Ungdommen i 80'ne:

                         Menneskene og Versene

 

 

                                                                                      --- Liji ---

 

 

 

 

Der var for 18 år siden to drenge, som altid gik sammen. De var elever på en kostskole. Skolen ligger i udkanten af byen. Der findes skønt landskab inden for skolen, og der findes også skønt landskab uden for skolen. Ud fra porten af skolen er der mark, og ca. 70 eller 80 meter derfra en flod, og over floden et berømt universitet. Hinsides floden kan man finde et andet, mere berømt universitet, hvis man går et par hundreder meter langs floden. Der trives høje træer langs ad floden dennesidig. Om morgen, hvis himlen var klar og solen lidt efter lidt steg op, ville de to drenge formodentlig dukke op ved den dennesidige bred. Inde ved den hinsidige bred, hvor der intet højt træ vokser, florerer sivene. Den ene af de to kunne bedre lide siv, derfor vandrede de tit dennesidig. Bagefter fik drengen, der godt kunne lide siv, vidst, at der er en stor motto ud fra denne plante: "mennesket er et spinkelt og skrøbeligt, tænkende (intelligent) siv."

Men dengang tænkte drengen ikke på livet, ikke på livets skrøbelighed, og han stræbte heller ikke efter viden, fordi alle kineserne ikke tænkte på livet eller stræbte efter viden. Efterhånden begyndte kineserne at stræbe efter viden, følgende begyndte drengen også at stræbe efter viden. En dag fik drengen, der allerede var blevet en studerende på et universitet i en anden provins, et brev, som den anden dreng sendte fra hjembyen, og hvori et par vers af Wordsworth blev citeret: Dengang stræbte jeg ikke viden, jeg stræbte kun efter livet...så begyndte jeg at stræbte efter viden...

De fleste af tingene, der skete i fortiden, var blevet vage for den dreng, der modtog brevet, og bortset fra begreberne om livstræet og videnstræet, som digteren nævnte i sin digtning, og som drengen endnu havde levnet lidt af erindringen om, kunne drengen intet mere huske om Wordsworths digtning nu. Naturligvis kunne han blive ved at spørge den anden om, hvad de andre vers er i Wordsworths digt. Men han ville ikke mere gøre det, fordi de er blevet uvenner med hinanden. Det, at blive uvenner, betyder, som hvad Sartre skrev i sit afsluttende brev til Camus, aldrig at ville se hinanden.

En dag tog drengen to knive, lige som hvad man gjorde i en middelalderens tvekamp, og lod den anden også valgte en kniv.... så, som hvad man plejer at arrangere i dramaerne, var det færdig; alt, venskabet, der havde varet så længe som godt 10 år, og al vreden og hengivenheden imellem hinanden var færdig.

Men dengang de læste på kostskolen, var de Olivier og Jean-Christophe(*: to figurer i Romanen "Jean-Christophe" af R. Rolland. - noteret af Jimbut), selv om ingen af dem havde det elegante poetiske talent som Olivier, eller den lidenskabelige, musikalske anlæg. Dengang havde de selvsikkerheden og velsignede hinanden hjertelig med, at den ene skulle være Olivier i den fremtidige, kinesiske digtningskreds, og at den anden skulle blive den fremtidige Jean-Christophe i det kinesiske musikområde.

I denne endeløs entusiastiske periode mumlede den ene hele tiden, og den anden nynnede dagen lang.

Marken, hvor man kunne se skyerne og træerne smelte sammen, blev deres legeplads; sammen med dem var det de gnistrende og krystalklare stjerner og det vidunderlig, farverige solskin. Hver dag kunne de se en 30-40 årlig mand, der stod i marken med ansigtet mod solen og med hvide handsker på og spillede et blæse-instrument, og hvis skæbne den ene dreng stadigvæk bekymrede sig om mange år senere. Dengang fik de et lille værksted i skolen. Inde i denne skole, som havde indespærret deres sjæl, var værkstedet deres eneste lovlige friverden. Mange lærer troede, at de ville blive kunstnere i fremtiden og kunne vinde kunstneriske ære for skolen, men til sidst blev der intet. De blev hverken Olivier og Jean-Christophe eller Leonardo da Vinci og Buonarroti Michelangelo.

En genert, naiv-udsende dreng dukkede også op i værkstedet. Når de to snakkede med hinanden, lyttede han altid til dem uden at blinke med øjnene. Hans største ønske var, at han kunne følge med dem, når de spadserede i marken. "Jeg vil blot lyttede til jer, og jeg vil aldrig stikke et eneste ord ind." Men de nægtede, fordi de to allerede var "med-viden-dannede"; og selv om de kunne give ham lov til at lytte til dem, ville Hegel ikke tillade det.

Faderen til drengen, der ville blive Jean-Christophe, er forfatter, og faderens ven skrev en list af 100 litteraturværker til drengene. Havde drengene læst alle værkerne i listen, kunne de også blive forfattere og tænkere.

Således begyndte den lange odyssé.

                   Dengang

                   stræbte jeg ikke efter viden

                   og livet var fyldt med glæden

                   Jeg var skyerne

                   og var tæt og hengivende med træet

                   ......

18 år efter bliver denne dreng, som ikke kunne udenad Wordsworths digt, og som ville blive Olivier, mig.

 

 

 

 

 

               "Sluttelig vil de store Mennesker træffes" (Momo)

 

 

 

Den 25 marts 1983 var det en vigtig dag. Det var den 100. års dag for døden af Karl Marx. Trods støvregnen tog jeg over Huangpu-floden for at besøge min tidligere skolekammerat. For et par måneder siden skrev han til mig og fortalte mig i brevet om sin nuværende klassekammerat Momo og om Momos poesitalent.

Dengang hed Momo stadigvæk Yeyun. En mager krop, med blødt hår, som så sparsom ud.

"Man sagde at han er kærlig indeni, og hans hår er meget blødt", "brisen udskærer vores hår til sort måge". Den først er citeret fra hans "Byens Barn", og den anden fra hans "Vores Bekendelse". Momo er den første, geniale digter, jeg dengang traf. Ud fra disse to vers kan man måske mere eller mindre vide noget intuitivt om, hvordan den geniale digter skrev digt, og hvordan han fandt materialerne til poesi  omkring sig. Men da han begyndte at snakke, vidste jeg først, at han er stammer.(*: Faktisk er Momo ikke stammer, men han har en stor tunge, der gør ham vanskelig, når han snakker. - noteret af Jimbut.)

"De store mennesker vil sluttelig træffes, således som Mao Zedong og Zhou Enlai."

Dengang var han i gang med at oprette digtergruppen "Ofrene". "Det er helt klart, at vores tilværelse er en offer." Men som en, der gjorde sig til talsmand for "mundtlig-digtning", og en, der for at gøre modstand imod "Menglong-digter-gruppens" overklassiske sprog hellere ville skrive sådanne mundtlige vers som "Fordøren er bedre end Den flyvende Hest", - som en sådan digter, var Momo nu faktisk ikke opnået nærheden af de politiske malstrøm.(*: 1. "Menglong-gruppen" var en anti-hovedkulturel digter-gruppe i Kina imellem 70'ne og 80'ne. De hovedfigurer af gruppe er bl.a. Beidao, Shutin og Shizhi. 2. "Fordøren" og "Den flyvende Hest" er to slags shanghaiske cigaretters mærker. 3. Året, Liji lærte Momo at kende, nemlig 1983, var Momo lige blevet 18 år gammel. Momo var meget ung, og normalt ville politiet ikke betragte en ung dreng under 18 år som "kontrarevolutionær". - noteret af Jimbut). Da jeg lige havde læst hans vers som det nævnte, forventede jeg faktisk ikke, at der var noget revolutionært inden i hans digte, heller ikke, at den, jeg ville møde, var et geni, en virkelig revolutionær.

Kun dem, der kan opføre revolution, kan man regne for geni. Og hvis en er sandt geni, vil revolutionen før eller senere forekomme hos den ene. Der findes kun en forskel: hvis der ikke er styrken til at lade revolutionen vise sig i digtning-teknikken, vil den nødvendigvis ske i livet, og i livet vil alt det gammelkloge genialitet, alle tegn af revolutionen opføre sig tydeligt og overalt.

I denne forstand, selv om det skuffede mig ret meget at læse digtene, Momo skrev i denne periode, blev jeg alligevel begejstret pga. den usædvanlige, selv-forestillende indledning.

"Nej, du skal sige, at genierne sluttelig vil træffes, og så kan de blive sammen de store mennesker."

Det var i et udslidt loftrum, med selvtilliden og glæden. Således begyndte dialogen mellem Momo og mig.

"Kan jeg ikke finde noget modsætningsord, da skriver jeg "ad helvede til", som at skrive et punktum." "Min farfar levede af at samle affald og kom til Shanghai. Med affaldskurven på ryggen kastede han forken ind i kurven, således kom der skattene ind. Sådan gjorde også min far. Nu er det også min lod, men det, hvad jeg samler, er versene i stedet for skraldet."

Der var en sød, kvik pige der. Hun lyttede nysgerrig til vores samtale og forsøgte at finde ud af, hvad for nogen slags mennesker vi er.

I aften antændte nogen et bål på gaden.

"Det er bålet, som vil drive pesten bort."

Næppe var Momo blevet færdig med sit udsagn, før pigen råbte ud: "O, nu ved jeg, hvem I er. I vil gøre revolution!"

O, revolution. Det var en aften i begyndelsen af vinteren i 1984. Intet af hvad den søde pige sagde, er forkert. Lidt senere havde Momo skrevet sådanne vers:

     Var vi ikke tunge, kunne vores fædreland ikke indhøste

 

     Kamp, mine kammerater

     Tag ud Venus antikonceptionsspiral

     Vi vil sejre indtil dommedagen

 

     Vend tilbage fra forventning

     hengiv vores ungdom

     for at genholde vores fædreland over den pragtfulde dåb

                                                --- "At vokse op i Kina"

2 år senere blev Momo anholdt af politiet pga. sin lange digt "At vokse op i Kina". I året blev han 22 år.

I virkeligheden var det det, at et geni blev arresteret.

Men hvem vidste det, i denne tid og i en sådan verden.

     Der fyger brisen

     og vi svæver følgende med brisen

     Der vil blive en dag

     vores sørgmodige figurer vil udmøntes i den ene side af guldmedaljerne

     og i den anden side vores fædreland, som ikke mere kan have nogen drøm

     Under strømafbrydelsen

     og i torvet

     tænder man lommelygten

     og glor på skulpturerne af vores skikkelser

     lydløst, er det alt hvidt og sort

                                                --- "At vokse op i Kina" (Momo, 1985)

 

 

 

 

               "Jeg kan give afkald på at skrive" (Menglang)

 

 

Med hensyn til graderne af menneskets begejstring er der jo ingen forskel mellem geni og revolutionær her, fordi de ligeledes bringer os de splinternye tanker og ideer. Faktisk findes der ikke nogen grænse mellem disse to. En sand kunstner er nødvendigvis revolutionær, og en revolutionær er nødvendigvis den nedbrydende imod alle rådne ting. Derfor blev vennerne ikke forbløffet i foråret i 1986, da den gamle pest, som altid får næring og trives i det her land, pludselig skete his Momo.

Forandrer vores politiske system sig ikke, er det altid sådan: staten er større end samfundet, og politikken er vigtigere end kunsten; derfor er det, der er sket hos Momo, også lodden af enhver af os, og før eller senere vil det ske hos de andre. Grunden til, at pesten først kom til Momo, er, at Momo er den første, der blev moden, i vores gruppe.

Og Menglang er den første, der i virkeligheden og i aktionen havde dette på fornemmelse.

En sommeraften i 1986 sad Momo og mig i Momos ulovlige bygning og snakkede sammen. En fin udseende mand med T-shirt på kravlede ind ad vinduet (værelset var sådan struktur: vinduet brugtes som døren, elles fandtes der ingen dør). Han præsenterede sig selv til os, han hedder Menglang.

O, Menglang! råbte vi næsten samtidigt ud. Som en velbegavet digter havde vi langt før hørt navnet, og i denne periode havde Momo og mig ledt efter ham overalt.

Nyheden, Menglang fortalte os, var begejstrende. Overalt i landet fandtes der de unge, der samlede sig i kunst- og skrivningsvirksomhed. Godt halvt år havde han flakket om i de andre provinser. Han havde ikke kun mødt Beidao(*: Beidao er en typisk Menglong-digter. - noteret af Jimbut.), men også Shizhi(*: Shizhi er også en typisk Menglong digter. - noteret af Jimbut.); desværre mødte han Shizhi, den nye kinesiske poesidiscipel, på et P-hospital.

"Det er realiteten i Kina. Geniets skrivning sættes altid sammen med ulykke."

Så, lad os, lad vores generation slutte den ulykkelige historie af forfatterne på vores egen hånd, lad os lige nu komme i gang med at oplyse det hele samfund: kunsten er uskyldig, kunsten skal aldrig blive synonymet af "katastrofe". Endda kunstens kraft er stærk nok til at ødelægge en stat, er kunsten stadigvæk menneskehedens bedste og troværdigste ven. Kunsten er selvstændig, og den er rettigheden af tilværelsen, som ingen magt, den politiske magt eller de andre, kan fratage. Den platoniske stat har ikke ret til at gøre det, og det stalinistiske, absolutte samfund har end heller ikke ret til at gøre det. Kunsterne har sin egen værdighed, og denne værdighed er langt højere end statens værdighed.

     Det der menneske stod over imod en stat

     og tænkte på det nukleare

     fingeren trykte på en vis knap på hans egen jakke

 

     det der menneske foran de nøgne frugter

     tænkte på det nukleare

"Hvis det er nødt til, kan jeg give afkald på at skrive digtning og blive en kunstaktivist." sagde Menglang smilende. Otte år senere faldt lodden, som "er også lodden af enhver af os, og før eller senere vil ske hos de andre", på Menglang.

den ulykkelige historie af forfatterne er ikke sluttet i det gamle land.

     Det der menneske stod over imod en stat

     Han var et tomrum

     Jakken som en vissen blomst

     hang på hans kraftløse, bøjede arm

 --- "Det der Menneske stod over imod en Stat" (Menglang)

 

 

 

En notets om den kinesisk litteratur og forfatterne

  Den 17. april 1992 arresterede Shanghai Sikkerhedspolitiet digterne Momo og Menglang. Politibetjentene ransagede deres hjem og konfiskerede deres personlige breve og skrifter og bladene, de havde haft hjemme. Maj i det samme år sendte den amerikanske forfatterforening, repræsenterende 2600 amerikanske forfattere, et brev til den kinesiske premierminister, Li Peng, for at spørge om forklaringen på, hvorfor de to digtere blev arresteret, og bad premierministeren om at få sagen vide og at løslade dem snart muligst. Den 23. maj løslod Shanghai Sikkerhedspolitiet de to digtere og påstod, at arrestationen var en slags "bevogtede bo". Men ingen forklaring om arrestationens grund blev givet.

                                            (citeret fra <Tendensen> den 1. 1993)

Bilag 1.              Fuglen i himlen   *  Liljen på marken

                --- Indtrykkene af Momo og Menglang

 

Perioden, da "Byens Barn" og "Vores Bekendelse" blev skrevet, var tiden, Momo længtes at vandre i de fjerne marker.

I denne periode, var Momos værkers stil lige som annalers. I 1983's skrivekladder har han skrevet "Der er en detektiv ved at gå i drømlandet", "Synger uden mund synger", "Venus, der er mistet sine arm, tager en Maxim-maskingevær". I disse brudstykker begyndte fortælletalentet, den flotte humor og den intuitive evne til at sanse rækkefølgen i fantasiens verden at glimre.

Vores generation blev født i en egnet tid. I denne periode var Momos livsstil lige som oldtidens troubadourers. Han boede allesteds i byen, han tilbad det fjerne, han ledte efter menneskemængde og læste sine værker op.

Nærende sin naive stædighed mente Momo, at den her verden har brug for oplysningen, og at menneskeligheden har brug for den nye frigørelse. Således kom der "Byens Barn" og "Vores Bekendelse", disse to fremragende værker af Momo, i 1984, da han kun var 20 år.

Som et gammelklogt geni havde Momo en litterær drøm - at den hele verden og hele livet ville skrives ind i hans værkerne; dette er det særligt rørende. Bliver en kunstner støttet og behersket af en sådan vilje, kan alle ting i verdenen skrives. Selv det allernormaleste af det daglige liv, selv ideerne, som er blevet gentaget atter og atter, kan godt skrives, hvis det, at skrive, bringer oplysningen frem, og hvis det, at skrive, bringer mere og større frihed og frigørelse frem.

Kunstnerne, der lever i en sådan frygtløs verden, må være lykkelige, fordi den nødvendigvis kræver, at forfatterne (kunstnerne) fremstiller sit liv og sig selv som et værk, og dermed virkeliggør han som et menneske sin fuldstændige frihed. Men i en anden forstand findes der måske kun fiasko i de fleste steder, fordi det, at skrive således, nødvendigvis samtidig vil kræve forfatterne til at give afkald på ideerne, som mener at litteraturen kun er for litteraturen, især når den kinesiske litteratur er kommet ind i forbrugsperioden og blevet mere og mere U-landsk.

Det synes, at lodden bestemt er fiasko og følges med ensomhed og mod, men deraf bringer det os også et billede fra menneskelighedens verden.

I billedet flakker en gruppe mennesker om; en gruppe unge helte, hvis navne aldrig skrives ned, "finder sluttelig hjem i den afdøde elefants portræt".

     "der skal være en dag, man forstår os

     forstår hvorfor vi rummer elefantens ansigt ind i den sorte ramme

     der skal være en dag, man tror på os

     tror at vi er hendes afdøde storebror

     hun støder ind i Bianzhong*

     og efterligner vores sørgmodige stemme i tidens nuværende verden

     hun løfter sit ansigt op og spørger sin mor om vores navne

     moderen vil helt bryde sammen ved at græde

                   --- "Vores Bekendelse"(*: Der er ikke noget tilsvarende ord på de vestlige sprog til denne "Bianzhong", derfor jeg kan ikke oversætte dette "Bianzhing". Bianzhong er en slags kinesisk oldtidsmusikinstrument. - noteret af Jimbut.)

Liljen på marken har ikke kraft til at vælge sin livsrum; hun kan kun leve på marken og blomstre overalt. Dette er den dødelige tragedie af dens tilværelse. Forlader den jorden og bliver nipsgenstand, vil dens glans falde sammen. Men hvad med fuglen?

Tiden jeg kendte Menglang var i sommer 1984. Han var lige færdig med perioden, han havde rejst i de andre provinser end Shanghai i Halvt år. Nyheden, der kom med ham, var begejstrende: der opstod hurtig digterne af denne generation overalt i landet. Lige som os længtes den hele kinesiske verden de nye eventyr og legender. Verdenen savnede flere nye praksiser og mere dristige aktioner i tiden.

Da hjertet begyndte at flamme op, ville det aldrig udslukkes. Et par måneder senere stak Menglang af atter fra byen. Dengang sagde han smilende, at han kunne give afkald på at skrive digtning, hvis det var nødt til, og at han foretrak at blive en kunstaktivist. Det er lige som at Rimbaud kunne give afkald på digt, og Tolstoy kunne give afkald på det, at skrive, og Wittgenstein filosofien.

"Hvis jeg ikke er et menneske, hvordan kunne jeg blive en filosof?" (af Wittgenstein).

Hvis den hele verden og hele livet ikke er værdig til at opleve, hvad kan der være for nogen mening tilbage for det, at skrive?" Hvis handling er mere pragtfuld og vidunderligere end skrivning, hvorfor handler man ikke med det samme?

Måske flyver fuglen for højt og har været i for mange steder, så den må være påpasselig mod fristelsen af færdselsskiltene. I 1984 advarede Menglang: "pas på og modstå fristelsen af formene." Men til sidst stiftede Menglang selv en slags digtningsform.

Hvad flyvningens form af den flyvende fugl oprindelig betyder, er, at opfinde en slags flyvende skønhed. Når den svæver over bjergene og floderne, og når den prøver at støde ind i hvad skyerne ikke kan nå, forandrer fuglen rask sin stilling i luften, hvor der skinner kraftigste sollyset, eller hvor der findes den tyndeste ilt.

Iagttageren på jorden kan ikke forstå, hvorfor fuglen ikke kan slippe fra sin simple sporlinje, selv om den flyver i de forskellige stillinger. Måske kan kun den sagkyndigste iagttager fortælle dig det virkelige: efter fuglens natur vil den stræbe efter at flyve højst som muligt, og den rette linje er den hurtigste vej for at flyve.

Momo og Menglang, den ene forøder sine vers som vandløbet, den anden sparer sine ord som guldet; men de har skrevet sin ungdomshistorie på en samme måde. Som figurerne af oplyserene og befrierne har de givet det uudslettelige præg i annalerne, som er os værdig til at skrive.

 

 

                                  --- 1989 ---

 

 

 

  "Da vi er kommet sammen, skal der da være nogen dynamisk sag"                                                     (Liu Manliu)

 

 

Endelig var den utåleligt varme dag sluttet, og vi, der havde sovet i kurvestolene i hele eftermiddagen, vågnede op. Aftenens brise, der pustede fra flodmunding af Yangzi-floden ved havet, lod os blive rask og livlig igen. Liu Manliu stod op, pegede på kurvestolene med fingeren og åbnede sin mund, og han sagde mig smilende: "Faktisk er de her to kurvestole dig og mig. Den lidt sortere er dig, og den lidt hvidere er mig; den ene Yen og den anden Yang. Man sagde i "YiJing", at et Yen og et Yang hedder Tao. Vi er faktisk indbyrdes supplerende."(*: YiJing, en kinesisk oldtidsbog om spådommen og visdommen. - noteret af Jimbut)

I 1984 var min studerende periode færdig, og de meningsfulde sammentræf spillede derefter atter i min skæbne en rolle, som intet andet kunne tage i stedet for.

Da jeg tilfældig traf Liu Manliu hos Kaxin i den tredje gang, besluttet vi os at finde et andet sted, og så tog vi to til en bar og drak der.

Vi troede, at der var noget mystisk, når vi tænkte på de en-efter-en-kommende, tilfældige sammentræf: ham og mig, den ene havde været hos Kaxin 3 gang, og den anden 4 gange; og netop i disse 3 gange traf vi os hver gang.

Alle venner i subkulturen i Shanghai, der skulle træffes og kendes, var truffet og kendt med hinanden i 1985.

"Da vi er kommet sammen, skal der da være nogen dynamisk sag." Dette var allerede et meget alment og stærkt ønske og forudanelse.

Således, da Liu Manliu fik en 2-værelseslejlighed i Mishan, og da han gav mig besked om, at han ville invitere mig til at bo hos ham, tænkte jeg med det sammen på den mystiske gåde.

Dengang havde jeg mistet mit job, og jeg var som en vagabond i verdenen og boede ubestemt her og der.

Liu Manliu er digter og meget lærd, og blandt vennerne er han også en sokratisk talefilosof. Det, at føre et samtale med ham, er uden tvivl som en oplevelse i en vidunderlig hypnotisering. Men hvad kunne det betyde for mig, at jeg traf mig med Liu Manliu.

Solen var altid skinnende, og hedens endeløse bølger kogte de cementbygninger i Mishan kvarteret. Dag for dag blev tiden forbi på denne måde. En dag åbnede den lærde Liu Manliu en meget tyk bog, og sagde til mig med at pege på bogen:

"Asuras lever på havet, kæmper mod guderne; udtaler Asuras lyden "An", taber guderne uden at kæmpe. I denne forstand er Asuras faktisk kunstnere."(*: ser side 26. line 14. notatet)

"Asuras Familie" er en opdigtet historie, som jeg skrev i slutning af 1985, ifølge tre mottoer: "jo mere uordentlig verdenen er, jo bedre er det; det er altid rigtigt at være modstrøm; jeg tror ikke på noget mægtigt eller ufortælleligt." Bortset fra at jeg skrev en smule, hvad jeg tænkte, ned, skrev jeg dengang næsten intet som artikel eller i den retning; og "Asuras Familie" var i virkeligheden den eneste, der kunne regnes som kunstnerisk artikel, jeg dengang havde skrevet.

Og mine venner var en gruppe digtere.

Således vidste jeg, hvad han mente, fordi Liu Manliu i perioden kaldte kendsgerningen, at en masse venner, bl.a. Momo, Menglang, Tianyou, Jimbut og ham selv, samlede i digtfremstillingens aktivitet, "Hai Shang Digterenesgruppe"(*: nemlig "Shanghai Kunstnersklub". "Hai Shang" har to betydninger på kinesisk: den ene hedder "Shanghai", den anden Hedder "på havet". - noteret af Jimbut). Og det, at oprette en gruppe eller en "isme", var også min største drøm i ungdommens periode.

Kunne min ungdom, mit litterære liv og mit navn bindes sammen med disse venners navne? Kunne vi bevare vores venskab og fælles sag i den kommende livsvandring lige så fast som i begyndelse?

Da der var et sådan tilfalde nu, at der var nogen "historisk bevis" - "Asuras lever på havet (nemlig Asuras lever i Hai Shang)" - for den opdigtede historie, skulle jeg virkelig tænke over om det.

     I begyndelsen var fornemmelsen af dagen som sædvanlig

     og der kom heller ikke noget særpræget tegn i denne dag

     Så blev der natten

     Sjælen kom altid følgende med natten

 

     Snakkede vi, tav han

     men da vi tav, udsagde han sit første ord

     lige som man sang i poesien

     "jeg husker hans sidste ord

     vi husker deres sidste ord

     ..."

                   --- "Den med sjælen kommunikerende nat" (Liu Manliu)

 

 

 

Bilag 2.                             En Dag i Mishan

 

 

     Metoden, Asuras brugte til at frelse menneske, var at gør intet, således havde Asuras gjort det udueligste.

                                                                                  --- Sketchs ---

 

Da Asuras var barn, sagde han tit til de andre: Sig ikke, sig ikke.

Den unge Asuras gloede altid på nogen uden at sige noget. Og da Asuras blev gammel, begyndte han at finde ud af sandheden om, at tavsheden betyder frelsen for de andre.

Men da Lillebror spurgte Asuras om, hvad tavshed betyder, rystede Asuras på hovedet og sagde: det er præmissen til kontemplationen; hvis det kunne siges ud, kunne det ikke mere være tavshed.

 

                   A. Miraklet af Asuras

 

     Hvad øjnene ser, er ting; hvad ørerne hører, er ting; hvad næsen lugter, er ting. Asuras ser ikke, hører ikke, lugter ikke. Dette tror man er Asuras tavse tilstand. Således forlader Asuras  verdenen.

                                                               --- Asuras og Verden

Nu kradsede Asuras sine tæer og snakkede om vanskeligheden af at skelne mellem kløen og smerten. Han følte sig blandet trist og glad. Fra sin stol drejede han sit ansigt til Lillebror og sagde: "Smerten og kløen er netop menneskets eneste følelse. Hvad Oxford School postulerede, var blot nogen sag, der ikke har noget ved smerten og kløen at gøre, og som hverken har smerte eller kløe."

Da Lillebror hørte dette, fik han inderst en begejstring. Siden et par år havde Lillebror hengivet sig i semantikkens problemer. Nu fandt han ud af, at hvilen er nødvendig. Men Asuras behøvede faktisk at sove.

Under dagens lys kunne Lillebror også sammenhængende se drømmen.

 

                   B. Asurasfamiliens Livsstil

 

     Asuras sagde, at skrive i hele natten om onsdagen og torsdagen. I århundredet er menneskene  for doven og kan ikke være færdig med noget stort værk. Heinlich Beidao Asuras-Feng - man bør bruge den dobbelte tid til at arbejde, og i det mindste skal der være en nat, hvor lyset ikke slukkes.

     Nu siger de, at din hjerne er i stykke.

                                             --- Dagbogen 

Jimbut var færdig med at spise en banan, og tørrede sit ansigt over med en klud, som man brugte til at tørre fødder med. Så tog han en æble til. Han sagde, at i-dag ikke er nogen dag.

Da Lillebror hørte dette udsagn, mistede han overhovedet sit tankesæt. Sproget begyndte at vise sine glubske tænder.

Vi skal lade ideerne trampe på sproget.

Nu blev det helt lyst i himlen.

Jimbut lå på gulvet uden at røre på sig. I nat lagde de sig på den samme pude og dækkede sig med den samme dyne. Man sagde, at kluden blev sendt hertil, efter at kvinden havde brugte den til at tørre sine fødder, osv.. Buliu sagde, at han ville vaske den i morgen.

Jimbut var endnu ikke vågnet, han talte uafbrudt i søvn.

Asuras-Feng sagde, hvis det er muligt, kan man godt børste tænder.

                   Slå tøjet ned

Hver gang, når Auras kom tilbage fra stranden, tænkte han kun på, om Jimbuts fødder var rene.

Efter at Jimbut råbte højt slogans, vågnede han op. Han ville fastholdende lade verdenen se, at han havde taget bad.

Asuras tænkte på, at det er tiden til absolut ikke at se nogen fremmede.

 

                   C. Således sagde Asuras om miraklerne

 

     Religionen i de gamle dage var, at nogle bønder havde læst en lille smule.

                                             --- Dagbogen

I Asuras øjne sås der det, at mennesket ikke var menneske, og at ikke-mennesket er menneske. Asuras udsagde altid to sætninger sammen i den samme tid. For sit ord bar Asuras alt ansvar. Det er kun menneskene, der ikke er ædelt nok til at bære ansvaret for sig selv; prøv at se, hvornår har de taget noget ansvar.

Asuras sagde, "det var tid, lang tid, siden jeg ikke hørte, man kaldte tyvene tyvknogler."

Asuras gyngede med stol og løftede sit højre ben. Tænkende på forandringen af aldrene, begyndte han at grine højt.

Lillebror følte sig entusiastisk for mesterens glæde. Et par dage senere sagde Asuras sådan til gengæld:

For nylig gik Lillebror tit her og der foran mig uden at sige noget. Det er netop udviklingens gode symptom.

                                                --- 1987 ---

 

 

 

     "Selve kendsgerningen, at Subkulturen uafbrudt er til, er en stor heltegerning."(Jimbut)

 

"Subkulturens sketchs" forbandt mig tæt med to navne. De var ikke min barndommens skolekammerat og Momo, heller ikke Menglang og Liu Manliu, men Jimbut og Azhong.

Det var i 1988. I årets havde vi oplevet de fleste af de entusiastiske følelser og de bistre desillusioneringer i vores ungdom og vennernes fælles liv.

          Pga. helt at blive skuffet og træt af det, rejste Jimbut atter bort fra Shanghai.

Jeg lod dig komme og blive munk, og du skulle ellers komme, men hvad så med subkulturen i Shanghai? Måske, efter at du tog af sted, ville der kun blive minderne om subkulturen, men ikke mere den eksisterende realitet af subkulturen. Måske ville der bagefter kun være din og min vandringskultur, og Azhong og Kaxins personlige, tragiske heroismes form tilbage. (1988,11,2 brevet af Jimbut)

Da Jimbuts vej kunne ikke blive min vej, for min personlighedsudviklings skyld, var jeg nødt til endnu en gang til at starte en lang odyssé.

Men denne gang måtte jeg gøre det alene, og kunne kun gøre det alene; og om der var flere venner, der ville stå ved den samme startelinje, måtte jeg nu ikke have nogen forventning.

Hvad jeg kunne forvente, var blot, at vennerne og mig kunne træffes i et eller andet vejkryds uden aftale.

Dette var noget, hvad jeg skulle gøre for min egen, selvstændige opvækst, og dette var også noget, hvad jeg skulle gøre for Shanghai-subkulturens sunde opvækst.

Således kom der "Subkulturens Sketchs" i oktober.

          Hvad er subkulturen? Den er modstandskultur. Hvad vi kan være stolte af, er ikke det, at vier nogle modne eller fuldstændig perfekte mennesker, men modet, som vi havde eller har. Modet, ukuelig at forfølge sandheden, ukuelig at forfølge friheden i personligheden og ukuelig at gøre modstand imod hykleriet.  Dengang betragtede vi subkulturen som en slags ære og berømthed, og alle ville konkurrere om lederens rolle. Da vi nu bruger begrebet "arbejdets mester" i stedet for "ærens eller berømthedens mester", kan man godt gøre hvad man vil...

          "Subkulturens Sketchs" har jeg set. Den lader mig føle subkulturens styrke. Selve  Kendsgerning, at subkulturen (vores subkultur, mener jeg) uafbrudt er til, er en stor heltegerning.

                                                                      --- Citeret af Jimbuts brev. den 2. 11.1988

Da der blev et nyt år, kom Jimbut tilbage til Shanghai igen. I denne tid kunne vi allerede stå sammen og stolt og strålende sige til verdenen: "Har man intime venner, kan man gennemgå i medgang og modgang; har man intime makkere, kan man overleve i livsvanskelighederne; har man intime kammerater, kan man skaffe vældig store forandring."

Det var ikke mere den mørke og triste start:

"Det er selvindlysende, at Subkulturen er en slags kultur-på-ruin."

 

 

 

Bilag 3.   Jimbuts "Spørgsmålet om det Guddommelige og det Verdslige"

 

     I dag forstår jeg tydeligere mysterierne over på livet

     og jeg tror på, at aftenrøden virkelig har strejfet over fodsporene i gruset

     Der var en gang en gammel munk

     en gammel munk, der havde vandret over havet og skredet over solskinnet

     (hvis der ikke blev mennesker dræbt i Beijing

     ville jeg aldrig tænke på noget om Beijing)

 

     I dagen, frugterne i haven bliver modne og store

     har jeg fundet livets oprindelige punkt

     som er det, jeg ikke kan sige ud

     Efter en lille regn kommer der igen tegnet på køligheden

     I det sommervarme land

     plukker jeg en blomst for at slå ensomheden ihjel

     Jeg iagttager tidens bevægelse

     Foran de grønne fugle, der beder til Buddha

     vil jeg ikke tænke på det her spørgsmål som i de tidligere dage

     Foran fuglene kan jeg ikke opfatte ord og sætning

     Efter en lille regn

     bliver munkedragten helt våd

 

     Derefter finder jeg en måde, jeg kan lade tide forbi på

     Der er kun en lille smule af regnen, der er kommet. Derefter synger fuglene, og blomsterne dufter

     Jeg tænker på, at jeg selv er en gammel munk

     Lige i dag, lige ved muren, der ikke kan give ly mod sollyset

     tænker jeg således på

     en gammel munk

     en gammel munk, der vander blomsterne med glasset

I brevet fra Jimbut fandt jeg disse vers, som blandede sig uden titel i brevet, og som kom frem uden formen, de selvstændige digte ellers har. Det ser ud som, at disse vers dukkede tilfældig op i brevet, da Jimbut skrev til sin ven, der boede i hjembyen langt, langt væk. Dengang var Jimbut i templet i Thailand, bad til Buddha og skrev også digte. Før han vandrede ud fra Kina, var han allerede begyndt med at skrive sit lange digt "Spørgsmålet om det Guddommelige og det Verdslige". Det sagdes, at det skulle være et langt digt med 40000 vers. Og derefter, om når han flakkede om i et eller andet land, eller når han var blev fange i fængslet, skrev Jimbut bare digtet i alle mulige tider. Jeg hørte bagefter sige, at nogen hemmeligt havde hentet 20000 vers af "Spørgsmålet om det Guddommelige og det Verdslige" til Shanghai. Men jeg har aldrig fået lejlighed til at læse disse 20000 vers, hvori Jimbuts ungdom og hans idé om livet og døden samlet sig (trods alt har jeg et par hundreder vers af digtets indledningskapitel, som Jimbut bidrog til "Subkulturens Sketchs", før han tog af sted fra Kina). Jeg ved ikke, om det nævnte afsnit har noget sammenhæng med "Spørgsmålet om det Guddommelige og det Verdslige". Måske er det netop et fragment af det lange digt; måske er det da ikke. (*: Dette kan jeg godt svare her: disse vers er ikke nogen del af "Spørgsmålet om det Guddommelige og det Verdslige", selvom de blev skrevet i templet i Thailand. - noteret af Jimbut.)

"at vandre om" var Jimbuts ungdoms tema. I brevet, Jimbut sendte fra Guanghua Templet i Fujian provins i Kina i den 2. november 1988, skrev han sådan:

        Nu tænker jeg på den store vandring. I den nuværende verden er de opdigtede historiers tiltrækning ringe for menneskene; men kun heltegerningen med det sande, virkelige menneske og  den virkelige begivenhed er det, der kan bevæge verdenen.

        "Der var en gang en ung Bramin; for at søge efter livets sandhed vandrede han overalt..." Jeg kan så godt lide denne talemåde, fordi den betyder patosen og modet.

Deraf kan vi se, at Jimbut, i denne periode, opfattede omvandringen på en heroismens måde; og det, at vandre om, kunne have en værdifulde mening, netop fordi det kunne bevæge verdenen. De lignende tanker kan man også finde i årsagen til, at han blev munk, og hans tidligere opfattelse om den unge subkultur. "Et verdsligt hjerte, der ikke kunne være verdsligere, ledede mig ind ad den guddommelige dør." ("Spørgsmålet om det Guddommelige og det Verdslige: Indledningskapitalen"). "Vi er anderledes end de andre, vi er fremragende" ("Subkulturens Vej"). Hvad vi gør nu, er "at lade vores værker vise verdenen vores fremragende ideer".("Subkulturens Vej")

Derfor kan man også se, at det, "hvordan verdenen kan virkelig bevæges" var emnet, som Jimbut i sin ungdom mest interesserede sig for.

Tilsvarende i Jimbuts tidligere digtværker fandtes der en masse ideer og ord, der var fyldt med den vestlige voluntarisme og egocentriciteten. "Sådan sagde Jimbut. Sådan tænkte Jimbut. Med hensyn til tankerne er det selvmord at gøre modstand mod Jimbut. Lever Jimbut, er han en mur, som man ikke kan overgå." (den første del af "Sammen med Enhver opholder Jeg Mig i Tiden" 1987)

Men da det nævnte afsnit blev skrevet, var "heroismens" emne, "at bevæge verdenen", forsvundet fra Jimbuts vers.

     (Hvis der ikke blev mennesker dræbt i Beijing

     ville jeg aldrig tænke på noget om Beijing)

 

     Jeg tænker på, at jeg selv er en gammel munk

     Lige i dag, lige ved muren, der ikke kan give ly mod sollyset

     tænker jeg således på

     en gammel munk

     en gammel munk, der vander blomsterne med glasset

Nu er der kun en slags østlig ro og fred, der dukker op her, og en slags tanke, der tæt forbindes med det østlige mysterium.

"Fungere Tao ikke, bør man komme i båd og svæve ud på havet." sagde Konfucius. For 2000 år siden havde Konfucius allerede appelleret de intellektuelle i samfundet til at vandre, at flakke om, at eksilere sig selv, når det var perioden, hvor retfærdigheden og friheden var ikke til i samfundet.

"Vejen, der snor sig, er lang og fjern" (*: Dette vers var af den kinesiske digter Qü Yuan  <340-278 f.kr.>   fra hans digtet "LiSao"  <klagemålet under eksilet>)

Jimbuts ungdom er ved at blive færdig, vores ungdom er ved at blive færdig. Hvad for en fremtid venter på denne oprører? Hvad for et hjem vil Jimbuts "Spørgsmålet om det Guddommelige og det Verdslige" høre til.

     Jeg begynder at drømme om flere mærkelige steder

     I drømmerne stifter jeg venskab med de gamle fornemme mænd; i drømmerne

     udgyder jeg tårer for dem, jeg ikke kender

     Måske er min vandrings mål disse drømsverdener

     Nemlig har jeg vandret kun en lille smule; nemlig

     skal jeg være færdig med flere fjerne

 

     I de mange år er jeg altid snylter

     I denne verden kan jeg ikke finde en frelser

     Bortset fra smilet kan jeg intet mere bringe til menneskene

     Bortset fra at træde på min endeløse vandring som en verdslig spåmand

     kan jeg ikke mere love mine egne følelser

     Alt var igår

     alt var sket igår. I drømmerne planter jeg blomsterne for I-morgenen

     Kan jeg få Ganges-floden at se? O, det hellige sted, hvor Braminerne samlede sig

     kan jeg komme for at besøge dig?

        --- "Spørgsmålet om det Guddommelige og det Verdslige: Indledningskapitalen" (Jimbut 1988)

 

 

 

               "Jeg er loyal" (Azhong)

 

 

I afslutningen af 1988, fik "Subkulturens Sketchs" os atter til at blive de "arbejdende", og vi var lært at betragte "kun at være ved at arbejde" som det største, vi kunne være stolte af. Lidt senere lavede Azhong aftale med Jimbut, som skulle være hjemme i Shanghai i 2 måneder; de arbejdede sammen: Jimbut skrev den indledende del af sit "Spørgsmålet om det Guddommelige og det Verdslige", og Azhong skrev sit "Dunkelheden, mit livs emne".

Før fandtes der også de lignende aftaler hos vennerne, ikke mindst Momo, Jimbut og Liu Manliu; de kaldte dem "det mundtligt dyriske"(*: nemlig "Kousouismen". - noteret af Jimbut), dvs. at man arbejdede med aftaler, at den ene talte og den anden skrev ned hvad taltes; og så på omvendt måde. Men denne gang, Azhong havde aftalte med Jimbut, var det ikke mere "det mundtlig dyriske".

 

     Denne tidspunkt kan allerede ikke undgås

 

     Skønheden af fortiden kommer ikke mere tilbage

 

     Der er blot tomheden på de fire vægge

     I billedet af hans figur kan kun hans øjne ses

     hvis glans endnu tydeligt gløder

                                  ---"Dunkelheden, mit livs emne" (Azhong)

 

I forårstid i 1989, da "Subkulturens Sketchs" udkom med nr.5, var Jimbut allerede flygtet til udlandet. "Min flugt er så brat, men blot for en eller anden spådom af mine tidligere liv." (Jimbut "På flugten under vinden")

For Jimbut var de tidligere vandringer kun for at lede efter legene, og for at lade møderne med vennerne blive mere glade, men denne gang blev hans vandring for "det tidligere livs spådom". derimod for Azhong var alle slags vandringer nogle ufrie.

 

     Vennerne er forladt dette sted

     Det nye liv, de længtes

     er også det, jeg længtes

     Men kunne min sjæl svæve fjernere end dem?

                                  --- "Dunkelheden, mit livs emne"

 

Der er kun en slags sjælelige vandring, der er hos Azhong i hans liv. Og dette ser ud som at være hans lod bestemt i det her liv.

 

     Både i din og i min hånd har vi kontrakterne, der ikke behøver at forklares

     Lige som dig

     har jeg ikke ret til at sønderrive min skæbne

                                  --- "Dunkelheden, mit livs emne"

 

Men hvad er den, som "jeg ikke har ret til at sønderrive", for en skæbne?

Sådan begyndte Azhongs lange digt. Næsten som en spådom, sagde det, at hans

livsvandring mest ville tilbringe i de mørke nætter.

 

     Stormen om natten lader mig bære dunkelheden i mit hele liv

     Det eneste lys i mit hjerte

     afspejler min endelige lod, for evigt at være ved at falde til grunden

                                  --- "Dunkelheden, mit livs emne"

 

Jimbut tilbeder solen, "måske var, eller er, jeg en solkultens mand". ("Sammen med enhver opholder jeg mig i tiden") Jimbut er altid forelsket blomsterne, "I drømmerne planter jeg blomsterne for I-morgenen". Jimbut kan lide at smile, "bortset fra smilet kan jeg intet bringe til menneskene".

Men alle disse er blot nærige og ubarmhjertige til Azhong.

 

     Sollyset kommer og går skyndsomt

     og beviser kun et jeg af intetheden, uden skikkelse

 

     O blomsterne, du blev plantet som en luder ved siden af mig

 

     I mit liv er alt ikke svært for mig at få, bortset fra smilet

     alligevel vil jeg dø meget trist

     fordi jeg har allerede glemt smilet

                                  --- "Dunkelheden, mit livs emne"

 

I forårstid i 1992 sagde Jimbut adjø til den tropiske urskov, og rejste mod nord. "Vejen mod nord er så hvid / Vejen mod nord". Mod nord var solskinnet mindre, længere og længere bort fra stedet, hvor blomsterne og smilene blomstre i alle årstider. "Shanghai er langt fjern / Faktisk / ville jeg ikke tage bort fra hvad jeg var forelsket med." ("På flugten under vinden"). I Jimbuts hjerte kaldte han nu på sine ungdomsmakkere og dem, der havde haft dejlige aftaler med ham. "Faktisk kan jeg, lige som de utallige mennesker har kaldt på Jesus Christus / kalde på mig selv mod nord / jeg kan også atter kalde på Azhong og Liu Manliu / lige som de kalder på Jesus".("Stående i isen at mindes gamle dage" Jimbut)

Selv om livet ikke har givet Azhong så meget sollys, blomster og smil, har Azhong bragt alt det til sine venner; alt, der kan lade en ikke mere være bange for de dunkle nætter i ens livsvandring.

 

     Jeg er loyal

     I oprøret bevarer jeg stadigvæk min loyalitet

 

     Enhver sjæl fastholder inderst sæden, den har lagt i sig

     I mit hjerte blev muren stærkere og tykkere

     Den spøgelsesagtige fred hvirvler i luften

     I en utænkelig morgen

     er jeg ved at beskrive denne tanke

     og dens struktur

                                  --- "Dunkelheden, mit livs emne (Azhong 1990)

 

 

 

Bilag 4.              Lyrikerne

 

Om natten kommer Azhong haltende. Det sker tit, at Azhong pludselig dukker op i det her hus, når det bliver midnat; så snakker han med mig om dagens liv; og når himlen kommer til at blive lyset, da forlader Azhong mit hus.

Somme tider ved daggry tager vi også til et eller andet værtshus og drikker. På værtshuset kan man tit se nogle gamle, der sidder og langsomt slikker sin lille brændvinskop. Man kan se, at de godt kan lide her, og at det er deres skønneste tid om dagen nu.

Så stiger solen op. Verdenen under solen tilhører ikke de gamle. deres ansigt, som ser beruset ud, forsvinder efterhånden fra os, som en masse spøgelse.

Rimbaud døde på 40, Kafka døde på 40, og Camus døde på 40. Desuden Pusjkin, Baudelaire og den stakkels Poe, som var den strålende stjerne op over den pengepugersalderens Amerika. Disse store digtere.

Men de var de sande, lyriske digtere. Har man i denne verden ikke nogen følelse om, at man selv kunne dø på 40, kan man ikke få den sandt lyriske styrke i litteraturen.

De gamles dæmon har ikke noget fremstillingsevne og kan ikke mere lade dem blive lyrikere.

Når alle gamle er gået bort fra værtshuset, siger Azhong og jeg også farvel til hinanden.

 

 

 

 

 

     "Blot at vandre sammen under den samme sol og himmel, uden at snakke om omstændigheden" (Mengyan)

 

I den umådelige menneskestrøm var bladet "Subkulturens Sketchs", som per nummer udkom med 20 håndskrevne, duplikerede hæfter, lige som en flaskepost, der blev kastet i havet.

Hvor ville den flyde til, og hvem ville blive dens modtager? Vi vidste kun, at den var skrevet for menneske, og det kun var menneske, der var fortjent at læse den og kunne forstå den.

Måske var dette allerede nok.

Hvor var det dejligt, uden løfte, uden pligt, hverken at skuffe vennerne eller at skuffe sig selv. Hvor var det dejligt, uden at begreberne af de store mennesker og de ringe mennesker, men at der var de sande, arbejdende. Lige som sandet, lige som det uhæmmede hav, ligeglad med at være sammen eller ikke være sammen, ligeglad med hvor retningen skulle være, blot efter vores lod, blot efter vores hjerte. Hvor var det dejligt, hvor var det frit.

Da "Subkulturens Sketchs" sagde, "subkulturen er en slags kultur-på-ruin", var det fordi der dengang kun var mig som den rigtige, arbejdende i "Subkulturens Sketchs". Og da vi stolte sagde, "har man intime kammerater, kan man skaffe vældige forandringer", var det fordi der allerede kom Azhong og Jimbut som de arbejdende.

Da vi skrev citat "i denne verden, hvor der ikke er nogen Gud, er vi blot en gruppe skyndsomme rejsende" af den engelske film "Rejsen til Indien" i "Subkulturens sketchs" som mottoet, var det fordi skæbnen uerstatteligt havde dømt os til lodden, at vi var nødt til at være væk fra hinanden.

 

Atter kom der efterårstiden, men der var ingen frugt i efteråret, thi årets vår havde forvandlet alt i det kinesiske land.

Hvor savnede jeg de der inderlige ord, de der stolte og strålende ord, "har man intime venner..., har man intime makkere..., har man intime kammerater..."

En dag, endelig kom der en dag:

          Gennem Kaxin vidste jeg om Dem og Deres arbejde og dets resultat. Efter at jeg læste mottoerne i de dyrebare eksemplarer af den 3. og den 4. "Subkulturens Sketchs", blev jeg helt begejstret og opmuntret. Jeg følte mig stolt og opstemt. Hvor meget vand var der i havet og i floderne...jeg kunne ikke finde nogen kammerat, kunne ikke finde selvet, kunne ikke finde subkulturen, kunne ikke finde den virkelige frugt af en kulturel bevægelse og sammenhængen mellem bevægelsen og dens praktiske følge...endelig finder jeg       Dem!

          Subkulturen eksisterer stadigvæk, og desuden eksisterer de arbejdende! Hvor er det begejstrende, og hvor er det vigtigt i mit jordiske liv! Der er de uafbrudt revolutionerende, kæmpende! Der er sejlerne, der ikke vil overgive sig til de verdslige strømme og stræber efter det hinsides! Der er tænkerne, der spekulerer og formgiver udviklingen af menneskestilværelsen og undersøger eksistensens tilstand!...Disse dokumenter lader mig hjertelig med glæde føle, at De er den ønskede og søgte vejleder i vores forvirrede, men systematiske æra. De kunstner, der genbygger de folkelige, individuelle karakterer!

          Bevar Dem selv, skat Deres tænkning, bibring de litterære unge det meningsfulde og vær altid livlig. Der er et nyt kontinent flydende. Dette er Deres projektion, og dette er også mulighed for, at det fra afslutningen af århundredet får et nyt liv i den nye æra!

          Lad mig, en surrealisternes kinesiske nabo og litterær tigger, atter vise Dem min respekt og taknemmelighed.

          Blot at vandre sammen under den sammen sol og himmel.

                                                                      --- Brevet af Mengyan. Den 17. 9. 1989

O, en surrealisternes kinesiske nabo og litterær tigger. Var det vores flaskepost, der ledede hertil?

I min ungdomstid i 80'ne havde jeg ikke kendt og haft en sådan ven, sådan makker og kammerat som dig.

Nu skal der komme 90'ne. Skal jeg således kende og have dig?

 

 

 

Bilag 5.              Belønnet til de menige

 

Det, at kende Mengyan, var et mirakel i min intellektuelle historie og et af de få, mest begejstrende begivenheder. Siden han havde skrevet "Mellem det Abstrakte og det Konkrete" i 1989, startede vi en litterær dialog mellem ham og mig. Men vores venskab var ikke startet deraf, fordi jeg syntes, at han var en, der skrev de uklare, mærkelige værker, nemlig de kinesiske, modernistiske værker, som jeg ikke kunne lide. Efter min mening var det, at skrive det uklare og det mærkelige, og at skrive hvad læserne ikke kan forstå, en slags arrogance og forbrydelse mod læserne. Personligt mistænkte jeg også, om denne slags forfattere havde en nedrig sjæl, og om de, som hvad man fortæller om i sagnet, var en gruppe mennesker, som blev drevet og ledet af Dæmonen.

Uden tvivl kunne denne slags mennesker ikke være mine venner.

Men en tilfældig læsningsoplevelse forandrede mit aspekt. Det var læsningsoplevelsen, at jeg uafbrudt havde læst Mengyans værk i et helt døgn; desuden læste vi sammen: fra kl.10 i natten til kl.6 i morgenen, og atter fra den følgende middag til den følgende midnat.

Det var den eneste af mine læsningsoplevelser i livet, at vi to sammen begik en sådan begejstrende, lang læsning. Efter det bevægede suk, at "den ene er skæbnebestemt til at træffe den anden, og den ene er den andens broder," fik venskabet mellem Mengyan og mig en rigtig start.

Mengyans "Belønnet til de menige" bestod af et brev og to selvstændige artikler. I brevet omtalte Mengyan mig omfattende, mens han citeret nogle af mine artikler, jeg ikke havde taget ind i "Vennernes Visdom". Da tænkte jeg, at hvis brevet kunne indeholdes i "Vennernes Visdom", ville det sikkert blive et meningsfuldt tillæg. således, efter at have tænkt på nogle forskellige titler, benævnte jeg det "Belønnet til de menige", som var navnet af en novelle af Faulkna.

Et par dage senere tænkte jeg på, at jeg skulle fortælle Mengyan den her idé, så ringede jeg ham; I telefonen sagde han begejstret til mig, at han ellers også ville ringe til mig; og han var færdig med en artikel om mig , og kom til at skrive "En pøl blod", en artikel om Azhong, i og fra dagen. (Det meningsfulde var, at Azhong også begyndte at skrive "Det Nye Liv" lidt senere uden viden om Mengyans arbejde.)

Med at vide, at han i perioden altid var bekymret om vennerne og mig på en tavs måde, blev jeg helt bevæget. Han var virkelig en sand arbejdende i subkulturen blandt vennerne. Da vi mødtes, spurgte jeg ham, hvad titlen af artiklen, han lige var færdig med, var. Denne gang overraskede hans svar mig ret meget, fordi titlen, han gav, også var "Belønnet til de menige". Forskellen var kun, at der var en subtitel til, nemlig to hundreder arme. Måske behøvede jeg ikke at være overrasket, fordi han havde snakket med mig om Faulknas "Belønnet til de menige" for et par uger siden. Dengang sagde han således til mig:

"Dengang lærte Faulkna at skrive novelle hos Sherwood Anderson. En dag, da han traf Fru. Anderson på gaden, sagen fruen til ham, "Sherwood lod mig meddele dig, at hvis der bliver en dag, du ikke vil vise ham de noveller du har skrevet, da vil han tage dem til at publicere."

Deraf tilføjede Mengyan med et bevæget suk:

"Herfra kan vi se, hvor menneskelig Sherwood Anderson var. Hvis Faulkna, når han skrev, kun tænkte på hvad Sherwood Anderson ville tænke om hans noveller, kunne han aldrig skrive godt."

Den første novelle, som Faulkna ikke havde vist Anderson, var "Belønnet til de mening". Den er nemlig Faulknas jomfruværk.

Da Mengyan i et par uger senere mumlerende sagde til mig: "Da jeg skrev den her "Belønnet til de menige: to hundreder arme" om dig, havde jeg aldrig tænkte på at vise dig den", kunne jeg blot beundre sammentræffet af vores tanker i synchroniciteten.

Nu bliver brevet, Mengyan skrev til mig, og "Belønnet til de menige: To hundreder arme" afslutningen til bogen "Vennernes Visdom". Dette synes jeg er godt passende.

 

(*: Jeg har ikke læst denne novelle af Faulkna, som jeg ikke ret meget holder af. Derfor ved jeg ikke, om det er rigtigt, at oversætte titlen til "Belønnet til de mening", og om den skal være "Belønnet til soldaten". - noteret af Jimbut)

 

                                      --- oversat af Jimbut. Den 20. august 1994Odense