande. Hvor beundrede han dem, der stod i koret i kirken og sang! Det var den gudfrygtige og taknemmelige stemme derfra. Derfor håbede han bare, at han kunne være en kristen, for sluttelig at kunne blive en af disse syngende.

Måske tænkte han også på sin far, sin mor og sin lillesøster, som nu mere og mere så ud lignende ham. I juli i 1987 havde han rejst til sit hjem i Guangdong, men han kunne endelig ikke forsone sig med sin far, som havde en høj rang i regeringen. Efter et stykke tids “koldkrig”, da han ikke kunne løse problemet, blev han ophidset af det, hvad han selv ikke vidste. Til sidst rejste han atter tilbage til Shanghai.

Således skrev han, og skrev. Formodentlig var han allere­de begyndt på at finde ud af, hvad hans problem var, at finde ud af årsagen til det, at hans familie ikke kunne leve sammen, og at finde ud af den usynlige, der i disse år havde gjort hans følelsesliv fredløst, uroligt og usikkert. O, far og mor! Er alt det en antydning? Er alt det virkeligt? Hvor er Subkulturen lige som denne elskelige læge: Jeg engang anså hende for min modstander og kæmpede i smug med hende; men hun i virkelighed var så rolig, så rational og så venlig. Subkulturen kan ikke frelse én, der ikke er i stand til at frelse sig selv. Alt er som hvad Beethoven sagde: Menneske, du skal frelse dig selv! Er det sandheden af Subkulturen? Violinens streng vibrerede langsomt i hans tanke. Violinen, det eneste i hans lejlighed, der kunne indbringe nogle penge, var forsvundet. Faktisk var hans lejlighed næsten tom, og han havde ingen penge nu.

Således skrev han, og skrev. I sin tanke så han, at han allerede holdt hånd med sin far, forsonede sig med sin familie og lykkeligt snakkede med sin stædige og tavse far.

Han skulle hjem! Det skulle han!

Således, efter at Kaxin skrev sin “Havens Hjerte” færdig, tog Kaxin sin vej. I et halvt års forløb fik vennerne kun et brev fra ham. Ingen vidste hvordan han havde det og hvad han lavede.

12

Retfærdigt at sige, kan det have ret, hvad Momo sagde - novellen var slem. Men det gælder kun skrivningens synsvinkel, og mere, så som “det kunne ikke være værre”, er det overdrevet. Samtidig kan man ikke sige, at den er nogen efter­ligning af “Asuras”. I virkelighed var Kaxins succes i novellekunsken langt større end dem, der selv troede at være fremragende novellister. Mere præcis mener jeg det i hans succes i den pure novellekunst.

Men hvad er det, der synes os, at Kaxin “dårligt” behand­lede noget i novellen.

Jeg mener, det kun er noget i erkendelsens retning i novellen, f.eks. i novellens slutning - at denne “du” forlader slottet, hvad overhovedet er i strid med novellens egen logik. Desuden i novellen findes der ikke noget, der kunne give en bevidstgørende eller følelsesmæssig grund for det, at “du” stikker af. Derfor, hvis man her skriver et par sætninger om og gør dem overensstemmende med novellens teksts indre logik, kunne en fuldstændig enhed fremstilles.

På den anden side er det, fordi den hele novelle ikke har nogen arrangement af afsnitsdelingen. Den måde, at den hele tekst blev sat i et eneste afsnit uden støtten af nogen tydeligt meningsfuld tekstsform, kan gøre læserne til at væmmes. I novellen sattes hovedpersonen som “du”, hvad også let gør læserne psykisk utilfreds. Men alle disse kan sagtens modificeres og perfektioneres.

Netop her interesserer det mig: hvorfor begik forfatteren i novellen sådan fejl, som sagtens kunne undgås? Jeg synes det er interessant at diskutere dette problem, og det er også en stor hjælp for os til at genkende Kaxins tragedie.

1. Novellens tidligere titel var “Tomhedens Slutning”. Hvortil kan denne “tomhed” henvise? Thi, før “du” stikker af, har “du” faktisk forsonet sig med lægen; hvad er så grunden til at stikke af? Kunne slutningens tomhed virkelig føles? Jeg mener, at modsigelsen i novellen beror på Kaxins egen inderste konflikt med sig selv, da han skrev den. Den er en novelle med stærk medfølelse, og dens tema er det, at forsone sig med faderen. Ud af det, at Kaxin i dette øjeblik stærkt savnede forsoningen, kan vi sige, Kaxin i sin inderside var i gang med at synge sin egen sørgesang for sit “subkultursliv”.

Siden den dag Subkulturen blev født, var den med det samme blevet symbolet på, at vores generation fælles gør oprør mod familien og modstår paternitetens magt. Men da selve Subkul­turen trådte ind i den sammenstyrtede situation og i den katastrofale knibe, blev ømheden af familien og slægten naturligvis Kaxins mest pålidelige følelse. Og netop i dette øjeblik, blev Kaxins rationalitet usikkert. Selv om han efter sin følelse havde besluttet sig til at forlade Shanghai Subkul­tur, fortalte hans instinkt ham, at alle de andre veje kun kunne lede til tomhed, bortset fra Subkulturen, hvor vores sjæl hører hjemme. Til sidst ville det blive nødvendigt, at han atter stak af fra sin familie.

Jeg tror, at den indsigt, der svævede uden om novellens tekst, som også var Kaxins indre dybereliggende bevidsthed, fik ham henvist til at bringe sin følelse i balance - ved hjælp af den slags modsigelse i teksten.

2. Novellen former sig i et eneste afsnit, derfor synes temaet og de følelsesmæssige oplevelser at have en overflade som om det var svært debattere eller skille dem ad fra hinan­den. Jeg mener, at den formelle sløring var det, som Kaxin psykisk temmelig havde brug for. Uden denne kunne Kaxin måske ikke skrive novellen færdig.

Uden tvivl havde Kaxin besluttet sig til at skrive en novelle med general værdi i denne kropslig sultende uge, dvs. at han ville skrive alle de strabadser og længsler, han i disse år havde haft, ind i en novelle. Novellen var det, hans sjæl havde brug for. Alle de dage, hvor han var i Shang­hai, og hvor han vandrede i Subkulturens sjælelige verden, syntes at blive en datid, en historie for ham. Og det så ud som, han ingen værdi havde fået i sin konkrete praksis. De fleste manuskripter af hans noveller blev sønderreven og brændt af ham selv. Kun et par af dem havde han bevaret, men de havde helle ikke fået nogen anerkendelse eller ros af vennerne i Subkul­turen. Alle dem, der var omkring ham, syntes at have med­lidenhed og medynk for ham. Men han var klar i sinde med, at selv den ringe også har sin skat, selv om den muligvis kun tilhører ham selv, - den enkelte.

Måske var det nu tiden til at tælle sin skat. Men hvad var egentlig hans skat? Det kunne Kaxin ikke finde ud af. Det, at skrive en opgørende novelle, var Kaxin imidlertid helt klar over. En, der ikke kan forstå sin egen værdi, vil aldrig skrive en selvbiografi, og det, at skrive en selvbiografi, er også det, som novellisterne selv ikke kan forstå. Kaxin var kun klar over sin egen livserfaring, som han selv havde læst af sine oplevelser; men filosofien var det, han endnu ikke forstod.

Du har stor lyst til at rejse dig op og at komme tilbage til dit værelse. Du vil gerne undlade at opretholde lidelsen af den utilgængelige isolation med din far, og undlade at falde sammen med ham ind i den sørgelige kløft, som man ikke kan stige ud med sin egen anstrengelse. Men du ved godt, hvilken fornemmelse den lade skikkelse af din bagside ville give den gamle, hvis du gik ud fra stuen.

I gik sammen et langt stykke vej. Du vil ikke besvære dig selv med alle hans sager, fordi du er klar over, at der ikke ville blive nogen udvej, endda hvis du havde vidst noget om hans datid, derimod ville der blive mere vanskelighed til.

I denne overfyldte by synes det, at alle ved, hvordan man kan skille tanken og minen ad fra hinanden. De opfører sig som om de var naive og uden begær, og foretrækker at gøre noget ved sine tanker, begær og alle slags følelser inde i skallen af sine isolerede fantasi.

Referatet af “Havens Hjerte”

Efterhånden blev tågen over motivet drevet bort. Men nu var freden endnu ikke kommet. Formen er værdien i læsernes øjne, men hvad er den værdi, de vil have? Kaxin var Kaxin som for­fatter, og kun som forfatter. Dette blev en hindring for Kaxin til at skride længere frem. Pga. dette var Kaxin endelig ikke i stand til at gå igennem sammenslutningen af eksistens og værdi, - den afgørende dør for at befri tragedien, og blev til­bøjelig til at være slave i tilfældighedens verden.

 13

Der blev sagt, at Kaxin engang var fuld i Nanjing og fortalte vennerne i Nanjing sandheden. Han sagde at han stadig­væk bedre kunne lide Balzac, Hugo og mange af de klassiske forfattere. Det var den eneste gang, siden han kom ind i Subkulturen, at han åbenbart omtalte disse navne.

Kunne Kaxin virkelig lide Gabriel Garcia Marquez og James Joyce? Kunne han virkelig lide Mao Zedong? Når man ikke åbenbart kan sige, hvad værdien i ens egen hjerte er, er det altid en slags lidelse; og det er ligegyldigt for én at give afkald på at sige dette, hvad enten for kærlighedens skyld, eller fordi man frivilligt bærer forbudet pga. at respektere den, som man tror at være ærværdig. Hæmningen derfra vil virke på én. Selv om den samtidig måske kan lade én anerkende sin egen uvidenhed og endnu mere respek­tere den, man tror at være ærværdig, er hæmningens hovedvirk­ning det, at hæmme ens individualitet. Ja, måske kan den opmuntre en til at læse mere, til at arbejde flittigere for at skaffe “værdien” overensstemmende med “det ærværdige”; men denne slags “værdi” kan i virkeligheden med hæmningen ruinere ens egen, sande værdi - menneskets instinkt og sande begær, menneskets in­dividualitet og uafhængige dømmekraft.

I denne verden findes der en slags mindreværdskompleks, som stammer fra det, at miste sin egen sjæl for at beundre de andres eksistens. Den slags mindreværdskompleks er en dødelig sygdom. De mennesker, der har sygdommen, kan ikke frelse sig selv. De er massemængde, og de har bestandig brug for deres fører. Der findes også en anden slags mindreværdskompleks. Tværtimod har dem, der har dette kompleks, såvel temmelig individualitet som fremstillingsevne. Årsagen til deres mindreværds­kompleks er det, at de lever i et samfund, en tidsalder, hvor kulturen er i mangel, og hvor folket har mistet sin sjæl. Menneskene som den anden slags kan faktisk frelse sig selv, og de skal virkeliggøre sin selvfrelse. Ved hjælp af rationalite­tens kraft, som umiddelbart kommer fra sjælen, kan de befri sig fra tragedien, som mindreværdskomplekset har skabt. De er også dem, der har, eller har haft, de sande tragedier. Den nævnte, første slags mindreværdskompleks er blot massernes komedie.

Hvis vi nu tænker lidt på Anton Pavlovich Chekov, kan man måske få en billedlig opfattelse af Kaxins tragedie. Da Chekov i virkelighed var blevet en berømte novellist, ville han ikke tro på det. Først troede Tolstoy, det var af hans be­skedenhed. Da Tolstoy efterhånden fandt ud af, at Chekov virkelig ikke vidste sin egen, sande værdi, blev han rasende, han skældte Chekov ud og sagde, det var selvruinering.

Hvorfor kunne Chekov som sådan ikke vide om sin værdi? Og én, der ikke kender sin værdi, kan helle ikke løfte sin værdi til menneskelighedens højere punkt. Tænker vi på. at Chekov altid omtalte sine store værker som “dem, han blot skrev for at modstå det småborgerlige” (hvad han dybt hadede, var det småborgerlige tanke), kan vi finde ud af, hvor meget hans mindreværdskompleks havde fortæret ham. Og roden af Chekovs tragedie kan kun søges i hans ungdomsperiode. Fordi han havde været en ung, som kun skrev “humortekster”.

Ved denne historie vil jeg ikke vurdere Kaxins værdi med metaforikken, men jeg vil blot bruge den til at forklare, hvilken skæbne det vil blive, når ens værdi skiller fra ens eksistens.

Hvis vi siger, at Kaxins tragedie var splittelsen af sin værdi og sin eksistens og at det, at han ikke kendte sin egen sande værdi, var hans værdi alligevel i virkelighed til. Kun fordi denne eksistens ikke kunne få en samtidig værdibekræftelse, blev den en meget skrøbelig og indholdsløs ting, og den var let til at hærges og ødelægges i samfundets og tidsalderens bølge og strøm. Der er også en anden slags mennesker, hvis tragedie også er splittelsen i deres eksistens og værdi, dvs., dem, der altid anser sig selv for det temmelig store menneske og altid løfter at tage ansvar for de andre, for tidsalderen og for hele menneskeligheden, men i virkelighed ikke er i stand dertil! Hvilken tragedie er af disse mennesker?

 Oversat af Jimbut i 1995. “Hvad er Subkulturen” fra bogen “Vennernes visdom” af Liji.