Ungdommen i 80'ne:
Menneskene
og Versene
--- Liji ---
Der var for 18 år siden to drenge, som altid gik sammen.
De var elever på en kostskole. Skolen ligger i udkanten af byen. Der findes
skønt landskab inden for skolen, og der findes også skønt landskab uden for
skolen. Ud fra porten af skolen er der mark, og ca. 70 eller 80 meter derfra en
flod, og over floden et berømt universitet. Hinsides floden kan man finde et
andet, mere berømt universitet, hvis man går et par hundreder meter langs
floden. Der trives høje træer langs ad floden dennesidig. Om morgen, hvis himlen
var klar og solen lidt efter lidt steg op, ville de to drenge formodentlig dukke
op ved den dennesidige bred. Inde ved den hinsidige bred, hvor der intet højt
træ vokser, florerer sivene. Den ene af de to kunne bedre lide siv, derfor
vandrede de tit dennesidig. Bagefter fik drengen, der godt kunne lide siv,
vidst, at der er en stor motto ud fra denne plante: "mennesket er et spinkelt og
skrøbeligt, tænkende (intelligent) siv."
Men dengang tænkte drengen ikke på livet, ikke på livets
skrøbelighed, og han stræbte heller ikke efter viden, fordi alle kineserne ikke
tænkte på livet eller stræbte efter viden. Efterhånden begyndte kineserne at
stræbe efter viden, følgende begyndte drengen også at stræbe efter viden. En dag
fik drengen, der allerede var blevet en studerende på et universitet i en anden
provins, et brev, som den anden dreng sendte fra hjembyen, og hvori et par vers
af Wordsworth blev citeret: Dengang stræbte jeg ikke viden, jeg stræbte kun
efter livet...så begyndte jeg at stræbte efter
viden...
De fleste af tingene, der skete i fortiden, var blevet
vage for den dreng, der modtog brevet, og bortset fra begreberne om livstræet og
videnstræet, som digteren nævnte i sin digtning, og som drengen endnu havde
levnet lidt af erindringen om, kunne drengen intet mere huske om Wordsworths
digtning nu. Naturligvis kunne han blive ved at spørge den anden om, hvad de
andre vers er i Wordsworths digt. Men han ville ikke mere gøre det, fordi de er
blevet uvenner med hinanden. Det, at blive uvenner, betyder, som hvad Sartre
skrev i sit afsluttende brev til Camus, aldrig at ville se
hinanden.
En dag tog drengen to knive, lige som hvad man gjorde i
en middelalderens tvekamp, og lod den anden også valgte en kniv.... så, som hvad
man plejer at arrangere i dramaerne, var det færdig; alt, venskabet, der havde
varet så længe som godt 10 år, og al vreden og hengivenheden imellem hinanden
var færdig.
Men
dengang de læste på kostskolen, var de Olivier og Jean-Christophe(*:
to figurer i Romanen "Jean-Christophe" af R. Rolland. - noteret af
Jimbut),
selv om ingen af dem havde det elegante poetiske talent som Olivier, eller den
lidenskabelige, musikalske anlæg. Dengang havde de selvsikkerheden og velsignede
hinanden hjertelig med, at den ene skulle være Olivier i den fremtidige,
kinesiske digtningskreds, og at den anden skulle blive den fremtidige
Jean-Christophe i det kinesiske musikområde.
I denne endeløs entusiastiske periode mumlede den ene
hele tiden, og den anden nynnede dagen lang.
Marken, hvor man kunne se skyerne og træerne smelte
sammen, blev deres legeplads; sammen med dem var det de gnistrende og
krystalklare stjerner og det vidunderlig, farverige solskin. Hver dag kunne de
se en 30-40 årlig mand, der stod i marken med ansigtet mod solen og med hvide
handsker på og spillede et blæse-instrument, og hvis skæbne den ene dreng
stadigvæk bekymrede sig om mange år senere. Dengang fik de et lille værksted i
skolen. Inde i denne skole, som havde indespærret deres sjæl, var værkstedet
deres eneste lovlige friverden. Mange lærer troede, at de ville blive kunstnere
i fremtiden og kunne vinde kunstneriske ære for skolen, men til sidst blev der
intet. De blev hverken Olivier og Jean-Christophe eller Leonardo da Vinci og
Buonarroti Michelangelo.
En genert, naiv-udsende dreng dukkede også op i
værkstedet. Når de to snakkede med hinanden, lyttede han altid til dem uden at
blinke med øjnene. Hans største ønske var, at han kunne følge med dem, når de
spadserede i marken. "Jeg vil blot lyttede til jer, og jeg vil aldrig stikke et
eneste ord ind." Men de nægtede, fordi de to allerede var "med-viden-dannede";
og selv om de kunne give ham lov til at lytte til dem, ville Hegel ikke tillade
det.
Faderen til drengen, der ville blive Jean-Christophe, er
forfatter, og faderens ven skrev en list af 100 litteraturværker til drengene.
Havde drengene læst alle værkerne i listen, kunne de også blive forfattere og
tænkere.
Således begyndte den lange
odyssé.
Dengang
stræbte jeg ikke efter viden
og livet var fyldt med glæden
Jeg var skyerne
og var tæt og hengivende med træet
......
18 år efter bliver denne dreng, som ikke kunne udenad
Wordsworths digt, og som ville blive Olivier, mig.
"Sluttelig vil de store Mennesker træffes" (Momo)
Den 25 marts 1983 var det en vigtig dag. Det var den 100.
års dag for døden af Karl Marx. Trods støvregnen tog jeg over Huangpu-floden for
at besøge min tidligere skolekammerat. For et par måneder siden skrev han til
mig og fortalte mig i brevet om sin nuværende klassekammerat Momo og om Momos
poesitalent.
Dengang hed Momo stadigvæk Yeyun. En mager krop, med
blødt hår, som så sparsom ud.
"Man
sagde at han er kærlig indeni, og hans hår er meget blødt", "brisen udskærer
vores hår til sort måge". Den først er citeret fra hans "Byens Barn", og den
anden fra hans "Vores Bekendelse". Momo er den første, geniale digter, jeg
dengang traf. Ud fra disse to vers kan man måske mere eller mindre vide noget
intuitivt om, hvordan den geniale digter skrev digt, og hvordan han fandt
materialerne til poesi omkring sig.
Men da han begyndte at snakke, vidste jeg først, at han er stammer.(*:
Faktisk er Momo ikke stammer, men han har en stor tunge, der gør ham vanskelig,
når han snakker. - noteret af Jimbut.)
"De store mennesker vil sluttelig træffes, således som
Mao Zedong og Zhou Enlai."
Dengang
var han i gang med at oprette digtergruppen "Ofrene". "Det er helt klart, at
vores tilværelse er en offer." Men som en, der gjorde sig til talsmand for
"mundtlig-digtning", og en, der for at gøre modstand imod
"Menglong-digter-gruppens" overklassiske sprog hellere ville skrive sådanne
mundtlige vers som "Fordøren er bedre end Den flyvende Hest", - som en sådan
digter, var Momo nu faktisk ikke opnået nærheden af de politiske
malstrøm.(*:
1. "Menglong-gruppen" var en anti-hovedkulturel digter-gruppe i Kina imellem
70'ne og 80'ne. De hovedfigurer af gruppe er bl.a. Beidao, Shutin og Shizhi. 2.
"Fordøren" og "Den flyvende Hest" er to slags shanghaiske cigaretters mærker. 3.
Året, Liji lærte Momo at kende, nemlig 1983, var Momo lige blevet 18 år gammel.
Momo var meget ung, og normalt ville politiet ikke betragte en ung dreng under
18 år som "kontrarevolutionær". - noteret af Jimbut).
Da jeg lige havde læst hans vers som det nævnte, forventede jeg faktisk ikke, at
der var noget revolutionært inden i hans digte, heller ikke, at den, jeg ville
møde, var et geni, en virkelig revolutionær.
Kun dem, der kan opføre revolution, kan man regne for
geni. Og hvis en er sandt geni, vil revolutionen før eller senere forekomme hos
den ene. Der findes kun en forskel: hvis der ikke er styrken til at lade
revolutionen vise sig i digtning-teknikken, vil den nødvendigvis ske i livet, og
i livet vil alt det gammelkloge genialitet, alle tegn af revolutionen opføre sig
tydeligt og overalt.
I denne forstand, selv om det skuffede mig ret meget at
læse digtene, Momo skrev i denne periode, blev jeg alligevel begejstret pga. den
usædvanlige, selv-forestillende indledning.
"Nej, du skal sige, at genierne sluttelig vil træffes, og
så kan de blive sammen de store mennesker."
Det var i et udslidt loftrum, med selvtilliden og glæden.
Således begyndte dialogen mellem Momo og mig.
"Kan jeg ikke finde noget modsætningsord, da skriver jeg
"ad helvede til", som at skrive et punktum." "Min farfar levede af at samle
affald og kom til Shanghai. Med affaldskurven på ryggen kastede han forken ind i
kurven, således kom der skattene ind. Sådan gjorde også min far. Nu er det også
min lod, men det, hvad jeg samler, er versene i stedet for
skraldet."
Der var en sød, kvik pige der. Hun lyttede nysgerrig til
vores samtale og forsøgte at finde ud af, hvad for nogen slags mennesker vi
er.
I aften antændte nogen et bål på
gaden.
"Det er bålet, som vil drive pesten
bort."
Næppe var Momo blevet færdig med sit udsagn, før pigen
råbte ud: "O, nu ved jeg, hvem I er. I vil gøre
revolution!"
O, revolution. Det var en aften i begyndelsen af vinteren
i 1984. Intet af hvad den søde pige sagde, er forkert. Lidt senere havde Momo
skrevet sådanne vers:
Var vi ikke tunge, kunne vores fædreland ikke
indhøste
Kamp, mine kammerater
Tag ud Venus antikonceptionsspiral
Vi vil sejre indtil dommedagen
Vend tilbage fra forventning
hengiv vores ungdom
for at genholde vores
fædreland over den pragtfulde dåb
--- "At vokse op i Kina"
2 år senere blev Momo anholdt af politiet pga. sin lange
digt "At vokse op i Kina". I året blev han 22 år.
I virkeligheden var det det, at et geni blev
arresteret.
Men hvem vidste det, i denne tid og i en sådan
verden.
Der fyger brisen
og vi svæver følgende med brisen
Der vil blive en dag
vores sørgmodige figurer vil udmøntes i den ene side af
guldmedaljerne
og i den anden side vores fædreland, som ikke mere kan have nogen
drøm
Under strømafbrydelsen
og i torvet
tænder man lommelygten
og glor på skulpturerne af vores
skikkelser
lydløst, er det alt hvidt og sort
--- "At vokse op i Kina" (Momo, 1985)
"Jeg kan give afkald på at skrive" (Menglang)
Med hensyn til graderne af menneskets begejstring er der
jo ingen forskel mellem geni og revolutionær her, fordi de ligeledes bringer os
de splinternye tanker og ideer. Faktisk findes der ikke nogen grænse mellem
disse to. En sand kunstner er nødvendigvis revolutionær, og en revolutionær er
nødvendigvis den nedbrydende imod alle rådne ting. Derfor blev vennerne ikke
forbløffet i foråret i 1986, da den gamle pest, som altid får næring og trives i
det her land, pludselig skete his Momo.
Forandrer vores politiske system sig ikke, er det altid
sådan: staten er større end samfundet, og politikken er vigtigere end kunsten;
derfor er det, der er sket hos Momo, også lodden af enhver af os, og før eller
senere vil det ske hos de andre. Grunden til, at pesten først kom til Momo, er,
at Momo er den første, der blev moden, i vores
gruppe.
Og Menglang er den første, der i virkeligheden og i
aktionen havde dette på fornemmelse.
En sommeraften i 1986 sad Momo og mig i Momos ulovlige
bygning og snakkede sammen. En fin udseende mand med T-shirt på kravlede ind ad
vinduet (værelset var sådan struktur: vinduet brugtes som døren, elles fandtes
der ingen dør). Han præsenterede sig selv til os, han hedder
Menglang.
O, Menglang! råbte vi næsten samtidigt ud. Som en
velbegavet digter havde vi langt før hørt navnet, og i denne periode havde Momo
og mig ledt efter ham overalt.
Nyheden,
Menglang fortalte os, var begejstrende. Overalt i landet fandtes der de unge,
der samlede sig i kunst- og skrivningsvirksomhed. Godt halvt år havde han
flakket om i de andre provinser. Han havde ikke kun mødt Beidao(*:
Beidao er en typisk Menglong-digter. - noteret af Jimbut.),
men også Shizhi(*:
Shizhi er også en typisk Menglong digter. - noteret af Jimbut.);
desværre mødte han Shizhi, den nye kinesiske poesidiscipel, på et
P-hospital.
"Det er realiteten i Kina. Geniets skrivning sættes altid
sammen med ulykke."
Så, lad os, lad vores generation slutte den ulykkelige
historie af forfatterne på vores egen hånd, lad os lige nu komme i gang med at
oplyse det hele samfund: kunsten er uskyldig, kunsten skal aldrig blive
synonymet af "katastrofe". Endda kunstens kraft er stærk nok til at ødelægge en
stat, er kunsten stadigvæk menneskehedens bedste og troværdigste ven. Kunsten er
selvstændig, og den er rettigheden af tilværelsen, som ingen magt, den politiske
magt eller de andre, kan fratage. Den platoniske stat har ikke ret til at gøre
det, og det stalinistiske, absolutte samfund har end heller ikke ret til at gøre
det. Kunsterne har sin egen værdighed, og denne værdighed er langt højere end
statens værdighed.
Det der menneske stod over imod en stat
og tænkte på det nukleare
fingeren trykte på en vis knap på hans egen
jakke
det der menneske foran de nøgne frugter
tænkte på det
nukleare
"Hvis det er nødt til, kan jeg give afkald på at skrive
digtning og blive en kunstaktivist." sagde Menglang smilende. Otte år senere
faldt lodden, som "er også lodden af enhver af os, og før eller senere vil ske
hos de andre", på Menglang.
den ulykkelige historie af forfatterne er ikke sluttet i
det gamle land.
Det der menneske stod over imod en stat
Han var et tomrum
Jakken som en vissen blomst
hang på hans kraftløse, bøjede arm
--- "Det der
Menneske stod over imod en Stat" (Menglang)
En
notets om den kinesisk litteratur og forfatterne
Den 17.
april 1992 arresterede Shanghai Sikkerhedspolitiet digterne Momo og Menglang.
Politibetjentene ransagede deres hjem og konfiskerede deres personlige breve og
skrifter og bladene, de havde haft hjemme. Maj i det samme år sendte den
amerikanske forfatterforening, repræsenterende 2600 amerikanske forfattere, et
brev til den kinesiske premierminister, Li Peng, for at spørge om forklaringen
på, hvorfor de to digtere blev arresteret, og bad premierministeren om at få
sagen vide og at løslade dem snart muligst. Den 23. maj løslod Shanghai
Sikkerhedspolitiet de to digtere og påstod, at arrestationen var en slags
"bevogtede bo". Men ingen forklaring om arrestationens grund blev
givet.
(citeret fra <Tendensen> den 1. 1993)
Bilag
1.
Fuglen i himlen * Liljen på marken
--- Indtrykkene af Momo og
Menglang
Perioden, da "Byens Barn" og "Vores Bekendelse" blev
skrevet, var tiden, Momo længtes at vandre i de fjerne
marker.
I denne periode, var Momos værkers stil lige som
annalers. I 1983's skrivekladder har han skrevet "Der er en detektiv ved at gå i
drømlandet", "Synger uden mund synger", "Venus, der er mistet sine arm, tager en
Maxim-maskingevær". I disse brudstykker begyndte fortælletalentet, den flotte
humor og den intuitive evne til at sanse rækkefølgen i fantasiens verden at
glimre.
Vores generation blev født i en egnet tid. I denne
periode var Momos livsstil lige som oldtidens troubadourers. Han boede allesteds
i byen, han tilbad det fjerne, han ledte efter menneskemængde og læste sine
værker op.
Nærende sin naive stædighed mente Momo, at den her verden
har brug for oplysningen, og at menneskeligheden har brug for den nye
frigørelse. Således kom der "Byens Barn" og "Vores Bekendelse", disse to
fremragende værker af Momo, i 1984, da han kun var 20
år.
Som et gammelklogt geni havde Momo en litterær drøm - at
den hele verden og hele livet ville skrives ind i hans værkerne; dette er det
særligt rørende. Bliver en kunstner støttet og behersket af en sådan vilje, kan
alle ting i verdenen skrives. Selv det allernormaleste af det daglige liv, selv
ideerne, som er blevet gentaget atter og atter, kan godt skrives, hvis det, at
skrive, bringer oplysningen frem, og hvis det, at skrive, bringer mere og større
frihed og frigørelse frem.
Kunstnerne, der lever i en sådan frygtløs verden, må være
lykkelige, fordi den nødvendigvis kræver, at forfatterne (kunstnerne)
fremstiller sit liv og sig selv som et værk, og dermed virkeliggør han som et
menneske sin fuldstændige frihed. Men i en anden forstand findes der måske kun
fiasko i de fleste steder, fordi det, at skrive således, nødvendigvis samtidig
vil kræve forfatterne til at give afkald på ideerne, som mener at litteraturen
kun er for litteraturen, især når den kinesiske litteratur er kommet ind i
forbrugsperioden og blevet mere og mere U-landsk.
Det synes, at lodden bestemt er fiasko og følges med
ensomhed og mod, men deraf bringer det os også et billede fra menneskelighedens
verden.
I billedet flakker en gruppe mennesker om; en gruppe unge
helte, hvis navne aldrig skrives ned, "finder sluttelig hjem i den afdøde
elefants portræt".
"der skal være en dag, man forstår os
forstår hvorfor vi rummer elefantens ansigt ind i den sorte
ramme
der skal være en dag, man tror på os
tror at vi er hendes afdøde storebror
hun støder ind i Bianzhong*
og efterligner vores sørgmodige stemme i tidens nuværende
verden
hun løfter sit ansigt op og spørger sin mor om vores
navne
moderen vil helt bryde sammen ved at
græde
--- "Vores Bekendelse"(*:
Der er ikke noget tilsvarende ord på de vestlige sprog til denne "Bianzhong",
derfor jeg kan ikke oversætte dette "Bianzhing". Bianzhong er en slags kinesisk
oldtidsmusikinstrument. - noteret af Jimbut.)
Liljen på marken har ikke kraft til at vælge sin livsrum;
hun kan kun leve på marken og blomstre overalt. Dette er den dødelige tragedie
af dens tilværelse. Forlader den jorden og bliver nipsgenstand, vil dens glans
falde sammen. Men hvad med fuglen?
Tiden jeg kendte Menglang var i sommer 1984. Han var lige
færdig med perioden, han havde rejst i de andre provinser end Shanghai i Halvt
år. Nyheden, der kom med ham, var begejstrende: der opstod hurtig digterne af
denne generation overalt i landet. Lige som os længtes den hele kinesiske verden
de nye eventyr og legender. Verdenen savnede flere nye praksiser og mere
dristige aktioner i tiden.
Da hjertet begyndte at flamme op, ville det aldrig
udslukkes. Et par måneder senere stak Menglang af atter fra byen. Dengang sagde
han smilende, at han kunne give afkald på at skrive digtning, hvis det var nødt
til, og at han foretrak at blive en kunstaktivist. Det er lige som at Rimbaud
kunne give afkald på digt, og Tolstoy kunne give afkald på det, at skrive, og
Wittgenstein filosofien.
"Hvis jeg ikke er et menneske, hvordan kunne jeg blive en
filosof?" (af Wittgenstein).
Hvis den hele verden og hele livet ikke er værdig til at
opleve, hvad kan der være for nogen mening tilbage for det, at skrive?" Hvis
handling er mere pragtfuld og vidunderligere end skrivning, hvorfor handler man
ikke med det samme?
Måske flyver fuglen for højt og har været i for mange
steder, så den må være påpasselig mod fristelsen af færdselsskiltene. I 1984
advarede Menglang: "pas på og modstå fristelsen af formene." Men til sidst
stiftede Menglang selv en slags digtningsform.
Hvad flyvningens form af den flyvende fugl oprindelig
betyder, er, at opfinde en slags flyvende skønhed. Når den svæver over bjergene
og floderne, og når den prøver at støde ind i hvad skyerne ikke kan nå,
forandrer fuglen rask sin stilling i luften, hvor der skinner kraftigste
sollyset, eller hvor der findes den tyndeste ilt.
Iagttageren på jorden kan ikke forstå, hvorfor fuglen
ikke kan slippe fra sin simple sporlinje, selv om den flyver i de forskellige
stillinger. Måske kan kun den sagkyndigste iagttager fortælle dig det virkelige:
efter fuglens natur vil den stræbe efter at flyve højst som muligt, og den rette
linje er den hurtigste vej for at flyve.
Momo og Menglang, den ene forøder sine vers som
vandløbet, den anden sparer sine ord som guldet; men de har skrevet sin
ungdomshistorie på en samme måde. Som figurerne af oplyserene og befrierne har
de givet det uudslettelige præg i annalerne, som er os værdig til at
skrive.
--- 1989 ---
"Da vi er kommet sammen, skal der da
være nogen dynamisk sag"
(Liu Manliu)
Endelig
var den utåleligt varme dag sluttet, og vi, der havde sovet i kurvestolene i
hele eftermiddagen, vågnede op. Aftenens brise, der pustede fra flodmunding af
Yangzi-floden ved havet, lod os blive rask og livlig igen. Liu Manliu stod op,
pegede på kurvestolene med fingeren og åbnede sin mund, og han sagde mig
smilende: "Faktisk er de her to kurvestole dig og mig. Den lidt sortere er dig,
og den lidt hvidere er mig; den ene Yen og den anden Yang. Man sagde i "YiJing",
at et Yen og et Yang hedder Tao. Vi er faktisk indbyrdes supplerende."(*:
YiJing, en kinesisk oldtidsbog om spådommen og visdommen. - noteret af
Jimbut)
I 1984 var min studerende periode færdig, og de
meningsfulde sammentræf spillede derefter atter i min skæbne en rolle, som intet
andet kunne tage i stedet for.
Da jeg tilfældig traf Liu Manliu hos Kaxin i den tredje
gang, besluttet vi os at finde et andet sted, og så tog vi to til en bar og drak
der.
Vi troede, at der var noget mystisk, når vi tænkte på de
en-efter-en-kommende, tilfældige sammentræf: ham og mig, den ene havde været hos
Kaxin 3 gang, og den anden 4 gange; og netop i disse 3 gange traf vi os hver
gang.
Alle venner i subkulturen i Shanghai, der skulle træffes
og kendes, var truffet og kendt med hinanden i
1985.
"Da vi er kommet sammen, skal der da være nogen dynamisk
sag." Dette var allerede et meget alment og stærkt ønske og
forudanelse.
Således, da Liu Manliu fik en 2-værelseslejlighed i
Mishan, og da han gav mig besked om, at han ville invitere mig til at bo hos
ham, tænkte jeg med det sammen på den mystiske
gåde.
Dengang havde jeg mistet mit job, og jeg var som en
vagabond i verdenen og boede ubestemt her og der.
Liu Manliu er digter og meget lærd, og blandt vennerne er
han også en sokratisk talefilosof. Det, at føre et samtale med ham, er uden
tvivl som en oplevelse i en vidunderlig hypnotisering. Men hvad kunne det betyde
for mig, at jeg traf mig med Liu Manliu.
Solen var altid skinnende, og hedens endeløse bølger
kogte de cementbygninger i Mishan kvarteret. Dag for dag blev tiden forbi på
denne måde. En dag åbnede den lærde Liu Manliu en meget tyk bog, og sagde til
mig med at pege på bogen:
"Asuras
lever på havet, kæmper mod guderne; udtaler Asuras lyden "An", taber guderne
uden at kæmpe. I denne forstand er Asuras faktisk kunstnere."(*:
ser side 26. line 14. notatet)
"Asuras Familie" er en opdigtet historie, som jeg skrev i
slutning af 1985, ifølge tre mottoer: "jo mere uordentlig verdenen er, jo bedre
er det; det er altid rigtigt at være modstrøm; jeg tror ikke på noget mægtigt
eller ufortælleligt." Bortset fra at jeg skrev en smule, hvad jeg tænkte, ned,
skrev jeg dengang næsten intet som artikel eller i den retning; og "Asuras
Familie" var i virkeligheden den eneste, der kunne regnes som kunstnerisk
artikel, jeg dengang havde skrevet.
Og mine venner var en gruppe
digtere.
Således
vidste jeg, hvad han mente, fordi Liu Manliu i perioden kaldte kendsgerningen,
at en masse venner, bl.a. Momo, Menglang, Tianyou, Jimbut og ham selv, samlede i
digtfremstillingens aktivitet, "Hai Shang Digterenesgruppe"(*:
nemlig "Shanghai Kunstnersklub". "Hai Shang" har to betydninger på kinesisk: den
ene hedder "Shanghai", den anden Hedder "på havet". - noteret af
Jimbut).
Og det, at oprette en gruppe eller en "isme", var også min største drøm i
ungdommens periode.
Kunne min ungdom, mit litterære liv og mit navn bindes
sammen med disse venners navne? Kunne vi bevare vores venskab og fælles sag i
den kommende livsvandring lige så fast som i
begyndelse?
Da
der var et sådan tilfalde nu, at der var nogen "historisk bevis" - "Asuras lever
på havet (nemlig
Asuras lever i Hai Shang)"
- for den opdigtede historie, skulle jeg virkelig tænke over om
det.
I begyndelsen var fornemmelsen af dagen som
sædvanlig
og der kom heller ikke noget særpræget tegn i denne
dag
Så blev der natten
Sjælen kom altid følgende med natten
Snakkede vi, tav han
men da vi tav, udsagde han sit første
ord
lige som man sang i poesien
"jeg husker hans sidste ord
vi husker deres sidste ord
..."
--- "Den med sjælen kommunikerende nat" (Liu
Manliu)
Bilag
2.
En Dag i Mishan
Metoden,
Asuras brugte til at frelse menneske, var at gør intet, således havde Asuras
gjort det udueligste.
--- Sketchs ---
Da Asuras var barn, sagde han tit til de andre: Sig ikke,
sig ikke.
Den unge Asuras gloede altid på nogen uden at sige noget.
Og da Asuras blev gammel, begyndte han at finde ud af sandheden om, at tavsheden
betyder frelsen for de andre.
Men da Lillebror spurgte Asuras om, hvad tavshed betyder,
rystede Asuras på hovedet og sagde: det er præmissen til kontemplationen; hvis
det kunne siges ud, kunne det ikke mere være
tavshed.
A. Miraklet af Asuras
Hvad
øjnene ser, er ting; hvad ørerne hører, er ting; hvad næsen lugter, er ting.
Asuras ser ikke, hører ikke, lugter ikke. Dette tror man er Asuras tavse
tilstand. Således forlader Asuras
verdenen.
--- Asuras og Verden
Nu kradsede Asuras sine tæer og snakkede om
vanskeligheden af at skelne mellem kløen og smerten. Han følte sig blandet trist
og glad. Fra sin stol drejede han sit ansigt til Lillebror og sagde: "Smerten og
kløen er netop menneskets eneste følelse. Hvad Oxford School postulerede, var
blot nogen sag, der ikke har noget ved smerten og kløen at gøre, og som hverken
har smerte eller kløe."
Da Lillebror hørte dette, fik han inderst en begejstring.
Siden et par år havde Lillebror hengivet sig i semantikkens problemer. Nu fandt
han ud af, at hvilen er nødvendig. Men Asuras behøvede faktisk at
sove.
Under dagens lys kunne Lillebror også sammenhængende se
drømmen.
B. Asurasfamiliens Livsstil
Asuras
sagde, at skrive i hele natten om onsdagen og torsdagen. I århundredet er
menneskene for doven og kan ikke
være færdig med noget stort værk. Heinlich Beidao Asuras-Feng - man bør bruge
den dobbelte tid til at arbejde, og i det mindste skal der være en nat, hvor
lyset ikke slukkes.
Nu
siger de, at din hjerne er i stykke.
--- Dagbogen
Jimbut var færdig med at spise en banan, og tørrede sit
ansigt over med en klud, som man brugte til at tørre fødder med. Så tog han en
æble til. Han sagde, at i-dag ikke
er nogen dag.
Da Lillebror hørte dette udsagn, mistede han overhovedet
sit tankesæt. Sproget begyndte at vise sine glubske
tænder.
Vi skal lade ideerne trampe på
sproget.
Nu blev det helt lyst i
himlen.
Jimbut lå på gulvet uden at røre på sig. I nat lagde de
sig på den samme pude og dækkede sig med den samme dyne. Man sagde, at kluden
blev sendt hertil, efter at kvinden havde brugte den til at tørre sine fødder,
osv.. Buliu sagde, at han ville vaske den i morgen.
Jimbut var endnu ikke vågnet, han talte uafbrudt i
søvn.
Asuras-Feng sagde,
hvis det er muligt, kan man godt børste tænder.
Slå tøjet ned
Hver gang, når Auras kom tilbage fra stranden, tænkte han
kun på, om Jimbuts fødder var rene.
Efter at Jimbut råbte højt slogans, vågnede han op. Han
ville fastholdende lade verdenen se, at han havde taget
bad.
Asuras tænkte på, at det er tiden til absolut ikke at se
nogen fremmede.
C. Således sagde Asuras om miraklerne
Religionen
i de gamle dage var, at nogle bønder havde læst en lille smule.
--- Dagbogen
I Asuras øjne sås der det, at mennesket ikke var
menneske, og at ikke-mennesket er menneske. Asuras udsagde altid to sætninger
sammen i den samme tid. For sit ord bar Asuras alt ansvar. Det er kun
menneskene, der ikke er ædelt nok til at bære ansvaret for sig selv; prøv at se,
hvornår har de taget noget ansvar.
Asuras sagde, "det var tid, lang tid, siden jeg ikke
hørte, man kaldte tyvene tyvknogler."
Asuras gyngede med stol og løftede sit højre ben.
Tænkende på forandringen af aldrene, begyndte han at grine
højt.
Lillebror følte sig entusiastisk for mesterens glæde. Et
par dage senere sagde Asuras sådan til gengæld:
For nylig gik Lillebror tit her og der foran mig uden at
sige noget. Det er netop udviklingens gode symptom.
--- 1987 ---
"Selve
kendsgerningen, at Subkulturen uafbrudt er til, er en stor
heltegerning."(Jimbut)
"Subkulturens sketchs" forbandt mig tæt med to navne. De
var ikke min barndommens skolekammerat og Momo, heller ikke Menglang og Liu
Manliu, men Jimbut og Azhong.
Det var i 1988. I årets havde vi oplevet de fleste af de
entusiastiske følelser og de bistre desillusioneringer i vores ungdom og
vennernes fælles liv.
Pga. helt at blive skuffet og træt af det, rejste Jimbut atter bort fra
Shanghai.
Jeg
lod dig komme og blive munk, og du skulle ellers komme, men hvad så med
subkulturen i Shanghai? Måske, efter at du tog af sted, ville der kun blive
minderne om subkulturen, men ikke mere den eksisterende realitet af subkulturen.
Måske ville der bagefter kun være din og min vandringskultur, og Azhong og
Kaxins personlige, tragiske heroismes form tilbage. (1988,11,2 brevet af
Jimbut)
Da Jimbuts vej kunne ikke blive min vej, for min
personlighedsudviklings skyld, var jeg nødt til endnu en gang til at starte en
lang odyssé.
Men denne gang måtte jeg gøre det alene, og kunne kun
gøre det alene; og om der var flere venner, der ville stå ved den samme
startelinje, måtte jeg nu ikke have nogen
forventning.
Hvad jeg kunne forvente, var blot, at vennerne og mig
kunne træffes i et eller andet vejkryds uden
aftale.
Dette var noget, hvad jeg skulle gøre for min egen,
selvstændige opvækst, og dette var også noget, hvad jeg skulle gøre for
Shanghai-subkulturens sunde opvækst.
Således kom der "Subkulturens Sketchs" i
oktober.
Hvad
er subkulturen? Den er modstandskultur. Hvad vi kan være stolte af, er ikke det,
at vier nogle modne eller fuldstændig perfekte mennesker, men modet, som vi
havde eller har. Modet, ukuelig at forfølge sandheden, ukuelig at forfølge
friheden i personligheden og ukuelig at gøre modstand imod hykleriet. Dengang betragtede vi subkulturen som en
slags ære og berømthed, og alle ville konkurrere om lederens rolle. Da vi nu
bruger begrebet "arbejdets mester" i stedet for "ærens eller berømthedens
mester", kan man godt gøre hvad man vil...
"Subkulturens
Sketchs" har jeg set. Den lader mig føle subkulturens styrke. Selve Kendsgerning, at subkulturen (vores
subkultur, mener jeg) uafbrudt er til, er en stor heltegerning.
--- Citeret af Jimbuts brev. den 2. 11.1988
Da der blev et nyt år, kom Jimbut tilbage til Shanghai
igen. I denne tid kunne vi allerede stå sammen og stolt og strålende sige til
verdenen: "Har man intime venner, kan man gennemgå i medgang og modgang; har man
intime makkere, kan man overleve i livsvanskelighederne; har man intime
kammerater, kan man skaffe vældig store
forandring."
Det var ikke mere den mørke og triste
start:
"Det er selvindlysende, at Subkulturen er en slags
kultur-på-ruin."
Bilag
3. Jimbuts
"Spørgsmålet om det Guddommelige og det Verdslige"
I dag forstår jeg tydeligere mysterierne over på
livet
og jeg tror på, at aftenrøden virkelig har strejfet over fodsporene i
gruset
Der var en gang en gammel munk
en gammel munk, der havde vandret over havet og skredet over
solskinnet
(hvis der ikke blev mennesker dræbt i
Beijing
ville jeg aldrig tænke på noget om
Beijing)
I dagen, frugterne i haven bliver modne og
store
har jeg fundet livets oprindelige punkt
som er det, jeg ikke kan sige ud
Efter en lille regn kommer der igen tegnet på
køligheden
I det sommervarme land
plukker jeg en blomst for at slå ensomheden
ihjel
Jeg iagttager tidens bevægelse
Foran de grønne fugle, der beder til
Buddha
vil jeg ikke tænke på det her spørgsmål som i de tidligere
dage
Foran fuglene kan jeg ikke opfatte ord og
sætning
Efter en lille regn
bliver munkedragten helt våd
Derefter finder jeg en måde, jeg kan lade tide forbi
på
Der er kun en lille smule af regnen, der er kommet. Derefter synger
fuglene, og blomsterne dufter
Jeg tænker på, at jeg selv er en gammel
munk
Lige i dag, lige ved muren, der ikke kan give ly mod
sollyset
tænker jeg således på
en gammel munk
en gammel munk, der vander blomsterne med
glasset
I
brevet fra Jimbut fandt jeg disse vers, som blandede sig uden titel i brevet, og
som kom frem uden formen, de selvstændige digte ellers har. Det ser ud som, at
disse vers dukkede tilfældig op i brevet, da Jimbut skrev til sin ven, der boede
i hjembyen langt, langt væk. Dengang var Jimbut i templet i Thailand, bad til
Buddha og skrev også digte. Før han vandrede ud fra Kina, var han allerede
begyndt med at skrive sit lange digt "Spørgsmålet om det Guddommelige og det
Verdslige". Det sagdes, at det skulle være et langt digt med 40000 vers. Og
derefter, om når han flakkede om i et eller andet land, eller når han var blev
fange i fængslet, skrev Jimbut bare digtet i alle mulige tider. Jeg hørte
bagefter sige, at nogen hemmeligt havde hentet 20000 vers af "Spørgsmålet om det
Guddommelige og det Verdslige" til Shanghai. Men jeg har aldrig fået lejlighed
til at læse disse 20000 vers, hvori Jimbuts ungdom og hans idé om livet og døden
samlet sig (trods alt har jeg et par hundreder vers af digtets
indledningskapitel, som Jimbut bidrog til "Subkulturens Sketchs", før han tog af
sted fra Kina). Jeg ved ikke, om det nævnte afsnit har noget sammenhæng med
"Spørgsmålet om det Guddommelige og det Verdslige". Måske er det netop et
fragment af det lange digt; måske er det da ikke. (*:
Dette kan jeg godt svare her: disse vers er ikke nogen del af "Spørgsmålet om
det Guddommelige og det Verdslige", selvom de blev skrevet i templet i Thailand.
- noteret af Jimbut.)
"at vandre om" var Jimbuts ungdoms tema. I brevet, Jimbut
sendte fra Guanghua Templet i Fujian provins i Kina i den 2. november 1988,
skrev han sådan:
Nu
tænker jeg på den store vandring. I den nuværende verden er de opdigtede
historiers tiltrækning ringe for menneskene; men kun heltegerningen med det
sande, virkelige menneske og den
virkelige begivenhed er det, der kan bevæge verdenen.
"Der
var en gang en ung Bramin; for at søge efter livets sandhed vandrede han
overalt..." Jeg kan så godt lide denne talemåde, fordi den betyder patosen og
modet.
Deraf kan vi se, at Jimbut, i denne periode, opfattede
omvandringen på en heroismens måde; og det, at vandre om, kunne have en
værdifulde mening, netop fordi det kunne bevæge verdenen. De lignende tanker kan
man også finde i årsagen til, at han blev munk, og hans tidligere opfattelse om
den unge subkultur. "Et verdsligt hjerte, der ikke kunne være verdsligere,
ledede mig ind ad den guddommelige dør." ("Spørgsmålet om det Guddommelige og
det Verdslige: Indledningskapitalen"). "Vi er anderledes end de andre, vi er
fremragende" ("Subkulturens Vej"). Hvad vi gør nu, er "at lade vores værker vise
verdenen vores fremragende ideer".("Subkulturens
Vej")
Derfor kan man også se, at det, "hvordan verdenen kan
virkelig bevæges" var emnet, som Jimbut i sin ungdom mest interesserede sig
for.
Tilsvarende i Jimbuts tidligere digtværker fandtes der en
masse ideer og ord, der var fyldt med den vestlige voluntarisme og
egocentriciteten. "Sådan sagde Jimbut. Sådan tænkte Jimbut. Med hensyn til
tankerne er det selvmord at gøre modstand mod Jimbut. Lever Jimbut, er han en
mur, som man ikke kan overgå." (den første del af "Sammen med Enhver opholder
Jeg Mig i Tiden" 1987)
Men da det nævnte afsnit blev skrevet, var "heroismens"
emne, "at bevæge verdenen", forsvundet fra Jimbuts
vers.
(Hvis der ikke blev mennesker dræbt i
Beijing
ville jeg aldrig tænke på noget om
Beijing)
Jeg tænker på, at jeg selv er en gammel
munk
Lige i dag, lige ved muren, der ikke kan give ly mod
sollyset
tænker jeg således på
en gammel munk
en gammel munk, der
vander blomsterne med glasset
Nu er der kun en slags østlig ro og fred, der dukker op
her, og en slags tanke, der tæt forbindes med det østlige
mysterium.
"Fungere Tao ikke, bør man komme i båd og svæve ud på
havet." sagde Konfucius. For 2000 år siden havde Konfucius allerede appelleret
de intellektuelle i samfundet til at vandre, at flakke om, at eksilere sig selv,
når det var perioden, hvor retfærdigheden og friheden var ikke til i
samfundet.
"Vejen,
der snor sig, er lang og fjern" (*:
Dette vers var af den kinesiske digter Qü Yuan <340-278 f.kr.> fra hans digtet "LiSao" <klagemålet under
eksilet>)
Jimbuts ungdom er ved at blive færdig, vores ungdom er
ved at blive færdig. Hvad for en fremtid venter på denne oprører? Hvad for et
hjem vil Jimbuts "Spørgsmålet om det Guddommelige og det Verdslige" høre
til.
Jeg begynder at drømme om flere mærkelige
steder
I drømmerne stifter jeg venskab med de gamle fornemme mænd; i
drømmerne
udgyder jeg tårer for dem, jeg ikke
kender
Måske er min vandrings mål disse
drømsverdener
Nemlig har jeg vandret kun en lille smule;
nemlig
skal jeg være færdig med flere fjerne
I de mange år er jeg altid snylter
I denne verden kan jeg ikke finde en
frelser
Bortset fra smilet kan jeg intet mere bringe til
menneskene
Bortset fra at træde på min endeløse vandring som en verdslig
spåmand
kan jeg ikke mere love mine egne
følelser
Alt var igår
alt var sket igår. I drømmerne planter jeg blomsterne for I-morgenen
Kan jeg få Ganges-floden at se? O, det hellige sted, hvor Braminerne
samlede sig
kan jeg komme for at
besøge dig?
--- "Spørgsmålet om det Guddommelige og
det Verdslige: Indledningskapitalen" (Jimbut 1988)
"Jeg er loyal" (Azhong)
I afslutningen af 1988, fik "Subkulturens Sketchs" os
atter til at blive de "arbejdende", og vi var lært at betragte "kun at være ved
at arbejde" som det største, vi kunne være stolte af. Lidt senere lavede Azhong
aftale med Jimbut, som skulle være hjemme i Shanghai i 2 måneder; de arbejdede
sammen: Jimbut skrev den indledende del af sit "Spørgsmålet om det Guddommelige
og det Verdslige", og Azhong skrev sit "Dunkelheden, mit livs
emne".
Før
fandtes der også de lignende aftaler hos vennerne, ikke mindst Momo, Jimbut og
Liu Manliu; de kaldte dem "det mundtligt dyriske"(*:
nemlig "Kousouismen". - noteret af Jimbut),
dvs. at man arbejdede med aftaler, at den ene talte og den anden skrev ned hvad
taltes; og så på omvendt måde. Men denne gang, Azhong havde aftalte med Jimbut,
var det ikke mere "det mundtlig dyriske".
Denne tidspunkt kan allerede ikke undgås
Skønheden af fortiden kommer ikke mere
tilbage
Der er blot tomheden på de fire vægge
I billedet af hans figur kan kun hans øjne
ses
hvis glans endnu
tydeligt gløder
---"Dunkelheden, mit livs emne" (Azhong)
I forårstid i 1989, da "Subkulturens Sketchs" udkom med
nr.5, var Jimbut allerede flygtet til udlandet. "Min flugt er så brat, men blot
for en eller anden spådom af mine tidligere liv." (Jimbut "På flugten under
vinden")
For Jimbut var de tidligere vandringer kun for at lede
efter legene, og for at lade møderne med vennerne blive mere glade, men denne
gang blev hans vandring for "det tidligere livs spådom". derimod for Azhong var
alle slags vandringer nogle ufrie.
Vennerne er forladt dette sted
Det nye liv, de længtes
er også det, jeg længtes
Men kunne min sjæl
svæve fjernere end dem?
--- "Dunkelheden, mit livs emne"
Der er kun en slags sjælelige vandring, der er hos Azhong
i hans liv. Og dette ser ud som at være hans lod bestemt i det her
liv.
Både i din og i min hånd har vi kontrakterne, der ikke behøver at
forklares
Lige som dig
har jeg ikke ret til at
sønderrive min skæbne
--- "Dunkelheden, mit livs emne"
Men hvad er den, som "jeg ikke har ret til at
sønderrive", for en skæbne?
Sådan begyndte Azhongs lange digt. Næsten som en spådom,
sagde det, at hans
livsvandring mest ville tilbringe i de mørke
nætter.
Stormen om natten lader mig bære dunkelheden i mit hele
liv
Det eneste lys i mit hjerte
afspejler min endelige lod, for evigt at være ved at falde til
grunden
--- "Dunkelheden, mit livs emne"
Jimbut tilbeder solen, "måske var, eller er, jeg en
solkultens mand". ("Sammen med enhver opholder jeg mig i tiden") Jimbut er altid
forelsket blomsterne, "I drømmerne planter jeg blomsterne for I-morgenen". Jimbut kan lide at smile,
"bortset fra smilet kan jeg intet bringe til
menneskene".
Men alle disse er blot nærige og ubarmhjertige til
Azhong.
Sollyset kommer og går skyndsomt
og beviser kun et jeg af
intetheden, uden skikkelse
O blomsterne, du blev plantet som en luder ved siden af
mig
I mit liv er alt ikke svært for mig at få, bortset fra
smilet
alligevel vil jeg dø meget trist
fordi jeg har allerede
glemt smilet
--- "Dunkelheden, mit livs emne"
I forårstid i 1992 sagde Jimbut adjø til den tropiske
urskov, og rejste mod nord. "Vejen mod nord er så hvid / Vejen mod nord". Mod
nord var solskinnet mindre, længere og længere bort fra stedet, hvor blomsterne
og smilene blomstre i alle årstider. "Shanghai er langt fjern / Faktisk / ville
jeg ikke tage bort fra hvad jeg var forelsket med." ("På flugten under vinden").
I Jimbuts hjerte kaldte han nu på sine ungdomsmakkere og dem, der havde haft
dejlige aftaler med ham. "Faktisk kan jeg, lige som de utallige mennesker har
kaldt på Jesus Christus / kalde på mig selv mod nord / jeg kan også atter kalde
på Azhong og Liu Manliu / lige som de kalder på Jesus".("Stående i isen at
mindes gamle dage" Jimbut)
Selv om livet ikke har givet Azhong så meget sollys,
blomster og smil, har Azhong bragt alt det til sine venner; alt, der kan lade en
ikke mere være bange for de dunkle nætter i ens
livsvandring.
Jeg er loyal
I oprøret bevarer jeg stadigvæk min
loyalitet
Enhver sjæl fastholder inderst sæden, den har lagt i
sig
I mit hjerte blev muren stærkere og
tykkere
Den spøgelsesagtige fred hvirvler i
luften
I en utænkelig morgen
er jeg ved at beskrive denne tanke
og dens
struktur
--- "Dunkelheden, mit livs emne (Azhong
1990)
Bilag
4.
Lyrikerne
Om natten kommer Azhong haltende. Det sker tit, at Azhong
pludselig dukker op i det her hus, når det bliver midnat; så snakker han med mig
om dagens liv; og når himlen kommer til at blive lyset, da forlader Azhong mit
hus.
Somme tider ved daggry tager vi også til et eller andet
værtshus og drikker. På værtshuset kan man tit se nogle gamle, der sidder og
langsomt slikker sin lille brændvinskop. Man kan se, at de godt kan lide her, og
at det er deres skønneste tid om dagen nu.
Så stiger solen op. Verdenen under solen tilhører ikke de
gamle. deres ansigt, som ser beruset ud, forsvinder efterhånden fra os, som en
masse spøgelse.
Rimbaud døde på 40, Kafka døde på 40, og Camus døde på
40. Desuden Pusjkin, Baudelaire og den stakkels Poe, som var den strålende
stjerne op over den pengepugersalderens Amerika. Disse store
digtere.
Men de var de sande, lyriske digtere. Har man i denne
verden ikke nogen følelse om, at man selv kunne dø på 40, kan man ikke få den
sandt lyriske styrke i litteraturen.
De gamles dæmon har ikke noget fremstillingsevne og kan
ikke mere lade dem blive lyrikere.
Når alle gamle er gået bort fra værtshuset, siger Azhong
og jeg også farvel til hinanden.
"Blot at vandre
sammen under den samme sol og himmel, uden at snakke om omstændigheden"
(Mengyan)
I den umådelige menneskestrøm var bladet "Subkulturens
Sketchs", som per nummer udkom med 20 håndskrevne, duplikerede hæfter, lige som
en flaskepost, der blev kastet i havet.
Hvor ville den flyde til, og hvem ville blive dens
modtager? Vi vidste kun, at den var skrevet for menneske, og det kun var
menneske, der var fortjent at læse den og kunne forstå
den.
Måske var dette allerede
nok.
Hvor var det dejligt, uden løfte, uden pligt, hverken at
skuffe vennerne eller at skuffe sig selv. Hvor var det dejligt, uden at
begreberne af de store mennesker og de ringe mennesker, men at der var de sande,
arbejdende. Lige som sandet, lige som det uhæmmede hav, ligeglad med at være
sammen eller ikke være sammen, ligeglad med hvor retningen skulle være, blot
efter vores lod, blot efter vores hjerte. Hvor var det dejligt, hvor var det
frit.
Da "Subkulturens Sketchs" sagde, "subkulturen er en slags
kultur-på-ruin", var det fordi der dengang kun var mig som den rigtige,
arbejdende i "Subkulturens Sketchs". Og da vi stolte sagde, "har man intime
kammerater, kan man skaffe vældige forandringer", var det fordi der allerede kom
Azhong og Jimbut som de arbejdende.
Da vi skrev citat "i denne verden, hvor der ikke er nogen
Gud, er vi blot en gruppe skyndsomme rejsende" af den engelske film "Rejsen til
Indien" i "Subkulturens sketchs" som mottoet, var det fordi skæbnen
uerstatteligt havde dømt os til lodden, at vi var nødt til at være væk fra
hinanden.
Atter kom der efterårstiden, men der var ingen frugt i
efteråret, thi årets vår havde forvandlet alt i det kinesiske
land.
Hvor savnede jeg de der inderlige ord, de der stolte og
strålende ord, "har man intime venner..., har man intime makkere..., har man
intime kammerater..."
En dag, endelig kom der en
dag:
Gennem
Kaxin vidste jeg om Dem og Deres arbejde og dets resultat. Efter at jeg læste
mottoerne i de dyrebare eksemplarer af den 3. og den 4. "Subkulturens Sketchs",
blev jeg helt begejstret og opmuntret. Jeg følte mig stolt og opstemt. Hvor
meget vand var der i havet og i floderne...jeg kunne ikke finde nogen kammerat,
kunne ikke finde selvet, kunne ikke finde subkulturen, kunne ikke finde den
virkelige frugt af en kulturel bevægelse og sammenhængen mellem bevægelsen og
dens praktiske følge...endelig finder jeg
Dem!
Subkulturen
eksisterer stadigvæk, og desuden eksisterer de arbejdende! Hvor er det
begejstrende, og hvor er det vigtigt i mit jordiske liv! Der er de uafbrudt
revolutionerende, kæmpende! Der er sejlerne, der ikke vil overgive sig til de
verdslige strømme og stræber efter det hinsides! Der er tænkerne, der spekulerer
og formgiver udviklingen af menneskestilværelsen og undersøger eksistensens
tilstand!...Disse dokumenter lader mig hjertelig med glæde føle, at De er den
ønskede og søgte vejleder i vores forvirrede, men systematiske æra. De kunstner,
der genbygger de folkelige, individuelle karakterer!
Bevar
Dem selv, skat Deres tænkning, bibring de litterære unge det meningsfulde og vær
altid livlig. Der er et nyt kontinent flydende. Dette er Deres projektion, og
dette er også mulighed for, at det fra afslutningen af århundredet får et nyt
liv i den nye æra!
Lad
mig, en surrealisternes kinesiske nabo og litterær tigger, atter vise Dem min
respekt og taknemmelighed.
Blot
at vandre sammen under den sammen sol og himmel.
--- Brevet af Mengyan. Den 17. 9. 1989
O, en surrealisternes kinesiske nabo og litterær tigger.
Var det vores flaskepost, der ledede hertil?
I min ungdomstid i 80'ne havde jeg ikke kendt og haft en
sådan ven, sådan makker og kammerat som dig.
Nu skal der komme 90'ne. Skal jeg således kende og have
dig?
Bilag
5.
Belønnet til de menige
Det, at kende Mengyan, var et mirakel i min
intellektuelle historie og et af de få, mest begejstrende begivenheder. Siden
han havde skrevet "Mellem det Abstrakte og det Konkrete" i 1989, startede vi en
litterær dialog mellem ham og mig. Men vores venskab var ikke startet deraf,
fordi jeg syntes, at han var en, der skrev de uklare, mærkelige værker, nemlig
de kinesiske, modernistiske værker, som jeg ikke kunne lide. Efter min mening
var det, at skrive det uklare og det mærkelige, og at skrive hvad læserne ikke
kan forstå, en slags arrogance og forbrydelse mod læserne. Personligt mistænkte
jeg også, om denne slags forfattere havde en nedrig sjæl, og om de, som hvad man
fortæller om i sagnet, var en gruppe mennesker, som blev drevet og ledet af
Dæmonen.
Uden tvivl kunne denne slags mennesker ikke være mine
venner.
Men en tilfældig læsningsoplevelse forandrede mit aspekt.
Det var læsningsoplevelsen, at jeg uafbrudt havde læst Mengyans værk i et helt
døgn; desuden læste vi sammen: fra kl.10 i natten til kl.6 i morgenen, og atter
fra den følgende middag til den følgende midnat.
Det var den eneste af mine læsningsoplevelser i livet, at
vi to sammen begik en sådan begejstrende, lang læsning. Efter det bevægede suk,
at "den ene er skæbnebestemt til at træffe den anden, og den ene er den andens
broder," fik venskabet mellem Mengyan og mig en rigtig
start.
Mengyans "Belønnet til de menige" bestod af et brev og to
selvstændige artikler. I brevet omtalte Mengyan mig omfattende, mens han citeret
nogle af mine artikler, jeg ikke havde taget ind i "Vennernes Visdom". Da tænkte
jeg, at hvis brevet kunne indeholdes i "Vennernes Visdom", ville det sikkert
blive et meningsfuldt tillæg. således, efter at have tænkt på nogle forskellige
titler, benævnte jeg det "Belønnet til de menige", som var navnet af en novelle
af Faulkna.
Et par dage senere tænkte jeg på, at jeg skulle fortælle
Mengyan den her idé, så ringede jeg ham; I telefonen sagde han begejstret til
mig, at han ellers også ville ringe til mig; og han var færdig med en artikel om
mig , og kom til at skrive "En pøl blod", en artikel om Azhong, i og fra dagen.
(Det meningsfulde var, at Azhong også begyndte at skrive "Det Nye Liv" lidt
senere uden viden om Mengyans arbejde.)
Med at vide, at han i perioden altid var bekymret om
vennerne og mig på en tavs måde, blev jeg helt bevæget. Han var virkelig en sand
arbejdende i subkulturen blandt vennerne. Da vi mødtes, spurgte jeg ham, hvad
titlen af artiklen, han lige var færdig med, var. Denne gang overraskede hans
svar mig ret meget, fordi titlen, han gav, også var "Belønnet til de menige".
Forskellen var kun, at der var en subtitel til, nemlig to hundreder arme. Måske
behøvede jeg ikke at være overrasket, fordi han havde snakket med mig om
Faulknas "Belønnet til de menige" for et par uger siden. Dengang sagde han
således til mig:
"Dengang lærte Faulkna at skrive novelle hos Sherwood
Anderson. En dag, da han traf Fru. Anderson på gaden, sagen fruen til ham,
"Sherwood lod mig meddele dig, at hvis der bliver en dag, du ikke vil vise ham
de noveller du har skrevet, da vil han tage dem til at
publicere."
Deraf tilføjede Mengyan med et bevæget
suk:
"Herfra kan vi se, hvor menneskelig Sherwood Anderson
var. Hvis Faulkna, når han skrev, kun tænkte på hvad Sherwood Anderson ville
tænke om hans noveller, kunne han aldrig skrive
godt."
Den første novelle, som Faulkna ikke havde vist Anderson,
var "Belønnet til de mening". Den er nemlig Faulknas
jomfruværk.
Da Mengyan i et par uger senere mumlerende sagde til mig:
"Da jeg skrev den her "Belønnet til de menige: to hundreder arme" om dig, havde
jeg aldrig tænkte på at vise dig den", kunne jeg blot beundre sammentræffet af
vores tanker i synchroniciteten.
Nu bliver brevet, Mengyan skrev til mig, og "Belønnet til
de menige: To hundreder arme" afslutningen til bogen "Vennernes Visdom". Dette
synes jeg er godt passende.
(*:
Jeg har ikke læst denne novelle af Faulkna, som jeg ikke ret meget holder af.
Derfor ved jeg ikke, om det er rigtigt, at oversætte titlen til "Belønnet til de
mening", og om den skal være "Belønnet til soldaten". - noteret af
Jimbut)
--- oversat af Jimbut. Den 20. august 1994Odense